KORT NYT

Menig­heds­rå­det er dørvogtere

Hvis du er vant til at gå i kir­ke jule­af­ten, så skal du hjem­me­fra i god tid, hvis du ikke vil risi­ke­re at bli­ve afvist i døren. Her står et med­lem af menig­heds­rå­det og age­rer dør­vog­ter. D.v.s. luk­ker de hel­di­ge ind og afvi­ser de uhel­di­ge. På grund af afstands–  og kva­drat­me­ter­krav må antal­let af kir­ke­gæn­ge­re jule­af­ten reduceres. 

De to præ­ster i Fjord­pa­sto­ra­tet har beslut­tet at hol­de en gud­stje­ne­ste i alle seks kir­ker den 24. dec. I Ørting er det alle­re­de kl 13. på Alrø kl. 14.30 og i Fal­ling kl. 16. 

Loka­l­om­rå­dets udviklingsplan

Lokal­rå­dets udvik­lings­plan for Ørting-Fal­ling områ­det lig­ger nu på siden ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.  Her lig­ger også det sene­ste møde­re­fe­rat.Lokal­po­sten vil i den kom­men­de tid sæt­te fokus på nog­le af de pro­ble­mer, som pla­nen viser, der er i områ­det med de fire lands­by­er: Ørting, Fal­ling, Amstrup og Ålstrup. 

Østjy­der mod Kattegatforbindelsen

Der er basis for en østjysk for­e­ning mod Kat­te­gat­for­bin­del­sen. Det står fast efter DN-Odders møde “for­bin­del­se eller for­ban­del­se” i Pak­hu­set i Odder tirs­dag 20. okto­ber. DN-Odder mel­der ud, så snart der er nyt om den fæl­les forening. 

På Sam­sø er en enig kom­mu­nal­be­sty­rel­se imod Kat­te­gat­for­bin­del­sen og 400 bebo­e­re er med­lem­mer af for­e­nin­gen imod den. Face­book­grup­pen ”Nej tak til motor­ve­je og Kat­te­gat­bro fra og til Odder” har på kort tid sam­let 1200 medlemmer. 

Vej­bod fortsætter

Den lil­le vej­bod ved Brand­by­ge­gaard har været så vel­be­søgt, at den fort­sæt­ter. Hver dag vil den bli­ve fyldt op med går­dens øl, æg, kar­to­f­ler og grønt­sa­ger. Men det sto­re jule­mar­ked er aflyst. “Desvær­re”, siger Lone Vitus. “Mar­ke­det ple­jer at være et kæm­pe til­løbs­styk­ke, og folk kom­mer fra hele lan­det. Det kan vi slet ikke sty­re i for­hold til forsamlingsforbuddet”. 

Cor­o­na-jul

Jule­af­tens­dag ple­jer kir­ker­ne at være fyldt til sid­ste plads. Men i år vil Cor­o­­na-restrik­tio­­ner kræ­ve utra­di­tio­nel­le løs­nin­ger – hvis de da ikke bli­ver ophæ­vet før 24. dec. I Midt-og Vestjyl­land vil sports­hal­ler bli­ve taget i brug. 

I Fjord­pa­sto­ra­tet, som rum­mer seks kir­ker, er der “end­nu ikke klar­hed over, hvor­dan julen skal fejres”, oply­ser sog­ne­præst Kåre Schel­de Busk. ”Men vi er gået i tænkeboks”. 

Pla­der for de smadre­de vinduer

Fæl­les Ser­vi­ce og Drift er ved at være fær­dig med opryd­nin­gen ved den gam­le bør­ne­ha­ve på Hav­re­væn­get. Hæk­ken er ble­vet klip­pet, de gam­le og nu råd­ne lege­red­ska­ber er ved at bli­ve fjer­net. Det sam­me er de selvså­e­de træ­er og buske. Til­ba­ge skal kun være et are­al med græs, der kan hol­des nede. Låger­ne til byg­nin­gen er ble­vet lavet og aflåst. Ende­lig er der sat pla­der for de smadre­de vinduer. 

