Der var trængsel i aulaen, taler, sækkepibemusik og sherry i glassene torsdag d. 18. maj 1967, da 12 vævede faner med dyremotiver officielt blev overrakt til skolen. Fanerne var tegnet af kunstneren Mogens Zieler, vævet af hans kone, Bennie Zieler og – ikke at forglemme – betalt af Ny Carlsberg Fonden.
Flere journalister og fotografer fra Odders dengang fire aviser var mødt op, og endda Københavner-avisen Politiken havde fundet vej.
Fanerne hænger stadig i aulaen på den gamle centralskole, der nu er friskole og børnehave. Seks i hver side af aulaen, som man kan finde dem i en riddersal. Og det var netop det indtryk, de skulle skabe.
LOKALSAMFUNDETS RIDDERE
”For Zieler var børnene lokalsamfundets riddere. Derfor skulle de have ridderflag, og motiverne skulle stimulere deres interesse for både naturen og kunsten”, husker Anne Sophie Klarlund. Hendes far arbejdede hos det arkitektfirma, der havde tegnet skolen, og hendes forældre var venner med Zieler-parret.
Flagenes bund er rød og gul – dyrene hvide, sorte eller grå. Nogle af dem optræder parvis, nogle i flok – og enkelte som hjorten og ræven optræder alene. Vi finder mus, snegle, alliker, ugler, krager, gærdesmutter og en flok på 11 små fluer. Flagene har ingen bagsider. Men to forsider.
Forfatteren og journalisten Lene Møller Jørgensen gik som barn på Centralskolen. ”Jeg husker flagene meget tydeligt, og jeg studerede dem indgående under morgensangen”, siger hun.
HUSET MED DE SORTE KATTE
Mogens Zieler og hans kone købte huset i Sondrup i 1946. I begyndelsen brugte de det kun om sommeren, men deres ophold blev længere og længere, og til sidste boede de i huset hele året. Mange husker det farverige par med de sorte katte, der så hyppigt optræder på Zielers værker. Og de husker Zieler komme ridende på den sorte hest, der var opstaldet i Sondrup.
Det barnløse par var glade for besøg af børn. ”Jeg husker ham og Bennie som meget varme, sjove og begavede mennesker med et stort lege-gen”, fortæller Anne Sophie. ”Jeg har tilbragt utallige timer i deres hjem med at sidde og tegne, mens de vævede og malede. De kunne godt lide at have børn i huset, måske fordi de ikke selv havde nogen. På en måde var kattene deres børn. Yndlingskatten hed Bas, og da han var blevet så gammel, at de troede, at hans sidste dag var kommet, gik Mogens en tur i med ham på armen i haven. Pludselig fløj en krage op fra et træ og skreg så højt, at katten fik et chok og levede 3 år mere”.
HORSENS KUNSTMUSEUM
Katten, kvinden – hans kone Bennie – og hesten var Zielers yndlingsmotiver. Men også solen og ræven optræder hyppigt i hans illustrationer af bøger og i de mange billeder og billedtæpper, han afleverede til f.eks. skoler og hospitaler. Han skabte også ”musikdyrene” – den store mosaik på facaden af Tivoli’s koncerthus.
Hans værker var tit en blanding af det abstrakte og det meget naturlige. De var figurative, sagde han selv. Men han malede også mange malerier med landskaber – ofte var motiverne hentet omkring Sondrup.
Hvis man vil se flere af Zielers værker, er Horsens Kunstmuseum stedet. Han testementerede en stor samling til museet, og de indgår i de fleste udstillinger.
SÆKKEPIBENS KLAGENDE LYD
Men det er ikke kun for hans mange billeder af sorte heste med flagrende manker, smukke kvinder og uberegnelige katte, han bliver husket her på egnen. Mange husker også Zielers sækkepibe. ”Da jeg var barn og i spejderlejr i hytten Olufsborg i Sondrup, kom han og spillede sækkepibe ved bålet om aftenen”, fortæller Annette Præstegaard.
For Mogens Zieler var sækkepiben, som han også spillede på, da Aulaen med de hvide vægge og træloftet blev forvandlet til en riddersal, en meget seriøs interesse. Den blev vakt første gang, da han i radioen hørte transmission fra Georg V’s begravelse i London i 1936 og Gordon Highlanders piber og trommer.
Han anskaffede sig et eksemplar af instrumentet, der kunne udsende den klagende lyd, og han begyndte at samle på noder til musik for netop dette instrument. Efter 25 år følte han sig på så sikker grund, at han kunne udsende ”Nogle danske melodier omsat til 
sækkepibe”.
Og mange husker, de hørte ham spille i haven. Han havde et stort repertoire – og hans sindsstemning afgjorde valget. Det var ingen hemmelighed, at Zieler var manio-depressiv, og specielt i de depressive perioder så han dybt i whisky-flasken.
SORGEN BLEV STØRRE END GLÆDEN
Hans motto var, at glæden altid er større end sorgen. Det afspejlede sig i de værker i muntre farver, som han afleverede f.eks til Horsens sygehus.
Men da han i 1979 mistede Bennie, kunne han ikke længere leve op til dette motto. De sidste fire år af livet gik han mere eller mindre i opløsning som menneske – og der kom ikke flere muntre værker fra hans hånd.
Men kig op næste gang du kommer i Friskolens aula, som han og hans kone forandrede til en riddersal med splitfanerne på begge sider.
De røde, gule og hvide farver er måske blevet en smule mørkere af tidens tand. Men gaven til lokalsamfundets riddere – børnene – er stadig helt unik.
.
