Barndommens mose

Af Lene Møller Jørgensen

Jeg kommer fra Ørting Mose – og det er vist nok ikke noget særlig fint sted at komme fra – men til gengæld var mosen fyldt med fine mennesker. F.eks. Martha og Kristian Abraham, Ejner og Ida, Søren Koustrup, Busse-Karl, kong Hans, Egons Blomster og Egons søde døtre, Anni & Lisbeth.

Min mor og far, min storebror, Troels, (f. 1955) og jeg, (f. 1960) boede i Skovly på Horsensvej 110, den lille, røde ejendom lige der på hjørnet, hvor Mosevejen møder landevejen.

Lene Møller Jørgensens barndomshjem

Min bror begyndte i skole, da jeg var to år, og børnehaver og den slags moderne opfindelser var ikke nået frem til Ørting i 1960’erne, så jeg tullede alene rundt derhjemme med min mor hele dagen. Og i de år, inden skolen kaldte, fik jeg gode venner i nærheden. Min yndlingsveninde i mosen var Martha, og når min mor blev rigtig urimelig og krævende, meddelte jeg, at jeg flyttede hjem til Martha. Så begav jeg mig af sted hen ad den smalle grusvej med skoven til den ene side og mosen til den anden.

Den eventyrlige mose
Mosen var eventyrlig og lidt farlig. Nogle forårs- og sommeraftner lå dis og tåge hen over alt det grønne. Det var mosekonen, der bryggede og så blev det godt vejr dagen efter. I maj kom nattergalen, og vi gik ud for at lytte. I skumringen kom flagermusene ud – min far kastede sin kasket højt, højt op i luften, for sådan kan man fange en flagermus. Lykkedes det nogensinde for ham? Det husker jeg ikke, men jeg husker, hvor højt han kunne kaste. Og stilheden i mosen, kun afbrudt af nattergalen, flagermus eller et skrig fra en ræv.

En flagermus skal fanges med en kasket

I den sumpede del af mosen var det godt at lege og hoppe fra tue til tue. Gamle, mosgroede træer var væltet og rødderne med mudder trukket op, så de strittede lige i vejret og gav en god bagvæg til en hule. Men man skulle passe på, sagde min far. Mosen kunne pludselig trække træet på plads igen. Svup! Og så var det ikke rart at blive fanget – dér under rødderne på et træ i mosen.

Rotter og skatte
På vej til Martha, forbi den sumpede del af mosen, passerede jeg vores eng. I engen med vandhullet lå skrammelpladsen. Dem oppe fra byen kørte deres affald i mosen, og det gjorde dem fra mosen nok også.
Uha, den skrammelplads var spændende. Og forbudt. Den var fyldt med gode sager. Og med rotter. Troels, min seje bror, og hans næsten ligeså seje venner gik på rottejagt med deres slangebøsser. En gang ramte Troels fem rotter på en eftermiddag. Det sagde han selv, og så passer det.
Jeg var ikke så interesseret i rotterne, mere i jagten på kasserede skatte. En dag lå der et vognlæs af køkkenting, tøj og møbler, hvor skufferne stadig var fulde af breve, papirer og fotos. En gammel dame i Ørting var død, og familien tømte huset og kørte alt på skrammelpladsen. Nu lå hendes liv på engen.  
Jeg fandt damens blomstrede sminkepung med gylden kliklås og indhold. Pudder, læbestift, spejl, neglefil, parfume. Og hendes sygrej, smukke bundter af broderigarn, en fin, lille saks, et nåleetui i ben og meget andet. Men der var et problem med mine fantastiske skatte. Min mor brød sig nemlig ikke om, at jeg rodede på skrammelpladsen. Der var kun en ting, hun syntes var værre, og det var, når jeg tog mine fund med hjem. Af en eller anden grund syntes hun, at det var ulækkert. Instinktivt vidste jeg, at især sminkepungen ikke ville blive budt velkommen. Heldigvis havde vi et skur, som jeg brugte som legehus til vilde blomsterbuketter, heksebryg og syltetøjsglas med haletudser. Og nu også til leg med sminkepung.
Senere blev skrammepladsen fyldt op og sløjfet. Og vores kalve kom på græs om sommeren.

