af Lise Laursen og Marianne Hansen
Kun to dage efter deres fødsel 6. oktober 1917 dør den første af trillingerne. Nemlig Jan. Han var blevet døbt dagen før af den katolske præst fra Horsens. Den lille trækiste blev sænket ned i en grav på Falling Kirkegård. Fire måneder senere dør den anden trilling – nemlig Stanislav. Og forældrene må endnu en gang se en lille kiste gå ned i graven.
Den tredje trilling, Josef, blev to år og ni måneder, før også han blev begravet i Falling.
Vi har ingen billeder af hverken trillingerne eller deres forældre. Når fattige polske landarbejdere fik børn, blev fotografen ikke tilkaldt. Heller ikke når der var tale om en trillinge-fødsel. Ingen TV-kanal som Danmarks Radio kom for at lave en dokumentar – ”Til lykke, I skal have trillinger”.
Trillingernes forældre var landarbejderen Marcin Platek på 29 år og Marianna Brzeczek 20 år.
De har ikke samme efternavn, men de var gift, for kirkebogen gør opmærksom på, at de tre små børn er ”ægtefødte”. Det vil sige, forældrene var gift.
FEM BØRN SOM 20-ÅRIG
Hvornår præcist de to kom til Åkær, ved vi ikke. Men i 1915 fik de sønnen Stefan. Han blev døbt af den katolske præst, men som alle andre nyfødte børn, bliver han indskrevet i kirkebogen. Da Marcin og Marianne kom til Åkær, hvor han var landarbejdeR, havde de allerede en datter. Nemlig Wadyslava. Hun var født i 1913 og er ikke indskrevet i kirkebogen. Så de har ikke været på Åkær, da hun blev født.
Da de fik trillingerne, havde Marianna altså 20 år gammel født 5 børn.
Trillingernes forældre boede i Husrækken: landarbejderboliger, der i forhold til godset lå på den anden side af Horsensvej. Her boede flere af de polakker, som arbejdede på Åkær – uden indlagt vand og elektricitet og i meget små boliger.
NEDERST I HIERAKIET
Polakkerne var nederst i hierakiet og blev dårligere lønnet end danskerne. De kan sammenlignes med de fremmedarbejdere, der sidst i 1960’erne kom hertil fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien. De fik også det dårligste arbejde og deres boligforhold var usle. De var løntrykkere, hed det. Og var de ikke løntrykkere, så tog de danskernes arbejde og undergravede fagforeningernes lønkrav.
Som 60´ernes fremmedarbejdere, kom polakkerne også på invitation fra arbejdsgiverne. Og Tyendeforbundet var helt klart imod dem. Som formanden skrev i forbundets blad i 1908:
”Det er af Mangel paa Arbejdskraft, siger de. Sludder og Vrøvl! Der er Arbejdskraft nok, Mennesker nok, der vil arbejde, bare de kan faa en Løn derfor, at de kan leve uden at sulte. Og vil de give os det? Nej, de byder os 4 – 5000 Kr. om Aaret paa egen Kost til en hel Familie, og kan de ikke faa nok til den Løn, betaler det sig at bruge Polakker. Og de sidste er at foretrække. De stiller ikke Krav. De nøjes med ”det Herren vil give” og finder sig i det hele taget i Svineriet”.
POLAK-LOVEN
Men Forbundet pressede dog på for at sikre polakkerne bedre forhold. I 1908 fik vi den såkaldte polak-lov, som især var målrettet sæson-arbejderne, som kom til landet for at hjælpe med sukkerroerne på Lolland og med høsten på landets store godser. Det var så meningen, at de skulle tage hjem igen, men mange blev eller tog videre til det næste gods.
Polak-loven slog fast, at det er arbejdsgiverens pligt st sikre, at polakkerne fik lægehjælp, hvis de blev syge. Desuden sikrer loven polakkerne en bolig, der – som det hedder i paragraf 10 stk 1 – skal være tørt og sundt beliggende. Tag og Mure skal være tætte; ethvert Beboelsesrum skal være tilstrækkelig forsynet med Vinduer, der kan aabnes. Og i stk 4 og 5:
”I Soverum skal alle Sengesteder anbringes paa Gulvet med fornødent Mellemrum og sengesteder til mere end 2 Personer maa ikke benyttes”.
Loven fortæller ikke noget om boligforholdene for familier med børn – her er ikke krav om, hvor mange senge, der må være i et rum.
HELÅRSKONTRAKTER
Da 1. verdenskrig brød ud, var det svært for sæsonarbejderne at rejse hjem. Derfor blev der åbnet op for, at de kunne ansættes på helårskontrakter.
Men lønnen siger loven intet om. Vi skal helt frem til 1920, før det lykkedes at få lavet en aftale, der sikrede polakkerne samme løn som danskerne. Det var samme år, som loven blev ændret, så polakkerne (og andre fremmede arbejdere) kun måtte ansættes, hvis der ikke kunne skaffes dansk arbejdskraft. Det var ikke den store succes. Men op gennem 20’erne voksede arbejdsløsheden, så i 1929 blev der lukket helt af for tilgangen af udenlandske arbejdere.
DE FIK SÅ KORT ET LIV
Hvor længe familien Platek blev på Åkær, ved vi ikke. For ved folketællingen i 1921 er de ikke at finde hverken i Husrækken eller i en af de andre arbejderboliger. Men vi ved altså, at i 1917 fødte Marianna Brzeczek trillingerne – ifølge kirkebogen den eneste trillinge-fødsel her i området i flere hundrede år. Den første tvilling – Jan – døde af krampeanfald, fortæller dødsattesten. Den anden tvilling – Stanislav – døde “uden forvarsel” (måske vuggedøden) og den tredje – Josef – døde af en lungesygdom efter få dage. Deres korte liv blev tilbragt i fattigdom i en dårlig bolig. Og ingen sundhedsplejerske eller læge førte tilsyn med deres helbred.
Deres grave er for længe siden slettet på Falling Kirkegård. Vi fandt dem ved et tilfælde, da vi ledte efter andre oplysninger i kirkebogen, som er en guldgrube af information, når tidligere tiders sociale forhold skal belyses: Unge tjenestepiger, som bliver ugifte mødre, dødfødte børn, børn døde kort efter fødslen. Og altså også trillingerne – Jan, Stanislaw og Josef, som kun fik så korte liv.
Familien flyttede til Ondrup. Da Martic døde i maj 1965, stod han som forhenværende fodermester. Han døde kun fire måneder efter Marianna. De blev begge begravet på Odder Ny Kirkegård.
Af de små notitser i Stiften fremgik, at de efterlod 10 børn.
Flere af deres efterkommer boede – og bor – stadig i Odder-området.
