KORT NYT

DET BLEV TIL 3.803 KM

Igen i år vandt Hund­slund lokal­dy­sten. På 2. plad­sen kom Sak­sild, som var med for før­ste gang i år. Gyl­ling snup­pe­de 3. plad­sen og Ørting-Fal­ling blev num­mer fire.

Alt i alt fik kon­kur­ren­cen bor­ge­re i de fire lands­by­er til at løbe, gå og cyk­le 3.803 km.

PROGRAMMER FOR DEN NYE SÆSON

Liter­vis af kaf­fe, kort­spil, bræt­spil, fored­rag, udflug­ter, fæl­les­spis­ning….
Dan­ske Seni­o­rers og Tors­dags­klub­bens pro­gram­mer for den kom­men­de sæson rum­mer gode ople­vel­ser for områ­dets “grå guld”.
Beg­ge pro­gram­mer er nu lagt ind under Lokal­råd og for­e­nin­ger. Som sæd­van­ligt fore­går det i Sog­ne­hu­set på Bils­bæ­kvej i Ørting.

THEJSEN FORLADER FONDEN ØRTING

Dit­te-Marie Thej­sen for­la­der job­bet som vice­for­stan­der på Fon­den Ørting for at bli­ve skole­le­der på Åsko­len, frisko­len i Hør­ning. Hun har arbej­det på opholds­ste­det i mere end 10 år.
Åsko­len har 150 ele­ver fra 0. – 7. klas­se, og en af Thej­sens opga­ver bli­ver at arbej­de med en over­byg­ning. Hun er uddan­net lærer fra Den Frie Lærer­højsko­le. Uddan­nel­sen er spe­ci­elt mål­ret­tet frisko­ler, efter­sko­ler og højskoler.

LOKALRÅD

Hvis du vil vide, hvad Lokal­rå­det for Ørting-Fal­ling arbej­der med for tiden, kan du ori­en­te­re dig i de møde­re­fe­ra­ter, der er lagt ind under ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.
Her fin­der du alle refe­ra­ter fra i år – og også fra de sid­ste par år. Nåe­de du ikke gene­ral­for­sam­lin­gen, kan du sam­me sted fin­de beret­ning, refe­rat og regnskab.

LUK IKKE DE TRÆNGENDE IND

Hvis det rin­ger på døren og frem­me­de beder om lov til at bru­ge dit toilet, skal du ikke luk­ke de træn­gen­de ind. For når de går igen, mang­ler du fle­re gen­stan­de. Den ene er en kvinde.

Det har ældre bebo­e­re i Gyl­ling ople­vet, da de var ven­li­ge mod de frem­me­de. Ven­lig­he­den blev ikke gen­gældt. Så glem med­men­ne­ske­lig­he­den – luk og lås døren. Ring til din nabo eller en anden, hvis de bli­ver uden for.

GENERALFORSAMLING

Alle over 16 år, som bor fat i Ørting-Fal­ling Sog­ne, er med­lem­mer af Lokal­rå­det. Også selv om de hver­ken har udfyldt en blan­ket eller betalt kon­tin­gent, som ellers er det almin­de­li­ge, når man bli­ver med­lem af en for­e­ning.  De kan møde op til gene­ral­for­sam­lin­gen og stem­me. Det­te års gene­ral­for­sam­ling fin­der sted d. 29. marts kl. 19 – 21.30 hos Dine­sen i Fal­ling. Lokal­rå­det har eksi­ste­ret siden okto­ber 2014 og skal være områ­dets kon­takt til kom­mu­nal­be­sty­rel­se og for­valt­ning.  Hvis du vil se, hvad rådet arbej­der med, så find alle møde­re­fe­ra­ter på Lokal­po­sten under Lokal­råd og foreninger.

STØTTE TIL HANDELSPLADSEN

Der er luk­ket så meget som muligt for fry­se­re og køle­re på Han­dels­plad­sen, men alli­ge­vel koster elek­tri­ci­te­ten det hvi­de ud af øjne­ne.  Men Pan­de­ka­ge­bi­len og støt­te­bi­drag ind­brag­te på få timer 16.000 kro­ner – eller et beløb, der bety­der, at reg­nin­gen fra elek­tri­ci­tets­sel­ska­bet for en måneds for­brug, kan beta­les. Pan­de­ka­ge­bi­len done­re­de pen­ge­ne fra to timers salg ved Han­dels­plad­sen, og lands­by­ens bebo­e­re bak­ke­de op og spi­ste fyld­te pan­de­ka­ger til aftens­mad. Den sam­me hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.

PANDEKAGEBILEN STØTTER LOKALE

Den 9. decem­ber mel­lem kl. 16 og 18 kan man købe pan­de­ka­ger med fyld ved Han­dels­plad­sen i Ørting. Pen­ge­ne fra sal­get går ube­skå­ret til hjælp til at beta­le el-reg­­nin­­gen. I går var Pan­de­ka­ge­bi­len ved Gyl­ling-Brugs­­en – også for at give et til­skud til de sti­gen­de udgifter. 

Valg flyt­ter sang til kirken

Stem­me­bok­se og valg­til­for­ord­ne­de ryk­ker 1. novem­ber ind i Sog­ne­hu­set og fortræn­ger den sang­grup­pe, som ple­jer at mødes der før­ste tirs­dag i måne­den. Men grup­pen kan sta­dig mødes, for kir­ken er reser­ve­ret til dem. Kaf­fen skal sta­dig tages med hjemmefra.

