KORT NYT

Have­gæ­ster betal­te 1300 kr

Der var næsten 1300 kr i de to syl­te-glas mær­ket ØFUG, som stod på bor­de­ne i den lil­le cafe på gårds­plad­sen – der­til kom­mer nog­le ind­be­ta­lin­ger på Mobile­Pay. Pen­ge­ne var gæster­nes beta­ling for ”gra­tis kaf­fe” på gårds­plad­sen, da Lis­beth Jør­gen­sen søn­dag åbne­de den sto­re øko­lo­gi­ske have på Per­sie­vej i Ørting for besø­gen­de. Ca 50 men­ne­sker benyt­te­de sig af det. Pen­ge­ne i syl­te-glas­­se­­ne går ube­skå­ret til ØFUG, som Cor­o­­na-ned­luk­­nin­­gen har ramt hårdt. 

Som­mer­re­stau­rant er tæt på udsolgt

De har valgt, at kun 30 men­ne­sker kan spi­se på Brand­by­ge­gaards som­mer­re­stau­rant de 15 afte­ner i juli, den er åben. Og 10 afte­ner er alle­re­de udsolgt. Så man­ge loka­le og uden­bys gæster vil spi­se, hvor 95 pro­cent af både maden og drik­ke­va­rer­ne er lavet af går­dens egne øko­lo­gi­ske pro­duk­ter – og med fæl­les hjælp dyr­ket på mar­ker og i driv­hus af kok­ken og hen­de, der ser­ve­rer. Der er sta­dig få bil­let­ter til fem afte­ner. De skal bestil­les på Odder­net­tet (https://​www​.odder​bil​let​ten​.dk/​a​r​r​a​n​g​e​m​e​n​t​er/) Der kan du også læse om maden, du har i ven­te. Men sagt med det sam­me – til­hø­rer du den del af men­ne­ske­he­den, der abso­lut skal have kød, må du fin­de et andet sted. 

Sog­neud­flugt til Den Geo­gra­fi­ske Have

19. august kl. 8.10 går bus­sen fra Sog­ne­hu­set i Ørting til kir­ken i Gyl­ling, hvor den sam­ler del­ta­ge­re op kl. 8.15 før turen går til for­sam­lings­hu­set på Alrø kl. 8.30. Turen går til Den Geo­gra­fi­ske Have i Kol­ding. Her er der rund­vis­ning efter­fulgt af mid­dag på restau­rant Den Gyld­ne Hane. Bag­ef­ter går turen vide­re til Sdr.Bjert med rund­vis­ning i kir­ken og kaf­fe på kro­en. Kl. 16 går turen til­ba­ge. Del­ta­gel­se i udflug­ten koster 100 kr. Til­mel­ding til  Jør­gen Jen­sen på mail jensen-​lave@​live.​dk eller tlf. 24943395 

Gene­ral­for­sam­ling i Hallen

Cor­o­­na-restrik­tio­­ner for­sin­ke­de også gene­ral­for­sam­lin­gen i Ørting Hallen. 

Men 1. juli kl. 19 bli­ver den holdt, og som altid har alle bor­ge­re over 15 år i Ørting-Fal­ling sog­ne adgang og stem­me­ret. Det sam­me har med­lem­mer af de for­e­nin­ger, der bru­ger Hal­len. Det gæl­der f.eks. fle­re bebo­e­re i Gyl­ling.På valg er for­mand, sekre­tær, et besty­rel­ses­med­lem og en sup­ple­ant.Tho­mas Tikjøb genop­stil­ler som for­mand. Også Micha­el Hov­mand genop­stil­ler som sekretær. 

Brugs­en støt­ter forsamlingshuset

Da dagens omsæt­ning i Brugs­en i Gyl­ling var gjort op fre­dag, kun­ne udde­ler Krogstrup skri­ve en check på 14.374,75 kr til For­sam­lings­hu­set. Belø­bet sva­rer til 20 pro­cent af dagens omsæt­ning.Som meget andet er for­sam­lings­hu­set også på hæle­ne efter Cor­o­­na-ned­luk­­nin­­gen. Der har hver­ken været soci­a­le arran­ge­men­ter eller udlej­ning til pri­va­te fester. 

