Hun så ondskaben – og handlede

Få mennesker har sat så store spor gennem livet og har betydet så meget for så mange, som denne – af statur – lille kvinde. Derfor overskrider Lokalposten for én gangs skyld sognegrænsen og skriver om hende.

En af mange dødsmarcher – foto fra Lokalhistorisk arkiv i Gylling

Lange kolonner med kvinder og børn, der havde gået hundredevis af kilometer gennem bjerge og ørkenområder uden tilstrækkelig mad og drikke. De blev drevet frem af soldaternes stokkeslag. Mange var døden nær – endnu flere var allerede døde og ligene lå langs vejen.
Det syn mødte danske Karen Jeppe i Urfa. Og det blev ikke sidste gang, hun så de dødsmarcher, der skulle ”løse det armenske problem” én gang for alle.
I et brev skrev hun:
Godt for hver den, som bliver fri for at se den dødens allé der lige fra Urfas mure strakte sig langt, langt ud i den gule, afsvedne slette, uendelig som den. Den var velbeplantet, denne allé, men den overskyggedes ikke af friske, grønne træer, det var menneskelig der flankerede vejen. Lig i alle stadier af forrådnelse. Nogle var faldet om lige uden for byens port. Man havde drevet dem op fra sygelejet med stokkeslag; nogle få hundrede skridt var det lykkedes dem at slæbe sig frem…”
Hun prøvede at hjælpe, men havde slet ikke tilstrækkeligt med mad og drikke.
Karen Jeppe blev født i Gylling for 141 år siden. Få mennesker har sat så store spor gennem livet, og få har betydet så meget for så mange, som denne – af statur – lille kvinde. Derfor overskrider Lokalposten denne gang sognegrænsen og skriver om hende.

BARNDOMMEN I GYLLING
Hun var datter af skolelæreren og sønderjyden Jakob Jeppe. Han var på mange måder forud for sin tid. Hans undervisningsmetoder lå fjernt fra datidens udenadslære og salmevers, og han var velbevandret i både den nyeste videnskab og i traditionel klassisk dannelse.  Og alt dette gav han videre til den lille Karen. Han lærte hende engelsk – og tysk fik hun ind, når de besøgte hans familie i Sønderjylland. Jakob Jeppe var også stærk fortaler for, at kvinder skulle have uddannelse.
Som 16-årig blev Karen sendt til Ordrup Latin- og realskole for at tage en studentereksamen. Ej heller dette var almindeligt dengang – og da slet ikke for en pige fra en lille landsby. Hun bestod eksamen med topkarakterer, og begyndte at læse matematik på universitetet, men efter et par år vidste hun, at det skulle hun ikke fortsætte med. Hun kom tilbage til skolen i Ordrup, hvor hun underviste.

DE KRISTNE ARMENIER
Her stiftede hun første gang bekendtskab med den forfølgelse, som armenierne var udsat for i et land langt fra Danmark. Hun læste en artikel om mordene på de kristne – og til et foredrag med artiklens forfatter, hørte hun om de gru og rædsler, der havde ramt op mod 200.000 kristne armenier. Hun følte, hun måtte gøre noget. Hun overvandt modstanden fra omgivelserne, og i november 1903 kom hun til Deutsche Orient Missions børnehjem i Urfa, hvor hun skulle være lærer. Ca 40 procent af Urfas befolkning – eller 20.000 mennesker – var armeniere. Hun brugte et års tid på at sætte sig ind i de lokale skikke og på at lære armensk, tyrkisk og arabisk. Og da børnehjemmet, der husede mere end 200 forældreløse armenske børn, skulle have en ny leder, sagde Karen Jeppe ja til at påtage sig opgaven.

HUN VAR IKKE MISSIONÆR
Hun forandrede stedet til en velfungerende organisation med børnehave og skole, hvor børnene blev undervist efter danske friskole-principper, og så absolut uden den missioneren, der ellers kendetegnede den slags steder. Jeppe mente, at børnene først og fremmeste skulle rodfæstes i deres eget sprog og deres egen kultur. Børnehjemmet havde eget køkken, bageri og værksteder, og det var en evig kamp at få penge nok. Hun forsøgte at sikre de unge uddannelse efter skolen. Men hun organiserede også hjælp til de mange fattige kvinder i Urfa. Det var efter princippet hjælp til selvhjælp, så kvinderne syede og kniplede, og Karen Jeppe sørgede for, at deres armenske håndarbejder blev solgt i Danmark og i Tyskland.