BRUGSEN ER NU ÅBEN KL. 8 – 18

Fra i mor­gen – 1. okto­ber – ændrer Gyl­ling-Brugs­­en åbning­sti­den. Den åbner kl. 8 og luk­ker kl. 18. Der er skå­ret en halv time om mor­ge­nen og en time om afte­nen, og er en kon­se­kvens af, at elek­tri­ci­te­ten koster det hvi­de ud af øjne­ne. De nye tider bety­der, at ingen med­ar­bej­de­re bli­ver fyret.

FDF Ørting-Fal­ling kan fortsætte

Syv voks­ne har meldt sig til at gå ind som fri­vil­li­ge i FDF-arbej­­det. Og det bety­der, at kred­sen kan fort­sæt­te. Ikke kun børn fra det­te områ­de er med i den loka­le FDF-kreds. Også børn fra Gyl­ling del­ta­ger.
De kan nu alle mødes igen 1. sep­tem­ber kl. 18.30 ved spej­der­hyt­ten på Tof­ten i Ørting.

Mari­an­ne Lyst stopper

Sog­ne­præst Mari­an­ne Lyst har valgt at gå på pen­sion ved års­skif­tet. Inden da har hun ferie, der skal afvik­les, så hen­des afskeds­gud­stje­ne­ster bli­ver holdt 27. novem­ber. Det er i Gyl­ling Kir­ke kl. 9.30, og kl. 10.30 på Alrø.

Pas på kanterne

Cykel­stien mel­lem Ørting og Odder har nu fået et lag asfalt, der har dæk­ket de rev­ner, der for­år­sa­ge­de en del uheld. Den smal­le cykel­sti har der­for nu fået kan­ter, der kan være far­li­ge, hvis cyk­li­ster også lader Tour de Fran­­ce-febe­ren sni­ge sig ind på turen til arbej­de og over­ha­ler. Så pas på.

CYKELSTIERNE SKAL FORBEDRES

”Det kom­mer på i løbet af for­å­ret – i hvert fald inden som­mer­fe­ri­en”.
”Det” er et nyt slid­lag på cykel­sti­er­ne mel­lem Ørting og Odder. Og løf­tet om for­bed­ring af cykel­stien er givet af for­man­den for Kli­­ma- og Pla­n­ud­val­get, Kre­sten Bjer­re i Hor­sens Fol­ke­blad 21. janu­ar. Cyk­li­ster har i lang tid kla­get over de dår­li­ge for­hold, der har bety­det, at man­ge er væltet.

KAFFEN SERVERESKIRKEN

Så meget er aflyst eller udskudt. Men ikke mor­gensan­gen i kir­ken. Den bli­ver gen­nem­ført 13. janu­ar kl. 9.30 som plan­lagt. Ene­ste ændring er, at der ikke bag­ef­ter er mor­genkaf­fe i Sog­ne­hu­set. Kaf­fen bli­ver den­ne gang ser­ve­ret i kir­ken. Virus-reg­­ler­­ne bli­ver over­holdt, så det er trygt at deltage. 

Frø­ke­nen på Aakær” sky­e­de offent­lig­hed – men ikke mennesker

Hun var bar­ne­barn af den hvi­de ele­fant – ØK’s grund­læg­ger H.N. Ander­sen. Hun foto­gra­fe­re­de de tre små prin­ses­ser, som de blev kaldt engang – og i åre­ne fra 1942 til 1954 fulg­te hun altid lige efter kron­prin­ses­se – sene­re dron­ning – Ingrid, når hun

Ebba Busky-Neer­gaard som ung. Der fin­des ikke man­ge bil­le­der af hende

gæste­de de offi­ci­el­le arrangementer.
Om hen­de har Dan­marks dron­ning, Mar­gret­he d. II som barn sagt, at hun i foto­gra­fi­er­ne “altid ser og viser det smukke”.
Men det end­te alt andet end smukt omkring hen­de – den tid­li­ge­re ejer af Dan­marks 3. stør­ste gods, Aakjær. Alt var i for­fald. Mar­ker­ne lå brak, og sko­ven var vildt-vok­sen­de. Ebba Lou­i­se Maria Chre­sten­ce Busky-Neer­gaard – eller “frø­ke­nen på Aakjær”, som ældre men­ne­sker i lands­by­er­ne omkring god­set kald­te hen­de – trak sig til­ba­ge. Luk­ke­de sig inde med man­ge bøger og de kat­te, hun holdt så meget af – for­søg­te at skær­me sig mod omver­de­nen med “adgang forbudt”-skilte.
Når lokal­be­folk­nin­gen mød­te den engang så velklæd­te kvin­de på ind­køb i Odder eller i en af lands­by­er­ne omkring god­set, var hun iført sto­re gum­mi­støv­ler, lang frak­ke og skind­hue med øreklapper.
Histo­ri­er­ne om hen­de var og er man­ge. Og som alle van­dre­hi­sto­ri­er er der ble­vet lagt fle­re lag på dem, efter­som de er ble­vet gen­ta­get. Jo min­dre kon­takt folk har haft med hen­de – jo mere far­ve­ri­ge histo­ri­er kan de fortælle.
Men kun få kend­te men­ne­sket Ebba Neergaard.