Gyl­ling byfest er aflyst

Gyl­ling Kul­tur­for­e­ning kaster nu hånd­klæ­det i rin­gen og afly­ser byfe­sten.Det er Cor­o­­na-krav og mang­len på øko­no­misk sik­ker­hed, der har fået for­e­nin­gen til at tage beslut­nin­gen.Odder byfest er også aflyst. Det bety­der, at Gyl­ling Sport og Idræt – som ØFUG – går glip af en ind­tægt på godt 60.000 kr. 

Gyl­ling vil blomstre

To grøn-bru­­ne græs­a­re­a­ler tæt på sko­len vil bli­ve erstat­tet med blom­ster­be­de. Og ved det lil­le regn­vands-bas­sin skal der plan­tes frugt­træ­er og buske. Alt for at give lands­by­ens bor­ge­re noget smukt at se på og for at øge biodiversiteten. 

Det er Gyl­ling Sko­le og Bør­ne­hus­råd, der sam­men med Lokal­rå­det har fået ide­en og sam­men søgt – og fået – pen­ge til pro­jek­ter­ne fra Kvi­ck­ly – 20.000 kr er kom­met ind på kontoen. 

Slut med selv­pluk jord­bær og ærter

For man­ge i områ­det har det været tra­di­tion at tage til Holt­gaard og pluk­ke jord­bær og ærter. Og hver dag i jord­bær­sæ­so­nen er fri­ske røde bær og poser fyldt med grøn­ne bæl­ge kom­met til Han­dels­plad­sen i Ørting.Men nu er det slut. Anne og Hel­ge har efter man­ge over­vej­el­ser at stop­pe pro­duk­tio­nen af kar­to­f­ler, ærter og jord­bær – luk­ke gård­bu­tik­ken og for­pag­te jor­den ud. De to nær­mer sig pen­sions­al­de­ren. Der­for har de beslut­tet at stoppe. 

Byrå­det bli­ver en kommunalbestyrelse

Når vi skal til valg 16. novem­ber, væl­ger vi ikke repræ­sen­tan­ter til et byråd. Men til en kom­mu­nal­be­sty­rel­se. Alle par­ti­er vedt­og Enheds­li­stens for­slag om nav­ne­æn­dring. I begrun­del­sen for for­sla­get hed­der det, at byråd ”giver det fejl­ag­ti­ge ind­tryk, at Odder by har en sær­sta­tus, og ”byrå­det” har en sær­lig rol­le i for­hold til Odder by frem­for de øvri­ge min­dre byer. Det var ved sid­ste kom­mu­nalvalg en hyp­pigt fore­kom­men­de kri­tik. Den er vi eni­ge i, og vi ønsker at bru­ge det mere kor­rek­te udtryk ”Odder kom­mu­nal­be­sty­rel­se”. Vi er besty­rel­se for hele Odder kom­mu­ne”.Ændrin­gen gæl­der fra 1. janu­ar næste år. 

Cykel­stien blev 2,2 mio kr billigere

Pri­sen for cykel­stien mel­lem Ørting og Gyl­ling blev alt i alt 7,1 mill. kr.  Den var bud­get­te­ret til at koste 9,3 mio – så der er alt­så 2,2 mio kr til­ba­ge på kon­to­en.Cykel­stien blev offi­ci­elt åbnet 16. decem­ber 2019. 200 men­ne­sker ind­vie­de den 4 km lan­ge sti. Siden er den ble­vet brugt af man­ge gåen­de, cyk­len­de og løben­de. Spe­ci­elt under Cor­o­­na-ned­luk­­nin­­gen har man­ge hunde fået den dag­li­ge motion her. I begyn­del­sen lidt lang­somt, men efter­som hund­en fik eje­ren i bed­re form i et hur­ti­ge­re tempo. 

