Han valgte selv sit gravsted på Ørting Kirkegård. Her ville han ligge – for så kunne han holde øje med Bilsbækvej, med Kirkebakken og med hvem, der gik i kirke. Og så skulle familien love ham, der kom til at stå ”Vognmand” på hans gravsten – præcis som der stod på hans fars.
Knud, hans otte år ældre halv-bror, blev også vognmand – og Svend, Knuds søn er stadig vognmand i Ørting.
BENHÅRDT ARBEJDE
Hverken på Ejners eller på hans fars tid var der noget romantisk ”trucker-liv”, som på amerikanske film og TV-serier. At være vognmand var benhårdt arbejde med tunge løft.
Men det tænkte den lille dreng, der blev født i Ørting i 1933, næppe på, da han voksede op i dobbelt-huset på Bilsbækvej.
I den ene ende boede han sammen med forældrene. I den anden ende boede hans bedstemor.
Ejner var ingen ørn i skolen. Men han var også ret ligeglad, for han ville ud på landevejene med en lastbil. Og der er ikke tvivl om, at hans far har opmuntret ham til med tiden at sætte sig i førerhuset.
Dengang skulle de fleste unge mænd ind i militæret. Så han blev soldat – og det var fint nok, for der var også lastbiler. Men han kom nu kun til at køre bus, da han tilbragte tid i kongens klær’.
MØDTE MARGIT
Da han kom tilbage til Ørting, begyndte han at arbejde i farens vognmandsfirma.
I mellemtiden var der sket noget i Ejners liv.
Da han var 19 år mødte han den da 16-årige Margit, som var kommet til Ørting for at være ”pige i huset” på Kirkebakken.
De blev gift fire år senere, fik lidt sent to børn og holdt sammen resten af Ejners liv. De nåede at have 60 års bryllupsdag.
Nu var det Ejners families tur til at bo i dobbelt-huset på Bilsbækvej, og hans forældres tur til at rykke ned i den anden ende.
Som vognmands-erhvervet blev også boligformen i familien.
EN BLANDET LANDHANDEL
Ejnars far døde allerede som 60-årig i november 1962. Så som 29-årig fik han ansvaret for vognmands-forretningen.
Og det var en blandet landhandel. Den ene dag kørte han med levende grise. Den næste med foderstoffer. Den tredje var det grus fra grusgraven ved Halen, der skulle bringes ud. Og om vinteren blev sneploven sat foran på lastbilen. Han kørte ud med planter for Arne Jensens planteskole. Ikke kun her i området. Men over hele landet.
Dengang var der ikke kraner i bilerne. Når sække skulle læsses af og på, foregik det med løft og så op på ryggen. Arme, ryg og ben blev belastet. Og de mange løft satte spor. Allerede i 
1991 måtte Ejner stoppe som vognmand på grund af hofteproblemer. Kun 58 år gammel.
I modsætning til tidligere tiders tradition, kunne han ikke give forretningen videre til en søn.
Heller ikke boligformen kunne videreføres. Det var slut med tidligere tiders aftægtsboliger.
Som pensionist kunne Ejner ikke helt holde sig fra landevejen. Han kørte ture med børnebørnene, der fik historierne om livet på landevejene og om hans møde med Margit.
Han kendte de fleste i Ørting. Kendte historien om hvert hus. I Ørting var han kendt som vognmanden – slet og ret.
Andre helbredsproblemer stødte til sidst i livet. Og et halvt år før han døde i marts 2017, flyttede han sammen med Margit ind i en af plejeboligerne på Bronzealdervej.
BOLIGFORM VENDER TILBAGE
Historien om Ejner Julius Christensen – ”vognmanden” – er ikke bare historien om en enkelt person. Det er også historien om et arbejde, der ganske vist syntes som skabt til frie
fugle, men som sled dem op. Og det er historien om en familie-boform, der uddøde, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og da børnene fik uddannelse, så de ikke nødvendigvis ville gå i forældrenes fodspor.
Men det er til gengæld en boform, der i det små er ved at vende tilbage.
En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening viser, at 1. Januar 2017 boede 10.259 danske familier sammen med den ene parts svigerforældre. Det er en stigning på 27 procent over 10 år.
For Ejner Julius Christensen var den boform naturlig. Man var tæt på – og tog sig af – sine egne.
Han ligger nu på Ørting kirkegård – og holder øje med Bilsbækvej, med Kirkebakken og med kirkegængerne. Der står ”vognmand” på gravstenen. For det var hans identitet hele livet.
