“Frøkenen på Aakær” skyede offentlighed – men ikke mennesker

Hun var barnebarn af den hvide elefant – ØK’s grundlægger H.N. Andersen. Hun fotograferede de tre små prinsesser, som de blev kaldt engang – og i årene fra 1942 til 1954 fulgte hun altid lige efter kronprinsesse – senere dronning – Ingrid, når hun

Ebba Busky-Neergaard som ung. Der findes ikke mange billeder af hende

gæstede de officielle arrangementer.
Om hende har Danmarks dronning, Margrethe d. II som barn sagt, at hun i fotografierne “altid ser og viser det smukke”.
Men det endte alt andet end smukt omkring hende – den tidligere ejer af Danmarks 3. største gods, Aakjær. Alt var i forfald. Markerne lå brak, og skoven var vildt-voksende. Ebba Louise Maria Chrestence Busky-Neergaard – eller “frøkenen på Aakjær”, som ældre mennesker i landsbyerne omkring godset kaldte hende – trak sig tilbage. Lukkede sig inde med mange bøger og de katte, hun holdt så meget af – forsøgte at skærme sig mod omverdenen med “adgang forbudt”-skilte.
Når lokalbefolkningen mødte den engang så velklædte kvinde på indkøb i Odder eller i en af landsbyerne omkring godset, var hun iført store gummistøvler, lang frakke og skindhue med øreklapper.
Historierne om hende var og er mange. Og som alle vandrehistorier er der blevet lagt flere lag på dem, eftersom de er blevet gentaget. Jo mindre kontakt folk har haft med hende – jo mere farverige historier kan de fortælle.
Men kun få kendte mennesket Ebba Neergaard.

DEN HVIDE ELEFANT

Hun voksede op på Tirsbæk gods, som “den hvide elefant” havde købt til hendes forældre i bryllupsgave

Hun blev født 24. juni 1916 på godset Tirsbæk ved Vejle. Datter af Astrid Elisabeth Andersen – kaldet Adda – og Frode Busky-Neergaard. Adda var datter af H.N.Andersen, ØK’s grundlægger – også kaldet “den hvide elefant”. Og det bar – og bærer – stedet stadig præg af. På godsets hjemmeside står: “Adda Andersen er født og opvokset i Siam (Thailand), hvorfra mange af antikviteterne i slottets stuer stammer. H.N. Andersen blev kaldt ”den hvide elefant”.  Der findes overalt i huset symboler og figurer, der hentyder hertil”
Og det var da også ham, der købte Tirsbæk som bryllupsgave til datteren og svigersønnen, Frode Busky-Neergaard, der kom fra Åkær gods. Om Adda hed det sig i følge historieprofessor Ole Lange, der har skrevet en meget gennemarbejdet og rost bog om ØK, at “den gamle ØK-stifter H.N. Andersen fra begyndelsen dømte sine to sønner ude i forhold til at overtage virksomheden og gav dem hver et gods i Jylland som kompensation – på afstand af ØKs hovedsæde i København. Den eneste, han havde lidt fidus til, var datteren Adda, men det var at gå for vidt dengang at overlade virksomheden til en pige, så hun fik også et gods“.
Da den lille Ebba blev født i 1916, var det som nummer to barn – og pige – i familien. Forældrene havde allerede Lillie Kathrine Elisabeth Busky-Neergaard, født 28. december 1911.
Ebba fik det lange navn Ebba Louise Maria Chrestence Bryske Busky Neergaard. “Bryske” var efter hendes far’s familie på godset Katholm ved Grenå, forklarede hendes mor i en avisartikel. Det fremgår dog af kirkebogen for Engum sogn, hvor hun var døbt, at hun selv slettede navnet i 1967, da hendes far døde.
Ebba voksede op på Tirsbæk gods, og var meget knyttet til stedet og også til forældrene. Og det var Tirsbæk, hun helst ville have haft – ikke Aakær, som havde været i hendes fars families eje siden 1857. Men Tirsbæk blev overdraget til hendes søsters familie.