Præ­s­te­går­den solgt – til en præst

Rand­lev-præ­­sten Met­te Rot­h­mann har købt Ørting Præ­s­te­gård, og 1. juni flyt­ter hun ind. 1. okto­ber går hun på pension. 

Huset har været lejet ud siden Ørting-Fal­lings præst, Vibe­ke Døs­sing Rude­beck, blev flyt­tet til Odder og biskop og provst beslut­te­de, at seks landsog­ne kan betje­nes af kun to præster. 

Akti­vi­te­ter – på trods af Corona

På Alrø spil­ler børn og unge fod­bold og rund­bold hver man­dag kl. 15.30. Og på tirs­dag kl.14.00 tyv­star­ter øens pen­tanque klub sæso­nen. Den 16. begyn­der fod­bold­sæ­so­nen i Gyl­ling, og Dan­ske Seni­o­rer Ørting-Fal­ling fort­sæt­ter gåtu­re og spil på FDF-plad­­sen hver man­dag kl. 13.30. Cor­o­na kan ikke stop­pe uden­­dørs-akti­vi­te­ter­­ne, når restrik­tio­ner­ne bli­ver overholdt. 

Tre loka­le stil­ler op

16. novem­ber skal vi til kom­mu­nalvalg.  Fore­lø­big stil­ler tre loka­le op. Det er Klaus Rafa­el Jen­sen fra Fal­ling, der alle­re­de er i kom­mu­nal­be­sty­rel­sen for de kon­ser­va­ti­ve. Og det er John Rosen­høj fra Amstrup, der også alle­re­de har en plads for Dansk Fol­ke­par­ti. Ny er Jan Kjær­s­gaard fra Ørting, der stil­ler op for Soci­al­de­mo­kra­ter­ne. Først efter par­tiets gene­ral­for­sam­ling ved vi, hvil­ket num­mer på listen han bliver. 

Fire loka­le pro­jek­ter fik penge

Kom­mu­nens lokal­råd har delt ud af pen­ge­ne i fæl­les­pulj­en for pro­jek­ter. Fire pro­jek­ter fra vores områ­de fik pen­ge. Lokal­rå­det for Ørting Fal­ling sog­ne fik 40.000 kr til et natur­pro­jekt  ved Older­mands­høj­en på Mose­vej.  Fryse­hu­set i Ålstrup, der er lands­by­ens for­sam­lings­hus, fik 4.735 kr til en ny flag­stang. Gyl­ling For­sam­lings­hus fik 40.000 kr til nyt gulv og Gyl­ling Lokal­råd fik 25.000 kr til øget biodiversitet. 

Defi­ni­tion på optimisme

Den nye café på Alrø, der vil sæl­ge pro­duk­ter lavet af bison kød, isv­af­ler samt kaf­fe og kage, tager alle­re­de nu imod bord­be­stil­lin­ger, for­di ejer­ne for­ven­ter at åbne til påske. De håber på, at Met­te Fre­de­rik­sen til den tid har lem­pet Cor­o­­na-restrik­tio­­ner­­ne. Det er måske nok defi­ni­tio­nen på opti­mis­me, men deler du den, kan du bestil­le bord på hjem­mesi­den http://​alrokg​.dk

Barn­dom­mens mose

Af Lene Møl­ler Jørgensen

Jeg kom­mer fra Ørting Mose – og det er vist nok ikke noget sær­lig fint sted at kom­me fra – men til gen­gæld var mosen fyldt med fine men­ne­sker. F.eks. Martha og Kri­sti­an Abra­ham, Ejner og Ida, Søren Kou­strup, Bus­se-Karl, kong Hans, Egons Blom­ster og Egons søde døtre, Anni & Lisbeth.

Min mor og far, min sto­re­bror, Tro­els, (f. 1955) og jeg, (f. 1960) boe­de i Sko­vly på Hor­sens­vej 110, den lil­le, røde ejen­dom lige der på hjør­net, hvor Mose­vej­en møder landevejen.

