Bitte Minna var en institution

Børn var glade for hende. For hun var i øjenhøjde med dem – helt bogstaveligt. Og så var hun altid god mod dem.
Bitte Minna, som hun altid blev kaldt – ikke som et øgenavn, men fordi hun altså var bitte – var i mange år en institution i Ørting. Utallige er de konfirmationsfester, som hun har lavet mad til, og mange kan, når de tænker tilbage, endnu høre hende råbe fra køkkenet: ”Jeg kan ikke nå saltet”.
Hun blev karakteriseret som en glad og venlig sjæl. Et livstykke, som det hed. Og det var hun også.
Men 12. maj 1962 ramlede Bitte Minnas verden.

Det var en lørdag. Hun havde været hos frisøren, fordi de om søndagen skulle til konfirmation hos nogle venner, de havde spillet kort med i mange år. Hun gik ud i udhuset på ejendommen “Polden”, hvor hun boede sammen med sin mand, Rasmus Kristian Hansen. Og dér hang han. I et helt nyt reb, som han lige havde købt hos købmand Højby på Horsensvej. Manden, hun havde været gift med i næsten 24 år.
Den 16. Maj blev han begravet fra Ørting kirke. I kirkebogen står selvmord som dødsårsag.

”PIGEN” OG AVLSMEDHJÆLPEREN
Minna Marie, som hun hed, blev født 7. Marts 1905. Hun gik i skole i Ørting i den gamle skole fra 1894, som nu er Sognehus. Hun havde ikke langt at gå, for hendes far var præstegårdsbestyrer, så de boede lige ved siden af.
Hvad hun foretog sig, da hun var færdig med skolen, ved vi ikke meget om. Men hun står registreret som ”pige”. Hun har altså været ”i huset”, som det hed. Om det var hjemme eller på en af omegnens gårde, ved vi ikke.

Den lille familie omkring 1941 – Minna, Kristian og Svend Åge

Men vi ved, at hun mødte Rasmus Kristian Hansen, og de blev gift i Ørting Kirke 20. november 1938. Hun var da 33 og et halvt år, og Kristian, som han altid blev kaldt, var næsten 25. I kirkebogen står han som ”avlsmedhjælper”.
Året efter føder Minna deres eneste barn – drengen Svend Åge. Det gør hun på det gamle Amtssygehus i Odder 9. november 1939.
Det er også i november, de flytter ind på ejendommen “Daukjær” Horsensvej 221, hvor Kristian er blevet bestyrer. 
”Mine forældre, som boede i nummer 224, købte ejendommen til i 1939”, fortæller Karsten Jensen. ”Og så ansatte de Kristian og Minna”.
Der arbejdede de til 1947. Da købte de ejendommen ”Polden” for 34.000 kr.

Minna og Kristian i 1948 ved hønsegården på ejendommen Polden

Karsten Jensens far og tre gårdmand kautionerede for 7000 kr, som skulle afdrages over 14 og et halvt år. (Kør ud af Bilsbækvej og drej til venstre ad en grusvej lige før bakken. Så ligger ejendommen for enden af vejen).

EN TÅLMODIG BØRNEVEN
Mange, der var børn i Ørting i 50´erne, husker Kristian som en meget venlig mand, der tit gav en tur i hestevognen. Lita Jensen siger:
”Jeg husker, når Kristian skulle til Møllen i Odder. Når han så mig i vinduet, stoppede han hestene og ventede, til jeg havde fået tøj på. På vej hjem til Polden, fik jeg lov til at holde tømmerne, når vi kom til Gl. Ørting. Minna havde altid kage og saftevand klar til os”.
Birgitte Selch deler glæden ved turene i hestevognen: ”Vi fik mange køreture med Kristian. Når vi skulle tilbage igen, var det langt at gå på korte ben. Men det tog vi med. For os var det fantastisk at sidde for enden af vognen og svinge med benene”.

