“Det har været vores ønske i mange år at få de træer væk, for vi betaler ejendomsskat i dyre domme for havudsigten uden at have den. Vi har gennem mange år henvendt os til Vej & Park, og nu er der blevet ryddet op. Vi sætter pris på det flotte arbejde, kommunen har gjort”.
Sådan siger formanden for Skovgårdsparken i Amstrup, Flemming Mouritsen, til Danmarks Naturfredningsforenings Odder-afdeling.
Det var altså ikke på grund af træer, der mest væltede om natten, at skrænterne ved “udgravningen” blev ryddet. Eller udsat for en “foryngelsesbeskæring”, som lederen af Vej & Park kaldte det. Det var for at redde havudsigten for en håndfuld af de 65 sommerhusejere.
Naturfredningsforeningen har bedt om at få sagen om skrænterne, hvor træer, buske og krat nu er væk, taget op i Grønt Råd, der holder møde midt i denne måned.
STØTTE TIL HANDELSPLADSEN
Der er lukket så meget som muligt for frysere og kølere på Handelspladsen, men alligevel koster elektriciteten det hvide ud af øjnene. Men Pandekagebilen og støttebidrag indbragte på få timer 16.000 kroner – eller et beløb, der betyder, at regningen fra elektricitetsselskabet for en måneds forbrug, kan betales. Pandekagebilen donerede pengene fra to timers salg ved Handelspladsen, og landsbyens beboere bakkede op og spiste fyldte pandekager til aftensmad. Den samme hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.