Det var ikke mokka – Og tørreriet var ikke mekka

Hver uge bringer Lokalposten en lokalhistorisk artikel.
Om bygninger og mennesker. I denne om det gamle
cicorietørreri, som Færges Autohandel er rykket ind i. Du er meget velkommen til at komme med forslag til artikler – og til at bidrage.

Bygningen ligger lige rundt om hjørnet af Horsensvej og Gyllingvej. Der, hvor biler nu fylder hele pladsen, og hvor folk stopper for at få en snak med mekanikeren. Før Færges Autohandel rykkede ind, blev den brugt til trykkeri.

Men den store røde bygning blev hverken bygget til trykkeri eller værksted men til et tørreri, hvor de cicorierødder, som erstatningskaffe blev lavet af, kunne blive bearbejdet.
En lokal ugeavis udråbte derfor for nylig Ørting til dengang at være et ”mokka mekka”. Men enhver, der har smagt den let bitre drik, kan skrive under på, at der var absolut intet mokka i pakkerne med Rich’s.

DØGNET RUNDT I TRE MÅNEDER

Tørreriet blev opført i 1905 af en privatmand. I 1918 solgte han det til De Danske Cikoriefabrikker, der producerede Rich’s. Mange ældre kan huske de billeder, der var i pakkerne, og som kunne samles i album til fortællinger om Peter Pan, Askepot eller ”Jorden rundt med Rich’s”. Et nyt album hvert år.

Men historien om tørreriet er ikke kun historien om en bygning. Det er også historien om landarbejdernes levevilkår i 1920’erne, 30’erne og 40’erne – og om en ny lille fagforenings kamp for at få overenskomst med Åkjær – et af landets største godser. Men herom senere, som de siger i fjernsynet.

På tørreriet blev cicorie-rødderne vasket, skåret i småstykker og ristet. Og så blev de i store kasser skippet af til cikoriefabrikken med Horsens-banen. Her blev de brændt og knust, og pakket. Når de hjemme i folks køkkener blev overhældt med kogende vand, fik man en brun lidt bitter varm drik, der kun havde farven til fælles med kaffe. Men tilbage til tørreriet.

Alt arbejde blev udført manuelt. Bortset fra når roerne blev sendt op på 2. sal til tørring og ristning. Det klarede en snegl.

Arbejdet blev udført i høj varme. Og de folk, der stod ved ristene og vendte tonsvis af roe-snitter, måtte arbejde i mere end 60 graders varme og i tætte dampe. Hver eneste dag i oktober, november og december var der gang i ovnene døgnet rundt.

Åkjær var den største leverendør. Men også en række gårde i området havde rødder – eller roer, som de blev kaldt – på et par tønder land. Ikke mindst fordi cicorien kan vokse på meget let jord.

 

I MOSEN – ELLER SLÅ STEN

De første mange år arbejdede mændene på tørreriet og ved ovnene i ét døgn – og havde så fri et døgn. 22. November 1922 skrev Arbejds- og Fabrikstilsynet i en protokol: ”Forbehold tages med hensyn til arbejdstiden for døgndriftarbejderne”. Men nok så megen søgning har ikke givet svar på, hvornår det var slut med den lange arbejdstid.

Det var ofte landarbejdere, der blev ansat de tre måneder, der blev arbejdet i døgndrift ved ovne og tørreriste. Det var svært for dem at få arbejde om vinteren, og familien skulle have mad på bordet. De var derfor glade for at komme ind på tørreriet, for de eneste andre muligheder var – bortset fra muligheden for lidt løsarbejde på gårdene – at gå i tørvemosen eller slå sten til vejene. Den sidste vejmand døde nemlig ikke, da Jeppe Åkjærs Jens blev båret ”over heden en kold decembernat”. At slå sten, som det hed, var et arbejde, hvor mænd lå på knæene i al slags vejr og hamrede store sten i stykker til skærver. Selv set med datidens øjne fik de næsten ingen penge for arbejdet. Men det holdt dem fri af fattigvæsenet. Et ”væsen”, der var frygtet af mange. Arbejdsløse kunne søge hjælp i ”hjælpekasserne”. Men efter kort tid overgik de til fattighjælp, og det betød tab af borgerrettigheder som stemmeret. Og ugifte skulle søge om tilladelse, hvis de ville gifte sig. Det var op til de lokale politikere at bestemme, hvor meget – eller hvor lidt – den enkelte familie kunne få i hjælp.

Så arbejdet med at bearbejde roerne var eftertragtet – også selv om forholdene med nutidens øjne var forfærdelige.

 

KRIGENS KAFFE

Under tyskernes besættelse af Danmark havde ”det er Rich’s der driks” en storhedstid – for alle mærkede vareknapheden og kaffe kunne kun købes med rationeringsmærker. Når de tildelte mærker slap op, kunne flere købes – hvis man havde penge – hos de mange små sortbørshandlere. Matador-fans kan sikkert huske, da Misse Møhge opsøger tjener Boldt og hviskende spørger ”er det muligt at købe et kaffemærke”. Men der blev mindre og mindre kaffe til rådighed. Og til sidst var det meste erstaning.

Rationeringen af kaffe blev først endeligt ophævet i 1952. Men til gengæld var prisen steget voldsomt, så derfor fortsatte mange med at blande var det almindeligt at blande den rigtige kaffe med erstatningskaffe. 500 gram kaffe og 250 gram erstatning.

 

NY TEKNOLOGI LUKKEDE TØRRERIET

Men i Ørting var det helt slut i 1957. Produktionen blev flyttet til Sjælland. For den teknologiske udvikling betød, at et nyt tørreri kunne producere meget mere – og hurtigere – med færre arbejdere

De folk, der arbejdede på tørreriet i de tre måneder, hvor roerne blev bearbejdet, er væk. Men bygningen ligger stadig til venstre ved hjørnet af Gyllingvej og Horsensvej. Den har ikke forandret sig meget. De høje skorstene er væk og på pladsen, hvor hestevognene kørte ind, holder nu biler i lange rækker. Men de store ovne findes stadig – og kan fortælle deres egen historie om en tid, der var her i Ørting.

 

Marianne Hansen