Lene Møl­ler Jør­gen­sens barndomshjem

Min bror begynd­te i sko­le, da jeg var to år, og bør­ne­ha­ver og den slags moder­ne opfin­del­ser var ikke nået frem til Ørting i 1960’erne, så jeg tul­le­de ale­ne rundt der­hjem­me med min mor hele dagen. Og i de år, inden sko­len kald­te, fik jeg gode ven­ner i nær­he­den. Min ynd­lings­ve­nin­de i mosen var Martha, og når min mor blev rig­tig uri­me­lig og kræ­ven­de, med­del­te jeg, at jeg flyt­te­de hjem til Martha. Så begav jeg mig af sted hen ad den smal­le grus­vej med sko­ven til den ene side og mosen til den anden.

Den even­tyr­li­ge mose
Mosen var even­tyr­lig og lidt far­lig. Nog­le for­års- og som­mer­aft­ner lå dis og tåge hen over alt det grøn­ne. Det var mose­ko­nen, der bryg­ge­de og så blev det godt vejr dagen efter. I maj kom nat­ter­ga­len, og vi gik ud for at lyt­te. I skum­rin­gen kom fla­ger­mu­se­ne ud – min far kaste­de sin kasket højt, højt op i luf­ten, for sådan kan man fan­ge en fla­ger­mus. Lyk­ke­des det nogen­sin­de for ham? Det husker jeg ikke, men jeg husker, hvor højt han kun­ne kaste. Og stil­he­den i mosen, kun afbrudt af nat­ter­ga­len, fla­ger­mus eller et skrig fra en ræv.

En fla­ger­mus skal fan­ges med en kasket

I den sum­pe­de del af mosen var det godt at lege og hop­pe fra tue til tue. Gam­le, mos­gro­e­de træ­er var væl­tet og rød­der­ne med mud­der truk­ket op, så de strit­te­de lige i vej­ret og gav en god bag­væg til en hule. Men man skul­le pas­se på, sag­de min far. Mosen kun­ne plud­se­lig træk­ke træ­et på plads igen. Svup! Og så var det ikke rart at bli­ve fan­get – dér under rød­der­ne på et træ i mosen.

Rot­ter og skatte
På vej til Martha, for­bi den sum­pe­de del af mosen, pas­se­re­de jeg vores eng. I engen med vand­hul­let lå skram­mel­plad­sen. Dem oppe fra byen kør­te deres affald i mosen, og det gjor­de dem fra mosen nok også.
Uha, den skram­mel­plads var spæn­den­de. Og for­budt. Den var fyldt med gode sager. Og med rot­ter. Tro­els, min seje bror, og hans næsten lige­så seje ven­ner gik på rot­tej­agt med deres slan­gebøs­ser. En gang ram­te Tro­els fem rot­ter på en efter­mid­dag. Det sag­de han selv, og så pas­ser det.
Jeg var ikke så inter­es­se­ret i rot­ter­ne, mere i jag­ten på kas­se­re­de skat­te. En dag lå der et vogn­læs af køk­ken­ting, tøj og møb­ler, hvor skuf­fer­ne sta­dig var ful­de af bre­ve, papi­rer og fotos. En gam­mel dame i Ørting var død, og fami­li­en tøm­te huset og kør­te alt på skram­mel­plad­sen. Nu lå hen­des liv på engen. 
Jeg fandt damens blom­stre­de smin­ke­pung med gyl­den klik­lås og ind­hold. Pud­der, læbe­stift, spejl, neg­le­fil, par­fu­me. Og hen­des sygrej, smuk­ke bund­ter af bro­deri­garn, en fin, lil­le saks, et nåle­e­tui i ben og meget andet. Men der var et pro­blem med mine fan­ta­sti­ske skat­te. Min mor brød sig nem­lig ikke om, at jeg rode­de på skram­mel­plad­sen. Der var kun en ting, hun syn­tes var vær­re, og det var, når jeg tog mine fund med hjem. Af en eller anden grund syn­tes hun, at det var ulæk­kert. Instink­tivt vid­ste jeg, at især smin­ke­pun­gen ikke vil­le bli­ve budt vel­kom­men. Hel­dig­vis hav­de vi et skur, som jeg brug­te som lege­hus til vil­de blom­ster­buket­ter, hek­se­bryg og syl­te­tøjs­glas med hale­t­ud­ser. Og nu også til leg med sminkepung.
Sene­re blev skram­me­plad­sen fyldt op og sløj­fet. Og vores kal­ve kom på græs om sommeren.