TO FOTOBØGER OM PRINSESSERNE

De to prinsessebøger blev oversat til engelsk

Ebba Neergaard blev uddannet som fotograf, og fik svendebrev som 23-årig. Mens hun var i kongehuset, fotograferede hun prinsesserne, og det kom der to bøger ud af: “Tre små prinsesser” og “Tre danske prinsesser” – de blev også udsendt på engelsk.
Den gamle konge og dronning, Christian d. X og dronning Alexandrine, kom i hendes hjem. Det gjorde den daværende kronprins Frederik også. Så det var derfor ingen overraskelse, at hun i 1942 blev bedt om at være hofdame for kronprinsesse Ingrid.
Det var under besættelsen, og ingen var I tvivl om, hvad Ebba Neergaard mente om nazisterne. Og at de overhovedet ikke skulle komme i vejen for at hun kunne passe sit arbejde, fik den tyske bykommandant i Vejle klar besked om, da der I forbindelse med undtagelsestilstanden var opstillet vejspærringer.

BYKOMMANDANTENS MØDE MED NEERGAARD

Bykommandantens erindinger

Friederich K. Biehl var under besættelsen udstationeret som bykommandant i Vejle – et hverv, han søgte at røgte I samarbejdspolitikkens ånd, og så han moralsk “kunne se mig selv I øjnene”, som han skriver i sine erindringer. Her beskriver han også mødet med Ebba Neergaard:
“Om formiddagen d. 29. Anmodede vor post ved afspærringen ved Skyttehuset telefonisk om min afgørelse vedrørende rejsehjemmel til en ung dame, som med sin bil var blevet standset der, og ubetinget forlangte at køre videre til København. Jeg gav posten det svar, at den unge dame med sin vogn kunne passere afspærringen og indfinde sig på kontoret. Borgmester N.P. Jensen, som tilfældigvis opholdt sig hos mig, sagde til mig, idet han smilede polisk, at det kunne kun være datteren af ejeren af Tirsbæk slot. Lidt efter trådte en elegant klædt dame højst ophidset ind på mit kontor uden at værdige de tilstedeværende herrer et blik og uden at præsentere sig og idet hun demonstrativt ignorerede min fremstrakte hånd, krævede hun en passerseddel for at kunne køre videre til København, da hun I sin egenskab af hofdame var kaldt tilbage”.
Hun fik passersedlen – med alle værnemagtens stempler, så hun kunne passere alle vejspærringer til København.

BESÆTTELSEN
Der har været megen tale om Ebba Neergaards rolle under besættelsen. F.eks. skrev præsten Hanne Marie Houkjær i fødselsdags-portrættet, da hun blev 90 år:
”Flere gange satte hun livet på spil. I det hele taget gjorde krigen et stærkt indtryk på hende. Trods angst og ensomhed har hun kæmpet for dét, der var vigtigt for hende og for dem, hun havde kær, om det så skulle koste hende livet”.
Historien er også, at hun var budbringer for Mogens Fog, som var en del af Frihedsrådet, der blev dannet i oktober 1943.
Det kan være rigtigt, men det kan ikke dokumenteres ved hjælp af arkiver, at hun var involveret i modstandsbevægelsen. Derimod kan det dokumenteres, at Ebba Neergaard under besættelsen havde god viden om modstandsbevægelsen. Hun var tæt på kronprinsesse Ingrid – de bevarede kontakten hele livet. Og den medicinstuderende Sten Madsen, var en af kronprinsesparrets gode venner. Han var budbringer for Mogens Fog – den, der sikrede at beskederne kom til de rette personer – og han var også frihedsrådets kontaktperson til kongehuset. På et tidspunkt måtte han gå under jorden. Sten Madsen forblev en god ven, og var læge for Dronning Ingrid lige til det sidste.
Ebba Neergaard benægtede selv hele livet, at hun havde haft noget at gøre med modstandsbevægelsen. Men det behøver ikke at betyde, at hun ikke var involveret på den ene eller den anden måde. Mange holdt deres mund lukket i meget lang tid. Specielt dem, der var med tidligt. Sten Madsen snakkede heller ikke om sin egen rolle før han var fyldt 90 år.

KRIGSBØRN PÅ AAKÆR

Franske børn ankommer til Danmark på “rekreation”

