Nu kan du downloade hæftet ”Mennesker fra vores område”, som du kan vedhæfte dine elektroniske julekort. – og samtidig kan du støtte indsamlingen til julehjælp i vores område.
Det koster (minimum) 20 kr at downloade. Send pengene til Mobilepay nr. 70 566 og mærk din indbetaling ”Lokalposten”. Har du ikke Mobilepay, kan du lave en bankoverførsel til reg.nr 1944 – kontonr: 9440 311 858. Så går pengene direkte videre til julehjælpskassen. Link til hæftet ligger i bunden af denne artikel.
Vil du bruge hæftet som julegave, kan du fra d. 11. december købe den trykte udgave. Prisen er 55 kr + porto. Bor du i vores område, bliver hæftet bragt til dig, så du undgår omkostninger og forsinkelser med PostNord. Overskud vil gå til ØFUG, så foreningen kan give fripladser til børn. Foreninger, der sælger hæftet, beholder selv overskud. Du kan allerede nu bestille ved at sende en mail til mh@oertingposten.dk
”ALMINDELIG” ER DEN STÆRKESTE DRIVKRAFT
I hæftet kan du læse nogle af de portrætter og lokalhistoriske artikler, der har været bragt Ørting Falling Lokalpost. Mange både i og uden for vores område læser avisen netop på grund af dens portrætter og lokalhistoriske artikler.
Alle mennesker har en historie, som vi andre kan have gavn af at høre. Måske fordi vi får noget nyt at vide. Måske fordi vi gennem et andet menneskes fortælling kommer til at se et emne eller et problem på en anden måde – fra en anden synsvinkel. Måske fordi vi bare kan genkende noget af os selv – noget fra vores eget liv.
Alle de portrætterede bor i vores eget område. Og mange reagerer med ”nej, jeg er jo bare helt almindelig”, når de bliver bedt om et interview.
Men det almindelige er måske den stærkeste drivkraft til identifikation. Meget stærkere end de spektakulære fortællinger, vi ofte møder i medierne. Og det er derfor, portrætterne med lige stor interesse kan læses i Ørting, i Århus, i Hillerød…. Men de lokale læsere får så en ekstra dimension: Ham/hende kender jeg. Eller: Ham/hende møder jeg tit hos købmanden.
LOKALHISTORIEN BLIVER GENKENDELIG
Lokalposten har valgt at sætte de mennesker, der bor – eller har boet – i vores område, i centrum. Fortælle historierne om udvikling og afvikling via beboernes erfaringer, oplevelser og livsforløb.
Derfor har de lokalhistoriske artikler som hovedregel afsæt i et enkelt menneske, der eksponerer et historisk emne. F.eks dette hæftes historie om Karen Jeppe. Udover at fortælle om hendes liv, sætter den også fokus på det armenske folkemord, som stadig er aktuelt i dag, fordi Tyrkiet ikke anerkender det. Historien om Vestinderen i Negerhytten fortæller om et sort kapitel i Danmarks historie, hvor ca 100.000 afrikanske slaver blev sejlet over Atlanten på danske skibe. Historien om Viggo Andersen, der levede hele livet i Ørting, fortæller om fortidens behandling af retarderede mennesker – men fortæller også om rummeligheden i en landsby, som man godt kunne unde flere handicappede at møde i dag.
På den måde bliver lokalhistorien også af interesse for folk, som ikke bor i vores område.
LOKAL IDENTITET
Men hovedformålet med at bringe portrætter og artikler om lokalhistorien, er nu ikke at skaffe læsere uden for vores to sogne – om end det da er en gevinst. Formålet er at medvirke til at vedligeholde og styrke den lokale identitet, som så mange allerede har i vores område. For at have lokal identitet – for at føle, at det er hér man skal bo – er det vigtigt, at man kender hinanden. Det er vigtigt, at man kender områdets rødder. De mennesker, der var her før os. Ligeledes er det vigtigt, at kende til alle områdets aktiviteter, hvor mennesker går sammen om at gøre en indsats. Disse aktiviteter er kun indirekte med i dette hæfte – hvor der kun bliver fortalt om dem i portrætterne. Men du finder dem under ”aktuelt” på www.ørtingposten.dk
Hverken e‑bog eller den trykte udgave af ”mennesker fra vores område” ville være blevet til noget uden hjælp fra Lise Lauersen, som har sat artiklerne sammen og layoutet. Stor tak til hende. Også fordi det dermed bliver muligt at give et bidrag til julehjælpen i vores område, som ubeskåret får betalingen for e‑bogen – og økonomisk støtte til aktiviteter i foreninger, som beholder overskud ved salg af hæftet.
Du kan downloade hæftet her: Mennesker fra vores område