Hospital for de vanvittige og de ædruelige

Drej på Gyllingvej og kør godt en kilometer ad Gosmervej. Her finder du landsbyen, som for år tilbage havde et hospital. Ikke en kæmpe labyrint som Skejby Hospital, hvor man helst skal medbringe kompas og have duelighedstegn som stifinder for at komme ind det rette sted. Kun et enkelt hus – som nu er fyldt med haveredskaber.
Men for 263 år siden, da hospitalet blev oprettet, var det ikke river, spader og græsklippere, der fyldte op. Det var derimod otte såkaldte lemmer. Og hver morgen kunne man i landsbyen høre den stedlige degn synge to salmer, læse en bøn og et kapitel fra det nye testamente.
Lemmerne var mennesker, der havde været tilknyttet specielt godset Gersdorffslund, men også nogle få fra Rathlousdal. Det var udtjente fæstebønder, enker og i det hele taget folk, som ingen andre tog sig af. De kunne så bo på hospitalet.

“ÆDRUELIGT OG CHRISTELIGT LEVNET”

Dorothea Schack-Rathlou som “Gud til ære og fattige til nytte” fik bygget hospitalet

I Fundatsen er opremset, hvem der kan komme i betragtning til en bolig.
Det var ”vanvittige og vanføre mennesker” uanset alder. De måtte dog ikke være ”galne eller med smitsom syge”.
Den anden gruppe var enkemænd over 60 år, som p.g.a. ”armod, svaghed eller andre vanheld” ikke havde andre steder at bo. Men det var ikke nok. De skulle også have ”et ædrueligt og christeligt levnet”.
Den tredje gruppe var enker efter mænd, der havde været tilknyttet godserne. De skulle dog være over 60 år – og også de skulle have ”et ædrueligt og christeligt levnet”.
Den fjerde og sidste gruppe var ”gamle karle og piger”, der havde tjent på godserne i mange år. Men som nu var kommet i en situation, hvor de ikke selv kunne tjene til livets ophold.
Var de først kommet ind i huset, kunne de ikke smides ud igen. Med mindre de ikke rettede sig efter en formaning om ikke at ”betee sig uskikkelig, modvillig eller forargelig”.

“GUD TIL ÆRE, FATTIGE TIL NYTTE”
Kvinden bag fundatsen var Dorothea Sophie Schacks – enke efter Christian Rathlou – ejer af Rathlousdal og Gersdorffslund.
I fundatsen skrev hun:
“Jeg Dorothea Sophie Schack til Rathlousdal og Gersdorffs­lund, Enkefrue af salig Christian Rathlou, Ridder, Gehej­meraad og Jægermester i Jylland, vitterliggør, at jeg ifølge med min salig Herres i levende live gjorte Aftale, haver i den hellige trefoldig­heds

Dorothea Schacks og Christian Rathlous gravkapel

Navn stiftet et Hospital til otte Fattige af Rath­lousdals og Gersdorffslunds Godser, og til dette brug allerede haver ladet opbygge et af Mursten og Bindingsværk teglhængt Hus af 13 Fag med fornødent Loft, Vinduer og Døre, samt en Kakkelovn og med tilhørende steninddiget Kaal­hauge.” (Kaalhauge er en slags urtegård – en køkkenhave)
Og for at ingen skulle være i tvivl om, hvad huset skulle bruges til, fik hun mellem to vinduer indmuret en plade med teksten:
”Gud til ære, fattige til nytte er dette hospital……her inden for de arme lemmer opholdes og faar levebrød. Gud, han ej forglemme dem der stifted det, de andre nød”.
Dem ”Gud han ej forglemme” var – som der stod på pladen – ”hans exselense, høj og velbaarne herre gehejmeraad og jaegermester Christian Rathlau herre til Rathlousdal og Gersdorffslund og høj og velbaarne frue Dorothea Sophie Schack”. Så var det hele med.
I fundatsen er nøje opremset, hvad gårdmænd i Smederup skulle betales for at levere tørv, hvad degnen skulle have for at synge salmer og læse op fra biblen, hvad præsten skulle betales for at komme til de døende osv. Intet er overladt til tilfældighederne.

FRA OTTE TIL 18 “LEMMER”

I 1754 da hospitalet blev bygget, var der plads til otte lemmer. Senere kommer en tilbygning, så der i 1850 boede 18 mennesker. Af folketællingerne fremgår, at de var delt på to adresser. De var i alderen fra 27 år til 84 år.
Hvorfor kvinden Ane Kathrine Andersdatter i en alder af kun 27 år bor på hospitalet melder historien ikke noget om. Måske hørte hun til i gruppen af ”vanvittige og vanføre mennesker”. Hun blev boende resten af livet. Af kirkebogen fremgår, at hun døde 31. januar 1899. Da var hun 75 år gammel.
Fra 1860’erne blev det sværere at fylde hospitalet op. I 1868 var fem pladser ledige – men ingen havde meldt sig. Så det blev besluttet, at antallet af beboere skulle sættes ned til 12. Ved folketællingen i 1890 var antallet af lemmer nede på seks – alle kvinder. En af dem, Ane Sørensdatter, døde i 1892 og om hende står i kirkebogen, at hun har været “gift med Tjenestekarl Rasmus Christensen af Bolle i Randlev, men er forladt af ham”.

SVÆRT AT FINDE “LEMMER”
Ved folketællingen i 1901 er der kun tre beboere tilbage. 
Når antallet af lemmer faldt, hænger det sammen med en bedre hjælp til mennesker over 60 år. I 1891 fik vi loven om alderdomsunderstøttelse – og den betød, at ”værdigt trængende” over 60 år som ikke havde modtaget fattighjælp de sidste 10 år, kunne få alderdomsunderstøttelsen uden at miste deres valgret. Men valgret havde de færreste af de “værdigt trængende”. Reelt gjaldt det kun 15 procent af befolkningen. For stemmeretten var nemlig forbeholdt mænd over 30 år, som havde egen husholdning – og som ikke skyldte penge til fattigvæsenet. De 7 F’er – som det hed I folkemunde – var udelukket fra at stemme: fruentimmere, fjolser, fallenter, folkehold (tyende), fattige, fremmede og forbrydere. Men modtagerne af alderdomsunderstøttelsen undgik at blive stemplet som så uværdige, at de ikke måtte stemme.
Hospitalet i Gosmer blev endeligt nedlagt i 1925 og er nu fredet. Ganske vist er huset fyldt med arbejdsredskaber. Men det er stadig et minde om de mennesker, der hver morgen skulle høre degnen synge to salmer, læse en bøn og et kapitel fra det nye testamente, fordi de på grund af “armod, svaghed eller andre vanheld” ikke havde andre steder at bo.