De syede og kniplede – og Karen Jeppe sørgede for, at deres armenske håndarbejder blev solgt (Lokalhistorisk arkiv)

Nok var hun ansat i Missionen og hun er da også i bøger og artikler omtalt som missionær. Men det var hun nu ikke. I så fald var hun det var på en helt anderledes måde end datidens missionærer. Hendes udgangspunkt var, hvad hun havde lært hjemme i Gylling: Hvis du lever et ordentligt menneskeliv, så er du også en ordentlig kristen.

ET ETNISK RENT TYRKIET
Forholdene i Urfa havde været relativt rolige efter det store massemord i 1895. Et minde om det var sat med en stor høj ved byporten, hvor ofrene var begravet. Men Ungtyrkerne havde nu magten i Osmannerriget, det tidligere Tyrkiet. Ganske vist havde de lovet demokratiske valg og selvstyre for de mange minoritetsgrupper, men den nationalistiske og racistiske fløj i partiet tog over, og nu var målet klart: Osmannerriget skulle bestå af et etnisk rent Tyrkiet.
Da 1. Verdenskrig brød ud 1. august 1914, gik Tyrkiet med på Tysklands og Østrig-Ungarns side, og Ungtyrkerne besluttede, at nu skulle ”det armenske problem” løses én gang for alle. Armenierne skulle udryddes.
I Urfa mærkede Karen Jeppe også, at udbruddet af 1. Verdenskrig forværrede forholdene for armenierne. Hendes børnehjem blev nedlagt og omdannet til kasserne.
Og i foråret 1915 begyndte det armenske folkedrab med massakrer og dødsmarcher. Mændene blev slået ihjel – kvinder og børn blev drevet ud i ørkenen til den sikre død.
Det var sådan en dødsmarch Karen Jeppe var vidne til – og som hun beskrev i brevet. Og hun blev vidne til mange flere af disse kolonner med fordrevne, sultne og dødssyge kvinder og børn. Også vidne til, at mange af de børn, der havde været på hendes børnehjem, men som var sendt væk, var at finde i kolonnen.

SKJULTE FLYGTNINGE
Efter at hæren havde overtaget børnehjemmet, var Karen Jeppe flyttet til et mindre hus uden for Urfa. Og her husede hun alle de flygtninge, hun kunne presse ind – med risiko for eget liv. For en sådan gerning ville blive belønnet med dødsstraf. Under hele 1. Verdenskrig skjulte hun flygtninge og var udsat for husundersøgelser konstant. Men hun blev ved med at hjælpe, og fik flygtningene videre. En efter en.

Syg og psykisk nedbrudt vendte Karen Jeppe hjem i 1918

Først i 1918 vendte hun tilbage til Danmark. Fysisk syg – men også psykisk nedbrudt af de forfærdelige begivenheder, hun havde været vidne til. Hun beskrev selv, hvordan hun næsten ikke kunne klare mere – at hun var på selvmordets rand. I dag ville vi sige, at hun led af posttraumatisk stress.

TILBAGE – MEN TIL ALEPPO
Hun blev i Danmark i tre år, kom sig aldrig helt – men rejste tilbage i 1921. Ikke til Urfa – for der var stort set ingen armeniere tilbage. Men til Aleppo i Syrien lige på den anden side af grænsen, hvor der var store, primitive flygtningelejre fyldt op med kvinder, børn, gamle, syge og fattige.
Kort tid efter hun kom til Aleppo i 1921, blev hun udnævnt til Folkeforbundskommissær for Beskyttelse af Kvinder og Børn i Mellemøsten. Folkeforbundet var dannet efter 1. verdenskrigs ophør med det primære formål at “fremme international fred og sikkerhed gennem kollektiv sikkerhed, nedrustning og fredelig konfliktløsning”. Derudover beskæftigede forbundet sig også med en lang række humanitære og sociale spørgsmål. At en kvinde blev udnævnt til den post, var et absolut særsyn, men Karen Jeppe fik den altså.
Det gav hende en smule økonomisk sikkerhed – men frem for alt gav det en moralsk opbakning at have organisationen i ryggen.

