Enhver landsby må misunde Gylling brugsuddeler Nils Krogstrup. Ikke alene trækker han kunder fra oplandet. Han sikrer også økonomisk støtte til lokale aktiviteter med at give 20 procent af Dagli’Brugsens omsætningen en dag. Det er kommet f.eks. Børnehuset og Forsamlingshuset til gode. Han ses sjældent gående i forretningen. Enten er han i løb eller trav. ”Pas nu på, far- du er jo ikke 25 år mere”, siger hans børn. Nej, i dag er han dobbelt så gammel. Nils fylder 50 år. Men det får ham næppe til at sætte tempoet ned.
Brugsen, som forretningen hedder i daglig tale, er det sociale omdrejningspunkt i Gylling. Det er her, ældre mennesker kommer efter en liter mælk og en snak. Det er her opslagstavlen fortæller om aktiviteter. Og det er her, man kan møde naboer og andre til en kort snak. Den fungerer til tider som et gadekær: Kunderne stopper op midt i det hele, når de ser nogen, de kender. Det er også her, man kan komme til plantemarked og julemarked – aktiviteter, som Brugsen selv arrangerer. Og det er her, der er plads til mennesker, der ikke helt kan leve op til de gængse krav på arbejdsmarkedet.
”Husk – det er helt genialt at handle lokalt”, fortæller han hver fredag i Facebook-videoen, der hver uge fortæller om de gode tilbud og om fredags-kagen, der altid “er rasende god”. Sammen med Lis – hans kone – har han i de 14 år, de har været uddelerpar, skabt en forretning, hvor det nye slogan kunne være ”hvis du ikke kan få det i Brugsen, har du ikke brug for det”.
Lokalposten ønsker til lykke.
Læs Lokalpostens portræt af Nils Krogstrup her