Før 2. Verdenskrigs afslutning tog en gruppe initiativ til at danne organisationen Red Barnet, fordi – som der står i ”Red Barnets Historie – en fortælling om 60 års arbejde og udvikling” – man i Danmark var opmærksom på, at der ville opstå et stort behov for nødhjælp i Europa, når Nazityskland var besejret. Lige efter besættelsens ophør, var organisationen en realitet, og kronprinsesse Ingrid blev protektor. Og det blev hun ved med at være hele livet.
Organisationen indsamlede penge, så den kunne uddele mad til børn i det krigshærgede Europa. Men også så nogle af dem kunne komme – som det hed – på rekreation i Danmark. Det var børn fra Frankrig, Holland og Norge.
Nogle af disse ”krigsbørn” kom til Aakær, der i 1923 var overtaget af Ebba Neergaards far, Frode Busky-Neergaard. Det er i dag glemt af de fleste. Men det er nævnt i bogen ”Herregårdsliv – Tjenerskabet”.
Her findes et kapitel om en af de mange ”husholdningselever” på godset – Ane Marie Nielsen. Hun var der, da Ebba Neergaards farfar havde godset, og hun kom tilbage lige efter besættelsen. Hun skriver:
”Anledningen til min tilstedeværelse var, at afdøde hofjægermester Neergaards sønnedatter Ebba Neergaard, som dengang var kronprinsesse Ingrids hofdame, gæstfrit havde åbnet døren for krigsramte børn fra Frankrig, Belgien og Norge. Jeg var hjemme for at pleje min syge far, og havde lyst til at hjælpe dernede…”.
Den nu 92-årige Sigfred Pedersen var ansat på Aakær dengang, og husker udmærket børnene.

RØD FRAKKE OG KRONEBIL
Ebba Neergaard var engageret i Red Barnet i mange år. Fra 1961 til 1964 var hun også i organisationens Landskomite’.
I 1948 indviede hun alene Dronning Ingrids Rekreationshjem for småbørn – betalt af Dansk-Amerikanere som ”tak til deres gamle fædreland”, som overskriften lød i avisen Villabyerne. Benedicte var blevet syg, så Ingrid måtte melde afbud:
”Følgelig kom hofdame Ebba Neergaard alene i den kongelige Vogn, men da Vognen var forsynet med Krone og Hofdamen var i rød Frakke med blå Tyllshat, fandt børnene, at hun var næsten lige saa fin som Dronningen”, skrev Villabyerne.
Hun tog stadig fotografier, men lærte også at optage og klippe film. Det kom der ”Fire slotte og tre prinsesser” ud af. Filmen blev et tilløbsstykke. Dens overskud forærede hun til Red Barnet.

 

Dronning Ingrid på et af mange besøg på Aakær. Ebba Neergaard står ved siden af hende

HENDES FARVEL TIL HOFFET OG ALLE RYGTERNE
I 1954 forlod hun hoffet. Formelt på grund af dårligt helbred. Det skete meget brat, og sladderen og rygterne om årsagen har stået i kø. Fra hun var forelsket i en officér, hun ikke kunne få, til hun ventede barn med kong Frederik. Det sidste er et

Dronning Ingrid var om nogen kon-ge-lig og holdt på formerne

vedholdende rygte, der den dag i dag cykler rundt i vores område. Og det underbygges med, at kongen kom på Aakær, da hun boede der.
Hvis hun virkelig var gravid med kongens barn, ville Dronning Ingrid næppe have bevaret den livslange kontakt med Ebba Neergaard. Mange avis- og TV-portrætter blev lavet af det gamle dronning. Og af dem alle fremgår, at hun om nogen i familien var kon-ge-lig og holdt på formerne. Hendes bror har f.eks fortalt, at hun ikke hilste på ham, da hun som ung mødte ham i Cannes. Årsag: Han havde giftet sig borgerligt.
Hun ville med stor sandsynlighed ikke have sat sine ben på Aakær, hvis der havde været noget om snakken. Ej hellere gennem breve have opretholdt kontakten med den tidligere hofdame. På Aakær blev holdt mange jagtmiddage, og kongen deltog i dem, så vel kom han da på godset. Men det gjorde mange andre også.
Og Amalienborgs Ordenshistiograf skriver i en mail til Lokalposten: ”Ebba Louise Maria Chrestence Busky Neergaard modtog bl.a. Dronning Ingrids Mindemedalje og Frederik IX’s Mindetegn”.
Havde der været noget som helst om snakken, ville hun næppe havde fået hverken mindetegn eller medalje – med retten til at bære dem.
Sten Henriksen, der tog sig af hendes pleje de sidste år af hendes liv, da hun var alle mest svag. Han siger: “Ebba Neergaard har ikke født et barn”.

