Jeg flytter aldrig

Hver uge kan du i Lokalposten læse et lille portræt af et menneske, der bor i vores område. I denne uge kan du læse om Dorthe Bent fra stationen. I næste uge om Lisbeth Jørgensen fra Persievej. Du er meget velkommen til at komme med forslag.

”Kan du leve af det?”

Nok det spørgsmål Dorthe Bent fra den gamle station i Ørting fik flest gange i begyndelsen, da hun for 10 år siden besluttede at kvitte lærerjobbet og leve af at især glaskunst og kurser.

”I begyndelsen svarede jeg – jo, det går egentlig fint nok – men.. Så gik jeg over til bare at svare: Jeg kan ikke leve uden”, siger hun. ”Og nu får jeg ikke så tit det spørgsmålet længere”.

Påskeudstillingen trak 291 mennesker til den gamle station. Så der er syn for sagen – hun kan leve af det.

Hendes glaskunst sælges ikke kun fra værkstedet og galleriet, hun har indrettet i den lille bygning, der tidligere var stationens pakhus. Men også fra f.eks. butikken ved Glasmuseet i Ebeltoft.

FLYTTER ALDRIG

Det er 19 år siden Dorthe og Per købte den dengang ramponerede gamle stationsbygning. Skiftende beboere, som kommunen gav husly dér i en periode, havde slidt på den.

”Det var ét stort knokleri at få huset renoveret. Men vi har ikke fortrudt”, siger hun.

Sådan havde de det dog ikke den første tid i Ørting. Da var de mange gange ved at flytte igen.

”Der varede år, før vi fik kontakt med andre beboere. Og der gik også rygter om os. F.eks. blev ordet rockerborg brugt, fordi vi satte et plankeværk op ud mod stationspladsen. Men alt det har ændret sig”, understreger hun. ”Og da vi fik børn, kom mange kontakter i kraft ad dem. Nu flytter jeg aldrig herfra. Jeg satser på, at bussen stadig kører, når jeg bliver gammel. Men vi har da snakket om, at det vil være godt, hvis vi alle blev bedre til at gå hen og banke på, når folk kommer til byen. Vi har heller ikke selv været for gode til det”.

 

FARVEL TIL LÆRERJOBBET

I begyndelsen i Ørting arbejdede Dorthe Bent som lærer sideløbende med at hun lavede især glaskunst. Men for 10 år siden tog hun sammen med sin mand beslutningen om, at blive selvstændig. Beslutningen blev dog truffet på en tragisk baggrund.

”Min søster døde i 2005 år efter kort tids sygdom – 39 år gammel og med to små børn. Det slog mig helt ud. Men hendes død blev også et vendepunkt for mig – anledningen til at reflektere og tænke over, hvad jeg selv ville her i livet. Vi ved jo aldrig, hvornår det stopper. Det var da svært at sige farvel til arbejdet som lærer, men jeg har jo heller ikke sluppet det. Jeg arbejder stadig med formidling, når jeg holder kurser”.

 

NU MED ZONETERAPI

Nu er der så gået endnu 10 år, og Dorthe Bent har udvidet forretningen med en klinik, der tilbyder zoneterapi. Kort fortalt er det en alternativ behandlingsmetode, hvor tryk primært under fødderne påvirker andre steder i kroppen til det bedre.

”Jeg tror, jeg har det sådan, at cirka hvert tiende år skal der ske noget nyt”, siger hun. ”Det er ti år siden, jeg blev selvstændig. Og dengang var det ti år siden, jeg begyndte at arbejde som lærer”.

”Zoneterapi har altid interesseret mig. Jeg har en gammel bog om zoneterapi, hvor jeg havde skrevet Dorthe Madsen, julen 1987. Så det er længe siden, jeg fik den. Da jeg voksede op, var mine forældre ikke fremmede for alternative behandlinger – det er vel derfra interessen stammer”.

 

OMSORGSGENET

Men hun har altid har haft et stort omsorgsgen, så rollen som behandler eller hjælper har aldrig været fjern.

”Jeg har vel altid taget mig af, hvis nogen havde behov for det”, siger hun. ”Da jeg var lærer, kunne jeg ikke så godt klare, hvis sårbare børn havde det svært. En skolepsykolog sagde engang til mig: Dorthe, du kan ikke redde alle børn … næh, men man kan vel gøre noget for dem, der står lige foran én”.

Uddannelsen som zoneterapeut trak tænder. En dag om ugen i to år – og 14 weekender. Foruden masser af læsning om menneskets anatomi, fysiologi og sygdomslære. Og det er ikke så let, når det er 25 år siden man har siddet på en skolebænk – og heller ikke er vant til at skrive. Men nu er den dér – klinikken – på 1. Sal i stationsbygningen.

 

IKKE ET FARVEL

Men forandringen hvert 10 år betyder ikke, at hun siger farvel til det gamle. Hun underviser fortsat – i glaskunst. Formidler det, hun kan, til andre. F.eks. hvis en gruppe mennesker henvender sig, fordi de gerne vil lave et glasfad som en fælles gave. Eller når Efterskolen i Ørting gerne vil sende seks elever til hendes værksted. Og hendes eget arbejdet i værkstedet stopper heller ikke, fordi hun nu også har en klinik. Galleriet er stadig være åbent torsdag og fredag fra 13 – 17 hver uge.