Valdemarsdag – den 15. juni – 1921 var der folkefest i Ørting. Genforeningsstenen ved kanten af præstegårdens plæne skulle afsløres, og det skulle præsten H.M.O. Due tage sig af. Bagefter var der, som der står i bogen ”Genforenings-Mindesmærkernes historie” festligt samvær i forsamlingshuset.
KUN TO BILER I ØRTING
Formanden for det udvalg, der rejste stenen, var den da 34-årige gårdejer, Asger Laursen Vig. Han boede på Vigsgaard, der ligger først på Gosmervej, sammen med Herdis, hans kone og på det tidspunkt fem børn – men også med to tjenestekarle og to tjenestepiger samt Maren Dorthe Nørrelund. Om hende er der i folketællingen fra 1921 noteret ”Bedstemor” i rubrikken ”stilling i familien”. Det var Asger’s svigermor.
Asger Laursen Vig var en foretagsom mand. Han var blandt de første, der fik telefon, og i 1919 var han den ene af kun to mænd i Ørting, 
som havde en bil – den anden var dyrlægen. Bilen var en tysk Apolo, som dengang kostede den nette sum af 6000 kr.
PENGENE BLEV BRUGT
Han manglede altid penge, for dem han havde, brugte han til varige forbedringer. I de notater om livets gang, som han skrev i mange år, hedder det f.eks. om året 1922:
“Af nyt fik vi lagt linoleumsgulv i havestuen, bygget trimpel og ny tag og kornloft på stalden. Og så fik vi en ny varmvandskedel – og lagde det store komfur på loftet – vi fik en lukket vogn til Bedstemor. Herdis fik nye tænder. Vi fik gulvet lagt om i dagligstuen, og så fik vi hejseapparat på staldloftet. Fliser omkring komfuret. En ny kartoffelkoger”.
Han byggede kostald og lade i 1925 og i 1928 blev gården udvidet med en svinestald.
ERIKSMINDE FRISKOLE
Hele familien tilhørte Valgmenigheden i Odder. Det tilhørsforhold havde han med hjemmefra. Hans far var friskolelæreren Mads Laursen, som i 1882 købte friskolen Eriksminde. Den var oprettet på gården af samme navn. Han kom fra Stårup ved Limfjorden og ville egentlig helst have været sømand. Men hans mor ville, at han skulle være lærer. Det blev han så – fra Jelling Seminarium kun 21 år gammel.
I to vintre havde han ophold på Vallekilde Højskole, hvor han blev påvirket af Grundtvigs og Kristen Kolds tanker om undervisning og
skole: Ud med den dengang traditionelle udenadslære. Væk børnenes ånd og fantasi gennem fortællingen.
Mads Laursen gjorde sig ikke kun bemærket som en god lærer – han gik også ind i en debat om hvad han kaldte ”tvangsskolen”. Han mente, at skolepenge skulle følge barnet – uanset hvilken skole forældrene valgte.
For ham skulle forældre, skole og menighed være nært forbundne.
Mads Laursen havde ikke selv efternavnet Vig. Men hans børn fik Vig tilføjet Laursen. Hans oldebarn, Helge Kristoffersen, som bor i Over Randlev, har fået at vide, at han var inspireret af vigene ved Limfjorden, hvor han voksede op.
Asger Laursen Vig førte ikke traditionen videre. Hans børn fik efternavnet Nørrelund Laursen. Nørrelund var hans kones efternavn. Hun valgte dog at tage hans efternavn.
ASGER VAR EN GRUBLER
Asger var en grubler. Og små og store begivenheder, som griber voldsomt ind i menneskers liv, påvirkede ham meget. Han beskriver f.eks., hvordan hans ven, Søren Sørensen, af økonomiske grunde lavede en kortslutning og brændte den gård i Salling ned, som han havde købt for dyrt under krigen. At et forældrepar havde mistet deres lille datter, gik ham også på. At en mand i Høng fik en dom på tre års forbedringshus. Alt gik ham
på.
”At gruble over verdens mærkelige ting, ja – det har jeg det så tungt med og dog kan jeg ikke lade være”, skriver han i notaterne.
Og som altid understreger han, hvordan ”vi må atter og atter bede den gode Gud i himlen – O, hjælp os og styrk os så vi må få kræfter til at bære alt det tunge, som der skal møde os på vor vej”.
Han grubler også over, om det overhovedet kan passe, når hans far havde sagt – ”at de som var gået hjem til Gud Fader i det høje nok kunne se of følge vor færden på jorden”. Det kunne Asger slet ikke give ham ret i, ”for det vil ikke være i fred og fryd og evig glæde at se, hvad vi tager os for på denne syndige jord…nej, jeg vil ikke gruble mere…”.
GÅRDEN MÅ SÆLGES
Med årene fik Asger det dårligere. Fysisk sygdom som gigt gjorde livet og arbejdet svært for ham. Og dertil kom hans ”tungsind” som betød, at han flere gange var indlagt på Risskov. Det blev mere og mere svært for ham at passe gården.
