To unge mennesker forlod Danmark i 1952, for at rejse til et land, de færreste danskere dengang kunne placere på en globus. De ville komme tilbage, sagde de. Men det fremmede land blev deres. Og 18 år senere tog Kirstine Vestergaard imod to forvirrede drenge på 16 og 17 år, der var sendt til forældrenes hjemland for at få en uddannelse. De havde aldrig været i landet – og Kirstine kendte ikke de to børnebørn, hun nu som 72-årig blev hovedansvarlig for, og som skulle have deres faste holdepunkt i hendes lille hus i Falling på hjørnet af Åkærvej og Ålstrupvej. Hendes datter og svigersøn havde slået rod i Ecuador. Men hendes børnebørn måtte gennem længere tid slås med den rodløshed, der følger af at have en tilknytning til to så forskellige lande.
MED SKIB I EN MÅNED
De skulle kun have været i det fremmede i fire – fem år. Det var i hvert fald, hvad de selv troede, og hvad de sagde til familien. Men det blev til et ophold, der varede resten af livet. Rejsen begyndte i 1952, da Grethe og Frede gik ombord på et skib, og efter godt en måneds sejlads, kom de til Ecuador. En længere rejse med et tog, der zig-zaggede op gennem Andesbjergene, bragte dem til deres bestemmelsessted: En gård højt oppe i Andesbjergene i en by ved navn Ambato. Her skulle de bo og arbejde.
De havde set et opslag på Gersdorffslund, hvor Frede arbejdede. To danske brødre havde flere gårde i Andesbjergene i Ecuador – og nu behøvede de en bestyrer. Det job kunne Frede godt tænke sig. Brødrene længtes også efter ordentlig dansk mad, og de havde brug for hjælp i huset og til madlavning. Det job passede lige til Grethe, som dengang arbejdede i køkkenet på Holsatia Højskolen – i dag Egmonthøjskolen.
HØJST FEM ÅR – MEN KIRSTINE HAVDE EN FORUDANELSE
Ganske vist sagde de højst fem år. Alligevel var Grethes mor, Kirstine, ikke glad, for hun følte, at nu mistede hun sin eneste datter. Men hun gik dog med til, at den bedste malkeko blev solgt, så de to unge havde penge til at komme afsted. Måske havde Kirstine en forudanelse om, at når de havde sagt farvel, ville hun kun se Grethe igen, når hun med lange mellemrum kunne komme tilbage til Danmark på korte ferier. Sådan var det gået for mange forældre fra området, der havde sagt farvel til deres børn, når de tog til USA eller Canada – de almindeligste udrejselande dengang, da verden syntes meget større end i dag. Ecuador var endnu længere væk.
LÆRTE SPANSK AF INDIANERNE
I Ecuador dyrkede de to danske brødre pyrethrum – en plante, der bruges til at fremstille insektgift. Den er meget arbejdsintensiv, så på gårdene, mødte Frede mange indianere, der kom ned fra bjergene for at arbejde. Sproget var spansk, og han kunne ikke et ord. Men han lærte det gennem arbejdet. Det samme gjorde Grethe. Hun arbejdede sammen med indianerkvinder i huset, og hun fangede også spanske ord, når hun handlede.
FARMOR REJSER UD
I 1953 blev deres første barn – Hans Peter – født. Og året efter kom Frede.
Hjemme i Danmark var drengenes farmor blevet enke, og hun købte i 1954 billet til et skib, der sejlede til Ecuador, hvor hun sluttede sig til den lille familie. Måske har hun vidst, at hvis hun ville opleve børnebørnene tættere på, måtte hun rejse. Hun flyttede ind i et lejet hus i byen Latacunga Her kom Frede og Grethes børn også til at bo senere, da de skulle i skole. Men også før da, kom farmor til at betyde meget for dem.
