”Vi vil skabe noget liv og hygge omkring begivenheden. ”Under opsyn” er et virkelig godt band, der kommer for at spille. ØFUG sælger grill-pølser og fadøl. Der vil være masser af kaffe til de voksne og saftevand til børnene, så der er fine muligheder for at Lokaldysten kan rundes af med hygge ved Hallen i stedet for at deltagerne som de andre år bare går hver til sit – nå, det var det”.
Michael Jakobsen fra Ørting Hallen er sammen med Lokalrådet og ØFUG med til at arrangere Ørting Fallings del af Lokaldysten på lørdag fra 10 – 12. Han tilføjer: ”Vi mangler faktisk kun, at få doneret et par hjemmebagte kager, så har vi alt til en hyggelig afrunding på en god lokal begivenhed”.
Bandet ”Under opsyn” består af tidligere elever fra Fonden Ørting som stadig mødes for at spille musik. Du kan læse om – og høre – bandet her, og du kan læse, hvordan musik indgår i elevernes hverdag på skolen og på bostedet.
Når deltagerne kommer tilbage til Hallen efter at have gået, løbet eller cyklet, kan de slukke tørsten med vand, saftevand og kaffe, som cafeen donerer, før de måske tager endnu en runde i forsøget på at samle flest kilometer i skarp konkurrence med fem andre lokalsamfund, der deltager i Lokaldysten.
Sidste år blev Lokaldysten for Ørting Falling afviklet på årets sidste lørdag med vejr til at tage til stranden. Sveden haglede af deltagerne i eftermiddagssolen. Det fik flere til at give op på forhånd. Også at det foregik om eftermiddagen, så dagen blev afbrudt. Men i år burde hverken vejret eller tidspunktet en hindring. For vejrudsigten forudsiger, at det ikke bliver så varmt på lørdag – og efter anstrengelserne er dagen stadig lang til andre aktiviteter.
Tag bare børnene med. Der er plads til dem. Og de vil have mulighed for at prøve ØFUGs nyeste aktivitet – hobby horsing, som du kan læse om her. Louise fra cafeen, som står for holdet, hvor der er plads til flere, vil sammen med en af deltagerne vise, hvad det hele går ud på, og der er heste til låns.
ØFUG står for grill og fadølsanlæg. Overskud skal være med til at betale for foreningens fælles udflugt.
(Læs om Lokaldysten her )