Lor­te Corona”

Med dis­se ord afly­ser Karen og Kim Schlos­ser alle fæl­les­spis­nin­ger i Hal­lens Cafeteria. 

Der kan dog fort­sat købes mad. Men der skal bæres mund­bind, når man ikke sid­der ned. 

Cafe­te­ri­et luk­ker også hver aften kl. 22. Så skal alle være ude. 

To nye med­lem­mer valgt

Godt 30 men­ne­sker mød­te i aften op i Sog­ne­hu­set for at væl­ge med­lem­mer til Fjord­pa­sto­ra­tets fæl­les menig­heds­råd. To gen­gan­ge­re og to helt nye med­lem­mer skal repræ­sen­te­re Ørting og Fal­ling sogne. 

I Ørting blev den nuvæ­ren­de for­mand for menig­heds­rå­det, Jens Peter Peter­sen, valgt sam­men med Git­te Bis­bo Bøgh, der er helt ny i den­ne form for 

fri­vil­ligt arbej­de. Til dag­ligt arbej­der hun som admi­ni­stra­tiv leder på Vestsko­len.Som sted­fortræ­der blev Ton­ny H. Jakob­sen valgt. Også han, der har et entre­pre­nør­fir­ma i Hor­sens, er ny i arbejdet. 

For Fal­ling sogn blev Knud Appel, som er næst­for­mand for det nuvæ­ren­de menig­heds­råd. Han blev valgt sam­men med Lise Færch, som er ope­ra­tions­sy­geple­jer­ske på Hor­sens Syge­hus.Som sup­ple­an­ter blev Kaj Rude­beck og Else Ros­borg valgt. De bor beg­ge i Amstrup. og har beg­ge tid­li­ge­re været med­lem­mer af menig­heds­rå­det for Ørting Falling. 

Barn­dom­mens mose

Af Lene Møl­ler Jørgensen

Jeg kom­mer fra Ørting Mose – og det er vist nok ikke noget sær­lig fint sted at kom­me fra – men til gen­gæld var mosen fyldt med fine men­ne­sker. F.eks. Martha og Kri­sti­an Abra­ham, Ejner og Ida, Søren Kou­strup, Bus­se-Karl, kong Hans, Egons Blom­ster og Egons søde døtre, Anni & Lisbeth.

Min mor og far, min sto­re­bror, Tro­els, (f. 1955) og jeg, (f. 1960) boe­de i Sko­vly på Hor­sens­vej 110, den lil­le, røde ejen­dom lige der på hjør­net, hvor Mose­vej­en møder landevejen.

Lene Møl­ler Jør­gen­sens barndomshjem

Min bror begynd­te i sko­le, da jeg var to år, og bør­ne­ha­ver og den slags moder­ne opfin­del­ser var ikke nået frem til Ørting i 1960’erne, så jeg tul­le­de ale­ne rundt der­hjem­me med min mor hele dagen. Og i de år, inden sko­len kald­te, fik jeg gode ven­ner i nær­he­den. Min ynd­lings­ve­nin­de i mosen var Martha, og når min mor blev rig­tig uri­me­lig og kræ­ven­de, med­del­te jeg, at jeg flyt­te­de hjem til Martha. Så begav jeg mig af sted hen ad den smal­le grus­vej med sko­ven til den ene side og mosen til den anden.

Den even­tyr­li­ge mose
Mosen var even­tyr­lig og lidt far­lig. Nog­le for­års- og som­mer­aft­ner lå dis og tåge hen over alt det grøn­ne. Det var mose­ko­nen, der bryg­ge­de og så blev det godt vejr dagen efter. I maj kom nat­ter­ga­len, og vi gik ud for at lyt­te. I skum­rin­gen kom fla­ger­mu­se­ne ud – min far kaste­de sin kasket højt, højt op i luf­ten, for sådan kan man fan­ge en fla­ger­mus. Lyk­ke­des det nogen­sin­de for ham? Det husker jeg ikke, men jeg husker, hvor højt han kun­ne kaste. Og stil­he­den i mosen, kun afbrudt af nat­ter­ga­len, fla­ger­mus eller et skrig fra en ræv.

