Det var præsterne eller deres sønner, der tog initiativ til modstandsgrupperne i de tre landsbyer. For i modsætning til resten af landet, begyndte den organiserede modstand mod tyskerne her i området i oplandet – ikke i byen.
Men det tog nogle år, før det skete.
Besættelsen havde ikke det store tag i vores område. Sirenerne’s bølgende hylen, der varslede luftangreb, blev dagligdag – og folk fortsatte deres arbejde i marken eller hvad de ellers havde travlt med. De fleste mærkede kun besættelsen, fordi der nu var varer, de ikke kunne købe. Cyklerne kunne ikke få nye dæk. Tobak var stærkt rationeret, og mange begyndte at dyrke den i haven. Noget værre hakkelse, som min morfar sagde, når han senere fortalte – ikke engang en ko ville æde det. Heller ikke mormors æbleblade-te gav han en god anmeldelse. Han drak den kun, fordi han så kunne skovle sukker op i koppen. Sukker var rationeret, men var man biavler, kunne man få 15 kg ekstra.
THORØE VAR ODDERS TJENER BOLDT
Men på landet klarede de fleste sig – de havde let adgang til kød, mælk, frugt og grøntsager. Hvis de ikke selv havde adgang, kendte de nogen, der kunne levere. Skulle det være, kunne man altid – hvis man da havde råd – handle lidt sortbørs hos grønthandler Thorøe i Odder. Han var at sammenligne med Matadors tjener Boldt, der havde rationerings-mærker under disken.
I eftertiden er besættelses-tiden kaldt ”de fem forbandede år”. Forbandelsen nåede ikke helt vores område.
PASSIV MODSTAND
Man vendte ryggen til de tysk-venlige, gik til foredrag om at være dansk og til alsang, og man så skævt til de landmænd, der tjente godt på at levere til tyskerne. Det var den modstand, det kunne række til. Ifølge Dan Enevold Mikkelsens speciale om ”Besættelsen set fra Hads Herred”, kom 350 mennesker f.eks. til et med foredrag med Hundslund-præsten om at være dansk.
PROPRIETÆREN VAR NAZIST
Hundslund var det eneste sted, hvor det danske nazistparti – DNSAP – fik mere end 10 stemmer til valget i 1943. Måske fordi der i området boede en proprietær, som ikke blot var tysk-venlig. Han var også medlem af det danske nazistparti – DNSAP. Han blev udsat for mere end passiv modstand. Om ham skriver Dan Enevold Mikkelsen i historie-specialet:
”I august 1942 klager en proprietær fra Hundslund, med to sønner i SS, til det tyske hovedkvarter på Dagmarhus over at have modtaget trusselsbreve og på anden måde følt sig forfulgt. Sagen videresendes til statsadvokaten, men henlagdes som uopklaret, efter en større undersøgelse”.
Der er kun én proprietærgård i dét område – og i 1940 viser folketællingen, at hele hans familie boede på gården – far, mor og seks børn. De ældste børn var 36 og 30 år, men boede altså stadig hjemme.
Af Bovrup-Kartoteket over medlemmer af det dansk naziparti født før 1908, fremgår, at proprietæren meldte sig ind i 1939 – hans kone i 1942.
BLINDE SØREN STØTTEDE BOPA
I de store byer var modstandsbevægelser vokset frem, som ville bruge andre midler end den kolde skulder og alsang. Kommunisternes bevægelse hed BOPA. Den var her i området repræsenteret af kun en enkelt mand. Nemlig den blinde børstenbinder Søren Jensen, som samlede penge ind til bevægelsen og distribuerede dens illegale blade. Søren var kendt af de fleste, når han gik rundt med den lille trækvogn og solgte de koste og børster, som han havde lavet.
En anden modstandsbevægelse var Holger Danske, der havde rod i Dansk Samling – et nationalistisk parti med rødder i kristendommen, som kritiserede samarbejdspolitikken, og blev aktiv i modstanden mod tyskerne.
Men disse politiske fløje stod slet ikke stærkt her i området.
BOULSTRUP-GRUPPEN
Men i præstegården i Gosmer havde pastor Wilhjelm gennem en bekendt kontakt med
Frode Jakobsen og Ringen, som var den mindst ideologiske af de forskellige modstandsgrupperinger. I første omgang distribuerede Wilhjelm det illegale blad, Ringen. Men senere samlede han folk, som han mente ville være en del af modstandsbevægelsen – og han fik også oprettet Boulstrup-gruppen, hvor også Randlev præsten – Chrilles G. Chrillesen – var med.