Sigøjnerprinsessen
Lige efter skrammelpladsen lå det første, lillebitte hus på højre hånd, og der boede Søren og Rosa Koustrup. Lerstampede gulve, små rum med små ruder. Søren var lille, noget mindre end Rosa, der lignede en sigøjnerprinsesse med sin røde mund og knaldsorte hår. Hun var nok for smuk til Søren, og på et tidspunkt flyttede hun da også fra ham. De havde voksne eller halvvoksne børn, og blandt dem en søn, der var evnesvag. Måske hed han Bent. Ham var jeg bange for, må jeg tilstå. Jeg tror, at han boede på en institution, men når han var hjemme, tøjrede Søren ham til et træ, så han ikke kunne løbe ud på vejen, komme til skade eller blive væk. Han brølede højt, når man gik forbi. Det var uhyggeligt og trist. Når han var hjemme, gik jeg ikke i mosen.
År senere byggede Søren og Rosas datter, Ketty, et nyt og stort hus ved siden af sit lille barndomshjem.

Ida’s fugletræ
Næste hus, også på højre hånd, for huse ligger på højre hånd i mosen, bortset fra et, nemlig dér, hvor Lasse boede – nå, næste hus var Ejner og Idas ejendom. Ida sad altid ved vinduet ud til vejen, og også hun var en af mine veninder – hun var en lille, spinkel dame, med kridhvidt, vandonduleret hår. Hun var syg og kunne kun gå med stort besvær støttende sig til sine sorte stokke. Hendes fødder var forkrøblede og hun klippede selv sine lærredssko til med huller og udskæringer, så de passede til fødderne. Vi snakkede meget om hendes sko, Ida og mig.
Når jeg bankede på døren og kom ind, udbrød Ida altid:
”Åh, kommer du og besøger mig, bettelille Lene?”
Bettelillelene. Jeg kan høre hendes stemme for mig endnu.
Ida viste mig albums med billeder af børn og børnebørn og fortalte indgående om deres liv, mens jeg lyttede alvorligt, drak sukkersød kaffe og spise småkager. Jeg pegede spørgende på et foto af Idas datter, hvor en del af billedet var klippet af.
”Årh, der stod engang en mand. Ham har jeg klippet ud. Væk.”
Jeg nikkede. Klart nok.
Engang imellem kaldt hun højt og skarpt:
”Eiiijner!”
Så var Ejner hurtig på pletten, parat til at hente mere saft, mere kaffe og flere kager.
Ida havde et fugletræ. Det snakkede vi også meget om. Ejner havde fældet et birketræ og skåret det til, så det nu stod kraftigt og hvidbarket og strakte sig fra gulv til loft i deres stue. Træet var fyldt med porcelænsfugle i alverdens farver, og Ida elskede sit træ og hver eneste fugl på det. Hun kunne huske, hvem der havde givet hende hver og en og hvornår. Det blev en fast tradition, at Ida og jeg skulle tælle fuglene – hvor mange var der? 21? 37? 10.000? Jeg husker desværre ikke tallet. Ofte kom der da også nye fugle flyvende til – to af dem var fødselsdagsgaver fra mig. Indkøbt, naturligvis, i Ørting hos Jytte Købmand og Købmand Peter, der havde et pænt udvalg af figurer, askebægre og vaser i porcelæn. Gad vide, hvad der er sket med Idas fugle?

