Hver gang Dronning Margrethe holder middag på Christiansborg, kan danskerne på TV se de gobeliner i baggrunden, der blev indviet og hængt op, da regenten fyldte 60 år. De var en gave fra erhvervsorganisationer, virksomheder og private fonde til hendes 50 års 
fødselsdag. Men det tog 30 vævere 10 år at færdiggøre Bjørn Nørgaards 17 gobeliner, som fortæller Danmarks historie fra vikingetiden til år 2000.
Men de færreste ved, at en Alrø-beboer havde mere end en finger med i spillet om de store billeder. Nemlig historikeren Rikke Agnete Olsen.
Hun var med i det, der blev kaldt tapet-komplottet: En lille gruppe mennesker, som fik ideen til gobelinerne, der skulle fortælle Danmarks historie og hænges op i Riddersalen. Bagtanken var bl.a, at så kunne de gamle billeder, der hængte på væggene, komme tilbage til Rosenborgs Riddersal, hvor de hørte hjemme.
Ideen om nye gobeliner blev præsenteret for dronningen, og hun bakkede den op.
Tusinder af danskere har været på Christiansborg for at se vævernes farvestrålende værker, og de bliver gang på gang vist frem for udenlandske statsoverhoveder og delegationer.
Rikke har også skrevet teksten til de mere end 1000 oplysninger, man får ved at købe CD’en, der fortæller om tilblivelsen og om historien bag hver enkelt af de 17 farvestrålende billeder. (Når gruppen bag blev kaldt tapet-komplottet er det fordi gobeliner reelt er tapeter).
ALRØ ER HJEMME
Siden 1971 har hun haft fast tilknytning til Alrø, hvor en lille firlænget gård er hendes hjem. Og hun holder uendeligt meget af øen og dens beboere.
”Vi blev så godt modtaget – lige fra den første dag, og menneskene her er venlige, imødekommende og hjælpsomme. Og så er naturen jo utrolig smuk”, siger hun.
Hver formiddag nyder hun samme natur, når hun går en time-lang tur på øen med hunden Whinnie. ”Hundens fulde navn er nu Dalwhinnie”, siger hun – ”opkaldt efter en dejlig skotsk whisky – men den lever fint med forkortelsen”.
Hun er en aktiv del af øens liv, har skrevet teksten til de sange om Alrø, der bliver sunget ved sammenkomster på øen, og på hjemmesiden alroe.dk, har hun skrevet om Alrøs historie.
BØGER, ARTIKLER, REJSER
Siden Rikke i 1966 blev færdig med at læse på universitetet, har hun forsket i og formidlet historie. Det er blevet til skolebøger for børn, bøger om Danmarks konger og deres dronninger til en Danmarks-historie i 8 bind.
Hun blev ansat som inspektør på Nationalmuseet med ansvar for middelaldersamlingen. Men i 1971, da hendes mand, nu afdøde Olaf Olsen, blev professor i middelalder-arkæologi på Århus Universitet, og de fandt den lille gård på Alrø, valgte hun et fast job fra og blev freelancer.
Freelancelivet har ført til utallige foredrag om historie – om Danmarks og Europas historie, kulturhistorie, middelalderborge og fæstninger, kirkerne…. Og til bøger og artikler om de samme – og endnu flere – emner. Endda en bog om ”Hundens i historien”, er det blevet til. Men også til at være leder og arrangør af rejser med kulturhistoriske mål i Europa, i Kina og de vestindiske øer, som var en del af Danmark til 1917, da de blev solgt til USA for 100 millioner kroner. (Læs ”En Vestinder i Falling” her)
Hun har arrangeret udstillinger, deltaget i arkæologiske udgravninger og været censor på universiteterne.Men hun har også skrevet en række historiske skuespil, der bl.a. er opført som egnsspil ved vikingeborgen Fyrkat og ved Spøttrup af amatør-skuespillere.
Freelance-tilværelsen fortsatte, da hun og hendes mand igen flyttede til København, fordi Olaf Olsen var direktør for Nationalmuseet 
og rigsantikvar. Men også i tiden mellem 1981 og 1996 betragtede de Alrø-gården som deres hjem – også selv om de havde en bolig i København. Men i 1996 flyttede de tilbage – og blev.