Ingen steder er Gosmer-præstens fornavn oplyst. Også i modstandsbasen står han kun som Wilhjelm.
ØRTING-GRUPPEN
Også i Hundslund og Ørting var der små grupper. I Hundslund var det præstens to sønner, der tog initiativet til gruppen. Ingen kilder fortæller om Ørting-gruppen. Heller ikke forsøg på at få oplysningerne fra dem, der ellers kender lokalhistorien i detaljer, har givet resultat. Men én ting ved vi dog – leder af gruppen var Peter Knudsen, præstens søn. Vi ved også, at den var oprettet først i 1944.
I museets ”I godt selskab” fra 2005 skriver præsten, Boe Andersen Krag om ”modstandsgruppen i Hundslund”, som han var en del af. Han skriver bl.a. om de våben, der blev modtaget: ”Våbnene i den ene kasse blev fordelt til Hundslundgruppens medlemmer. Den anden kasse var beregnet for en gruppe i Ørting”. Desuden ved vi, at gruppen kom til Odder, da kommandanten ikke ville overgive sig.
”VI HAVDE VÅBEN TIL 12….”
Grupperne i oplandet var såkaldte ventegrupper. De skulle sættes ind og aflaste de allierede styrker ved krigens slutning, hvis det kom
til de sidste kampe med tyskerne.
Det blev så ikke til noget her i området – måske godt det samme. For gruppernes medlemmer havde ikke megen skydetræning. Og flere var blevet ”fyldt op” i sidste øjeblik. F.eks. skriver Boe Andersen Krag i artiklen om modstandsgruppen i Hundslund: ”Da det hen på foråret 1945 blev klart, at…..befrielsen af Danmark var nær, besluttede vi i gruppen at optage 6 nye medlemmer, da vi jo havde våben til 12 i alt”. I Odder blev medlemmer hvervet også den sidste dag af besættelsen. Modstandsbevægelsen i Odder og omegn voksede den sidste tid af besættelsen og talte 160 mænd.
De kom ikke i kamp, men blev sat til at bevogte indfaldsvejene til Odder, og senere de mennesker, der blev interneret på Centralhotellet. Det blev en folkefornøjelse at tage på besøg hos modstandsbevægelsen ved indfaldsvejene med cigaretter og andet. Maden blev bragt ud fra Centralhotellet.
4.MAJ-KRIGERNE
Efter besættelsen har historikere diskuteret, hvor mange medlemmer, der faktisk var en del af modstandsbevægelsen. Nogle kalder dem, der meldte sig fem minutter i 12 for 4. maj-krigerne. Andre forsvarer dem og siger, at de faktisk kunne være blevet sendt i kamp, hvis der de sidste dage var kommet til kamp mellem tyskerne og de allierede styrker. Hvor mange, der rent faktisk var indstillet på dét, ved vi ikke noget om. Men vi ved, at grupperne i området ikke havde træning nok til at klare den opgave.
”TERRORISTER” BLEV HELTE
Efter besættelsen blev der skabt en fortælling om, at næsten alle tog del i modstanden mod besættelsesmagten.
Glemt var, at modstandsgrupperne blev kaldt terrorister. Og at landets statsminister Buhl opfordrede befolkningen til at anmelde, hvis de havde kendskab til aktiv modstand mod tyskerne. Fortællingen blev styrket af de dokumentarfilm, der blev udsendt efter besættelsen, hvor Gunnar Nu og skuespilleren Mogens Wieth speakede om et folk, der ikke ville mere – og som gik til modstand.
Den 3. og sidste artikel om besættelsen vil handle om retsopgøret.
Du kan læse den første artikel her
Artiklen bygger på:
Temaartikler i Odder Avis 4. maj 2005
Artikler fra Tidstavlen på Lokalhistorisk arkiv Hou’s hjemmeside:
http://www.hou-la.dk/index.php/132-tidstavle/tidstavle-indeks‑6/371‑1940-besaettelsestiden
Folketællingen 1940
Dokumentarfilm om besættelsen på youtube.com – f.eks. ”Danmark i lænker” og ”de fem år”.
Boe Andersen Krags artikel i ”I godt selskab” 2005 – Modstandsgruppen i Hundslund.
Dan Enevold Mikkelsens speciale – ”Besættelsen set fra Hads Herred”
