Kontorerne i regeringsbygningen i Oslo var fredag eftermiddag ved at lukke ned, og de ansatte så frem til en sommerweekend.
Vagten, der som sædvanligt holdt øje med bygningen og dens omgivelser på store overvågningsskærme, kunne se en stor varevogn på parkeringspladsen, der ikke plejede at stå der, men han så også en mand i uniform på vej væk fra den, så i første omgang antog han, at manden og varevognen var fra et vagtselskab. Snart stod den store varevogn dog alene tilbage. Vagten i buret zoomede ind på nummerpladen og ringede til vagtselskabet for at minde om, at der altså stod en af deres vogne på den forladte parkeringsplads. Det er ikke vores, lød beskeden. Og det undrede vagten. Han spolede tilbage i overvågningsbillederne, fandt manden i uniform, og så ham stige ind i en anden bil og køre væk. Det virkede mistænkeligt, så han sendte billedet af manden og bilens nummerplade til politiet.
Men sedlen fra den vagthavende fik ingen opmærksomhed på politigården.
kl. 15:28 lød et brag, der kunne høres over det meste af Oslo. Den hjemmelavede bombe i varevognen eksploderede, og regeringsbygningen var i ruiner. Sårede mennesker lå på kontorer i bygningen og på gaderne omkring den.
SIDSTE MULIGHED FOR AT STOPPE HAM
Sedlen med oplysningerne om manden og nummerpladen på hans bil fik nu slet ingen opmærksomhed og dermed forsvandt muligheden for at stoppe Anders Behring Breivik. Han kunne målrettet køre mod færgestedet ud for den lille ø Utøya i Tyrifjorden godt 30 km vest for Oslo. På øen holdt Arbejderpartiets ungdomsorganisation sommerlejr med godt 600 unge fra hele Norge.
Da Breivik nåede frem, var han i uniform og præsenterede sig som repræsentant fra Politiets Sikkerheds Tjeneste. Der blev ringet til øen: Send den lille færge – Thorbjørn. En politimand med udstyr i flere kasser skal til øen.
Lederen af sommerlejren sejlede over. Hun ville på tilbagevejen snakke med passageren – men han svarede hende knapt. Hun fattede mistanke om, at noget var galt, og så snart færgen var i land kl. 17:07, løb hun efter en betjent, der arbejdede som frivillig på sommerlejren. De to blev Breiviks første ofre. Da politiet endelig nåede frem og pågreb ham kl. 18:28 lå – foruden de to voksne – 65 døde unge på øen og i vandet – ramt af hans kugler. Dertil kom, at en druknede og en anden døde, da han faldt fra klipperne. I Oslo mistede otte mennesker livet.
Anders Bering Breivik tog 77 menneskers liv fredag den 22 juli 2011.
Umiddelbart efter braget i Oslo, begyndte TV-medierne at sende – og aviserne opdaterede konstant hjemmesiderne.
Billederne viste blødende mennesker ligge på fortorvet og grædende mennesker, som prøvede at komme væk. Hæsblæsende betjente prøvede at rydde området, og TV-fotograferne fulgte med.
Da informationerne om skyderierne på Utøya begyndte at komme, hastede medierne til færgestedet og kunne vise billeder af unge, der svømmede for livet og skud kunne høres.
Man kunne se til – og krumme tæer – når unge der rystede af chok og kulde kom op på land og fik stukket mikrofoner op i ansigtet.
FORTÆLLINGER I STEDET FOR INFORMATIONER
Det var – og er – mediernes job at informere. Problemet var blot, at der ikke var mange fakta at give videre. Så i stedet for blot at fortælle, at man intet troværdigt vidste og så lade billederne tale, blev seerne udsat for en lind strøm af gætterier og stereotype opfattelser.
I Norge blev den ene ekspert efter den anden hentet ind i NRK og TV2’s studier for på direkte TV at fortælle, hvem de troede, der stod bag bomben i Oslo – og senere på aftenen massedrabene på Utøya. Ingen havde fakta. Men det var absolut ikke en hindring for eksperterne. De opbyggede selv fortællingerne.