Sigø­j­ner­prin­ses­sen
Lige efter skram­mel­plad­sen lå det før­ste, lil­le­bit­te hus på høj­re hånd, og der boe­de Søren og Rosa Kou­strup. Ler­stam­pe­de gul­ve, små rum med små ruder. Søren var lil­le, noget min­dre end Rosa, der lig­ne­de en sigø­j­ner­prin­ses­se med sin røde mund og knaldsor­te hår. Hun var nok for smuk til Søren, og på et tids­punkt flyt­te­de hun da også fra ham. De hav­de voks­ne eller halv­voks­ne børn, og blandt dem en søn, der var evnesvag. Måske hed han Bent. Ham var jeg ban­ge for, må jeg til­stå. Jeg tror, at han boe­de på en insti­tu­tion, men når han var hjem­me, tøj­re­de Søren ham til et træ, så han ikke kun­ne løbe ud på vej­en, kom­me til ska­de eller bli­ve væk. Han brø­le­de højt, når man gik for­bi. Det var uhyg­ge­ligt og trist. Når han var hjem­me, gik jeg ikke i mosen.
År sene­re byg­ge­de Søren og Rosas dat­ter, Ket­ty, et nyt og stort hus ved siden af sit lil­le barndomshjem.

Ida’s fug­le­træ
Næste hus, også på høj­re hånd, for huse lig­ger på høj­re hånd i mosen, bort­set fra et, nem­lig dér, hvor Las­se boe­de – nå, næste hus var Ejner og Idas ejen­dom. Ida sad altid ved vin­du­et ud til vej­en, og også hun var en af mine venin­der – hun var en lil­le, spin­kel dame, med krid­hvidt, van­don­du­le­ret hår. Hun var syg og kun­ne kun gå med stort besvær støt­ten­de sig til sine sor­te stok­ke. Hen­des fød­der var for­krøb­le­de og hun klip­pe­de selv sine lær­reds­sko til med hul­ler og udskæ­rin­ger, så de pas­se­de til fød­der­ne. Vi snak­ke­de meget om hen­des sko, Ida og mig.
Når jeg ban­ke­de på døren og kom ind, udbrød Ida altid:
”Åh, kom­mer du og besø­ger mig, bet­te­lil­le Lene?”
Bet­te­lille­le­ne. Jeg kan høre hen­des stem­me for mig endnu.
Ida viste mig albums med bil­le­der af børn og bør­ne­børn og for­tal­te ind­gå­en­de om deres liv, mens jeg lyt­te­de alvor­ligt, drak suk­ker­sød kaf­fe og spi­se småka­ger. Jeg pege­de spør­gen­de på et foto af Idas dat­ter, hvor en del af bil­le­det var klip­pet af.
”Årh, der stod engang en mand. Ham har jeg klip­pet ud. Væk.”
Jeg nik­ke­de. Klart nok.
Engang imel­lem kaldt hun højt og skarpt:
”Eii­i­j­ner!”
Så var Ejner hur­tig på plet­ten, parat til at hen­te mere saft, mere kaf­fe og fle­re kager.
Ida hav­de et fug­le­træ. Det snak­ke­de vi også meget om. Ejner hav­de fæl­det et bir­ke­træ og skå­ret det til, så det nu stod kraf­tigt og hvid­bar­ket og strak­te sig fra gulv til loft i deres stue. Træ­et var fyldt med por­ce­læns­fug­le i alver­dens far­ver, og Ida elske­de sit træ og hver ene­ste fugl på det. Hun kun­ne huske, hvem der hav­de givet hen­de hver og en og hvor­når. Det blev en fast tra­di­tion, at Ida og jeg skul­le tæl­le fug­le­ne – hvor man­ge var der? 21? 37? 10.000? Jeg husker desvær­re ikke tal­let. Ofte kom der da også nye fug­le fly­ven­de til – to af dem var fød­sels­dags­ga­ver fra mig. Ind­købt, natur­lig­vis, i Ørting hos Jyt­te Køb­mand og Køb­mand Peter, der hav­de et pænt udvalg af figu­rer, aske­bæg­re og vaser i por­ce­læn. Gad vide, hvad der er sket med Idas fugle?