DEN HVIDE ELEFANT

Hun vok­se­de op på Tirs­bæk gods, som “den hvi­de ele­fant” hav­de købt til hen­des for­æl­dre i bryllupsgave

Hun blev født 24. juni 1916 på god­set Tirs­bæk ved Vej­le. Dat­ter af Astrid Elisa­beth Ander­sen – kal­det Adda – og Fro­de Busky-Neer­gaard. Adda var dat­ter af H.N.Andersen, ØK’s grund­læg­ger – også kal­det “den hvi­de ele­fant”. Og det bar – og bærer – ste­det sta­dig præg af. På god­sets hjem­mesi­de står: “Adda Ander­sen er født og opvok­set i Siam (Thailand), hvor­fra man­ge af antik­vi­te­ter­ne i slot­tets stu­er stam­mer. H.N. Ander­sen blev kaldt ”den hvi­de ele­fant”.  Der fin­des overalt i huset sym­bo­ler og figu­rer, der hen­ty­der hertil”
Og det var da også ham, der køb­te Tirs­bæk som bryl­lups­ga­ve til dat­te­ren og svi­ger­søn­nen, Fro­de Busky-Neer­gaard, der kom fra Åkær gods. Om Adda hed det sig i føl­ge histo­ri­e­pro­fes­sor Ole Lan­ge, der har skre­vet en meget gen­ne­m­ar­bej­det og rost bog om ØK, at “den gam­le ØK-stif­ter H.N. Ander­sen fra begyn­del­sen døm­te sine to søn­ner ude i for­hold til at over­ta­ge virk­som­he­den og gav dem hver et gods i Jyl­land som kom­pen­sa­tion – på afstand af ØKs hoved­sæ­de i Køben­havn. Den ene­ste, han hav­de lidt fidus til, var dat­te­ren Adda, men det var at gå for vidt den­gang at over­la­de virk­som­he­den til en pige, så hun fik også et gods”.
Da den lil­le Ebba blev født i 1916, var det som num­mer to barn – og pige – i fami­li­en. For­æl­dre­ne hav­de alle­re­de Lil­lie Kat­hri­ne Elisa­beth Busky-Neer­gaard, født 28. decem­ber 1911.
Ebba fik det lan­ge navn Ebba Lou­i­se Maria Chre­sten­ce Bryske Busky Neer­gaard. “Bryske” var efter hen­des far’s fami­lie på god­set Kat­holm ved Grenå, for­kla­re­de hen­des mor i en avis­ar­ti­kel. Det frem­går dog af kir­ke­bo­gen for Engum sogn, hvor hun var døbt, at hun selv slet­te­de nav­net i 1967, da hen­des far døde.
Ebba vok­se­de op på Tirs­bæk gods, og var meget knyt­tet til ste­det og også til for­æl­dre­ne. Og det var Tirs­bæk, hun helst vil­le have haft – ikke Aakær, som hav­de været i hen­des fars fami­lies eje siden 1857. Men Tirs­bæk blev over­dra­get til hen­des søsters familie.

TO FOTOBØGER OM PRINSESSERNE

De to prin­ses­sebø­ger blev over­sat til engelsk

Ebba Neer­gaard blev uddan­net som foto­graf, og fik sven­de­brev som 23-årig. Mens hun var i kon­ge­hu­set, foto­gra­fe­re­de hun prin­ses­ser­ne, og det kom der to bøger ud af: “Tre små prin­ses­ser” og “Tre dan­ske prin­ses­ser” – de blev også udsendt på engelsk.
Den gam­le kon­ge og dron­ning, Chri­sti­an d. X og dron­ning Ale­xan­dri­ne, kom i hen­des hjem. Det gjor­de den davæ­ren­de kron­prins Fre­de­rik også. Så det var der­for ingen over­ra­skel­se, at hun i 1942 blev bedt om at være hof­da­me for kron­prin­ses­se Ingrid.
Det var under besæt­tel­sen, og ingen var I tvivl om, hvad Ebba Neer­gaard men­te om nazi­ster­ne. Og at de over­ho­ve­det ikke skul­le kom­me i vej­en for at hun kun­ne pas­se sit arbej­de, fik den tyske bykom­man­dant i Vej­le klar besked om, da der I for­bin­del­se med und­ta­gel­ses­til­stan­den var opstil­let vejspærringer.

BYKOMMANDANTENS MØDE MED NEERGAARD

Bykom­man­dan­tens erindinger

Fri­e­de­rich K. Bie­hl var under besæt­tel­sen udsta­tio­ne­ret som bykom­man­dant i Vej­le – et hverv, han søg­te at røg­te I sam­ar­bejds­po­li­tik­kens ånd, og så han moralsk “kun­ne se mig selv I øjne­ne”, som han skri­ver i sine erin­drin­ger. Her beskri­ver han også mødet med Ebba Neergaard:
“Om for­mid­da­gen d. 29. Anmo­de­de vor post ved afspær­rin­gen ved Skyt­te­hu­set tele­fo­nisk om min afgø­rel­se ved­rø­ren­de rej­se­hjem­mel til en ung dame, som med sin bil var ble­vet stand­s­et der, og ube­tin­get for­lang­te at køre vide­re til Køben­havn. Jeg gav posten det svar, at den unge dame med sin vogn kun­ne pas­se­re afspær­rin­gen og ind­fin­de sig på kon­to­ret. Borg­me­ster N.P. Jen­sen, som til­fæl­dig­vis opholdt sig hos mig, sag­de til mig, idet han smi­le­de polisk, at det kun­ne kun være dat­te­ren af eje­ren af Tirs­bæk slot. Lidt efter trå­d­te en ele­gant klædt dame højst ophid­set ind på mit kon­tor uden at vær­di­ge de til­ste­de­væ­ren­de her­rer et blik og uden at præ­sen­te­re sig og idet hun demon­stra­tivt igno­re­re­de min frem­strak­te hånd, kræ­ve­de hun en pas­ser­sed­del for at kun­ne køre vide­re til Køben­havn, da hun I sin egen­skab af hof­da­me var kaldt tilbage”.
Hun fik pas­ser­sed­len – med alle vær­ne­mag­tens stemp­ler, så hun kun­ne pas­se­re alle vejspær­rin­ger til København.

