En lille by nær fjorden

 

Lokalrådet og Odder Museum arrangerer 7. april kl. 13.30 en landsbyvandring i Falling, hvor du kan få nogle af fortællingerne om husene og de mennesker, der boede i byen. I juli 1977 skrev min søster, journalist Else Petersen, artiklen om hendes barndoms-landsby til avisens sommerserie ”min by”. Det var da mange år siden, hun havde boet i Falling. Men mindst én gang om året – og helst mere – tog hun turen rundt til mennesker, der stadig boede i landsbyen. Vi kaldte det Elses pilgrimsfærd. De mennesker er væk nu. Det er Else også. Hun døde 31. maj 2012 – og selvfølgelig blev hendes urne sat ned på Falling Kirkegård.

 

AF ELSE PETERSEN

Min barndomsegn og by er som motivet til en dansk sommersang fra højskolesangbogen. En lille klat huse drysset langs en vej, gårde i alle størrelser mellem bølgende kornmarker og den blå fjord i baggrunden. Sådan er by og egn for mig, når jeg tænker tilbage, og mindst én gang om året tager tilbage til barndommens land.

Det er rart at se, at noget får lov til at være uændret, fri for ens gule parcelhuse til uens mennesker.

Den lille klat huse er landsbyen Falling placeret midt i Jyllands bedste landbrugsjord, ikke langt fra Horsens Fjord og fra det Gyllingnæs, der nu er landskendt, fordi det er udset til A-kraftværk-område.

Engang var der jernbane gennem byen. Nu er der privatbolig i stationen, og rutebilerne kører med lange mellemrum for de mennesker, der engang kørte med toget.

Mejeriet, der aftog bødkerens smørdritler – engang

Kirken er der stadig. Hævet over lillebyen bygget engang for århundreder siden af aner til de mennesker, der nu bor i byen. Kirken og kirkegården blev et naturligt sted for landsbyens børn. Mangen en gang er vi gået med graveren i kirketårnet for at ringe solen ned. I dag sker det mekanisk.

Kirkegården er udvidet efterhånden, men den er alligevel ikke særlig stor. Den fortæller slægtshistorie. Kun få gravsteder sløjfes.

Landsbyens huse fortæller historie på samme måde. Mange af gårdene er slægtsgårde, firelængede og med aftægtsbolig. Her har familier boet og levet gennem generationer. De kender hinanden og er kædet sammen af familiebånd på mange led.

Noget er der sket siden krigens afslutning. Købmanden er væk. Kornfirmaets store pakhus, der var forbudt område for os børn, men alligevel en spændende legeplads, er væk. Bødkeren laver ikke mere dritler til mejeriets smør. Mejeriet er blevet en fabrik. Bødkeren er væk, men i det, der var hans værksted, hænger stadig lugten af træ og af de røgvarer, han klarede ved siden af værkstedet. Jeg kan stadigvæk lugte nyrøgede skinker – jeg ved godt, det er pjat, for de har ikke været der i mange år.

Martha passede centralen døgnet rundt – og leverede også de daglige nyheder til byens beboere

Smedjen er nedlagt. Smeden er blevet fabrikant. Hjemmesygeplejersken, som var gæst i alle hjem, er også væk. Hun var den eneste, man sagde De og efternavn til, bortset fra præst og degn.

Men husene er de samme – enkelte er dog nye. Forsamlingshuset er der stadig – rammen om begravelseskaffe, bryllupsfester, familiefester og amatørteater.

Engang var der central i byen passet støt døgnet rundt af Martha. Det var dengang, man ikke brugte nummer, men navnet på den, man ville snakke med. Martha vidste altid, hvor alle var. Hun vidste, hvem der spillede kort med hvem, hvor og hvornår.

Falling var kun min barndoms by i nogle år. Den noget større Odder blev min skoletids by, men Falling er min slægts by og derfor min på en måde, der ikke kan fortrænges af andre byer, der senere blev mine for en stund.

Kirkegården, hvor vi tog den række op og række ned og snakkede om de forskellige mennesker, der havde boet i landsbyen og dens omegn, har nu det ene ryddede gravsted efter det andet, fordi det koster mange penge at være “gravstedsindehaver”. Der er ikke meget slægtshistorie tilbage!
Forsamlingshuset er nu en privat virksomhed. Der er heller ikke en præst nu, som man kunne sige “De” til, hvis man ville….. Meget er forandret – også siden Else beskrev landsbyen Falling.