TRE TRAKTORER OG EN MEJETÆRSKER
De maksimalt fem år, de ville være væk fra Danmark, var for længst gået, da de i 1959 lejede en gård. To familier med de danske efternavne Poulsen og Laursen var også kommet til. Det var Grethe og Fredes venner. De tre familier boede sammen i en lille dansker-enklave i Andesbjergene i Ecuador. De lejede gårde i nærheden, og begyndte også sammen at dyrke kartofler og korn. Der blev sendt bud efter tre traktorer, som ankom i store trækasser, og også en lille Dronningborg mejetærsker fandt vej til landbruget i bjergene. Hjemme i Danmark havde Grethes mor, Kirstine, for længe siden opgivet håbet om, at familien ville forlade Ecuador.
På de lejede gårde havde de hjælp fra indianerne. Det var dog en lidt ustabil arbejdskraft. For – som Hans Peter siger – ”når de havde fået løn, så skulle der festes”.
I Ecuador var – og er – der ikke så mange stive rammer og regler, som vi kender i Danmark. Der bliver taget lidt mere let på tingene.
TO ELEVPLADSER I DANMARK
Frede og Grethes børneflok voksede. Ole kom til – og tvillingerne Anita og Per. Så nu var den på fem. Farmor, der lagde hus til, da de skulle i skole, og var en stor del af drengenes barndomsliv. Mormor Kirstine kendte de kun af omtale.
Da Hans Peter og Frede var færdig med skolen, ønskede deres forældre, at de skulle have en uddannelse – og den skulle de have i Danmark. De havde ganske vist aldrig været i landet. Men sådan var det bedst.
Så året før drengene skulle afsted, rejste Grethe og Frede til hjemlandet for at arrangere det hele.
Hans Peter ville være mekaniker, og det skulle han blive på Motorkompagniet i Odder. Han skulle bo hos mormor Kirstine i Falling. Lillebror Frede ville være landmand – så han skulle bo og arbejde på Dybvad, men også holde til hos Kirstine, når han havde fri. Drengenes morfar – Hans – var død i 1968, så ham nåede de ikke at møde. Da de kom i 1970, var Kirstine 72 år. Og det var længe siden, hun havde haft teenagere i huset.
MED ET GAMMELT PROPELFLY UD AF LANDET
Nok var drengene 16 og 17 år, da skulle til Danmark. Men de var noget betuttede, da alt det trygge og de kendte mennesker i Ecuador skulle skiftes ud med et land og mennesker, de ikke kendte.
”Vi skulle først med et gammel propelfly til Colombia”, siger Hans Peter. ”Og derfra videre til Bogota, Aruba, Frankfurt og endelig København Jeg må have været noget fortumlet, for jeg spurgte en af stewardesserne i flyet, om det var Danmark, vi nu var landet i. Da blev jeg lidt til grin. Men jeg syntes egentlig set i bakspejlet, det var et relevant spørgsmål efter den tur”.
Det var noget af en overgang for de to drenge at komme fra Andesbjergene til det velordnede Danmark. Alt var nyt og anderledes end hjemme i Ecuador.
KIRSTINE TOG DET I STIV ARM
Noget af en overgang blev det også for Kirstine, da hendes ukendte barnebarn på 17 år flyttede ind i loftsværelset i hendes lille hus i Falling, og hun var hele tiden bange for, at der skulle ske ham eller hans bror på Dybvad noget. Men hun tog det meste i stiv arm. Også når hun fik huset fuld af de kammerater, som drengene efterhånden fik.
”Hun var et elskeligt menneske”, siger Hans Peter. ”Hun vidste ikke alt det gode, hun ville gøre for os. Men det var da en stor omvæltning for hende”.
LILLEBROR OLE
Da det blev lillebror Oles tur, var alt for ham ikke forberedt. Han var lidt alene, da der skulle findes bolig og arbejde. Men han fik dog hjælp fra mennesker, han og hans forældre kendte fra Ecuador. Bedstemor Kirstine var nu blevet for gammel til at påtage sig hovedansvaret.
Han ville være gartner, og fik en læreplads i Testrup og Mårslet og sluttede af på Beder gartnerskolen hvor han boede i et halvt år. Derefter bliv han kaldt ind til civilforsvaret i Herning.
Han tænkte meget på Ecuador, og længtes efter det kendte. Det kunne kun gå for langsomt med at komme tilbage. Men da han efter fem og et halvt år kom retur, var det ikke det samme, som da han forlod det.
