”Der er da dage, hvor vi har sagt til hinanden: Hvad i alverden laver vi her? Men så kommer vi i vandet, og når vi kommer op, så ved vi det godt”.
De er helårsbadere – så bortset fra tirsdag og torsdag kan man hver dag i ugen møde dem ved anlægsbroen på Alrø klokken 8 om morgenen, hvor de går i vandet. Men denne søndag, hvor regnen høvler ned og blæsten er kold, springer de dog over. Bliver hjemme hos Kurt og Bente Jensen, drikker kaffe og spiser hjemmebagt kringle, så Lokalposten kan få en historie. De to bor på Alrø. Inge Bruun Jensen bor i Ålstrup.
Inge var den første, der begyndte at hoppe i vandet hele året. ”Jeg instruerede dilettant i Gylling, og der mødte jeg Maren. Hun spurgte, om jeg ville med i vandet. Men det var kun i weekenderne på grund af hendes arbejde”, siger Inge. I forbindelse med amatørteatret mødte Inge så Bente og Kurt. Og for ni år siden blev Kurt også helårs-bader. Bente kom med for fem år siden, for da Kurt begyndte, gik hun stadig på arbejde, og kunne hun ikke finde tiden til det.
“HØJDEMÅLEREN” KAN HVERKEN SVØMME ELLER FLYDE
Kurt husker første gang: ”Jo, det var koldt”, lyder det lakonisk. Selv om Kurt kom til Alrø, da han var et år i 1952, har han aldrig rigtigt været ven med vandet, der omkranser øen. ”Jeg er da sluppet af med min vandskræk”, griner han. ”Men jeg kan stadig hverken svømme eller flyde”.
”Vi bruger ham som højdemåler”, siger Inge og Bente. ”For han står jo på bunden”. Men de griner ikke så højt på dage, hvor Kurt galant har svinget en spade og hakket isen af trinnene ned i vandet ved den lille anlægsbro. Det er sådan en dag, de tænker: Hvad gør vi lige her?
Men de ved godt – om ikke andet så når de kommer op igen – hvorfor de viser denne i nogens øjne masochistiske adfærd morgen efter morgen.
“VI ER AFHÆNGIGE AF SUSET”
”Jeg har gigt”, siger Inge. ”Og i et kvarters tid efter at jeg har været i vandet, har jeg ikke ondt. Det kvarter betyder alt for mig”.
”Vejrtrækningen bliver bedre”, supplerer Bente. ”Når man går ned i det kolde vand, tager man helt automatisk dybe indåndinger. Og man kan mærke det på blodomløbet. Man kan mærke, hvordan blodkarrene i fingre og arme trækker sig sammen, så det prikker – når man kommer op igen, udvider de sig, og man får den varme fornemmelse”.
De er alle tre enige om, at selv om de – når det er koldt og vådt – kan sige ”hvad laver vi dog her?”, så er de blevet afhængige af det, de kalder ”suset”, og kan næsten få abstinenser, hvis de ikke får det. Og det er de ikke ene om. Suset kommer, fordi det kolde vand fører til, at der bliver frigivet signalstoffer i hjernen. (Adrenalin er et signalstof) De har en positiv effekt på humøret, så vinterbaderne kan føle sig høje efter at have været i vandet.
Kurt, Bente og Inge indrømmer da også, at de næsten kan have abstinenser, hvis de ikke kan komme ud på anlægsbroen og tage det kolde gys. Men der kan være dage, hvor de ikke hopper i vandet, fordi anløbsbroen simpelthen er for glat – og dermed for farlig at gå på.
DER ER PLADS TIL FLERE
De vil gerne have flere med. ”Det sker da, at døren bliver åbnet i en af camperne, der holder derude og en mand siger: ”Kan konen ikke gå med jer i vandet?”. Men det kunne da være sjovt, hvis vi var et par stykker mere, der mødtes kl. 8 fem dage om ugen”, siger Kurt.
Sommer eller vinter, høj sol eller isnende blæst og regn – de tre smider tøjet under åben himmel. På sydspidsen af Alrø er der hverken skur eller halvtag, hvor de tre kan gå i læ. ”Det gør os ikke noget”, siger Kurt. ”Og bagefter kan vi jo tage hjem og få varmen og kaffe. Vi behøver ikke at blive derude”. Men der er dog en lille forbedring, som de tre ønsker sig. Nemlig en kasse med låg. Og den skal være naglet fast på anlægsbroen. Det er nemlig sket, at blæst har sendt både tøj og håndklæder i vandet. ”Så er det godt nok ikke sjovt”, siger Kurt. Våde håndklæder og vådt tøj – så bliver det en af de dage, hvor de tre spørger hinanden: Hvad laver vi dog her?