Bus­se-Karls rævepølse
Vide­re frem­me lå et hus til­ba­ge­truk­ket fra vej­en, og ikke tæt kli­net op ad den, som de øvri­ge. Det vir­ke­de lidt fint, syn­tes jeg. På et tids­punkt blev det sat smukt i stand – vist nok af en arki­tekt? Det var også lidt fint – en arki­tekt i Ørting Mose?
Bus­se-Karl boe­de i det næste lil­le hus – ja, jeg håber ikke, at jeg for­nær­mer nogen, men det kald­te vi børn ham alt­så; Bus­se-Karl. Han var en stor, kraf­tig mand, som holdt buk­ser­ne oppe med et par soli­de seler. Jeg var på vagt over­for ham, men han vin­ke­de altid og jeg vin­ke­de hur­tigt til­ba­ge, når jeg gik for­bi. En dag, sam­men med Tro­els, min meget modi­ge bror, vin­ke­de han os helt ind i huset. Også hans sted var mørkt, med de små, små ruder, måske kun et værel­se eller to og ingen gul­ve, blot et hårdt stam­pet ler­gulv. Ingen vand, elek­tri­ci­tet og var der egent­lig et køk­ken? Han bød os i hvert fald på en rug­brøds­mad, som vi tøven­de tog imod, og så bøje­de han sig ned mod mig, og hvi­ske­de i mit øre:
”Det er rævepøl­se. Jeg har selv skudt ræven, og lavet pøl­ser af dens kød – de sma­ger godt, kan du tro.”

Bus­se-Karl kun­ne omdan­ne kød­pøl­se til rævepøl­se – og ræven hav­de han selv skudt

Jeg stir­re­de på maden i min hånd – et styk­ke rug­brød med mar­ga­ri­ne og lyse­rødt kød­pøl­se. Kød­pøl­sen lig­ne­de til for­veks­ling den vi fik hjem­me, men det her var alt­så ræve­kød. For skams skyld lod jeg, som om jeg tog en bid, men så snart vi kom ud og lidt væk fra huset, smed jeg den i grøftekanten.

”Det er bare noget, han siger,” sag­de Tro­els, ”det var almin­de­lig kødpølse.”
Det var jeg nu ikke over­be­vist om, og under alle omstæn­dig­he­der øge­de ople­vel­sen ikke min til­lid til Bus­se-Karl. At han sådan gik rundt i mosen og spi­ste ræve.

Martha
Så kom et hus bag en høj hæk, hvor jeg ikke kom som barn. Det kald­te vi vist for Bal­les hus.
Skråt over­for, alt­så på den anden siden af vej­en, lig­ger et hus, der sku­er ud over de andre. Der boe­de engang en dreng, som hed Las­se. Han døde, kun 12 år gam­mel, af leukæmi.
Og så kom Mart­has hus!
Lil­le, lidt for­knyt lig­ger det tæt på vej­en, under niveau, så man kun­ne kik­ke ned i hen­des vin­du­er. Fra grus­vej­en gik jeg ned mel­lem huset på den ene siden og stal­den til den anden, dre­je­de til ven­stre og nåe­de frem til døren ind til køk­ken og stue. Små, lavlof­te­de rum, soli­de, mør­ke møbler.

