I dag for 76 år siden nåede den røde hær koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Og som amerikanske, britiske og canadiske soldater, der senere kom til andre af de tyske KZ-lejre, fik de deres livs chok. De var hærdede soldater, der havde været i krig i mange år. Men de havde aldrig før set en sådan mishandling af civilbefolkningen. Lig stablet oven på hinanden, ofrenes tøj i store bunker. I en af de mange dokumentar-udsendelser om udryddelseslejrene, sagde en grædende amerikaner, der som ung soldat mødte rædslerne: ”Jeg så masser af børnetøj. Men jeg så ingen børn”.
De fandt mennesker mere døde end levende.
IKKE KUN JØDER
Når vi nu taler om KZ-lejrene, er det næsten altid med fokus på jøderne. Forståeligt nok fordi 6 millioner jøder blev myrdet af Hitler-tro fanatikere. Men det var ikke kun jøder, der blev udryddet.
Det var også romaer, homoseksuelle, fysisk og psykisk handicappede, kommunister og mennesker, der var imod nazi-styret.
Omkring 6000 danskere blev sendt afsted til KZ-lejrene. Ca 500 af dem var jøder, der blev sendt til Theresienstadt. 1960 var betjente, der blev taget, da tyskerne i september 1944 indledte jagten på det danske politi. De var i Buckenwald.
“VI TALER IKKE OM DET”
De overlevende kom hjem med ar på krop og sjæl. Og det fik store konsekvenser ikke kun for dem, men også for deres børn. I overensstemmelse med hvordan man dengang behandlede sorg og psykiske problemer, blev rædslerne kapslet inde – “vi taler ikke om det”. Børnene kendte ikke den far, der kom hjem. De oplevede en evig angst for, hvad de kom hjem til efter skoletiden.
Mange af dem har sent i voksenlivet for første gang fortalt om deres oplevelser. Sent – fordi “vi taler ikke om det”.
En stor del af danskerne blev hentet hjem før krigens afslutning, da de hvide busser – den såkaldte Bernadotte-aktion – kørte danske og norske KZ-fanger til Sverige.
FOLKEDRAB FOREGÅR I DAG
I dag er Danmarks officielle mindedag for Holocaust og andre folkedrab. Det var datoen, de sovjettiske tropper befriede udryddelseslejren Auschwitz, hvor mere end en million mennesker blev slået ihjel.
Dagen skal minde om det forfærdelige, der skete og sikre, at det ikke bliver glemt – heller ikke af dem, der aldrig oplevede besættelsen og 2. verdenskrigs rædsler. Og den skal minde om, at folkedrab også foregår i dag rundt om i verden.