BESÆTTELSEN
Der har været megen tale om Ebba Neer­gaards rol­le under besæt­tel­sen. F.eks. skrev præ­sten Han­ne Marie Houkjær i fød­sels­dags-portræt­tet, da hun blev 90 år:
”Fle­re gan­ge sat­te hun livet på spil. I det hele taget gjor­de kri­gen et stærkt ind­tryk på hen­de. Trods angst og ensom­hed har hun kæm­pet for dét, der var vig­tigt for hen­de og for dem, hun hav­de kær, om det så skul­le koste hen­de livet”.
Histo­ri­en er også, at hun var bud­brin­ger for Mogens Fog, som var en del af Fri­heds­rå­det, der blev dan­net i okto­ber 1943.
Det kan være rig­tigt, men det kan ikke doku­men­te­res ved hjælp af arki­ver, at hun var invol­ve­ret i mod­stands­be­væ­gel­sen. Der­i­mod kan det doku­men­te­res, at Ebba Neer­gaard under besæt­tel­sen hav­de god viden om mod­stands­be­væ­gel­sen. Hun var tæt på kron­prin­ses­se Ingrid – de beva­re­de kon­tak­ten hele livet. Og den medi­cin­stu­de­ren­de Sten Mad­sen, var en af kron­prin­ses­par­rets gode ven­ner. Han var bud­brin­ger for Mogens Fog – den, der sik­re­de at beske­der­ne kom til de ret­te per­so­ner – og han var også fri­heds­rå­dets kon­takt­per­son til kon­ge­hu­set. På et tids­punkt måt­te han gå under jor­den. Sten Mad­sen for­blev en god ven, og var læge for Dron­ning Ingrid lige til det sidste.
Ebba Neer­gaard benæg­te­de selv hele livet, at hun hav­de haft noget at gøre med mod­stands­be­væ­gel­sen. Men det behø­ver ikke at bety­de, at hun ikke var invol­ve­ret på den ene eller den anden måde. Man­ge holdt deres mund luk­ket i meget lang tid. Spe­ci­elt dem, der var med tid­ligt. Sten Mad­sen snak­ke­de hel­ler ikke om sin egen rol­le før han var fyldt 90 år.

KRIGSBØRN  AAKÆR

Fran­ske børn ankom­mer til Dan­mark på “rekre­a­tion”

Før 2. Ver­denskrigs afslut­ning tog en grup­pe ini­ti­a­tiv til at dan­ne orga­ni­sa­tio­nen Red Bar­net, for­di – som der står i ”Red Bar­nets Histo­rie – en for­tæl­ling om 60 års arbej­de og udvik­ling” – man i Dan­mark var opmærk­som på, at der vil­le opstå et stort behov for nød­hjælp i Euro­pa, når Nazi­tys­kland var besej­ret. Lige efter besæt­tel­sens ophør, var orga­ni­sa­tio­nen en rea­li­tet, og kron­prin­ses­se Ingrid blev pro­tek­tor. Og det blev hun ved med at være hele livet.
Orga­ni­sa­tio­nen ind­sam­le­de pen­ge, så den kun­ne udde­le mad til børn i det krigs­hær­ge­de Euro­pa. Men også så nog­le af dem kun­ne kom­me – som det hed – på rekre­a­tion i Dan­mark. Det var børn fra Frank­rig, Hol­land og Norge.
Nog­le af dis­se ”krigs­børn” kom til Aakær, der i 1923 var over­ta­get af Ebba Neer­gaards far, Fro­de Busky-Neer­gaard. Det er i dag glemt af de fle­ste. Men det er nævnt i bogen ”Her­re­gårds­liv – Tjenerskabet”.
Her fin­des et kapi­tel om en af de man­ge ”hus­hold­nings­e­le­ver” på god­set – Ane Marie Niel­sen. Hun var der, da Ebba Neer­gaards far­far hav­de god­set, og hun kom til­ba­ge lige efter besæt­tel­sen. Hun skriver:
”Anled­nin­gen til min til­ste­de­væ­rel­se var, at afdø­de hofjæ­ger­me­ster Neer­gaards søn­nedat­ter Ebba Neer­gaard, som den­gang var kron­prin­ses­se Ingrids hof­da­me, gæst­frit hav­de åbnet døren for krigs­ram­te børn fra Frank­rig, Bel­gi­en og Nor­ge. Jeg var hjem­me for at ple­je min syge far, og hav­de lyst til at hjæl­pe dernede…”.
Den nu 92-åri­ge Sig­fred Peder­sen var ansat på Aakær den­gang, og husker udmær­ket børnene.

RØD FRAKKE OG KRONEBIL
Ebba Neer­gaard var enga­ge­ret i Red Bar­net i man­ge år. Fra 1961 til 1964 var hun også i orga­ni­sa­tio­nens Landskomite’.
I 1948 ind­vie­de hun ale­ne Dron­ning Ingrids Rekre­a­tions­hjem for småbørn – betalt af Dansk-Ame­ri­ka­ne­re som ”tak til deres gam­le fæd­re­land”, som over­skrif­ten lød i avi­sen Vil­la­by­er­ne. Bene­di­cte var ble­vet syg, så Ingrid måt­te mel­de afbud:
”Føl­ge­lig kom hof­da­me Ebba Neer­gaard ale­ne i den kon­ge­li­ge Vogn, men da Vog­nen var for­sy­net med Kro­ne og Hof­da­men var i rød Frak­ke med blå Tylls­hat, fandt bør­ne­ne, at hun var næsten lige saa fin som Dron­nin­gen”, skrev Villabyerne.
Hun tog sta­dig foto­gra­fi­er, men lær­te også at opta­ge og klip­pe film. Det kom der ”Fire slot­te og tre prin­ses­ser” ud af. Fil­men blev et til­løbs­styk­ke. Dens over­skud foræ­re­de hun til Red Barnet.