ET BILUHELD I GRÅSTEN
Jørgen Elbæk, som i mange år boede i Falling, har en anden – og mere sandsynlig forklaring:
”Det handlede om et biluheld i Gråsten. Sammen med en officer fra garderne endte hun en sommernat i hendes MG cabriolet i en borgerlig have, i beruset tilstand, efter at være kørt af  vejen og gennem  en hæk. De havde en champagneflaske fra den kgl. kælder imellem sig”, siger Elbæk.
En gammel skolekammerat fortalte ham historien. Kammeratens far var skovridder på Aakær og arbejdede meget nært sammen med Frode Busky-Neergaard. I avisportrætter af Kammerherren fremgår f.eks, at der blev ikke fældet et træ i Aakær-skovene eller omkring Tirsbæk, hvis han ikke havde sagt god for det. Familien boede i Vestfløjen af hovedbygningen. Kammerherren benyttede midtfløjen, når han én gang om ugen kom på Aakær, og han kom tit ind til skovridder-familien.
Det var i 1954, og der var andre normer end i dag. Og de to repræsenterede kongehuset. Normer rykker sig over tid. I 1991 blev kronpris Frederik f.eks. stoppet af politiet nytårsaften – hans kæreste havde siddet ved rattet, og bilen var hoppet et par meter, da hun startede den for at lukke op for varmen. Deres alkoholprocenter var over det tilladte. I medierne blev det kaldt en skandale, og det blev diskuteret, om Frederik overhovedet var egnet til at være kronprins og med tiden konge. Forargelsen ville i dag have været den samme. Men episoden ville næppe have givet anledning til diskussion om, hvorvidt en Frederik på 23 år overhovedet kunne følge efter Margrethe, eller om hans bror var bedre egnet.
I 1954 kunne man bestemt ikke repræsentere kongehuset, hvis man i beruset tilstand havde kørt gennem en hæk og ind i en privat have. Og da slet ikke med en synlig champagneflaske lånt i kongens kælder.

PÅ LANDBRUGSSKOLE – OG FORPAGTER PÅ AAKÆR
Da hun var stoppet som hofdame, tog hun til Afrika et halvt år. Da hun kom tilbage til Danmark, tilbød Nordisk Film hende arbejde som fotograf. Men hun takkede nej og tog på Lyngby Landbrugsskole for så at blive forpagter på Aakær.
Som der stod i Jyllands-Posten i en artikel 21. Marts 1993:
”Hun påbegyndte straks en gennemgribende istandsættelse og restaurering af godset. Hun sætter dyr i staldene og ansætter folk. Aakær er ved at vende tilbage til tidligere tiders storhed”.
For børn af de ansatte på godset holdt hun julefester, fastelavn og jagt på påskeæg i haven.
Flere kan som voksne huske, at de har drukket kakao og spist slik og boller, og at der var et stort juletræ.

KAMMERHERREN DØR
Aakær var et mønsterbrug. Ebba Neergaard havde sine meninger. Og mange tidligere ansatte kan fortælle, at hun kunne være stejl.

Frode Busky-Neergaard – til venstre – dør i 1967

Men i 1967 dør kammerherre Frode Busky-Neergaard, og det var et hårdt slag for hende. Året efter køber hun Aakær for 7.308.000 kroner af Adda Neergaard.
Hun var nu alene om ansvaret for godset. Og måske var det, hvad hun ikke magtede. Utallige er historierne om, hvordan hun blev uvenner med forvaltere og andre, som gik deres vej.
Men i hele hendes opdragelse lå, at ejeren skulle have det store overblik. Være den, der bestemte. Uden sammenligning iøvrigt – en meget ung Dr. Elizabeth siger i Netflix’s roste “The Crown”: “Jeg er klar over, at jeg er omgivet af mennesker, der føler, de kunne gøre jobbet bedre. Men i medgang og modgang – kronen er endt på mit hoved. Og jeg siger…”.
Hendes mor, Adda Neergaard, sagde i et avis-interview, da hun fyldte 85 år:
”Mine forældre satte arbejdet og pligten højt. Vi blev opdraget til at være opmærksomme, hjælpsomme og trofaste mod dem, vi havde ansvaret for og som viste os venlighed”.
Der er ingen tvivl om, at hun gav det videre til egne børn.
Og der er ikke tvivl om, at ”arbejdet og pligten” har hvilet tungt på Ebba Neergaard. Ikke at kunne magte opgaven, har været et stort nederlag for hende. Hun prøvede i mange år, men til sidst gav hun op.

