I dag har vi kun ”Hjem Is” tilbage. Når klokken lyder, ved alle, at lige om lidt holder den blå bil i området, og vognens fryser er fyldt med is.
Men der var engang – i forrige århundrede – at landsbyer som Falling, Amstrup og Ålstrup fik besøg af bager, slagter, fiskemand og sodavandsmand mindst en gang om ugen. Mælkemanden kom hver dag. Ostemanden kom også, men ikke så hyppigt som de andre. De næringsdrivende, som de hed, pakkede hestevogn, varevogn eller cykler, og så tog de på landtur rundt til gårde og landsbyer. Kun brugser og købmænd modtog bestillingerne på forhånd, og så blev de pakkede varer bragt ud. Før alle havde telefon, blev lærlingen som regel sat på en cykel, og så hjulede han rundt og indsamlede ordrerne. Det var mest til gårdene, der også kunne købe foderstoffer. For i landsbyerne var der købmænd eller brugs.
SLUT PÅ MONOPOL
Før Grundloven af 1849 havde købstæderne monopol på handel og håndværk. Men – først som en løfteparagraf – og så i 1857 fik vi loven om næringsfrihed, og så kunne enhver slå sig ned som bager, købmand eller håndværker – selv i den mindste flække. Det satte gang i næringslivet, som det hed. Men det var altså ikke i alle landsbyer, der var f.eks. slagter og bager, men så rykkede de ud på landture fra Ørting og Gylling.
NYT FRA LILLEVERDEN
Når de handlende kom, kunne kvinderne vælge, hvad de ville købe.
”De kunne ikke alene købe ind”, fortæller Jørgen Elbæk, der var barn og ung i Falling fra 1939 til 1956, hvor han tog væk for at få uddannelse. ”De kunne også snakke med de andre kvinder, og høre nyt fra den omgivende lilleverden, når de stimlede sammen om den næringsdrivende, som sælgerne blev kaldt. På samme måde som når de kun købte et kvart pund kaffe – altså 125 gram – hos købmanden, da man efter besættelsen igen kunne få rigtig kaffe. Turen gav mulighed for både at høre og se nyt om livet i landsbyen”.
KASSER MED 100 PUND FISK
Slagter Larsen kom fra Gylling, bager Nissen fra Ørting og Sigfried Richardy kom cyklende fra Hou. Cyklen havde monteret to trækasser med låg og en foring af zink, og så kunne der ellers være 100 pund fisk i for- og bagkasse. Sigfried cyklede i 30 år – stoppede først ruten i 1965. Sommetider kom fiskemand nummer to. Han blev aldrig kaldt andet end ”Torsk Anders” – så navnet fortalte, hvilken fisk han solgte. Også en grønthandler fandt vej med en hestevogn. ”Persillegartneren” blev han kaldt.
SODAVAND FRA GYLLING
For børnene var det en fest, når vognen fra Gylling Bryggeri kom med sodavand – hvis deres forældre vel at mærke havde penge til at købe den slags unødvendig drikkelse. Bryggeriets vogne kom over hele området, og der var service – vognen kom til hvert hus, og kasser blev båret ind.
De tømte flasker blev byttet med fyldte, hvis indhold smagte af appelsin, abrikos, 
annanas, citron eller hindbær. Hvis man da ikke skulle have de lysegrønne, som uvist af hvilken grund blev kaldt sportsvand. Bryggeriet fik endda Cola, før det lukkede i 1970. Jul og påske var der hvidtøl med i vognen – med specielle labels. Til højtiderne blev sodavandenes label skiftet ud, så nu havde man ikke bare en appelsinvand – men en jule-appelsinvand.
Troels Møller Jørgensen, der som barn boede i ejendommen på hjørnet af Horsensvej og Mosevejen, husker, at sodavandsmanden kom hver anden uge, og så blev der købt 10 flasker sodavand, som han skulle dele med lillesøsteren.
ET ORGIE AF HINDBÆRSNITTER
Når bager Nissen fra Ørting kom, åbnede han døren til et orgie af brød og kager. Specielt hindbærsnitterne og honningkager husker mange.
Slagter Larsen kom fra Gylling – og med i vognen havde han skærebrædt og vægt. At en slagter kørte landtur, kan måske synes som spild af tid. Men det var kun på gårdene, man var selvforsynende med kød. Beboerne i landsbyernes huse måtte købe.
Sommetider kom ”Blinde Søren” gående fra Randlev med trækvognen fyldt med forskellige koste og børster, som han selv lavede. Begge dele kunne købes i Brugsen eller hos købmanden. Men de produkter var ikke håndlavede.
MALERIER PÅ AFBETALING
Og for at det ikke skal være løgn – malerier kunne også købes. Endda på afbetaling. En såkaldt kunsthandler kom fra Horsens med varebilen fyldt med malerier. ”Hjemme hos os var min mor begejstret for malerier, og lavede flere handler med Aage Jensen, som han hed”, fortæller Niels-Jørgen Simonsen. ”Pengene var små, så de fleste gange fik hun det på afbetaling. I små rater eller som naturalier. Aage Jensens børn fik f.eks. træsko fra mine forældres forretning”.
TREDJE GENERATION
Så sent som i 1989 blev der stadig kørt landture. Bageren i Gylling tog rundt til landsbyerne – Johanne Ehlert havde vognen fuld af brød og kager. Det husker Jette Forsberg. ”Hun kom en gang om ugen til Carsten Jensens planteskole, hvor vi var mange unge, der arbejdede i sommerferien. I den lille varevogn var lidt af hvert fra bagerdisken”.
Også slagteren i Gylling kørte ud med kød, pålæg og konserves. Det var på det tidspunkt 3. generation Larsen. Første generation kørte ud med hestevogn. Men det sang på sidste vers med leveringer fra Gylling Brugs. Det sluttede i juni 1989. Det var for dyrt sammenholdt med benzin og andre udgifter. Også en fiskehandler fra Odder kom rundt, men han opdagede også, at efterhånden var det også blevet svært at træffe folk hjemme. Kvinderne var på arbejde, og det ændrede også indkøbsvanerne. Men slagter Larsen fortsatte med landture, hvor der var frit valg fra varevognen, frem til 1992. Og til 1994 med bestilte varer.
I dag kan vi sidde hjemme og købe dagligvarerne på nettet – gå ind på hjemmesider, bestille varerne, vælge et tidspunkt – og betale. Så bliver det hele bragt til døren. Man behøver bare en netforbindelse og et dankort/visa.
Men klokken lyder stadig fra den blå bil mellem kl. 15 og 21 på hverdage, for så er folk hjemme. Og lyden af klokken fortæller, at nu er Hjem-Is klar til handel.