 

Dron­ning Ingrid på et af man­ge besøg på Aakær. Ebba Neer­gaard står ved siden af hende

HENDES FARVEL TIL HOFFET OG ALLE RYGTERNE
I 1954 for­lod hun hof­fet. For­melt på grund af dår­ligt hel­bred. Det ske­te meget brat, og slad­de­ren og ryg­ter­ne om årsa­gen har stå­et i kø. Fra hun var forel­sket i en offi­cér, hun ikke kun­ne få, til hun ven­te­de barn med kong Fre­de­rik. Det sid­ste er et

Dron­ning Ingrid var om nogen kon-ge-lig og holdt på formerne

ved­hol­den­de ryg­te, der den dag i dag cyk­ler rundt i vores områ­de. Og det under­byg­ges med, at kon­gen kom på Aakær, da hun boe­de der.
Hvis hun vir­ke­lig var gravid med kon­gens barn, vil­le Dron­ning Ingrid næp­pe have beva­ret den livslan­ge kon­takt med Ebba Neer­gaard. Man­ge avis- og TV-portræt­ter blev lavet af det gam­le dron­ning. Og af dem alle frem­går, at hun om nogen i fami­li­en var kon-ge-lig og holdt på for­mer­ne. Hen­des bror har f.eks for­talt, at hun ikke hil­ste på ham, da hun som ung mød­te ham i Can­nes. Årsag: Han hav­de gif­tet sig borgerligt.
Hun vil­le med stor sand­syn­lig­hed ikke have sat sine ben på Aakær, hvis der hav­de været noget om snak­ken. Ej hel­le­re gen­nem bre­ve have opret­holdt kon­tak­ten med den tid­li­ge­re hof­da­me. På Aakær blev holdt man­ge jagt­mid­da­ge, og kon­gen delt­og i dem, så vel kom han da på god­set. Men det gjor­de man­ge andre også.
Og Ama­li­en­borgs Ordens­hi­sti­o­graf skri­ver i en mail til Lokal­po­sten: ”Ebba Lou­i­se Maria Chre­sten­ce Busky Neer­gaard modt­og bl.a. Dron­ning Ingrids Min­de­me­dal­je og Fre­de­rik IX’s Mindetegn”.
Hav­de der været noget som helst om snak­ken, vil­le hun næp­pe hav­de fået hver­ken min­de­tegn eller medal­je – med ret­ten til at bære dem.
Sten Hen­rik­sen, der tog sig af hen­des ple­je de sid­ste år af hen­des liv, da hun var alle mest svag. Han siger: “Ebba Neer­gaard har ikke født et barn”.

ET BILUHELDGRÅSTEN
Jør­gen Elbæk, som i man­ge år boe­de i Fal­ling, har en anden – og mere sand­syn­lig forklaring:
”Det hand­le­de om et bil­uheld i Grå­sten. Sam­men med en offi­cer fra gar­der­ne end­te hun en som­mer­nat i hen­des MG cabri­o­let i en bor­ger­lig have, i beru­set til­stand, efter at være kørt af  vej­en og gen­nem  en hæk. De hav­de en champag­ne­fla­ske fra den kgl. kæl­der imel­lem sig”, siger Elbæk.
En gam­mel sko­le­kam­me­rat for­tal­te ham histo­ri­en. Kam­me­ra­tens far var sko­vrid­der på Aakær og arbej­de­de meget nært sam­men med Fro­de Busky-Neer­gaard. I avis­portræt­ter af Kam­mer­her­ren frem­går f.eks, at der blev ikke fæl­det et træ i Aakær-sko­ve­ne eller omkring Tirs­bæk, hvis han ikke hav­de sagt god for det. Fami­li­en boe­de i Vest­fløj­en af hoved­byg­nin­gen. Kam­mer­her­ren benyt­te­de midt­fløj­en, når han én gang om ugen kom på Aakær, og han kom tit ind til skovridder-familien.
Det var i 1954, og der var andre nor­mer end i dag. Og de to repræ­sen­te­re­de kon­ge­hu­set. Nor­mer ryk­ker sig over tid. I 1991 blev kron­pris Fre­de­rik f.eks. stop­pet af poli­ti­et nytår­s­af­ten – hans kære­ste hav­de sid­det ved rat­tet, og bilen var hop­pet et par meter, da hun star­te­de den for at luk­ke op for var­men. Deres alko­hol­pro­cen­ter var over det til­lad­te. I medi­er­ne blev det kaldt en skan­da­le, og det blev dis­ku­te­ret, om Fre­de­rik over­ho­ve­det var egnet til at være kron­prins og med tiden kon­ge. For­ar­gel­sen vil­le i dag have været den sam­me. Men epi­so­den vil­le næp­pe have givet anled­ning til dis­kus­sion om, hvor­vidt en Fre­de­rik på 23 år over­ho­ve­det kun­ne føl­ge efter Mar­gret­he, eller om hans bror var bed­re egnet.
I 1954 kun­ne man bestemt ikke repræ­sen­te­re kon­ge­hu­set, hvis man i beru­set til­stand hav­de kørt gen­nem en hæk og ind i en pri­vat have. Og da slet ikke med en syn­lig champag­ne­fla­ske lånt i kon­gens kælder.

