Hun tog Mosen med sig

Lene Møller Jørgensen har tilbragt sin barndom i en lille ejendom ved Ørting mose – lige der, hvor mosevejen og Horsensvej møder hinanden.
Og barndommens oplevelser og mennesker har hun siden brugt i en lang række børne- og ungdomsbøger. I dag bor hun på Vesterbro i København. Men mosen har hun med sig. Man kan tage pigen ud af mosen – men ikke mosen ud af pigen.

Lene Møller Jørgensen, der i dag er 57  – flyttede væk fra Mosen for mange år siden. Men har den altid med sig

Lene Møller Jørgensen er journalist og forfatter. I 14 år arbejdede hun i Danmarks Radio på udlandsredaktionen, hvor hun bl.a. dækkede Mellemøsten og flere krigs- og konfliktområder. I den periode begyndte hun at skrive børne- og ungdomsbøger. I dem kunne hun nemlig selv bestemme, hvad der skulle ske. Og hvordan. Hun har skrevet krimier, fantasy-bøger og hun har formidlet store politiske konflikter, så de var forståelige i børnehøjde.
For ni år siden søgte hun orlov fra DR for at se, om hun kunne magte at være forfatter på heltid. Det kunne hun. Og så sagde hun op.

Mosen er smuk – og lumsk
Specielt i fantasy-bøgerne har hun taget barndommens mose med ind. I Fanny-serien – om den helt almindelige 14-årige pige der opdager, at hun er synsk. Hun kan – som hendes mormor – fornemme ondskab, og hun kan i glimt se, hvad der sker – og vil ske.
Fanny er lidt bange for mosen – men også fascineret af den. Den har en stille tåge, den er blød og sumpet – men samtidig er den lumsk, for den kan opsluge dig.

Pigen Fanny er tiltrukket af mosens skønhed – men også bange for den, for den kan trække dig ned

Lene Møller Jørgensen skriver ud fra de følelser, hun selv husker fra hun var en stor pige – men derudover får bøgerne et twist af spænding og uhygge.
”Jeg har hele min barndom lyttet til historier”, siger hun. ”Jeg var ikke i børnehave, men gik hjemme hos min mor til jeg skulle i skole. Jeg hørte, når når naboerne kom på besøg, og der blev fortalt historier om de nyeste begivenheder i Mosen og i Ørting. Nogle vil vel sige, der blev sladret. Jeg syntes, det hele var spændende. Senere begyndte jeg selv at skrive historier. 

Uden vand og el
Ørting Mose var ikke – som i dag – et sted med pæne huse. Mange gamle mennesker kan fortælle om et område med udpræget fattigdom, om huse uden indlagt vand og lerstampede gulve. Flere af disse huse eksisterede stadig, da Lene voksede op i 1960’erne.
”Noget af det, jeg har taget med mig fra Mosen, er alle de fine mennesker, der boede der. Vel var husene ikke altid de bedste, men de mennesker havde kvaliteter, som man ikke ser, hvis man kun dømmer ud fra omgivelserne”, siger Lene. (Læs hendes egen artikel om mosen og dens mennesker her )

Mosens nomader 
Der var huse med stor udskiftning af beboere. En familie – som regel med mange børn – flyttede ind, men efter et halvt eller et helt år flyttede de igen. De var en slags nomader. Mændene havde sæsonarbejde eller arbejdede på gårdene rundt omkring. Børnene blev rykket op igen og igen – skoleskift med mangel på forventninger til dem, fordi de alene blev vurderet ud fra omgivelserne. 
“Jeg tænker tit på, hvad der blev af dem alle. Men også blandt dem mødte jeg familier med stor rummelighed og kærlighed til deres børn”, siger Lene.
Selv gik hun på Ørting-Falling Centralskole – og senere i Odder og på HF i Skanderborg.

De skal have uddannelse
Lenes forældre boede i deres lille ejendom frem til 1987, hvor hendes far døde og hendes mor flyttede ind til Ørting. For de to mennesker var det vigtigt, at både hun og hendes bror fik uddannelse. Selv havde de kun 7 års skolegang.
”Jeg har jo altid været vild med historier”, siger hun. ”Og jeg var god til at skrive. Derfor søgte jeg ind på Journalisthøjskolen. Jeg sagde det ikke til nogen. Dengang var der kun én journalistuddannelse, og det var svært at komme ind. Så det var lidt en overraskelse, jeg kom ind. Men det har jeg aldrig fortrudt”.

Med afsæt i virkeligheden
Journalisten og de konfliktområder, hun tidligere har dækket for Danmarks Radio afspejler sig også i hendes forfatterskab. For både børn og voksne.
F.eks. i bogen ”De udvalgte”, hvor hun har interviewet to unge flygtninge og omskrevet deres historie til en roman for unge.

Børn kender virkeligheden – og fiktionen kan give dem, hvad historiebøgernes facts ikke giver: Der er håb

Og i bogen ”Blodig flugt” der har udgangspunkt i Screbrenica-massakren, der fandt sted i 1995 under den jugoslaviske borgerkrig. Godt 8000 muslimske mænd og drenge blev myrdet.
Umiddelbart måske ikke et emne for en børne-og ungdomsbog, vil mange mene. Men børn oplever virkeligheden og dens begivenheden i medierne – og fiktionen kan give dem noget, som historiebøgerne ikke kan. Nemlig følelser, beskrivelser af venskaber og håb. Nok er det ondt – men der er håb.
(Her finder du en liste med alle Lene Møller Jørgensens bøger)