I 14 dage efter en normal fødsel, kunne en familie få hjælp af en husmorafløser. Eller hvis kvinden i familien var syg. En ordning, som mange ønsker tilbage. Anna Nielsen havde jobbet her i området. Her om hende – og om en på mange måder forebyggende lov
Hun kom cyklende, og så overtog hun alt arbejde i huset. Børnepasning, madlavning, rengøring af kakkelovnen, tøjvask og hjælp til hende, der var syg – eller lå i barselsseng, som det hed.
Det var dengang, da vi havde husmoderafløsere. I dag, hvor kvinder bliver sendt hjem fra hospitalerne samme dag, som de har født – med mindre da de er kongelige – ville mange familier nok ønske, det stadig var sådan.
I Ørting havde vi også en husmorafløser. Hun hed Anna Nielsen. Og mange i – og fra – landsbyen, husker hende stadig. Bl.a. fordi hun var den type, der gav meget mere, end hun skulle – og mere end hun blev betalt for. Og så var hun venligheden selv.
DEN PÆNE STUE BLEV HENDES
Anna blev født juleaftensdag i 1921 som den yngste af ni søskende. Forældrene og de ni børn boede i det lille hus, der lå – og stadig ligger – på Bilsbækvej mellem Møllegården og den gamle fattiggård. Og da hendes ældste søster fik et barn uden en far, som man sagde dengang, blev der også plads til den nyfødte.
Ørting var Annas landsby. Hun var væk i et år efter skoletiden, da hun var ”ung pige i huset” på en gård på Fyn, hvor fire af hendes brødre boede. Så det var sikkert en af dem, der havde skaffet hende pladsen.
Men efter at have været på Fyn, flyttede hun igen ind hos forældrene. Hendes søskende var alle flyttet hjemmefra, så nu var der lidt mere plads, og hun kunne overtage ”den pæne stue” i det lille hus på Bilsbækvej. Efter at have arbejdet på en planteskole – også på Bilsbækvej – begyndte hun at arbejde som husmorafløser, og cyklede rundt til familier i området, der havde hjælp behov.
KUN FOR MINDREBEMIDLEDE
Husmorafløseren blev indført i mange kommuner i begyndelsen af besættelsen som noget midlertidigt for at afhjælpe den store arbejdsløshed blandt kvinder. Ordningen skulle være en støtte for mindrebemidlede, og hjælpen skulle ydes, hvis kvinden i familien blev syg eller havde født og lå i barselsseng, som det hed. Husmoderafløseren skulle tage sig af følgende: ”Pasning af børnene, husgerning, pasning af kakkelovne, rengøring af lejligheden, vask, reparation, indkøb af madvarer, madlavning, opvask, håndsrækning til patienten i form af daglige toilette, sengeredning og mad”.
At det kun var for såkaldt mindrebemidlede skyldes, at de fleste ”bedre-bemidlede” allerede havde tjenestefolk – eller tyende, som de tjenende ånder blev kaldt af den gamle Fr. Fernando Møhge i Matador.
Der var tale om en forebyggende foranstaltning. Hospitalsindlæggelser kunne undgås, og det kunne undgås, at børn på grund af mor’ens sygdom, kom til at gå for lud og kold vand, som der blev sagt. Endelig kunne ordningen med husmorafløseren være med til at sikre, at der ikke opstod komplikationer efter en fødsel.
HJÆLP I 14 DAGE EFTER FØDSLEN
Allerede i 1942 blev der lagt op til, at ordningen skulle gøres permanent. Netop fordi den medvirkede til at forebygge problemer. Men det skete først i 1949. I lovens § 1 bestemmes, at en kommune er berettiget til at yde husmoderafløsning private hjem, ”når der ved læge- eller jordemoderrekvisition dokumenteres at være behov herfor på grund af sygdom og rekonvalescens, indtil 14 dage efter normal fødsel”.
Ordningen blev principielt for alle. Og den var ikke gratis, hvis folk kunne betale. Men ”mindrebemidlede” familier havde stadig fortrinsret.
Først i 1976 blev ordningen afskaffet – og vi fik hjemmehjælpere. Men de kom primært til at tage sig af gamle og handicappede.
Ordningen var altså gjort permanent, da Anna Nielsen begyndte at cykle rundt og hjælpe familier her i området.
YDEDE MERE END HUN SKULLE
Troels Møller Jørgensen husker hende:
”Hun var husmor-afløser, da min søster kom til verden i 1960 og ødelagde min enevælde. Hun var noget af det sødeste. I vores familie blev hun kaldt ”Husmor Anna”. Hun hører til en af mine aller første erindringer. Sød kone med et kridhvidt forklæde”.
Også Knud Mildahl Hansen husker hende:
”Hun var husmorafløser hos os, da min yngste søn blev født i 1962. Det skulle jo være et job på otte timer. Men hun gav meget mere. Hun mødte op inden jeg tog på arbejde, og hun var der stadig, når jeg kom hjem om aftenen. Og hun gik ikke, før hun havde vasket op efter middagen”.
Andre husker det samme. Hun ydede meget mere, end hun skulle, før hun igen cyklede hjem til det lille hus på Bilsbækvej.
TOG SIG AF ANDRES BØRN
Anna fik aldrig selv en familie. Men hun tog sig med glæde af andres børn.
Torben Rafael Jensen husker, at Anna altid var barnepige for ham og søsteren Bodil når forældrene skulle i byen om aftenen. Og Ulla Holst Kjærsgaard mindes med glæde, når børnene på vejen var inviteret til Annas fødselsdag. Så blev der disket op med hjemmebag i lange baner.
Agnes Poulsen, købmandens datter, husker også, at Anna var barnepige. Hun husker også, at Anna hjalp hendes mor, da hun var blevet gammel. ”Hun fik vel lidt for det, men det har ikke været meget”.
Hun boede i alle årene i ”den pæne stue” i det lille hus på Bilsbækvej, og da forældrene var døde, overtog hun huset.
DE GAMLES HJEM I ODDER
Sidst i 60´erne begyndte Anna at arbejde på De Gamles Hjem i Odder. Det lå helt øverst oppe på Rosensgade. Bygningen er der stadig – men nu er den lavet om til lejligheder. Også her var hun utrolig vellidt, og beboerne var rigtig glade for hende. Og godt for hende var, at på hjemmet fik hun kolleger og faste arbejdstider. Fast arbejdstid havde hun sådan set også som husmor-afløser – hun skulle tage sig af opgaver i folks hjem i otte timer. Men Anna kunne ikke sige stop, hvis der var brug for mere. Alt var lettere for hende på Hjemmet.
DE STILLE EKSISTENSER
Anna Nielsen var en af de mange stille eksistenser, som sætter sig spor. Ikke i arkiver eller i artikler. Men hos de mennesker, hun kom nær. Hun boede på Bilsbækvej i Ørting det meste af livet. Hendes sidste fem år tilbragte hun dog i en af de små lejligheder i Håndværkerboligerne på Tornøegade i
Odder. Hun døde 11. December 2012. 91 år gammel. Husket af mange familier her i området. Og ikke mindst af deres børn.
Knud Mildahl Hansen syntes, at Lokalposten skulle skrive om
Anna Nielsen og om hendes arbejde i mange hjem i området
Har du forslag til artikler om mennesker, der engang var en
del af lokalområdet, er du meget velkommen til at kontakte
mig. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at din idé bliver
realiseret, for selv om en person er husket af mange kan
det alligevel være svært at skaffe de nødvendige oplysninger.
Men jeg vil gøre, hvad jeg kan.
Marianne Hansen