LANDBRUGSSKOLEOG FORPAGTER  AAKÆR
Da hun var stop­pet som hof­da­me, tog hun til Afri­ka et halvt år. Da hun kom til­ba­ge til Dan­mark, til­bød Nor­disk Film hen­de arbej­de som foto­graf. Men hun tak­ke­de nej og tog på Lyng­by Land­brugs­sko­le for så at bli­ve for­pag­ter på Aakær.
Som der stod i Jyl­lands-Posten i en arti­kel 21. Marts 1993:
”Hun påbe­gynd­te straks en gen­nem­gri­ben­de istand­s­æt­tel­se og restau­re­ring af god­set. Hun sæt­ter dyr i stal­de­ne og ansæt­ter folk. Aakær er ved at ven­de til­ba­ge til tid­li­ge­re tiders storhed”.
For børn af de ansat­te på god­set holdt hun jule­fe­ster, fastelavn og jagt på påske­æg i haven.
Fle­re kan som voks­ne huske, at de har druk­ket kakao og spist slik og bol­ler, og at der var et stort juletræ.

KAMMERHERREN DØR
Aakær var et møn­ster­brug. Ebba Neer­gaard hav­de sine menin­ger. Og man­ge tid­li­ge­re ansat­te kan for­tæl­le, at hun kun­ne være stejl.

Fro­de Busky-Neer­gaard – til ven­stre – dør i 1967

Men i 1967 dør kam­mer­her­re Fro­de Busky-Neer­gaard, og det var et hårdt slag for hen­de. Året efter køber hun Aakær for 7.308.000 kro­ner af Adda Neergaard.
Hun var nu ale­ne om ansva­ret for god­set. Og måske var det, hvad hun ikke mag­te­de. Utal­li­ge er histo­ri­er­ne om, hvor­dan hun blev uven­ner med for­val­te­re og andre, som gik deres vej.
Men i hele hen­des opdra­gel­se lå, at eje­ren skul­le have det sto­re over­blik. Være den, der bestem­te. Uden sam­men­lig­ning iøvrigt – en meget ung Dr. Eliza­beth siger i Net­flix’s roste “The Crown”: “Jeg er klar over, at jeg er omgi­vet af men­ne­sker, der føler, de kun­ne gøre job­bet bed­re. Men i med­gang og mod­gang – kro­nen er endt på mit hoved. Og jeg siger…”.
Hen­des mor, Adda Neer­gaard, sag­de i et avis-inter­view, da hun fyld­te 85 år:
”Mine for­æl­dre sat­te arbej­det og plig­ten højt. Vi blev opdra­get til at være opmærk­som­me, hjælp­som­me og tro­fa­ste mod dem, vi hav­de ansva­ret for og som viste os venlighed”.
Der er ingen tvivl om, at hun gav det vide­re til egne børn.
Og der er ikke tvivl om, at ”arbej­det og plig­ten” har hvilet tungt på Ebba Neer­gaard. Ikke at kun­ne mag­te opga­ven, har været et stort neder­lag for hen­de. Hun prø­ve­de i man­ge år, men til sidst gav hun op.

FORVENTNINGSPRESSET ELLER MIKKELSEN?
Slad­der-udga­ven af hen­des opgi­ven­hed var og er, at hun var forel­sket i for­val­ter Mik­kel­sen, som hel­le­re vil­le have køb­man­dens datter.
Det skul­le have været så slemt for hen­de, at hun blev ligeg­lad med alt. Histo­ri­en bli­ver også vide­re­bragt i Jens Sko­v­hus’ s bog ”Et diplo­ma­tisk mester­styk­ke”, hvor sam­me Mik­kel­sen vil­ligt lader sig inter­viewe. Dog mest om hvor for­fær­de­lig Ebba Neer­gaard var at arbej­de for. Sten Hen­rik­sen, som var det men­ne­ske hun i man­ge år var tæt­test på, og som hun var for­tro­lig med, afvi­ser Mik­kel­sen-histo­ri­en som “slud­der”.
Og med al respekt for Mik­kel­sen – det mest sand­syn­li­ge er, at ste­det og rol­len som leder var vok­set hen­de over hove­d­et, og barn­dom­mens læring – arbej­det og plig­ten – har ikke gjort det let­te­re for hen­de. En almin­de­lig reak­tion på læn­ge­re tids stress er net­op opgi­ven­hed, viser alle undersøgelser.
Hun begynd­te at træk­ke sig til­ba­ge. Hun var mistroisk, sag­de folk – hun sto­le­de ikke på nogen. Det sid­ste var nu ikke rig­tigt. Mistroisk – måske. Men det er også en almin­de­lig reak­tion hos man­ge men­ne­sker, der ikke kan leve op til hver­ken egne eller omgi­vel­ser­nes krav. De begyn­der at for­tol­ke – og med tiden over­for­tol­ke – andres reak­tio­ner. Der­til kom­mer, som Sten Hen­rik­sen siger, at ”man­ge rent fak­tisk prø­ve­de at sny­de hen­de, for­di hun umid­del­bart kun­ne lig­ne et nemt offer. Men det var hun ikke, og det fik de at vide”.
Hun var para­noid, hed – og hed­der – det sig. Hun var sna­re­re ban­ge. Der var fle­re ind­brud på Aakær. Det mest omfat­ten­de var, da en last­bil kør­te op til hoved­byg­nin­gen og tøm­te den for antik­vi­te­ter og andet værdifuldt.
Maren Mar­kus­sen, som den­gang boe­de i Fal­ling, for­tæl­ler: ”Det ske­te fle­re gan­ge, at hun ban­ke­de på vores dør og spurg­te, om John vil­le tage med hen­de ned og låse op. Det var, når hun kom hjem og det var mørkt”.