”Jeg blev splittet mellem Ecuador og Danmark. I Danmark tænkte jeg på Ecuador – og omvendt”, siger han.
TOG TILBAGE TIL DANMARK
I Ecuador blev Ole gift med Monica – og de fik to børn. Han arbejdede på gartnerier, der dyrkede roser og nelliker, i byen Cayambe. Senere prøvede han som selvstændig at dyrke nelliker, men alt for meget regn satte en stopper for det. Derefter prøvede han at have høns, så han kunne sælge æggene. Men tyverier satte en stopper for den lille virksomhed.
Da børnene var to og tre år gamle, trak Danmark igen så meget i ham, at den lille familie besluttede at rykke teltpælene op og flytte. Ole tog afsted tre måneder før familien, så han kunne forberede flytningen. ”Det var næsten det værste for børnene – især drengen på tre”, siger han. ”Værre end at de skulle forlade Ecuador”.
Det blev i Solbjerg, familien slog sig ned. Og her arbejdede Ole først et år som murerarbejdsmand, men fandt så arbejde på et gartneri. Han var så glad for arbejdet, for det gode kammeratskab og for at have en god chef, at han blev i 22 år – lige til han gik på førtidspension som følge af rygsmerter og operation.
Hans børn kunne kun tale spansk, da de kom. ”Dagplejeren var bekymret, siger Ole. For min dreng sagde ikke noget. Tog tilsyneladende ikke danske ord ind. Men pludselig en dag, da han var inviteret til en fødselsdag, åbnede han munden og snakkede han dansk i hele sætninger”.
Nu bor han i Skanderborg sammen med Monica, og de er blevet bedsteforældre.
HAN BLEV I DANMARK – OG ER HER STADIG
Hans Peter oplevede ikke på samme måde som Ole at stå med et ben i hvert land. ”Da jeg var udlært og havde været inde som soldat i København, var jeg ikke parat til at tage tilbage”, siger han. Så jeg blev i forsvaret i 23 år og fik også der en lederuddannelse”.
Han boede sammen med en dansk kvinde og fik to børn. ”Jeg har været i Ecuador hvert fjerde år og har også haft mine børn med. Jeg har stadig min mor på nu 95 år der, og tre søskende i landet.
Jeg forbinder Ecuador med det, der var, da jeg rejste. Men sådan er det jo slet ikke. Og selv mit spanske er blevet gammeldags – som man talte sproget, da jeg forlod landet. Når jeg snakker med mine nevøer og niecer, har de masser af nye ord, jeg ikke forstår. I mit hoved er Ecuador som da, jeg forlod det”.
”DET ER FOR STERILT”
Drengenes mor – Grethe – som blev enke i 1995, har aldrig ønsket at komme tilbage til Danmark.
”Hun har været i Danmark flere gange på korte ophold”, siger Ole. ”Men på samme måde som vi tænker på Ecuador, som det var, tænker hun på – og sammenligner med – Danmark år 1952, da hun rejste”.
Og Hans Peter supplerer: ”Hun snakker om, at alt er blevet så sterilt. Det gamle er væk”.
En af de gange hun var tilbage i Danmark på besøg, blev hun interviewet til den lokale avis. At alle havde så travlt, var en del af det, når hun siger, det hele er blevet så sterilt. De mange regler også.
FREDE KOMMER OGSÅ TIL DANMARK INDEN LÆNGE
De to brødre skal snart tage imod Frede, den bror som rejste til Danmark som 16-årig sammen med Hans Peter. Han rejste tilbage til Ecuador sammen med sin danske kone, så snart han havde fået landbrugsuddannelsen og været soldat. Her fik de fire børn. Da de var i skolealderen, rejste familien tilbage til Danmark. Her blev de dog skilt, og Frede tog alene tilbage. Men efter mange år kommer han nu tilbage til Danmark, hvor hans fire voksne børn lever. Hans Peter planlægger at rejse til Ecuador til efteråret. Men bestemt ikke for at blive. Kun for at besøge Grethe og de to af hans søskende, der stadig bor i landet – nemlig tvillingerne Per og Anita.
Det skulle have været et eventyr, der kun varede højst fem år. Men det kom til at vare hele livet. En hel familie fik Ecuador i blodet.