Martha og Kri­sti­an Abra­ham Chri­sten­sen med piger­ne Anna og Kaja

Mart­has hus var nok for­knyt, men det var hun ikke. Hun var glad, snak­ken­de, kær­lig, nys­ger­rig og sjov. Hun sag­de så man­ge sjove ting, at jeg fik ondt i maven af grin i hen­des sel­skab. Hvad sag­de hun af sjove ting? Det kan jeg ikke huske, men hun var per­fekt til at paro­di­e­re mosens far­ve­ri­ge per­son­lig­he­der. Skar­pt og kær­ligt. Ida og Ejner og Rosa og Søren og Bus­se-Karl og Egons Blom­ster og min mor og far, men ikke Tro­els, min meget dyg­ti­ge bror. Der gik græn­sen, og Martha dril­le­de ikke børn. Ikke ret meget i hvert fald.
Hun var gift med Kri­sti­an Abra­ham, og han var en meget alvor­lig mand. For alvor­lig til Martha, tænk­te jeg tit, og når han kom hjem, blev jeg tavs og genert. Og flyt­te­de hur­tigt til­ba­ge til mor.

Det rum­me­li­ge hus
Mart­has døtre var voks­ne, men hen­des bar­ne­barn, Kir­sten, boe­de en stor del af tiden hos Martha og Kri­sti­an Abra­ham. Hun var et par år ældre end mig, og vi lege­de lidt. Men ikke nær så meget, som jeg lege­de med Anni og Lis­beth. De boe­de lige ved siden af Martha, de var til­flyt­te­re, blev vist ikke så læn­ge, men de var gode nok alli­ge­vel, syn­tes jeg. Anni & Lis­bet­hs far hed Egons Blom­ster. Det stod på hans vare­vogn, og han hav­de en blom­ster­bu­tik inde i Odder.
Det var fan­ta­stisk at lege hos Anni og Lis­beth. Man måt­te meget – hop­pe i møb­ler­ne og gli­de rundt i stu­ens enor­me bør­ne­tøjs­bun­ker og spi­se, hvad man hav­de lyst til, og når man var sul­ten. Rug­brød med pud­der­suk­ker. Anni & Lis­beth var hen­holds­vis et og to år ældre end mig og fyldt med fan­ta­si og gode lege. Der var altid liv i deres hus og man­ge børn, Bir­git og Ben­ny var de æld­ste, tror jeg, og der var også nog­le små søsken­de? Så små, at de, så vidt jeg husker, ikke rig­tig var til noget og i hvert fald ikke til at lege med.

Anni og Lis­beth begynd­te i sko­le sam­me år – et år før mig – og jeg var knust. Nu var de sto­re, de kun­ne ikke lege så tit og de for­an­dre­de sig, blev kloge.
Martha gav kaf­fe og en snegl fra bageren.
”Det bli­ver din tur til næste år,” sag­de hun nøg­ter­nt, og det var rig­tigt nok.

Lige i hjertekulen

Mart­has hus – som det ser ud i dag

Martha og min mor var også gode ven­ner. Fle­re gan­ge om ugen cyk­le­de hun ind for­bi os på vej hjem fra ind­køb i Ørting med kanels­neg­le fra bager Nis­sen. Jeg hav­de en hule i vores bre­de, grøn­ne hæk. Der kun­ne jeg sid­de i ly og føl­ge med i, hvem der kom og gik på gårds­plad­sen og på mosevejen.
En sen efter­mid­dag hør­te jeg min far og Egons Blom­ster tale sam­men. Egons Blom­ster var ble­vet over­faldt og spar­ket, for­tal­te han. Det var noget med penge.”Han ram­te mig lige i hjer­te­ku­len,” sag­de Egon.
Når Tro­els, min meget stær­ke sto­re­bror, og jeg siden hen slo­ges for sjov og lidt for alvor, ankla­ge­de vi ofte hin­an­den for at slå lige i hjer­te­ku­len. Det var, syn­tes vi, et meget spe­ci­fikt og sært ord. I dag ved jeg, at hjer­te­ku­len er det hul­rum, man har under bryst­be­net i ven­stre side. Men jeg ved også, at begre­bet bru­ges i over­ført betyd­ning – måske blev Egon mest sår­et på sine følelser?
Hvad for­står man som barn, når man lyt­ter til de voks­nes snak fra sin hule?
Men sad jeg i hulen i hæk­ken en for­mid­dag og hør­te kna­sen fra cykel­hjul i små­ste­ne­ne på gårds­plad­sen, så var der stor sand­syn­lig­hed for, at det var Martha. Eller posten, selv­føl­ge­lig. Når det var Martha suse­de jeg ind i køk­ke­net for at være med. Martha for­tal­te sid­ste nyt fra mosen og køb­man­den, og mor og hun drak kaf­fe og røg. Martha hav­de en vane med at støt­te hove­d­et let mod hån­dro­den, mens hun sam­ti­dig holdt ciga­ret­ten mel­lem to strit­ten­de fin­gre. En dag fik ciga­ret­tens glød fat i et par af de per­ma­nen­te­de krøl­ler, og jeg gispede:
”Martha, der er ild i dit hår!”
Hun sprang op, klap­per sig på håret og løb hen til køk­ken­va­sken. Der stank af brændt hår i køk­ke­net, Martha kik­ke­de sig i spej­let over vasken og smi­le­de tilfreds.
”Det er ingen­ting, sådan en skal­det plet vok­ser hur­tigt til,” fastslog hun.