DYRENE BETØD ALT
Hver­ken mar­ker eller skov blev pas­set som i ”gam­le dage”. Og der var en sag om dyre­mis­hand­ling. En hest på mar­ken hav­de fået betæn­del­se i kønsdelene.
Også et tegn på, at hun sim­pelt­hen ikke kun­ne over­se eller over­kom­me arbej­det. For alle, der var tæt på Ebba Neer­gaard, vid­ste hvor glad hun var for dyr. Hun vil­le ikke leje ud til jagt – ingen skul­le sky­de hen­des rådyr. Køer­ne stod ikke i båse, men kun­ne gå ud og ind, som de vil­le. Den gam­le går­de­jer, Chr. Lar­sen afvi­ste enhver snak om dyre­mis­hand­ling. I 1993, da den gam­le sag blev bragt op i de man­ge artik­ler, der blev skre­vet, da tvangs­auk­tio­nen tru­e­de, sag­de han til Ekstra Bla­det: ”Jeg har set hen­de gå ud til køer­ne kl. 5 om mor­ge­nen med en spand og vat, for­di der var en ko, som hav­de yver­be­tæn­del­se. Hun gik ind mel­lem dyre­flok­ke­ne, der var tyre og det hele i den sup­pe­das, de gjor­de hen­de ikke noget, de kend­te hende”.
Da hun done­re­de træ­et til Ørting Hal­len, var der én betin­gel­se: Når det blev hen­tet, skul­le last­bi­ler­ne køre en omvej, så de ikke for­styr­re­de sko­vens dyr.
”Jeg ken­der ingen, der var så glad for dyr, som hun var”, siger Sten Hen­rik­sen. ”Det var rig­tig synd for hen­de, at den sag ramte”.

VENSKABET MED VILLEFRANCE
”Vi blev opdra­get til at være opmærk­som­me, hjælp­som­me og tro­fa­ste mod dem, vi hav­de ansva­ret for og som viste os ven­lig­hed”, sag­de den 85-åri­ge Adda Neer­gaard i fød­sels­dags­portræt­tet i Vejle-avisen.
En af dem, der mær­ke­de, at det også var en regel for næste gene­ra­tion, var Anna Vil­le­fran­ce, der boe­de på Dam­gaar­den det meste af livet. Den hør­te under Aakær. (Læs om hen­de her) I mere end 50 år stod Anna Vil­le­fran­ce for hus­hold­ning og ser­ve­ring, når der var mid­da­ge på Åkær – og for det fik hun en kon­ge­lig fortjenst­me­dal­je, som hun var stolt af.
Ejer­ne af Åkær var med til hen­des run­de fød­sels­da­ge, hvor Anna under­holdt gæster­ne med de gam­le san­ge. Da hun blev 50, 70 og 80 år.

Anna Vil­le­fran­ce – de var ven­ner, men beg­ge holdt på formerne

Hun fik hver dag leve­ret mælk fra Åkær. Og det var Ebba Neer­gaard, der sør­ge­de for Annas ind­køb. Da Anna blev ældre, fik hun hver for­mid­dag besøg af ”Frø­ke­nen”.
Hun døde i en brand. Hen­des begra­vel­se blev arran­ge­ret og betalt af Ebba Neer­gaard – hun betal­te også den kon­ge­li­ge ope­ra­san­ger Min­na Nyhus, som sang ved begra­vel­sen. Nyhus hav­de til­bragt barn­dom og ung­dom i Odder.
Lige blev de aldrig – Anna sag­de altid De til hen­de. Men de var ven­ner. Den nat Dam­gaar­den brænd­te og Anna døde, kom Ebba Neer­gaard gåen­de de fem kilo­me­ter fra Aakær i sne­stormen. Og det var for Anna, den sort­klæd­te ”frø­ken” neje­de dybt ved kisten, da hun kom til hen­des begra­vel­se, og som i en nekro­log bl.a skrev: ”En stor per­son­lig­hed har for­ladt den­ne ver­den, et kær­ligt men­ne­ske vil bli­ve sav­net af ven­ner og familie”.
Anna var hen­des ven – og omvendt. Og det rak­te ud over – for igen at cite­re hen­des mor – ”at være opmærk­som­me, hjælp­som­me og tro­fa­ste mod dem, vi hav­de ansva­ret for og som viste os ven­lig­hed”. Men der­for kun­ne man alli­ge­vel hol­de på for­mer­ne. På sam­me måde som når Ebba Neer­gaard var ven med sko­vrid­de­rens kone og fulg­tes med hen­de til Fal­ling Kir­ke – men når de kom til våben­hu­set, skil­tes de. ”Frø­ke­nen på Aakær” gik om til nord­s­i­den og benyt­te­de god­sets egen ind­gang. Man hol­der på for­mer­ne – på sam­me måde var hun og Sten Hen­rik­sen De’s til det sidste.

DE SIDSTE ÅR GODSET
De sid­ste år god­set Aakær var I Ebba Neer­gaards eje, gav det stort set ingen pen­ge. Hun hav­de arvet nog­le ØK-aktier, men de blev min­dre og min­dre værd. Kre­dit­for­e­nin­gen hav­de pant i god­set, og i 1993 gik det ikke læn­ge­re. Tvangs­auk­tio­nen blev beram­met – før­ste gang blev den udsat. Anden gang blev den aflyst kort før den skul­le være gået igang. God­set var solgt til Johan Koed-Jør­gen­sen. En del af købs­af­ta­len var, at Ebba Neer­gaard kun­ne bli­ve boen­de i en fløj af hovedbygningen.
Det vare­de dog ikke læn­ge, før idyl­len var for­bi. Og hun måt­te have ret­tens ord for, at Koed kun måt­te kom­me ind i hen­des fløj én gang om året i sel­skab med hen­des advo­kat. Hun fik også ret­tens ord for, at hun hav­de hun ret til at fær­des i en radi­us på 25 meter på godset.
Hun faldt og bræk­ke­de hof­ten og kom aldrig til at gå igen, men næg­te­de at mod­ta­ge hjem­me­hjælp. Sten Hen­rik­sen, som hun hav­de stor til­lid til, blev ansat til at kom­me og hjæl­pe hende.
“Hun var et dej­ligt men­ne­ske”, siger han. “Hun hav­de humor, lune. Min fami­lie var også meget glad for hen­de. Når bør­ne­ne var med, fik de kager, hun hav­de put­tet mønt­er ind i. Hun var meget glad for børn – og de for hende”.
De to brug­te De og Deres, når de snak­ke­de sam­men. “Ja da, det gjor­de vi”, siger han. “Hun sag­de Hen­rik­sen – jeg sag­de frø­ken Neer­gaard. Sådan var det. Men det ændre­de ikke på den til­lid, der var mel­lem os. Hel­ler ikke på vores respekt for hinanden”. 

BEGRAVET FALLING KIRKEGÅRD
De sid­ste to år af livet boe­de hun i et hus på Hen­rik­sens gård. Det var også her hun døde 16. sep­tem­ber 2008 – 92 år gammel.
Hun blev begra­vet i stil­hed på Fal­ling kir­ke­gård, hvor også hen­des for­æl­dre er begra­vet. Kun nog­le få loka­le, der kend­te hen­de, delt­og sam­men med fami­li­en fra Tirs­bæk gods og Sten Hen­rik­sens familie.
Der var krans fra kongehuset.
Man­ge af hen­des efter­lad­te papi­rer er brændt. “Det bad hun mig om at gøre”, siger Sten Hen­rik­sen. “Så det gjor­de jeg selvfølgelig”.
I hen­des testa­men­te hav­de hun bestemt, at arven efter hen­de skul­le gå til Reha­bi­li­te­rings­cen­tret for Torturofre.
Ebba Busky-Neer­gaard var vel på man­ge måder excen­tri­ker, når man tager afsæt i, hvor­dan “excen­tri­ci­tet” defi­ne­res i ord­bo­gen: “En beteg­nel­se for opfør­sel, påklæd­ning, være­må­de mv., som er sær, påfal­den­de, afvi­gen­de eller blot usæd­van­lig”. Og de men­ne­sker har det med at påkal­de sig slad­der i mæng­der, og bed­re blev det så i hen­des til­fæl­de ikke af, at hun også var godsejeren.
Men hun var også så meget mere.
Kun få lær­te men­ne­sket Ebba Busky-Neer­gaard at ken­de. De omta­ler hen­de som ven­lig, hjælp­som, tro­fast, belæst, klog og med god humo­ri­stisk sans og lune. Hun sky­e­de offent­lig­hed – men bestemt ikke men­ne­sker. Og slet ikke dem, som med hen­des mors ord “viste os ven­lig­hed”. De andre men­te hun vel ikke, hun skyld­te noget. Tværtimod.

 

 

KALENDER

NYE PROGRAMMER:

Pro­gram­mer­ne for akti­vi­te­ter i Dan­ske Seni­o­rer og i Tors­dags­klub­ben er lagt ind under “Lokal­råd og for­e­nin­ger”. Se et væld af akti­vi­te­ter som fored­rag, kort­spil, hyg­ge, fæl­les­spis­nin­ger og udflugter. 

FÆLLESSANGERNE

Fra tirs­dag d. 05. sep­tem­ber kl. 14 er der igen fæl­les­sang i Sog­ne­hu­set den før­ste tirs­dag i hver måned. Orga­nist Niels Peder sid­der ved kla­ve­ret, og Flem­m­ing Grove syn­ger for. Tag kaf­fe med


SPISEVENNER
mødes igen 19. marts kl. 12 i Ørting Hal­lens Café. Menu­en er fars­brød med ovns­teg­te kar­to­f­ler, brun sovs og salat. Pri­sen er som sæd­van­ligt 80 kr.

FORÅRSUDSTILLING
Dort­he Bent hol­der åbent på Den Gam­le Sta­tion 23. og 24. marts fra kl. 10 – 16 beg­ge dage. Der vil være mulig­hed for at se – og købe – bl.a. for­års- og påske­py­nt, male­ri­er, smyk­ker og små bronzefigurer.

MORGENSANG OG KAFFE

Mor­gensan­gen begyn­der i kir­ken 11. april kl. 09.30 og efter en halv times tid, er der kaf­fe og rundstyk­ker i sog­ne­hu­set. Alle fra Fjord­pa­sto­ra­tet kan være med. Og kni­ber det med at kom­me til Bils­bæ­kvej i Ørting, er det muligt at bestil­le gra­tis kir­ke­bil på tlf. 4848 4848. Det skal gøres halvan­den time før ønsket afgang. Hjem igen kører bilen også

LOPPEMARKEDHALLEN

Lør­dag d. 13. april vil fri­vil­li­ge ind­sam­le lop­per over hele områ­det til salg på Lop­pe­mar­ke­det i Ørting Hal­len 14. april kl. 12 – kl.15. Beg­ge dage er der brug for fle­re hjælpere. 

SPISEVENNER

På menu­en er fiske­filet med kar­to­f­ler, per­sil­lesovs og dam­pe­de grønt­sa­ger, når Spi­se­ven­ner mødes igen 16. april kl. 12 i Ørting Hal­lens Café.

ER DER KANDIS

Desvær­re – for dem, der kom for sent – er alle 500 bil­let­ter solgt. Men 1. juni hol­der Ørting Hal­lens Ven­ner og Land­bo Ung­dom halbal.