Helge Lurås fra NUPI (Norsk Utenrikspolitisk Institutt) kunne kl. 19:24 fortælle, at bomben var et udslag af konflikten mellem Vesten og den muslimske verden. Det kunne være – som han sagde – en ”vældig lokal gruppe” for i Norge var der jo folk fra Pakistan, Afghanistan og Somalia. Kl. 21:21 udvider han fortællingen til også at omfatte libiske grupper. På det tidspunkt havde nordmanden Anders Breivik været i politiets varetægt i tre timer. Men politiet ville ikke fortælle, at den anholdte var en blond norsk mand.
Kun en enkelt ekspert brød på norsk TV fortællingerne om, at muslimske terror-bevægelser var bag de forfærdelige begivenheder. Det var Anders Romarheim, forsker på Institutt for Forsvarsstudier. Han opfordrede til at være lidt forsigtig med at videregive den slags oplysninger, og henledte opmærksomheden på at flere efterretningstjenester nu betragtede folk på den yderste højrefløj som de farligste. Og han mindede nordmændene om Timothy James McVeigh, der i 1995 placerede en bilbombe i Oklahoma City, som dræbte 168 mennesker og sårede 680.
TV-værten blev ikke glad. Irriteret sagde hun: ”Hvorfor skal vi være så forsigtige med at fortælle det norske folk -.. Jeg spørger dig rent ud: Ser du Al Qaida’s fingeraftryk bag dette her?”
Eksperter af alle afskygninger havde frit spil.
Det samme skete her i Danmark, hvor også Danmarks Radio og TV2 kørte historien efter formlen bombe=terror=muslimer. Egne journalister blev ophøjet til sikkerhedsredaktører og terror-eksperter, og de vendte alle blikket mod Mekka og lod uhindret munden løbe.
Den aften var muslimerne i Norge bange. Flere blev – som vi også oplevede det i USA 11. september 2001 – overfaldet på gaderne, Både verbalt og fysisk. Telefonkæder blev sat i gang: Gå kun ud, hvis det er absolut nødvendigt. Hold jeres unge væk fra gaderne.
POLITIET VILLE IKKE BEKRÆFTE NATIONALITETEN
Man kan vel ikke bebrejde hverken de norske eller de danske medier, at de – når en bombe springer – dengang sagde Al Qaeda. Men man kan bebrejde dem, at de entydigt så i den retning, og at informationerne var de rene gætterier. Og man kan bebrejde politiet, at klokken blev 22:44, før justitsministeren bekræftede, at den mand, der blev anholdt 18:27 var norsk. Politiet oplyste tidligt på aftenen, at den anholdte på Utøya også var ansvarlig for bomben i Oslo. Kl. 21:21 nægtede politiets talsmand, vicepolitimester Sveinung Sponheim, på et pressemøde at give oplysninger om den anholdte, da en journalist spurgte: ”Kan du sige noget om nationaliteten”.
På det tidspunkt havde manden været i politiets varetægt i timer og forhørene var begyndt. Politiet var bekendt med mediernes vinkling: Det er muslimsk terror.
En stor flok journalister stod på pressemødet med hævede mikrofoner og mobiltelefoner, og flere havde allerede hørt, at de overlevende unge fra Utøya beskrev manden som norsk med nordisk udseende. Hvorfor lod de sig så nøje med, at politiet ikke ville kommentere? Manden havde været i politiets varetægt siden klokken 18:27?
Vi skulle helt frem til klokken 22:44, før den norske justitsminister endelig bekræftede, at manden var en vaskeægte nordmand.