BEGIVENHEDERNE FLAGRER
Interessen for historie fik hun allerede som barn hjemme i Kjellerup. ”Jeg læste Bo Grønbech’s bog om etruskerne – ”det forsvundne folk” – og den satte noget i gang, så jeg senere besluttede at læse historie”, siger Rikke.
Hun er ked af, at faget historie i mange år har været underprioriteret i folkeskolen. ”Vi har desværre nogle generationer, der er mere eller mindre historieløse. Vi forstår vores samtid gennem historien. Og uden en fælles viden og hukommelse, kommer begivenheder til at flagre underligt løsrevet. Jeg har endda hørt politikere og andre sige, at på grund af Nato har vi ikke haft krige i Europa siden anden verdenskrigs afslutning – helt uden hensyn til de forfærdelige begivenheder i ex-Jugoslavien”.
ANGSTENS ANSIGTER
Det irriterer hende, at politikere og andre får lov til den ene gang efter den anden i medierne at udnævne en lov, et forlig eller andet
til at være ”historisk”. Og at udsagn som ”verden bliver aldrig den samme” får lov til at stå alene og som et faktum i medierne. Om det er en engelsk prinsesses død i Paris eller det er terrorangrebet i 9. september, hvor to fly fløj ind i World Trade Center, så blev udtrykket brugt – og det bliver brugt også ved andre begivenheder.
Hun har reageret aktivt på det ved sammen med skuespilleren og instruktøren Jørn Holstein i 2002 at lave gadeteatret ”Angstens ansigter”, hvor Klostertorv og Guldsmedegade i Århus var rammen.
”Alle dage har mennesker oplevet angsten, når noget grusomt sker”, siger Rikke. 50 amatørskuespillere og gøglere førte publikum gennem middelalderen, gennem besættelsen hvor netop Guldsmedegade blev bombet sønder og sammen, og hvor hipoerne skabt angst i gaderne, frem til angrebet på World Trade Center, hvor publikum blev taget med ind og fortalte om deres angst – nu er rettet mod mennesker med en anden hudfarve og baggrund”.
Mere end 1000 mennesker oplevede gadeteatret.
VI VIL KENDE VORES STÅSTED
Men samtidig med at vi lever i, hvad nogen har kaldt det historieløse samfund, er interessen for historien voksende. Og det afspejler sig i både aviser og på TV. DR har sendt Danmarks Historie med skuespilleren Lars Mikkelsen som fortæller – Nordisk Film har sendt prins Joachim rundt i landet for at formidle historien om grundloven, om vores tro, om danske symboler osv. Udsendelser og artikler om anden verdenskrig er at finde på TV-kanaler og endda i Ekstra Bladet. Tusindvis af mennesker er optaget af slægtsforskning og lokalhistorien.
At interessen er stor undrer ikke Rikke. ”Vi har i os en grundlæggende trang til at kende vores historie – vide, hvordan vi er blevet, som vi er. Både som befolkning og som enkelt-personer”.
ENGAGEMENT SKABER UNDERHOLDNING
Men hun er imod, at historien skal formidles ved hjælp af kendte personer, og med indbygget drama fordi det skal underholde – på grund af den såkaldte kendis-effekt.
”Folk lytter og viser interesse, når de får et godt foredrag. En mand som Palle Lauring og også Erik Kjersgaard kunne gøre det uden smarte effekter og drama. Men de havde en grundlæggende og omfattende viden – det var ikke noget, han læste op fra et papir, som andre havde skrevet. Deres viden og engagement fik folk til at lytte”.
(Kjersgaard Danmark er netop genudsendt på DR K – men de kan også ses på Bonanza)
Engagementet har Rikke Agnete Olsen også – og det går igen i anmeldelserne af hendes mange bøger, og man skal ikke snakke med hende i mere end et par minutter, før ordet bliver noteret på blokken.
Vi kan vente nye bøger og artikler fra hende. Det er absolut ingen hindring for at fortsætte, at hun sidste sommer fyldte 80 år.