En fla­ger­mus skal fan­ges med en kasket

I den sum­pe­de del af mosen var det godt at lege og hop­pe fra tue til tue. Gam­le, mos­gro­e­de træ­er var væl­tet og rød­der­ne med mud­der truk­ket op, så de strit­te­de lige i vej­ret og gav en god bag­væg til en hule. Men man skul­le pas­se på, sag­de min far. Mosen kun­ne plud­se­lig træk­ke træ­et på plads igen. Svup! Og så var det ikke rart at bli­ve fan­get – dér under rød­der­ne på et træ i mosen.

Rot­ter og skatte
På vej til Martha, for­bi den sum­pe­de del af mosen, pas­se­re­de jeg vores eng. I engen med vand­hul­let lå skram­mel­plad­sen. Dem oppe fra byen kør­te deres affald i mosen, og det gjor­de dem fra mosen nok også.
Uha, den skram­mel­plads var spæn­den­de. Og for­budt. Den var fyldt med gode sager. Og med rot­ter. Tro­els, min seje bror, og hans næsten lige­så seje ven­ner gik på rot­tej­agt med deres slan­gebøs­ser. En gang ram­te Tro­els fem rot­ter på en efter­mid­dag. Det sag­de han selv, og så pas­ser det.
Jeg var ikke så inter­es­se­ret i rot­ter­ne, mere i jag­ten på kas­se­re­de skat­te. En dag lå der et vogn­læs af køk­ken­ting, tøj og møb­ler, hvor skuf­fer­ne sta­dig var ful­de af bre­ve, papi­rer og fotos. En gam­mel dame i Ørting var død, og fami­li­en tøm­te huset og kør­te alt på skram­mel­plad­sen. Nu lå hen­des liv på engen. 
Jeg fandt damens blom­stre­de smin­ke­pung med gyl­den klik­lås og ind­hold. Pud­der, læbe­stift, spejl, neg­le­fil, par­fu­me. Og hen­des sygrej, smuk­ke bund­ter af bro­deri­garn, en fin, lil­le saks, et nåle­e­tui i ben og meget andet. Men der var et pro­blem med mine fan­ta­sti­ske skat­te. Min mor brød sig nem­lig ikke om, at jeg rode­de på skram­mel­plad­sen. Der var kun en ting, hun syn­tes var vær­re, og det var, når jeg tog mine fund med hjem. Af en eller anden grund syn­tes hun, at det var ulæk­kert. Instink­tivt vid­ste jeg, at især smin­ke­pun­gen ikke vil­le bli­ve budt vel­kom­men. Hel­dig­vis hav­de vi et skur, som jeg brug­te som lege­hus til vil­de blom­ster­buket­ter, hek­se­bryg og syl­te­tøjs­glas med hale­t­ud­ser. Og nu også til leg med sminkepung.
Sene­re blev skram­me­plad­sen fyldt op og sløj­fet. Og vores kal­ve kom på græs om sommeren.