FORVENTNINGSPRESSET ELLER MIKKELSEN?
Sladder-udgaven af hendes opgivenhed var og er, at hun var forelsket i forvalter Mikkelsen, som hellere ville have købmandens datter.
Det skulle have været så slemt for hende, at hun blev ligeglad med alt. Historien bliver også viderebragt i Jens Skovhus’ s bog ”Et diplomatisk mesterstykke”, hvor samme Mikkelsen villigt lader sig interviewe. Dog mest om hvor forfærdelig Ebba Neergaard var at arbejde for. Sten Henriksen, som var det menneske hun i mange år var tættest på, og som hun var fortrolig med, afviser Mikkelsen-historien som “sludder”.
Og med al respekt for Mikkelsen – det mest sandsynlige er, at stedet og rollen som leder var vokset hende over hovedet, og barndommens læring – arbejdet og pligten – har ikke gjort det lettere for hende. En almindelig reaktion på længere tids stress er netop opgivenhed, viser alle undersøgelser.
Hun begyndte at trække sig tilbage. Hun var mistroisk, sagde folk – hun stolede ikke på nogen. Det sidste var nu ikke rigtigt. Mistroisk – måske. Men det er også en almindelig reaktion hos mange mennesker, der ikke kan leve op til hverken egne eller omgivelsernes krav. De begynder at fortolke – og med tiden overfortolke – andres reaktioner. Dertil kommer, som Sten Henriksen siger, at ”mange rent faktisk prøvede at snyde hende, fordi hun umiddelbart kunne ligne et nemt offer. Men det var hun ikke, og det fik de at vide”.
Hun var paranoid, hed – og hedder – det sig. Hun var snarere bange. Der var flere indbrud på Aakær. Det mest omfattende var, da en lastbil kørte op til hovedbygningen og tømte den for antikviteter og andet værdifuldt.
Maren Markussen, som dengang boede i Falling, fortæller: ”Det skete flere gange, at hun bankede på vores dør og spurgte, om John ville tage med hende ned og låse op. Det var, når hun kom hjem og det var mørkt”.

DYRENE BETØD ALT
Hverken marker eller skov blev passet som i ”gamle dage”. Og der var en sag om dyremishandling. En hest på marken havde fået betændelse i kønsdelene.
Også et tegn på, at hun simpelthen ikke kunne overse eller overkomme arbejdet. For alle, der var tæt på Ebba Neergaard, vidste hvor glad hun var for dyr. Hun ville ikke leje ud til jagt – ingen skulle skyde hendes rådyr. Køerne stod ikke i båse, men kunne gå ud og ind, som de ville. Den gamle gårdejer, Chr. Larsen afviste enhver snak om dyremishandling. I 1993, da den gamle sag blev bragt op i de mange artikler, der blev skrevet, da tvangsauktionen truede, sagde han til Ekstra Bladet: ”Jeg har set hende gå ud til køerne kl. 5 om morgenen med en spand og vat, fordi der var en ko, som havde yverbetændelse. Hun gik ind mellem dyreflokkene, der var tyre og det hele i den suppedas, de gjorde hende ikke noget, de kendte hende”.
Da hun donerede træet til Ørting Hallen, var der én betingelse: Når det blev hentet, skulle lastbilerne køre en omvej, så de ikke forstyrrede skovens dyr.
”Jeg kender ingen, der var så glad for dyr, som hun var”, siger Sten Henriksen. ”Det var rigtig synd for hende, at den sag ramte”.

VENSKABET MED VILLEFRANCE
”Vi blev opdraget til at være opmærksomme, hjælpsomme og trofaste mod dem, vi havde ansvaret for og som viste os venlighed”, sagde den 85-årige Adda Neergaard i fødselsdagsportrættet i Vejle-avisen.
En af dem, der mærkede, at det også var en regel for næste generation, var Anna Villefrance, der boede på Damgaarden det meste af livet. Den hørte under Aakær. (Læs om hende her) I mere end 50 år stod Anna Villefrance for husholdning og servering, når der var middage på Åkær – og for det fik hun en kongelig fortjenstmedalje, som hun var stolt af.
Ejerne af Åkær var med til hendes runde fødselsdage, hvor Anna underholdt gæsterne med de gamle sange. Da hun blev 50, 70 og 80 år.

