5. juni holder partier og organisationer møder over hele landet. Polikere kører fra sted til sted – fra talerstol til talerstol, Dannebrog blafrer, fadøl og kaffe skænkes op i plastickrus. Grundloven bliver fejret.
Vi fik den første i 1849, og i historiebøgerne hedder det, at den afskaffede enevælden til fordel for et demokrati. Men hvor demokratisk den var, kan nu diskuteres. For kun ca 15 procent af befolkningen havde stemmeret. Stemmeretten var nemlig forbeholdt mænd over 30 år med egen husholdning, og som ikke skyldte penge til fattigvæsenet.
De 7 F’er – som det hed I folkemunde – var udelukket fra at stemme: fruentimmere, fjolser, fallenter, folkehold (tyende), fattige, fremmede og forbrydere.
Vi skal helt frem til 1915, før grundloven gjorde “fruentimmere” og tyende til borgere i demokratiet. Men kun hvis de ikke skyldte I fattighjælp.
Fattighjælpen
Grundloven af 1849 gav for første gang mulighed for fattighjælp fra det offentlige, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Det hedder i paragraf 89:
”Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde”.
Og de forpligtelser, som “lovene herom paabyde”, var hårde. Fattighjælpen var kun et lån, og det skulle betales tilbage. Hvis en mand var på fattighjælp, havde han ikke borgerlige rettigheder – kunne ikke stemme, og kunne heller ikke gifte sig uden tilladelse. Og sådan var det, til hjælpen var betalt tilbage.
Fattigdommen blev opfattet som selvforskyldt. Og det skulle være absolut uværdigt at modtage den.
Og ikke alle mente, fattighjælpen overhovedet skulle ind I grundloven.
“Man føder dovenskaben”
“Hele folket gøres til fattiglemmer, der hverken kan føde eller klare sig selv…man føder dovenskaben, så flittigheden må sulte”.
Sådan sagde Nikolai Frederik Severin Grundtvig, der advarer mod at indføre fattighjælpen – hvor ringe den end var. Han var en af de 148 “grundlovsfædre”. Grundtvig mente, at fattige gamle og syge skulle kunne finde offentlige tilflugtssteder, hvor de kunne
modtage “dannelse”. Men der skulle absolut ikke indføres fattighjælp til folket. Heller ikke selvom den skulle betales tilbage og betød tab af borgerlige rettigheder.
Grundtvig er ellers berømmet for at understrege nødvendigheden af det folkelige fællesskab. Men hans folkelighedsbegreb inddrog ikke hovedparten af folket – de jordløse husmænd, land- og byarbejderne – som samtidig var samfundets fattigste. Ikke på noget tidspunkt foreslog han, at deres kår skulle forbedres.
Kun et par håndfulde af de 148 “grundlovsfædre” lyttede til Grundtvigs advarsler – og fattighjælpen blev indført.
Fattiggårdene
Fattigvæsenet kunne bestemme alt. Hvor folk skulle bo, om de kunne beholde deres børn, om de kunne gifte sig osv. Og over hele landet skød fattiggårdene op. Her kunne de fattige, der ikke kunne klare sig selv, bo og få mad – mod at arbejde. 400 fattiggårde blev det til på landsplan.
Også Ørting-Falling fik en fattiggård. Det var gården “Højlund” på Bilsbækvej 49. De fire længer er bygget i 1883. Da den dengang stråtækte gård var i offentlig eje, var den fattiggård med plads til 26 “lemmer”. Fattiggården blev nedlagt igen I 1910, og i dag bor der kun én familie på gården. I en kommende artikel vil Lokalposten fortælle om en af lemmerne.
Stadig i lovgivningen
Vi skal helt frem til folketingsvalget i 1953, før også folk på fattighjælp får retten til at stemme. Og frem til 1961, før reglen om tilladelse til at gifte sig blev helt afskaffet i lovgivningen.
Helt afskaffet er reglen om, at man ikke kan gifte sig med hvem man ønsker, ikke. Bliver man forelsket I en person fra et land uden for EU, kan man ikke gifte sig med vedkommende – eller få vedkommende til landet – hvis man har modtaget kontanthjælp i de seneste tre år. Og ganske vist forsvandt den sidste rest af muligheden for at man kan fratages valgretten, hvis man får offentlig hjælp, fra lovgivningen. Men ikke fra grundloven.
Der står stadig I paragraf 29, at “det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.”
Det er altså overladt til politikerne at bestemme, om ”fattighjælp” skal medføre tab af valgret. Det er næppe øverst på den politiske dagsorden. Men muligheden er der. Og fremtrædende ungdomspolitikere i VU og KU har da også været fremme med forslaget. Retfærdigvis skal det dog siges, at de såkaldte moderpartier øjeblikkeligt har skudt ideerne ned.
