Et baby-kranium i gylletanken og en Økonge

Hvis man er til 298 sider med en midaldrende kriminalkommissær med skilsmisse og alkoholproblemer som hovedperson i krimien – eller til krimier hvor kvindelige journalister overhaler politiets efterforskning med syv-mile-skridt, så skal man ikke købe den roman, Lone Vitus har udsendt på Brandbygegaards eget forlag. Men er man til romaner, hvor spændingen bygges op gennem hovedpersonernes egne fortællinger om deres liv og om deres tanker, så skal man læse ”Den sidste humanist”.

KONGEN AF ØEN
Bogen indledes på færgen til den ø, hvor entreprenøren, Verner, regerer enevældigt – bestemmer alt. Helt ned til hvilken lakrids, den lokale brugs kan sælge og i hvilken rækkefølge kunderne må betjenes. Han er på alle måder en magtsyg og indskrænket stodder, hvis kvindesyn var forældet allerede for 100 år siden – og han betragter og behandler alle de østarbejdere, han får til øen, som det rene skidt.

IRINA OG DITLEV
På færgen møder vi Irina fra et af Østlandene, og den evigt bekymrede og kværulerende videnskabsmand Ditlev, hvis forskning bringer ham i kontakt med laboratorier, der er ukendte for både befolkningen og politikerne.
Han overfalder konstant omgivelserne med tirader af ord om teknologiens forbandelse og om mediernes fordummende indflydelse på befolkningen. De er begge på vej til samme sted på øen, men kender ikke hinanden – og dog er de alligevel nært forbundet. Også af mere end det halvt gnavede æble, som Ditlev forærer Irina i en slags taknemmelighed over, at hun gider høre på hans udgydelser.

PERSONER OG ET MYSTERIUM
Og så fortælles historien om kvinden Irina, der købes til at føde entreprenøren en søn – gemt væk og fodret med god mad – for barnet i

Lone Vitus – hendes sproglige talent er ubestrideligt, skrev Weekendavisen

hendes mave skal ikke mangle – mens Jeg-er-øens-konge’s kone faker graviditet. Allerede dagen efter fødslen bliver Irina smidt tilbage i barakken til alt det andet øst-skrammel og placeret ved båndet, hvor hvidkål kører forbi med høj fart.
Vi hører om fundet af et lille barns kranium i en gylletank, og om det, der skete, da kongens kone blev gravid, og sikrede, at han fik en søn med hans gener. Barnet er knap født, før han i fantasien begynder at ændre skiltet, så det får tilføjelsen ”:… & søn”.
Vi følger Ditlev, hans pessimisme og især hans relation til svogeren – også en forsker, som efter konens død får nok af det hele og slår sig ned i udlandet på et lille landbrug, hvor han gør sit bedste for at lukker verden ude. Det bliver ham, der fortæller Ditlev sandheden om hans fødsel og opvækst. Derfor er samme Ditlev med færgen til øen på vej til entreprenøren. Også Irina er på vej til huset med søjlerne på øens spids for at fortælle kongen en sandhed eller to, som han absolut ikke vil bryde sig om at høre.
Ej heller forskeren kommer for det gode eller for bare at hilse på.

TIL SIDST FÅR VI FORKLARINGEN
Til sidst kædes alle bogens begivenheder og personer sammen, og så får vi opklaret mysteriet om

Køb bogen, når du alligevel skal handle i den lille vejbod ved Brandbygegaard

fundet af det lille kranium i gylletanken, og vi får forklaringen på, hvorfor vi på færgen skal møde den frustrerede forsker og den tandløse kvinde fra Østeuropa.
I forlagets egen omtale står, at bogen også ”udgør et tankevækkende festfyrværkeri af sidebenskommentarer, samt indfald og udfald, der ikke lader meget skævt i vores samfund frikøbt”. Og det er ikke løgn. Det kan ikke være anderledes, når forfatteren hedder Lone Vitus og bor på Brandbygegaard i Amstrup.

SKREVET FØR COVID 19
Romanen er skrevet før Covid 19 viste de grimme fangarme – og før den efterfølgende nedlukning af samfundet. Ellers havde Lone Vitus næppe givet ”Den sidste humanist” lige den slutning, som hun har valgt. Men på den anden side – så minder både romanens slutning og covid-19 os om, hvor sårbare vi er – og hvordan kræfter, som vi ikke har kontrol over, lynhurtigt kan vende op og ned på alt, påvirke vores liv – og vores død.
Da Lone Vitus i 2013 udsendte den første roman – ”Under landet” – skrev Weekendavisen: ”Vitus’ sproglige talent er ubestrideligt”. Det vil med garanti blive gentaget i omtalen af ”Den sidste humanist”. Køb bogen – og få forklaringen på dens titel.

Lone Vitus: Den sidste humanist. Det flydende forlag. Du kan købe bogen her