ØFUG og Gylling Boldklub har de seneste år med stor succes haft teltet ”Sydens Perle” til Odder byfest.
Men i år bliver der tale om to telte. Der kommer nemlig også en ”Nordens Perle” på Torvet – der hvor ”Sportens telt” plejer at være.
Idrætsforeningerne i Odder har hidtil drevet det telt. Men da kun Odder IGF Fodbold og Odder Cykelklub havde ressourcer til fortsat at bruge byfesten til at skaffe penge, søgte de samarbejde med landsbyforeningerne.
De fire sportsklubber deler festens overskud ligeligt.
Program for aktiviteterne i teltene er endnu ikke klar. Men det er 4. – 5. august, du skal til byen for at støtte og for at have det sjovt.