Han var en kæmpe af en ridder, som rejste ud for at bringe en dronning tilbage til kongen. En tysk folkevise fortæller om den dåd og blev senere til teksten i en tegneserie.
Men her i området er han bedst kendt som manden med 12 mands styrke og som med lethed kunne løfte en
hest op i strakt arm. Han havde ikke alene 12 mands styrke, men også 12 mands appetit. Hans mad kunne derfor ikke laves i en almindelig gryde. Det var nødvendigt at lave den i en grukedel – sådan én, som man tidligere vaskede tøj i.
Hans navn var Svend Fælding, og mange steder i vores område finder vi hans navn. Helt gratis kan man lede efter hans grav – sidde på hans bænk, få udpeget hvor han boede og endda gå over to broer, der bærer hans navn.
12 MANDS KRÆFTER – OG APPETIT
”Vores” Svend Fælding var ingen ridder. Han var karl og bud-dreng på herregården Åkjær. En dag blev han
sendt afsted efter noget medicin. På vejen mødte han en gammel kone, som bød ham at drikke af et horn. Drikken har været magisk, for den gav ham utrolige kræfter. Konen fortalte ham, at han på vejen ville møde en rød og en sort tyr. Den sorte skulle han jage væk.
Og da han mødte dem, var det med hans mange nye kræfter, en smal sag at jage den sorte tyr væk. Den sorte var i virkeligheden trolden fra Borum på den anden side af Århus – og den var en af de onde.
Som belønning for at have jaget Borum-trolden væk, fik han lov til at beholde alle kræfterne, og det indbragte ham senere en gave fra kongen. Nemlig et sværd, der stillet lodret var højt som en mand. Sværdet siges at have været opbevaret på Dybvad, der for mange år siden hørte under Åkjær. Og den enorme gryde, hvor hans mad blev lavet, siges at have været opbevaret på Åkjær.
At nå til omegnens mange minder om Svend Fælding, kan gøres med bil, på cykel og på gåben.
PÅ BEN, CYKEL ELLER I BIL
Tag Bilsbækvej i Ørting. Hvor den krydser Åkjærvej viser et skilt mod golfbanen. Her er det første minde om Svend Fælding – nemlig den ene af hans to broer. Nemlig viadukten, som er bygget af granitsten, som siges at være hentet fra Svend Fældings grav. Den anden bro går over den lille Åkjær Å.
Her finder man også den natursti, der følger det gamle jernbanespor til Horsens. Naturfredningsforeningen har lavet en pjece, der fortæller om naturstien. Den kan downloades her.
Ikke langt fra viadukten står Fældings bænk. Den kan man kun finde og sidde på, hvis man går.
Hvis man fortsætter ned ad Åkjærvej, ligger den lille Spåkær Skov på højre hånd. Lidt nede af vejen fører en sti ind i skoven, hvor det er muligt at finde resterne af det, der siges at være Svend Fældings grav, hvor granit-stenene blev hentet til broen.
Om hans jordiske rester virkelig ligger i skoven, kan vi ikke bevise. Men det er da en god historie.
PORTAL FOR SPEDALSKE ELLER ?
I udkanten af Spåkær Skov finder du portalen. Eller mindemuren, som den også bliver kaldt. Og det hedder sig, at den er bygget af sten fra Spegelsborg, hvor Svend Fælding skulle have boet. Den har ligget skråt overfor portalen – et stykke inde på marken. Der er ganske rigtigt fundet resterne af et stort hus på stedet. Men en hel del tyder på, at bygningen har huset spedalske og ikke en bomstærke sagnfigur. Det passer med, at biskopperne fik skøde på Åkjær i 1432.
De var katolske, og siden 1100-tallet havde kirken haft hospitaler for spedalske. Fra 1300-tallet blev de kaldt Sankt Jørgens-gårde – opkaldt efter en af kirkens nødhjælpere.
Her levede de spedalske i en livslang tvangsisolering – afhængige af de gaver og almisser de fik. Der var 35 af disse Sankt Jørgens-gårde over hele landet.
Spedalskhed kunne ikke helbredes. Første fase af sygdommen var svind af muskler i hænder og ben. Næste fase var pletter på huden, som udviklede sig til knuder, der ofte revnede og blev til store åbne sår. I sidste fase faldt hår, næse og fingre af. Det var en af de mest forfærdelige sygdomme, der kunne ramme et menneske. Mange betragtede sygdommen som en straf fra Gud – præcist som visse religiøse fanatikere mange år senere omtalte AIDS.
I 1542 var sygdommen så godt som udryddet i Danmark, og den livslange tvangsisolering blev ved kongelig forordning ophævet.
INGEN INSKRIPTION
Fundamentet af den bygning, der med stor sandsynlighed husede områdets spedalske, viste sig første gang omkring 1850, da man ville udjævne en jordforhøjning på marken. Nogle meget store sten dukkede op – og for at de ikke skulle genere pløjningen, blev de smadret og fjernet.
I 1920’erne fik man plove, der kunne gå meget dybt. Og da opdagede man for alvor bygningens fundament. Det målte ikke mindre end 11 x 14 meter.
Hele molevitten blev sprængt i luften og mange vognlæs med sten blev kørt væk.
Men der var stadig nogle af de store sten tilbage, og Åkjærs daværende ejer, Frode Busky Neergaard, besluttede, at de skulle bruges til at opbygge mindemuren. Der blev aldrig – som det ellers var planlagt – indmuret en sten med en inskription. Derfor kan man selv bestemme, hvad portalen skal minde en om: En sagnfigur med 12 mands kræfter – eller et sted, hvor mennesker, der led af middelalderens mest frygtede sygdom, kunne bo.
Børn fra Margrethelyst Friskole og Børnehave kender Svend Fælding. For til den sidste skolefest i skolens historie opførte de et skuespil om ham.