”De er ikke hjemme – de drikker aftenkaffe ved smedens. Er’et vigtigt?”
”Nej, det er jo onsdag, så spiller han kort henne hos…”
Disse og lignende beskeder kunne telefonabonnenter få, når de ringede op til Martha Nielsen på Falling Central og bad om et bestemt nummer. Det vil sige de bad nu ikke om et nummer. De sagde bare navnet på den person – eller det sted – de ville snakke med, og så blev de stillet om. Hvis altså der var nogen hjemme.
Tre generationer
Martha – som hun blev kaldt af alle – var centraldame. Det blev hun i 1917, da hun og hendes mand købte huset med centralen. Det var dengang alle samtaler blev stillet igennem manuelt. Telefonister forbandt samtalerne fra central til central til den nåede den ønskede abonnent. Sådan var det i Falling frem til september 1964, da centralen med de 73 abonnenter skulle automatiseret.
Da havde Martha altså passet centralen i 47 år – dag og nat. Det sidste år på centralen fik hun 50 øre ekstra for at stå op om natten og omstille en samtale. Hun var kendt af – og kendte – tre generationer af Falling-borgere.
Lyt – og bring videre
Hun vidste det meste om alle i Falling-området. For hun lyttede helt uhæmmet til samtalerne.
Alle vidste, at Martha lyttede med. Men hvis det blev sagt – ”det kan jeg ikke sige i telefonen, for Martha lytter” – kunne hun bryde ind: “Gu gør a da ej”
Et var at hun lyttede. Men hun så heller ingen problemer i at bringe oplysningerne videre. Hun var Fallings nyhedsformidler.
”Hun er nok på sygehuset for at besøge manden. De kan jo ikke finde ud af, hvad han fejler….”
”Han er i sparekassen. Det ser jo ikke for godt ud med hans peng’sager”.
Blot to af de Martha-beskeder, der endnu bliver husket.
Engang fik en abonnent nok og klagede til Jydsk Telefon. Direktøren, Paul Draminsky, drog til Falling for at fortælle Martha én gang for alle, at nu var det slut med at være byens sladder-central.
Det fik han nu ikke meget ud af, fortæller Jørgen Elbæk, som i mange år boede i Falling. Han måtte tage hjem igen med følgende salut: “Ve’ do hva’, Draminsky, A hår passt Falling Central, fae do ku’ knap di bowser, så go do no hjem aa pass Jysk Telefon, så ska a nok pass Falling Central! Faawal!”
Fordele
Men der var også fordele, ved at Martha lyttede. Udbrød der brand i et hus, og familien var i byen, vidste hun altid, hvor de var at finde lige på det tidspunkt og fik ringet efter dem. Var lægen ikke hjemme, vidste hun, hvor han var.
Martha var ked af at holde op på centralen efter 47 år, selv om hun da var blevet 76 år. Hun gav højlydt udtryk for, at Jydsk Telefon godt kunne have ventet med det automatiseringspjat, så hun kunne have fået sit 50-års jubilæum med. Og iøvrigt havde hun regnet med at blive ved, til hun blev 80 år.
Hun blev boende en tid i central-huset, som hun ejede. Men døde i 1968 på amtsplejehjemmet i Odder.
Huset, hvor den gamle central var, står endnu i Falling.