ET CHOK FOR ALLE
På børn virkede Kristian som en meget venlig, rolig og tålmodig mand. Også på voksne. Derfor kom det som et stort chok for alle, da han valgte livet fra og hængte sig i laden.

Om Kristians død – hentet fra kirkebogen. Dødsårsagen – Suicidium suspensio – han begik selvmord

At det var ubærligt for Minna, siger sig selv.
Hendes søster Karen og hendes mand, Ove, havde overtaget jobbet som præstegårdsforpagtere efter forældrene. De to tog sig meget af hende – og hun boede hos dem en tid.
Men derefter begyndte Minnas tid som Ørtings hjælper. Den, der altid trådte til.

KOM OGSÅ I SNESTORM
Hun flyttede ned i barberens hus på hjørnet af Horsensvej og Smedegade. Barberens kone var handicappet, og Minna hjalp dem.
Men hun kom også i mange andre hjem, når der var brug for hjælp.
Puk Zilmer Jensen husker, at Minna hjalp hendes far med rengøring. ”Jeg lægger stadig håndklæder sammen på den måde, hun lærte mig”, siger hun.
Hun var meget dygtig til at lave mad, og gik i mange år ud som kogekone, når folk skulle holde fester hjemme.
”Man kunne regne med Minna”, siger Marita Krusell. ”Hun kom altid, når der var brug for hende – også i snestorm”.
Leif Jørgensen, der voksede op i Ørting, husker, at Minna kom til Århus og hjalp en uges tid, da de fik deres første barn ved en hjemmefødsel.
Karsten Jensen fortæller, at Minna i mange år hjalp hans bror og svigerinde. De havde en travl forretning med plantebutik og fire børn. Hun var også med dem på flere ferieture.
Spørgsmål på Facebook om Minna, resulterede i eksempel på eksempel på hendes hjælpsomhed, for mange mennesker husker Bitte Minna.

ÆLDREBOLIG OG PLEJEHJEM
I flere år havde hun en lejlighed i det store røde hus på Horsensvej lige før Gyllingvej. Det var der, Højby havde købmandsforretning,  og hvor der senere var en grill.
Da hun blev gammel, flyttede hun til en af ældreboligerne på Bilsbækvej. Og den gæstfrihed, der altid havde præget hendes og Kristians hjem – og senere kun hendes – tog hun med sig.
Hanne Rogild Vestergaard kom ud som gartner for Odder kommune.
”Minna inviterede altid på kaffe, når jeg kom”, siger hun. ”Altid. Køkkenet var indrettet, så det passede til hendes højde. Som spisebord brugte hun et lille lavt campingbord”.
I den sidste tid boede hun på Ørting-hjemmet. ”Dengang arbejdede jeg dér i plejen og som frisør”, siger Marita Krusell. ”Jeg havde kendt Minna hele mit liv, og hun havde hjulpet os så meget. Derfor var det en stor glæde at kunne være med til at hjælpe hende den sidste tid.”
Det var Marita’s konfirmationsfest, Minna og Kristian skulle have været til, og derfor Minna havde været hos frisøren om lørdagen, da hun fandt Kristian i udhuset.

REJS DIG IGEN
Hvorfor Kristian en majdag i 1962 brugte det nye reb, ved kun få.
Men hele landsbyen vidste, at det var sådan, han døde.
Da Minnas verden væltede den lørdag i maj 1962, var krisehjælp et ukendt begreb. Dengang handlede det kun om at ”komme videre”. At rejse sig igen. Det gør det vel stadig. Men der er forskel på at bearbejde en sorg – og at fortrænge den. Forsøge at glemme for at ”komme videre”.
Læger fortalte f.eks. rask væk forældre, der havde mistet et barn, at de hurtigt skulle få et andet. Og sorgen dæmpede de med en recept på piller.
Bitte Minna rejste sig igen – med hjælp fra familie-netværk og netværk i landsbyen. Hun fik en ny funktion, og hun kom ind i menneskers hjem på en måde, så de aldrig glemte det lille menneske, der altid kom gående eller cyklende så hurtigt – på vej til det næste hjem.