Busse-Karls rævepølse
Videre fremme lå et hus tilbagetrukket fra vejen, og ikke tæt klinet op ad den, som de øvrige. Det virkede lidt fint, syntes jeg. På et tidspunkt blev det sat smukt i stand – vist nok af en arkitekt? Det var også lidt fint – en arkitekt i Ørting Mose?
Busse-Karl boede i det næste lille hus – ja, jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen, men det kaldte vi børn ham altså; Busse-Karl. Han var en stor, kraftig mand, som holdt bukserne oppe med et par solide seler. Jeg var på vagt overfor ham, men han vinkede altid og jeg vinkede hurtigt tilbage, når jeg gik forbi. En dag, sammen med Troels, min meget modige bror, vinkede han os helt ind i huset. Også hans sted var mørkt, med de små, små ruder, måske kun et værelse eller to og ingen gulve, blot et hårdt stampet lergulv. Ingen vand, elektricitet og var der egentlig et køkken? Han bød os i hvert fald på en rugbrødsmad, som vi tøvende tog imod, og så bøjede han sig ned mod mig, og hviskede i mit øre:
”Det er rævepølse. Jeg har selv skudt ræven, og lavet pølser af dens kød – de smager godt, kan du tro.”

Busse-Karl kunne omdanne kødpølse til rævepølse – og ræven havde han selv skudt

Jeg stirrede på maden i min hånd – et stykke rugbrød med margarine og lyserødt kødpølse. Kødpølsen lignede til forveksling den vi fik hjemme, men det her var altså rævekød. For skams skyld lod jeg, som om jeg tog en bid, men så snart vi kom ud og lidt væk fra huset, smed jeg den i grøftekanten.

”Det er bare noget, han siger,” sagde Troels, ”det var almindelig kødpølse.”
Det var jeg nu ikke overbevist om, og under alle omstændigheder øgede oplevelsen ikke min tillid til Busse-Karl. At han sådan gik rundt i mosen og spiste ræve.

Martha
Så kom et hus bag en høj hæk, hvor jeg ikke kom som barn. Det kaldte vi vist for Balles hus.
Skråt overfor, altså på den anden siden af vejen, ligger et hus, der skuer ud over de andre. Der boede engang en dreng, som hed Lasse. Han døde, kun 12 år gammel, af leukæmi.
Og så kom Marthas hus!
Lille, lidt forknyt ligger det tæt på vejen, under niveau, så man kunne kikke ned i hendes vinduer. Fra grusvejen gik jeg ned mellem huset på den ene siden og stalden til den anden, drejede til venstre og nåede frem til døren ind til køkken og stue. Små, lavloftede rum, solide, mørke møbler.

Martha og Kristian Abraham Christensen med pigerne Anna og Kaja

Marthas hus var nok forknyt, men det var hun ikke. Hun var glad, snakkende, kærlig, nysgerrig og sjov. Hun sagde så mange sjove ting, at jeg fik ondt i maven af grin i hendes selskab. Hvad sagde hun af sjove ting? Det kan jeg ikke huske, men hun var perfekt til at parodiere mosens farverige personligheder. Skarpt og kærligt. Ida og Ejner og Rosa og Søren og Busse-Karl og Egons Blomster og min mor og far, men ikke Troels, min meget dygtige bror. Der gik grænsen, og Martha drillede ikke børn. Ikke ret meget i hvert fald.
Hun var gift med Kristian Abraham, og han var en meget alvorlig mand. For alvorlig til Martha, tænkte jeg tit, og når han kom hjem, blev jeg tavs og genert. Og flyttede hurtigt tilbage til mor.

Det rummelige hus
Marthas døtre var voksne, men hendes barnebarn, Kirsten, boede en stor del af tiden hos Martha og Kristian Abraham. Hun var et par år ældre end mig, og vi legede lidt. Men ikke nær så meget, som jeg legede med Anni og Lisbeth. De boede lige ved siden af Martha, de var tilflyttere, blev vist ikke så længe, men de var gode nok alligevel, syntes jeg. Anni & Lisbeths far hed Egons Blomster. Det stod på hans varevogn, og han havde en blomsterbutik inde i Odder.
Det var fantastisk at lege hos Anni og Lisbeth. Man måtte meget – hoppe i møblerne og glide rundt i stuens enorme børnetøjsbunker og spise, hvad man havde lyst til, og når man var sulten. Rugbrød med puddersukker. Anni & Lisbeth var henholdsvis et og to år ældre end mig og fyldt med fantasi og gode lege. Der var altid liv i deres hus og mange børn, Birgit og Benny var de ældste, tror jeg, og der var også nogle små søskende? Så små, at de, så vidt jeg husker, ikke rigtig var til noget og i hvert fald ikke til at lege med.

Anni og Lisbeth begyndte i skole samme år – et år før mig – og jeg var knust. Nu var de store, de kunne ikke lege så tit og de forandrede sig, blev kloge.
Martha gav kaffe og en snegl fra bageren.
”Det bliver din tur til næste år,” sagde hun nøgternt, og det var rigtigt nok.

Lige i hjertekulen

Marthas hus – som det ser ud i dag

Martha og min mor var også gode venner. Flere gange om ugen cyklede hun ind forbi os på vej hjem fra indkøb i Ørting med kanelsnegle fra bager Nissen. Jeg havde en hule i vores brede, grønne hæk. Der kunne jeg sidde i ly og følge med i, hvem der kom og gik på gårdspladsen og på mosevejen.
En sen eftermiddag hørte jeg min far og Egons Blomster tale sammen. Egons Blomster var blevet overfaldt og sparket, fortalte han. Det var noget med penge.”Han ramte mig lige i hjertekulen,” sagde Egon.
Når Troels, min meget stærke storebror, og jeg siden hen sloges for sjov og lidt for alvor, anklagede vi ofte hinanden for at slå lige i hjertekulen. Det var, syntes vi, et meget specifikt og sært ord. I dag ved jeg, at hjertekulen er det hulrum, man har under brystbenet i venstre side. Men jeg ved også, at begrebet bruges i overført betydning – måske blev Egon mest såret på sine følelser?
Hvad forstår man som barn, når man lytter til de voksnes snak fra sin hule?
Men sad jeg i hulen i hækken en formiddag og hørte knasen fra cykelhjul i småstenene på gårdspladsen, så var der stor sandsynlighed for, at det var Martha. Eller posten, selvfølgelig. Når det var Martha susede jeg ind i køkkenet for at være med. Martha fortalte sidste nyt fra mosen og købmanden, og mor og hun drak kaffe og røg. Martha havde en vane med at støtte hovedet let mod håndroden, mens hun samtidig holdt cigaretten mellem to strittende fingre. En dag fik cigarettens glød fat i et par af de permanentede krøller, og jeg gispede:
”Martha, der er ild i dit hår!”
Hun sprang op, klapper sig på håret og løb hen til køkkenvasken. Der stank af brændt hår i køkkenet, Martha kikkede sig i spejlet over vasken og smilede tilfreds.
”Det er ingenting, sådan en skaldet plet vokser hurtigt til,” fastslog hun.

Marie til kong Hans
Min mor hedder Marie, og der var en til Marie i mosen – den anden Marie boede på Mosevejen forbi Martha og forbi grossereren i svinget. Derfor hed min mor ’Marie til Gorm Jørgensen’, mens den anden Marie var ’Marie til kong Hans’.
Vel var kong Hans ikke konge af mosen, men som ung vandt han en ringriderturnering og blev udråbt til konge. Så hvad var mere naturligt end at kalde ham kong Hans resten af hans liv?
Der boede mange flere mennesker i mosen, end dem jeg har fortalt om her. Men min aktionsradius som førskolebarn stoppede cirka omkring grossererens fornemme hus i svinget. Selvom jeg nu også husker Dorthea, som boede længere henne ad vejen, og jeg husker, at vi hentede vejens delecentrifuge til vasketøjet hos hende.
Det mosefolk, jeg kendte og besøgte, er væk nu – Martha og hendes mand, Søren, Busse-Karl, Ejner og Ida, kong Hans og Marie til kong Hans, Dorthea. Og drengen Lasse, som jeg ikke kendte særlig godt, men hvis tidlige og sørgelige død gjorde stort indtryk på mig.
Æret være jeres minde.