HAN ER INTELLIGENT – HAN CITERER FILOSOFFER
Da det kom frem, at han havde lagt en 15 minutter lang video med billeder af sig selv i forskellige hjemmelavede uniformer samt et manifest på 1.500 sider ud på nettet, fik vi endnu en gang stereotyper. Manifestet var en slags selvportræt, og side op og side ned om den krig, han som korsfarer vil starte og ikke mindst fortæller han i detaljer, hvordan man fremstiller en bombe og får fat i våben. Efter på kort tid at have skimmet de 1.500 sider, kunne endnu en række eksperter ukritisk fortælle, at manden var særdeles intelligent. Hvorfor? Fordi han i manifestet henviste til mange bøger og forskellige filosoffer. Mere besindige og grundige eksperter kunne de følgende dage fortælle, at hovedparten af de 1.500 sider var brudstykker fra nettet, som han havde kopieret og sat ind. Så også ekspert-påstanden om høj intelligens smuldrede.
EN MORDER I ET FASTELAVNS-KOSTUME
Da navnet slap ud, fordi en bekendt genkendte Breivik, rykkede medierne til den gård, han havde lejet uden for Oslo. Naboerne blev interviewet – og de undrede sig da godt nok over al den kunstgødning, han fik hjem og de undrede sig også over, at han sagde, han var landmand når han nu gik klædt som en kontormand og altid låsede dørene.
Barndomskammerater blev interviewet og det samme gjorde en kvinde, der engang havde været til fest sammen med ham. En ekspedient i en jagtforretning blev interviewet, fordi han har solgt patroner til Breivik. Han kunne vise en patron frem – det var sådan en.
Breivik var rasende, fordi han blev afskåret fra at køre et offentligt show, da han ved første retsmøde blev varetægtsfængslet i fire uger. Vi så ham komme til retten med påklæbet Mona Lise smil – beskyttet af adskillige politibiler med skudsikkert glas.
Men han behøvede ikke et show. Medierne klarede det for ham med ”dagens Breivik”. Også da retssagen senere begyndte, kunne offentligheden følge med fra start til slut. Det var dog ikke Breiviks strakt-arm-hilsen eller andre af hans stunt, der huskes fra den. Det er derimod pigen, der fejede en journalist af, da han spurgte, om hun havde noget at sige til Breivik: ”Sige til ham? Hvorfor skulle jeg have noget at sige til ham – en morder i et hjemmelavet fastelavns-kostume”.
BREIVIK KAN PRØVELØSLADES
Mange af de overlevende unge har beskrevet de rædsler, de oplevede på øen. Politiets mangelfulde indsats er blevet kulegravet – ledere er blevet fyret. Film, dokumentarer og bøger beskriver massakren i detaljer.
Torsdag skal pårørende til de 77 døde endnu en gang gennemleve den formentlig værste eftermiddag og aften i deres liv. De overlevende skal samles. Over hele Norge vil der blive holdt mindehøjtideligheder.
Fra fængslet i Skien kan Breivik bruge dagen på at sende endnu en ”det er synd for mig”-klage til den europæiske menneskerettighedskommission eller en ansøgning om prøveløsladelse. Det har han nemlig – i hvert fald i teorien – mulighed for at gøre nu.
DE STEMPLEDE HAM SOM TILREGNELIG
Han blev idømt en dom på forvaring i 21 år – med mulighed for at søge om prøveløsladelse efter 10 år. Men det kan også blive et livslangt ophold i fængslet. Efter 21 år kan anklagemyndigheden nemlig hvert femte år anmode om, at han ikke bliver løsladt, fordi han stadig anses for at være farlig.
De første ansøgningen om prøveløsladelse er allerede sendt af manden, der i dét, der skulle have været den store tale i retten – men som blev afbrudt i dommeren – undskyldte over for højrenationale militante bevægelser i Norge, at han ikke havde dræbt flere. 77 døde var ikke nok for ham.
Under retssagen kaldte psykiaterne ham tilregnelig.
Artiklen bygger på:
Gennemgang af diverse TV-udsendelser og avisartikler
Bøger om de overlevendes oplevelser