Anna Villefrance – de var venner, men begge holdt på formerne

Hun fik hver dag leveret mælk fra Åkær. Og det var Ebba Neergaard, der sørgede for Annas indkøb. Da Anna blev ældre, fik hun hver formiddag besøg af ”Frøkenen”.
Hun døde i en brand. Hendes begravelse blev arrangeret og betalt af Ebba Neergaard – hun betalte også den kongelige operasanger Minna Nyhus, som sang ved begravelsen. Nyhus havde tilbragt barndom og ungdom i Odder.
Lige blev de aldrig – Anna sagde altid De til hende. Men de var venner. Den nat Damgaarden brændte og Anna døde, kom Ebba Neergaard gående de fem kilometer fra Aakær i snestormen. Og det var for Anna, den sortklædte ”frøken” nejede dybt ved kisten, da hun kom til hendes begravelse, og som i en nekrolog bl.a skrev: ”En stor personlighed har forladt denne verden, et kærligt menneske vil blive savnet af venner og familie”.
Anna var hendes ven – og omvendt. Og det rakte ud over – for igen at citere hendes mor – ”at være opmærksomme, hjælpsomme og trofaste mod dem, vi havde ansvaret for og som viste os venlighed”. Men derfor kunne man alligevel holde på formerne. På samme måde som når Ebba Neergaard var ven med skovridderens kone og fulgtes med hende til Falling Kirke – men når de kom til våbenhuset, skiltes de. ”Frøkenen på Aakær” gik om til nordsiden og benyttede godsets egen indgang. Man holder på formerne – på samme måde var hun og Sten Henriksen De’s til det sidste.

DE SIDSTE ÅR PÅ GODSET
De sidste år godset Aakær var I Ebba Neergaards eje, gav det stort set ingen penge. Hun havde arvet nogle ØK-aktier, men de blev mindre og mindre værd. Kreditforeningen havde pant i godset, og i 1993 gik det ikke længere. Tvangsauktionen blev berammet – første gang blev den udsat. Anden gang blev den aflyst kort før den skulle være gået igang. Godset var solgt til Johan Koed-Jørgensen. En del af købsaftalen var, at Ebba Neergaard kunne blive boende i en fløj af hovedbygningen.
Det varede dog ikke længe, før idyllen var forbi. Og hun måtte have rettens ord for, at Koed kun måtte komme ind i hendes fløj én gang om året i selskab med hendes advokat. Hun fik også rettens ord for, at hun havde hun ret til at færdes i en radius på 25 meter på godset.
Hun faldt og brækkede hoften og kom aldrig til at gå igen, men nægtede at modtage hjemmehjælp. Sten Henriksen, som hun havde stor tillid til, blev ansat til at komme og hjælpe hende.
“Hun var et dejligt menneske”, siger han. “Hun havde humor, lune. Min familie var også meget glad for hende. Når børnene var med, fik de kager, hun havde puttet mønter ind i. Hun var meget glad for børn – og de for hende”.
De to brugte De og Deres, når de snakkede sammen. “Ja da, det gjorde vi”, siger han. “Hun sagde Henriksen – jeg sagde frøken Neergaard. Sådan var det. Men det ændrede ikke på den tillid, der var mellem os. Heller ikke på vores respekt for hinanden”. 

BEGRAVET PÅ FALLING KIRKEGÅRD
De sidste to år af livet boede hun i et hus på Henriksens gård. Det var også her hun døde 16. september 2008 – 92 år gammel.
Hun blev begravet i stilhed på Falling kirkegård, hvor også hendes forældre er begravet. Kun nogle få lokale, der kendte hende, deltog sammen med familien fra Tirsbæk gods og Sten Henriksens familie.
Der var krans fra kongehuset.
Mange af hendes efterladte papirer er brændt. “Det bad hun mig om at gøre”, siger Sten Henriksen. “Så det gjorde jeg selvfølgelig”.
I hendes testamente havde hun bestemt, at arven efter hende skulle gå til Rehabiliteringscentret for Torturofre.
Ebba Busky-Neergaard var vel på mange måder excentriker, når man tager afsæt i, hvordan “excentricitet” defineres i ordbogen: “En betegnelse for opførsel, påklædning, væremåde mv., som er sær, påfaldende, afvigende eller blot usædvanlig”. Og de mennesker har det med at påkalde sig sladder i mængder, og bedre blev det så i hendes tilfælde ikke af, at hun også var godsejeren.
Men hun var også så meget mere.
Kun få lærte mennesket Ebba Busky-Neergaard at kende. De omtaler hende som venlig, hjælpsom, trofast, belæst, klog og med god humoristisk sans og lune. Hun skyede offentlighed – men bestemt ikke mennesker. Og slet ikke dem, som med hendes mors ord “viste os venlighed”. De andre mente hun vel ikke, hun skyldte noget. Tværtimod.