Sigø­j­ner­prin­ses­sen
Lige efter skram­mel­plad­sen lå det før­ste, lil­le­bit­te hus på høj­re hånd, og der boe­de Søren og Rosa Kou­strup. Ler­stam­pe­de gul­ve, små rum med små ruder. Søren var lil­le, noget min­dre end Rosa, der lig­ne­de en sigø­j­ner­prin­ses­se med sin røde mund og knaldsor­te hår. Hun var nok for smuk til Søren, og på et tids­punkt flyt­te­de hun da også fra ham. De hav­de voks­ne eller halv­voks­ne børn, og blandt dem en søn, der var evnesvag. Måske hed han Bent. Ham var jeg ban­ge for, må jeg til­stå. Jeg tror, at han boe­de på en insti­tu­tion, men når han var hjem­me, tøj­re­de Søren ham til et træ, så han ikke kun­ne løbe ud på vej­en, kom­me til ska­de eller bli­ve væk. Han brø­le­de højt, når man gik for­bi. Det var uhyg­ge­ligt og trist. Når han var hjem­me, gik jeg ikke i mosen.
År sene­re byg­ge­de Søren og Rosas dat­ter, Ket­ty, et nyt og stort hus ved siden af sit lil­le barndomshjem.

Ida’s fug­le­træ
Næste hus, også på høj­re hånd, for huse lig­ger på høj­re hånd i mosen, bort­set fra et, nem­lig dér, hvor Las­se boe­de – nå, næste hus var Ejner og Idas ejen­dom. Ida sad altid ved vin­du­et ud til vej­en, og også hun var en af mine venin­der – hun var en lil­le, spin­kel dame, med krid­hvidt, van­don­du­le­ret hår. Hun var syg og kun­ne kun gå med stort besvær støt­ten­de sig til sine sor­te stok­ke. Hen­des fød­der var for­krøb­le­de og hun klip­pe­de selv sine lær­reds­sko til med hul­ler og udskæ­rin­ger, så de pas­se­de til fød­der­ne. Vi snak­ke­de meget om hen­des sko, Ida og mig.
Når jeg ban­ke­de på døren og kom ind, udbrød Ida altid:
”Åh, kom­mer du og besø­ger mig, bet­te­lil­le Lene?”
Bet­te­lille­le­ne. Jeg kan høre hen­des stem­me for mig endnu.
Ida viste mig albums med bil­le­der af børn og bør­ne­børn og for­tal­te ind­gå­en­de om deres liv, mens jeg lyt­te­de alvor­ligt, drak suk­ker­sød kaf­fe og spi­se småka­ger. Jeg pege­de spør­gen­de på et foto af Idas dat­ter, hvor en del af bil­le­det var klip­pet af.
”Årh, der stod engang en mand. Ham har jeg klip­pet ud. Væk.”
Jeg nik­ke­de. Klart nok.
Engang imel­lem kaldt hun højt og skarpt:
”Eii­i­j­ner!”
Så var Ejner hur­tig på plet­ten, parat til at hen­te mere saft, mere kaf­fe og fle­re kager.
Ida hav­de et fug­le­træ. Det snak­ke­de vi også meget om. Ejner hav­de fæl­det et bir­ke­træ og skå­ret det til, så det nu stod kraf­tigt og hvid­bar­ket og strak­te sig fra gulv til loft i deres stue. Træ­et var fyldt med por­ce­læns­fug­le i alver­dens far­ver, og Ida elske­de sit træ og hver ene­ste fugl på det. Hun kun­ne huske, hvem der hav­de givet hen­de hver og en og hvor­når. Det blev en fast tra­di­tion, at Ida og jeg skul­le tæl­le fug­le­ne – hvor man­ge var der? 21? 37? 10.000? Jeg husker desvær­re ikke tal­let. Ofte kom der da også nye fug­le fly­ven­de til – to af dem var fød­sels­dags­ga­ver fra mig. Ind­købt, natur­lig­vis, i Ørting hos Jyt­te Køb­mand og Køb­mand Peter, der hav­de et pænt udvalg af figu­rer, aske­bæg­re og vaser i por­ce­læn. Gad vide, hvad der er sket med Idas fugle?

Bus­se-Karls rævepølse
Vide­re frem­me lå et hus til­ba­ge­truk­ket fra vej­en, og ikke tæt kli­net op ad den, som de øvri­ge. Det vir­ke­de lidt fint, syn­tes jeg. På et tids­punkt blev det sat smukt i stand – vist nok af en arki­tekt? Det var også lidt fint – en arki­tekt i Ørting Mose?
Bus­se-Karl boe­de i det næste lil­le hus – ja, jeg håber ikke, at jeg for­nær­mer nogen, men det kald­te vi børn ham alt­så; Bus­se-Karl. Han var en stor, kraf­tig mand, som holdt buk­ser­ne oppe med et par soli­de seler. Jeg var på vagt over­for ham, men han vin­ke­de altid og jeg vin­ke­de hur­tigt til­ba­ge, når jeg gik for­bi. En dag, sam­men med Tro­els, min meget modi­ge bror, vin­ke­de han os helt ind i huset. Også hans sted var mørkt, med de små, små ruder, måske kun et værel­se eller to og ingen gul­ve, blot et hårdt stam­pet ler­gulv. Ingen vand, elek­tri­ci­tet og var der egent­lig et køk­ken? Han bød os i hvert fald på en rug­brøds­mad, som vi tøven­de tog imod, og så bøje­de han sig ned mod mig, og hvi­ske­de i mit øre:
”Det er rævepøl­se. Jeg har selv skudt ræven, og lavet pøl­ser af dens kød – de sma­ger godt, kan du tro.”

Bus­se-Karl kun­ne omdan­ne kød­pøl­se til rævepøl­se – og ræven hav­de han selv skudt

Jeg stir­re­de på maden i min hånd – et styk­ke rug­brød med mar­ga­ri­ne og lyse­rødt kød­pøl­se. Kød­pøl­sen lig­ne­de til for­veks­ling den vi fik hjem­me, men det her var alt­så ræve­kød. For skams skyld lod jeg, som om jeg tog en bid, men så snart vi kom ud og lidt væk fra huset, smed jeg den i grøftekanten.

”Det er bare noget, han siger,” sag­de Tro­els, ”det var almin­de­lig kødpølse.”
Det var jeg nu ikke over­be­vist om, og under alle omstæn­dig­he­der øge­de ople­vel­sen ikke min til­lid til Bus­se-Karl. At han sådan gik rundt i mosen og spi­ste ræve.

Martha
Så kom et hus bag en høj hæk, hvor jeg ikke kom som barn. Det kald­te vi vist for Bal­les hus.
Skråt over­for, alt­så på den anden siden af vej­en, lig­ger et hus, der sku­er ud over de andre. Der boe­de engang en dreng, som hed Las­se. Han døde, kun 12 år gam­mel, af leukæmi.
Og så kom Mart­has hus!
Lil­le, lidt for­knyt lig­ger det tæt på vej­en, under niveau, så man kun­ne kik­ke ned i hen­des vin­du­er. Fra grus­vej­en gik jeg ned mel­lem huset på den ene siden og stal­den til den anden, dre­je­de til ven­stre og nåe­de frem til døren ind til køk­ken og stue. Små, lavlof­te­de rum, soli­de, mør­ke møbler.

Martha og Kri­sti­an Abra­ham Chri­sten­sen med piger­ne Anna og Kaja

Mart­has hus var nok for­knyt, men det var hun ikke. Hun var glad, snak­ken­de, kær­lig, nys­ger­rig og sjov. Hun sag­de så man­ge sjove ting, at jeg fik ondt i maven af grin i hen­des sel­skab. Hvad sag­de hun af sjove ting? Det kan jeg ikke huske, men hun var per­fekt til at paro­di­e­re mosens far­ve­ri­ge per­son­lig­he­der. Skar­pt og kær­ligt. Ida og Ejner og Rosa og Søren og Bus­se-Karl og Egons Blom­ster og min mor og far, men ikke Tro­els, min meget dyg­ti­ge bror. Der gik græn­sen, og Martha dril­le­de ikke børn. Ikke ret meget i hvert fald.
Hun var gift med Kri­sti­an Abra­ham, og han var en meget alvor­lig mand. For alvor­lig til Martha, tænk­te jeg tit, og når han kom hjem, blev jeg tavs og genert. Og flyt­te­de hur­tigt til­ba­ge til mor.

Det rum­me­li­ge hus
Mart­has døtre var voks­ne, men hen­des bar­ne­barn, Kir­sten, boe­de en stor del af tiden hos Martha og Kri­sti­an Abra­ham. Hun var et par år ældre end mig, og vi lege­de lidt. Men ikke nær så meget, som jeg lege­de med Anni og Lis­beth. De boe­de lige ved siden af Martha, de var til­flyt­te­re, blev vist ikke så læn­ge, men de var gode nok alli­ge­vel, syn­tes jeg. Anni & Lis­bet­hs far hed Egons Blom­ster. Det stod på hans vare­vogn, og han hav­de en blom­ster­bu­tik inde i Odder.
Det var fan­ta­stisk at lege hos Anni og Lis­beth. Man måt­te meget – hop­pe i møb­ler­ne og gli­de rundt i stu­ens enor­me bør­ne­tøjs­bun­ker og spi­se, hvad man hav­de lyst til, og når man var sul­ten. Rug­brød med pud­der­suk­ker. Anni & Lis­beth var hen­holds­vis et og to år ældre end mig og fyldt med fan­ta­si og gode lege. Der var altid liv i deres hus og man­ge børn, Bir­git og Ben­ny var de æld­ste, tror jeg, og der var også nog­le små søsken­de? Så små, at de, så vidt jeg husker, ikke rig­tig var til noget og i hvert fald ikke til at lege med.

Anni og Lis­beth begynd­te i sko­le sam­me år – et år før mig – og jeg var knust. Nu var de sto­re, de kun­ne ikke lege så tit og de for­an­dre­de sig, blev kloge.
Martha gav kaf­fe og en snegl fra bageren.
”Det bli­ver din tur til næste år,” sag­de hun nøg­ter­nt, og det var rig­tigt nok.

Lige i hjertekulen

Mart­has hus – som det ser ud i dag

Martha og min mor var også gode ven­ner. Fle­re gan­ge om ugen cyk­le­de hun ind for­bi os på vej hjem fra ind­køb i Ørting med kanels­neg­le fra bager Nis­sen. Jeg hav­de en hule i vores bre­de, grøn­ne hæk. Der kun­ne jeg sid­de i ly og føl­ge med i, hvem der kom og gik på gårds­plad­sen og på mosevejen.
En sen efter­mid­dag hør­te jeg min far og Egons Blom­ster tale sam­men. Egons Blom­ster var ble­vet over­faldt og spar­ket, for­tal­te han. Det var noget med penge.”Han ram­te mig lige i hjer­te­ku­len,” sag­de Egon.
Når Tro­els, min meget stær­ke sto­re­bror, og jeg siden hen slo­ges for sjov og lidt for alvor, ankla­ge­de vi ofte hin­an­den for at slå lige i hjer­te­ku­len. Det var, syn­tes vi, et meget spe­ci­fikt og sært ord. I dag ved jeg, at hjer­te­ku­len er det hul­rum, man har under bryst­be­net i ven­stre side. Men jeg ved også, at begre­bet bru­ges i over­ført betyd­ning – måske blev Egon mest sår­et på sine følelser?
Hvad for­står man som barn, når man lyt­ter til de voks­nes snak fra sin hule?
Men sad jeg i hulen i hæk­ken en for­mid­dag og hør­te kna­sen fra cykel­hjul i små­ste­ne­ne på gårds­plad­sen, så var der stor sand­syn­lig­hed for, at det var Martha. Eller posten, selv­føl­ge­lig. Når det var Martha suse­de jeg ind i køk­ke­net for at være med. Martha for­tal­te sid­ste nyt fra mosen og køb­man­den, og mor og hun drak kaf­fe og røg. Martha hav­de en vane med at støt­te hove­d­et let mod hån­dro­den, mens hun sam­ti­dig holdt ciga­ret­ten mel­lem to strit­ten­de fin­gre. En dag fik ciga­ret­tens glød fat i et par af de per­ma­nen­te­de krøl­ler, og jeg gispede:
”Martha, der er ild i dit hår!”
Hun sprang op, klap­per sig på håret og løb hen til køk­ken­va­sken. Der stank af brændt hår i køk­ke­net, Martha kik­ke­de sig i spej­let over vasken og smi­le­de tilfreds.
”Det er ingen­ting, sådan en skal­det plet vok­ser hur­tigt til,” fastslog hun.

Marie til kong Hans
Min mor hed­der Marie, og der var en til Marie i mosen – den anden Marie boe­de på Mose­vej­en for­bi Martha og for­bi gros­se­re­ren i svin­get. Der­for hed min mor ’Marie til Gorm Jør­gen­sen’, mens den anden Marie var ’Marie til kong Hans’.
Vel var kong Hans ikke kon­ge af mosen, men som ung vandt han en rin­gri­der­tur­ne­ring og blev udråbt til kon­ge. Så hvad var mere natur­ligt end at kal­de ham kong Hans resten af hans liv?
Der boe­de man­ge fle­re men­ne­sker i mosen, end dem jeg har for­talt om her. Men min aktions­ra­di­us som førsko­le­barn stop­pe­de cir­ka omkring gros­se­re­rens for­nem­me hus i svin­get. Selv­om jeg nu også husker Dort­hea, som boe­de læn­ge­re hen­ne ad vej­en, og jeg husker, at vi hen­te­de vejens dele­cen­tri­fu­ge til vaske­tø­jet hos hende.
Det mose­folk, jeg kend­te og besøg­te, er væk nu – Martha og hen­des mand, Søren, Bus­se-Karl, Ejner og Ida, kong Hans og Marie til kong Hans, Dort­hea. Og dren­gen Las­se, som jeg ikke kend­te sær­lig godt, men hvis tid­li­ge og sør­ge­li­ge død gjor­de stort ind­tryk på mig.
Æret være jeres minde.

 

KALENDER

TORSDAGSKLUBBEN
…afly­ser alle klu­b­ef­ter­mid­da­ge­ne i Sog­ne­hu­set i resten af novem­ber og hele decem­ber på grund af Corona-restriktionerne.

SANGEFTERMIDDAGEN AFLYST
San­g­ef­ter­mid­da­gen i Sog­ne­hu­set 01. decem­ber er aflyst p.g.a. Corona-situationen

KØB GAVER OG JULEPYNT
Gal­le­ri­et ved Den Gam­le Sta­tion i Ørting hol­der åbent 4. dec. fra kl. 13 – 17, 5. dec. fra kl. 10 – 16 og 6. dec. fra 10 – 16. Det er muligt at købe gaver og julepynt. 

SYNG JULEN IND
6. decem­ber kl. 14.00: De ni læs­nin­ger i Ørting Kir­ke. Og bag­ef­ter invi­te­rer menig­heds­råd og Dan­ske Seni­o­rer alle, der har lyst, på gløgg og æbleski­ver i Sognehuset.


MORGENSANGKIRKEN
10. decem­ber kl. 9.30 er der mor­gensang i kir­ken for sid­ste gang i år. Som sæd­van­ligt er der bag­ef­ter mor­genkaf­fe og samvær i Sognehuset. 

HENT DIT JULETRÆ
13. decem­ber mel­lem kl. 15 og kl. 17 kan I hen­te jeres jule­træ ved Ørting Hal­len. Det skal bestil­les sene­st 6. dec. Ring eller send sms til 24679108. Træ­er op til 2 meter koster 150 kr – over 2 meter koster 200 kr. Cafe­te­ri­et er åbent og sæl­ger gløgg/​saftevand og æbleski­ver for 25 kr