I to år og tre måneder har det været gratis at læse Lokalposten.
Og sådan vil det fortsat være. Men nu bliver der også åbnet op for, at læsere der vil, kan støtte ”avisen” med et bidrag på 50 kr. Pengene skal bruges til at betale nogle af de udgifter, der er forbundet med at lave det lille online-medie.
For det koster at lave den. Ikke alverden. Men dog penge.
Det koster at køre efter interview til f.eks. portrætter – eller f.eks. til biblioteket eller lokalhistorisk arkiv, når der skal skaffes oplysninger til de lokalhistoriske artikler. Det koster at have websitet – også at have en aftale med et lille firma, der har pligt til at få det op igen, hvis det går ned. Uanset hvornår det sker. Det sker heldigvis ikke ofte, men aftalen er god at have, for den giver sikkerhed. Vi er mange, der ikke er computer-nørder!
Der er databaser med historiske oplysninger, det ville være rart at have adgang til – men de koster også.
Lokalposten bliver lavet som frivilligt arbejde. Så der er ingen lønudgifter.
ALTERNATIVER ER FOR BØVLEDE
Alternativer til cigarkassen er da tænkt igennem. At åbne for annoncer vil sikkert give flere penge. Men sveden hagler bare ved tanken om alt det arbejde, der skal bindes i at skaffe dem, sende regninger ud, rykkere, regnskab og momsregnskab. Så til videre er annoncer droppet. Tiden kan bruges bedre på Lokalpostens indhold.
At lave en støtteforening ville også være en mulighed, men bureaukraterne har haft en herlig dag, da de lavede regler for en sådan. Så den idé blev lynhurtigt opgivet.
Fonde er der masser af til alle mulige og umulige formål. Men kun få, der kan tænkes at ville støtte et lille hyperlokalt medie. Og som regel følger der krav med.
Så alt i alt – det blev cigarkassen – og et beløb på 50 kr. Det er, hvad en fadøl koster på en café – eller hvad en pakke cigaretter koster. Det er glæder, der varer så kort. Samme beløb i Lokalpostens cigarkasse giver glæder i form af artikler et helt år.
Bank-kontoen er:
Reg. nr : 1944
Kontonummer: 68 96 43 76 21
Stor tak for ethvert bidrag.