Marie til kong Hans
Min mor hed­der Marie, og der var en til Marie i mosen – den anden Marie boe­de på Mose­vej­en for­bi Martha og for­bi gros­se­re­ren i svin­get. Der­for hed min mor ’Marie til Gorm Jør­gen­sen’, mens den anden Marie var ’Marie til kong Hans’.
Vel var kong Hans ikke kon­ge af mosen, men som ung vandt han en rin­gri­der­tur­ne­ring og blev udråbt til kon­ge. Så hvad var mere natur­ligt end at kal­de ham kong Hans resten af hans liv?
Der boe­de man­ge fle­re men­ne­sker i mosen, end dem jeg har for­talt om her. Men min aktions­ra­di­us som førsko­le­barn stop­pe­de cir­ka omkring gros­se­re­rens for­nem­me hus i svin­get. Selv­om jeg nu også husker Dort­hea, som boe­de læn­ge­re hen­ne ad vej­en, og jeg husker, at vi hen­te­de vejens dele­cen­tri­fu­ge til vaske­tø­jet hos hende.
Det mose­folk, jeg kend­te og besøg­te, er væk nu – Martha og hen­des mand, Søren, Bus­se-Karl, Ejner og Ida, kong Hans og Marie til kong Hans, Dort­hea. Og dren­gen Las­se, som jeg ikke kend­te sær­lig godt, men hvis tid­li­ge og sør­ge­li­ge død gjor­de stort ind­tryk på mig.
Æret være jeres minde.

 

KALENDER

SANGEFTERMIDDAGE BEGYNDER IGEN

San­g­ef­ter­mid­da­ge­ne i Sog­ne­hu­set, der var aflyst hele for­å­ret p.g.a. Cor­o­na-restrik­tio­ner­ne, begyn­der igen.
Før­ste gang vil være tirs­dag d. 7. sep­tem­ber kl. 14 – kl. 16.30. Og så er det før­ste tirs­dag i hver måned til og med 3. maj 2022.

TORSDAGSKLUBBENS PROGRAM
Pro­gram for efter­å­ret og for­å­ret 2022 er nu lagt ind under lokal­råd & foreninger

DANSKE SENIORES PROGRAM
Pro­gram for efter­å­ret og for for­å­ret 2022 er nu lagt ind under lokal­råd & foreninger

GENERALFORSAMLING

Ons­dag d. 25. aug. hol­der Lokal­hi­sto­risk Arkiv for Gyl­ling og Omegn gene­ral­for­sam­ling på Gyl­ling Sko­le.
Den begyn­der kl. 19.

MORGENSANG

Tors­dag d. 9. sep­tem­ber kl. 9.30 er der igen mor­gensang i kir­ken fulgt op af fæl­les kaf­fe i Sog­ne­hu­set på Bilsbækvej