I godt 30 år er sange fra Højskolesangbogen blevet sunget i aulaen på skolen den første tirsdag i måneden. Da den hed Ørting Falling Centralskole – og nu, hvor det er Margrethelyst Friskole. Også denne tirsdag en mørk og kold novemberaften. Men indendøre er der varmt, og ved de to langborde er der ved at være fyldt op, stearinlysene er tændt i den høje stage ved siden af flyglet, blade i efterårets brune og gullige farver er strøet hen over de hvide duge og sangbøgerne ligger klar.
Eigil Sennels, hvis kone startede sangaftenerne og stod for dem i mange år, byder
velkommen, og så tager 84-årige Solveig Jacobsen over. Hun sidder ved flyglet – og det er hende, der har bestemt, hvad der skal synges den første del af aftenen. Og åbningssangen er ”Nu falmer skoven”.
Solveig fortsatte sangaftenerne, da Birgit Sennels blev syg og døde.
Mange af deltagerne har været med i alle årene. Hårets er blevet gråt og hvidt. Selv om de er flyttet til Odder og til Søvind, kommer de alligevel trofast.
”Vi kommer, fordi det er dejligt at synge sammen med andre og for at møde vores gamle venner”, siger 92-årige Nanna, som i mange år boede i Falling men nu bor i Søvind.
Det er ikke alle de sange, Solveig har valgt, der er godt kendt af alle. Da hun slår an til Frank Jægers ”Den sorte fugl”, fylder den ikke Aulaen med helt samme klang som ”nu falmer skoven”. Men sunget bliver den.
Da Steen Steensen Blichers ”visen om Søren Kanne” skal synges med alle 21 vers, må teksten hentes fra de fotokopierede sangtekster. A4-mapper bliver hentet fra taskerne. Mappens tykkelsen fortæller, hvor længe ejeren har været med.
KAFFE OG KAGE
Og så er det tid til kaffen. Den medbringer deltagerne selv og flere har aftaler om at skiftes til at tage også kage med. Snakken fylder rummet. Man rejser sig og går til det andet bord for at hilse på. Det er tydeligt, at også den sociale del af sangaftenen fylder. De fire fra Søvind-klubben pakker ostemadderne ud og skænker kaffen. De skiftes til at tage kaffekurven med. Dog ikke Henning, for det er ham, der kører.
Efter kaffen kan deltagerne vælge sange. Og forslagene er mange. Det bliver til både ”velkommen i det grønne”, ”papirsklip”, ”underlige aftensdufte”, ”på det jævne” og ”livet er en morgengave”.
Klokken nærmer sig 21.30. Og nu er der opbrud. Stolene bliver samlet og stablet. Lysene bliver pustet ud. Der bliver sagt farvel og på gensyn. Næste sangaften er første tirsdag i december. Så det vil være julesange, der er på programmet.