Sidst i januar 1931 beslutter han sammen med ”Mor Herdis”, som han omtaler sin kone, at sælge gården. Også for den beslutning
sender han i noterne bønner til de højere magter.
Det var ingen let beslutning for dem. Som han skriver i noterne:
”Fra denne dag og til gården blev solgt var den værste tid, jeg endnu har oplevet i mit liv. Gråd og klage – nætter og dage, aldrig havde jeg ro inden jeg fik solgt vort kære hjem ”Vigsgaard”, Ørting, hvor vi havde oplevet så meget. Jeg takker Gud i Jesu navn for alt og for al hans store nåde mod mig arme, usle syndige menneske”.
Gården blev solgt 19. april 1931 for ”67.000 kr med maskiner og redskaber”. Og i noterne gør han ellers omhyggeligt rede for, hvor store beløb han fik ind ved også at sælge svin og planteavl”.
FLYTTER TIL ERIKSMINDE
Familien skulle flytte til Eriksminde. Men den dag ”blev far rigtig dårlig og måtte afsted til Århus”. Så børnene måtte tage sig af flytningen. Eriksminde var kun en lille ejendom og friskolens bygninger lagde beslag på en del af jorden, men Asger’s far – Mads Laursen – havde tilkøbt jord, så nu var den på 13 tdr land.
Ved far’ens død i 1927 var den blevet overtaget af Asger’s søster, Sigrid. Og aftalen var, at nu skulle Asger købe ejendommen af hende.
Men som Herdis, hans kone, skriver i noterne: ”Faster Sigrid var kommet ud af ligevægt, vidste ikke, om hun ville sælge gården til os, behandlede far usselt og røvede hans fred både dag og nat”. Sigrid gav sig dog til sidst og solgte gården til Asger.
FORBRÆNDT TIL DØDE AF ”KYLLINGEMOR”
Han skriver selv 12. marts 1932 om foråret i Eriksminde: ”Ja, nu skulle vi til at tage fat, men jeg har ingen kræfter. O hjælp mig du gode Gud så ussel, som jeg arme synder. O hjælp mig til at leve for mine kære i Jesu navn, tak for hver time at jeg må kunne arbejde”.
På det tidspunkt var han ikke fyldt 45 år.
Godt tre uger efter – nemlig 5. april – døde Asger. Han skulle – som så mange gange før – tænde op i datidens kyllingemor. I dag er de med varme fra en stor lampe. Dengang kom varmen fra briketter og anden brændsel.
Flammerne stod ud – og han blev så forbrændt, at han døde. I familien mente man, at det kunne være selvmord, fordi han ikke havde flere kræfter. Men det blev ikke sagt højt – for det ville have været en synd.
FOR GOD TIL DENNE VERDEN
Ikke mange forstod Asger’s bekymringer og tungsind. I noterne refererer Herdis Asger’s søster Sigrid for at sige: ”Jeg synes, det er synd over for vor Herre at have bekymringer, for han ved da meget bedre end os, hvad der er det rigtige”. Og så tilføjer Herdis: ”Det gjorde så godt at høre, for det var som talt ud af mit eget hjerte”. Hun forstod altså ikke Asgers bekymringer, grublerier og tungsind. Det var en synd. Men hun skriver også i noterne: ”Hvad den kære Asger har lidt det sidste år han levede det er ubeskriveligt. Vi var jo ikke nær gode nok imod ham. Han var for god til denne verden”.
FIK DET NIENDE BARN EFTER DØDEN
Den 20. august – godt fire og en halv måned efter Asger’s død, fødte Herdis endnu en søn. ”Lille – men køn. Det er en stor trøst imod savnet af far A.”, skriver hun. Den lille dreng blev døbt Asger Laursen Vig. Som den eneste af de ni børn fik han efternavnet Vig.
Familien blev boende på Eriksminde, og Herdis driver ejendommen videre frem til 1939, hvor hun sælger den til Sigrid, den ældste datter, og svigersønnen Frederik Christoffersen. På ejendommen er bl.a. et stort hønseri og rugeri med høns, der har fået præmier, som der står i Topografisk Håndbog fra 1949.
Forbindelsen til naboen – Eriksminde Friskole – er der stadig – Frederik Christoffersen er formand for forældrekredsen.
KIG IKKE PÅ DENNE SYNDIGE JORD
Historien om Asger Laursen Vig er historien om en mand, der gik foran med initiativ og virkelyst – men også historien om en mand, der blev væltet af grublerier og tungsind, som depressioner blev kaldt for år tilbage – og som ikke mødte den største forståelse. Og han er en del af den familie, som ejede Eriksminde Friskole hvor Mads Laursen lagde grobunden for den efterskole, stedet er i dag.
Flere af Mads Laursens efterkommere har gjort sig bemærket på højskoler og efterskole. Men Asger blev altså landmanden, der ikke troede på at de døde i Himlen kunne se, hvad der foregik her på ”denne syndige jord”, for i så fald ville de aldrig få den fred, som troen og livet efter døden skulle give dem – og som han understreger i noterne, at han kunne længes mod.