DE HANDLEDE KVINDER
Historikeren Matthias Bjørnlund fortæller i bogen”På Herrens Mark”, at efter folkedrabet var der omkring 100.000 armeniere i Syrien – hovedsageligt kvinder og piger, fattige, syge, sårede, arbejdsløse, enker, forældreløse og traumatiserede. Det blev anslået, at ca. 40 % af de overlevende armenske kvinder og piger var blevet smittet med kønssygdomme efter seksuelt misbrug under og efter dødsmarcherne, og mange var derudover synligt blevet stigmatiseret af ansigtstatoveringer, der markerede, at de tilhørte en særlig arabisk eller kurdisk stamme.
20.000-30.000 af de armenske kvinder og børn i Syrien levede i muslimske familier, og selvom ganske mange var blevet reddet af arabere og kurdere fra dødsmarcher og koncentrationslejre, så levede de fleste i regulært fangenskab – ofre for kidnapning, tvangsægteskab, voldtægt eller slaveri. De var blevet handlet.
Knap 2.000 af disse kvinder og børn slap fri med hjælp fra Karen Jeppes organisation i perioden mellem 1921 og 1927.

Karen Jeppe og hendes medarbejdere

I 1922 åbnede hun og hendes medarbejdere et modtagecenter, hvor kvinderne kunne få den første hjælp: et bad, mad og lægebehandling. Og deres oplevelser under og efter dødsmarcherne blev skrevet ned på engelsk og bevaret som vidneudsagn for eftertiden. Når de var kommet så nogenlunde til hægterne, sørgede organisationen for at de fik skolegang og blev oplært som håndværkere eller til at arbejde med landbrug. En række landsbyer med tilhørende landbrug blev oprettet langs grænsen til Tyrkiet.
Igen begyndte kvinderne at sy og kniple, og Karen Jeppe sørgede for, at det hele blev solgt i Tyskland, Danmark og andre lande.

ALDRIG GLEMT
Karen Jeppe arbejdede utrætteligt – men i 1935 var det slut. Kroppen ville ikke mere, og hun døde af malaria, 59 år gammel.
Hun blev begravet i Aleppo – og her findes hendes grav stadig. Den er ikke blevet ødelagt under borgerkrigen. Det er derimod det gymnasium, som bærer hendes navn.
Karen Jeppe er blevet omtalt som ”den glemte heltinde”. Men glemt har hun aldrig været. I Armenien er hun kendt af alle. I Danmark, hvor hun – når hun var hjemme -holdt det ene foredrag efter det andet  for at skaffe penge, gjorde hun et så stort indtryk på så mange, at de aldrig glemte hende, og de gav deres oplevelser videre til børn og børnebørn.
Mange siger: ”Da min mor/mormor var ung, samlede hun penge ind til Karen Jeppes arbejde, og hun glemte det aldrig”. Det gælder i Ørting, Falling og Gylling. Det gælder i Thyholm og i Hellerup.
Lokalhistorisk arkiv i Gylling har en stor samling, hvor man kan finde viden om Karen Jeppe og hendes arbejde. Formanden, Mogens Højmark, har skrevet bogen ”Kun et lille lys”. Titlen henviser til det svar, hun gav, da Folkeforbundet var ved at lukke kassen, fordi problemet med de armenske flygtninge voksede og voksede. “Ja, det er kun et lille lys. Men natten er så mørk”. Hun fik pengene.
Hvert år samles armeniere bosat i Danmark og Tyskland i Gylling, for at mindes ofrene for folkemordene – og Karen Jeppe, som de kalder ”armeniernes moder”. De fleste er efterkommere af de mennesker, som hun hjalp. I 2014 rejste de et udskåret stenkors til minde for ofrene for folkemordet. Det står overfor præstegården ved siden af mindestenen for kvinden, der så ondskaben – og handlede.  

Marianne Hansen

Læs også: