KORT NYT

To nye med­lem­mer valgt

Godt 30 men­ne­sker mød­te i aften op i Sog­ne­hu­set for at væl­ge med­lem­mer til Fjord­pa­sto­ra­tets fæl­les menig­heds­råd. To gen­gan­ge­re og to helt nye med­lem­mer skal repræ­sen­te­re Ørting og Fal­ling sog­ne.

I Ørting blev den nuvæ­ren­de for­mand for menig­heds­rå­det, Jens Peter Peter­sen, valgt sam­men med Git­te Bis­bo Bøgh, der er helt ny i den­ne form for

fri­vil­ligt arbej­de. Til dag­ligt arbej­der hun som admi­ni­stra­tiv leder på Vestsko­len.Som sted­fortræ­der blev Ton­ny H. Jakob­sen valgt. Også han, der har et entre­pre­nør­fir­ma i Hor­sens, er ny i arbej­det.

For Fal­ling sogn blev Knud Appel, som er næst­for­mand for det nuvæ­ren­de menig­heds­råd. Han blev valgt sam­men med Lise Færch, som er ope­ra­tions­sy­geple­jer­ske på Hor­sens Syge­hus.Som sup­ple­an­ter blev Kaj Rude­beck og Else Ros­borg valgt. De bor beg­ge i Amstrup. og har beg­ge tid­li­ge­re været med­lem­mer af menig­heds­rå­det for Ørting Fal­ling.

Hun så ond­ska­ben – og hand­le­de

Få men­ne­sker har sat så sto­re spor gen­nem livet og har bety­det så meget for så man­ge, som den­ne – af sta­tur – lil­le kvin­de. Der­for over­skri­der Lokal­po­sten for én gangs skyld sog­ne­græn­sen og skri­ver om hen­de.

En af man­ge døds­mar­cher – foto fra Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gyl­ling

Lan­ge kolon­ner med kvin­der og børn, der hav­de gået hund­re­de­vis af kilo­me­ter gen­nem bjer­ge og ørken­om­rå­der uden til­stræk­ke­lig mad og drik­ke. De blev dre­vet frem af sol­da­ter­nes stok­keslag. Man­ge var døden nær – end­nu fle­re var alle­re­de døde og lige­ne lå langs vej­en.
Det syn mød­te dan­ske Karen Jep­pe i Urfa. Og det blev ikke sid­ste gang, hun så de døds­mar­cher, der skul­le ”løse det armen­ske pro­blem” én gang for alle.
I et brev skrev hun:
Godt for hver den, som bli­ver fri for at se den døde­ns allé der lige fra Urfas mure strak­te sig langt, langt ud i den gule, afsved­ne slet­te, uen­de­lig som den. Den var vel­be­plan­tet, den­ne allé, men den over­skyg­ge­des ikke af fri­ske, grøn­ne træ­er, det var men­ne­ske­lig der flan­ke­re­de vej­en. Lig i alle sta­di­er af for­råd­nel­se. Nog­le var fal­det om lige uden for byens port. Man hav­de dre­vet dem op fra syge­le­jet med stok­keslag; nog­le få hund­re­de skridt var det lyk­ke­des dem at slæ­be sig frem…”
Hun prø­ve­de at hjæl­pe, men hav­de slet ikke til­stræk­ke­ligt med mad og drik­ke.
Karen Jep­pe blev født i Gyl­ling for 141 år siden. Få men­ne­sker har sat så sto­re spor gen­nem livet, og få har bety­det så meget for så man­ge, som den­ne – af sta­tur – lil­le kvin­de. Der­for over­skri­der Lokal­po­sten den­ne gang sog­ne­græn­sen og skri­ver om hen­de.

BARNDOMMENGYLLING
Hun var dat­ter af sko­le­læ­re­ren og søn­derjy­den Jakob Jep­pe. Han var på man­ge måder for­ud for sin tid. Hans under­vis­nings­me­to­der lå fjer­nt fra dati­dens ude­nadslæ­re og sal­me­vers, og han var vel­be­van­dret i både den nye­ste viden­skab og i tra­di­tio­nel klas­sisk dan­nel­se.  Og alt det­te gav han vide­re til den lil­le Karen. Han lær­te hen­de engelsk – og tysk fik hun ind, når de besøg­te hans fami­lie i Søn­derjyl­land. Jakob Jep­pe var også stærk for­ta­ler for, at kvin­der skul­le have uddan­nel­se.
Som 16-årig blev Karen sendt til Ord­rup Lat­in- og realsko­le for at tage en stu­den­terek­sa­men. Ej hel­ler det­te var almin­de­ligt den­gang – og da slet ikke for en pige fra en lil­le lands­by. Hun bestod eksa­men med topka­rak­te­rer, og begynd­te at læse mate­ma­tik på uni­ver­si­te­tet, men efter et par år vid­ste hun, at det skul­le hun ikke fort­sæt­te med. Hun kom til­ba­ge til sko­len i Ord­rup, hvor hun under­vi­ste.

DE KRISTNE ARMENIER
Her stif­te­de hun før­ste gang bekendt­skab med den for­føl­gel­se, som arme­ni­er­ne var udsat for i et land langt fra Dan­mark. Hun læste en arti­kel om mor­de­ne på de krist­ne – og til et fored­rag med artik­lens for­fat­ter, hør­te hun om de gru og ræds­ler, der hav­de ramt op mod 200.000 krist­ne arme­ni­er. Hun føl­te, hun måt­te gøre noget. Hun over­vandt mod­stan­den fra omgi­vel­ser­ne, og i novem­ber 1903 kom hun til Deut­sche Ori­ent Mis­sions bør­ne­hjem i Urfa, hvor hun skul­le være lærer. Ca 40 pro­cent af Urfas befolk­ning – eller 20.000 men­ne­sker – var arme­ni­e­re. Hun brug­te et års tid på at sæt­te sig ind i de loka­le skik­ke og på at lære armensk, tyr­kisk og ara­bi­sk. Og da bør­ne­hjem­met, der huse­de mere end 200 for­æl­d­re­lø­se armen­ske børn, skul­le have en ny leder, sag­de Karen Jep­pe ja til at påta­ge sig opga­ven.

HUN VAR IKKE MISSIONÆR
Hun for­an­dre­de ste­det til en vel­fun­ge­ren­de orga­ni­sa­tion med bør­ne­ha­ve og sko­le, hvor bør­ne­ne blev under­vist efter dan­ske frisko­le-prin­cip­per, og så abso­lut uden den mis­sio­ne­ren, der ellers ken­de­teg­ne­de den slags ste­der. Jep­pe men­te, at bør­ne­ne først og frem­me­ste skul­le rod­fæ­stes i deres eget sprog og deres egen kul­tur. Bør­ne­hjem­met hav­de eget køk­ken, bage­ri og værk­ste­der, og det var en evig kamp at få pen­ge nok. Hun for­søg­te at sik­re de unge uddan­nel­se efter sko­len. Men hun orga­ni­se­re­de også hjælp til de man­ge fat­ti­ge kvin­der i Urfa. Det var efter prin­cip­pet hjælp til selv­hjælp, så kvin­der­ne sye­de og knip­le­de, og Karen Jep­pe sør­ge­de for, at deres armen­ske hån­d­ar­bej­der blev solgt i Dan­mark og i Tys­kland.

De sye­de og knip­le­de – og Karen Jep­pe sør­ge­de for, at deres armen­ske hån­d­ar­bej­der blev solgt (Lokal­hi­sto­risk arkiv)

Nok var hun ansat i Mis­sio­nen og hun er da også i bøger og artik­ler omtalt som mis­sio­nær. Men det var hun nu ikke. I så fald var hun det var på en helt ander­le­des måde end dati­dens mis­sio­næ­rer. Hen­des udgangs­punkt var, hvad hun hav­de lært hjem­me i Gyl­ling: Hvis du lever et ordent­ligt men­ne­ske­liv, så er du også en ordent­lig kri­sten.

ET ETNISK RENT TYRKIET
For­hol­de­ne i Urfa hav­de været rela­tivt roli­ge efter det sto­re mas­se­mord i 1895. Et min­de om det var sat med en stor høj ved bypor­ten, hvor ofre­ne var begra­vet. Men Ungtyr­ker­ne hav­de nu mag­ten i Osman­ner­ri­get, det tid­li­ge­re Tyr­ki­et. Gan­ske vist hav­de de lovet demo­kra­ti­ske valg og selv­sty­re for de man­ge mino­ri­tets­grup­per, men den natio­na­li­sti­ske og raci­sti­ske fløj i par­ti­et tog over, og nu var målet klart: Osman­ner­ri­get skul­le bestå af et etnisk rent Tyr­ki­et.
Da 1. Ver­denskrig brød ud 1. august 1914, gik Tyr­ki­et med på Tys­klands og Østrig-Ungarns side, og Ungtyr­ker­ne beslut­te­de, at nu skul­le ”det armen­ske pro­blem” løses én gang for alle. Arme­ni­er­ne skul­le udryd­des.
I Urfa mær­ke­de Karen Jep­pe også, at udbrud­det af 1. Ver­denskrig for­vær­re­de for­hol­de­ne for arme­ni­er­ne. Hen­des bør­ne­hjem blev ned­lagt og omdan­net til kas­ser­ne.
Og i for­å­ret 1915 begynd­te det armen­ske fol­ked­rab med mas­sa­krer og døds­mar­cher. Mæn­de­ne blev slå­et ihjel – kvin­der og børn blev dre­vet ud i ørke­nen til den sik­re død.
Det var sådan en døds­march Karen Jep­pe var vid­ne til – og som hun beskrev i bre­vet. Og hun blev vid­ne til man­ge fle­re af dis­se kolon­ner med for­drev­ne, sult­ne og døds­sy­ge kvin­der og børn. Også vid­ne til, at man­ge af de børn, der hav­de været på hen­des bør­ne­hjem, men som var sendt væk, var at fin­de i kolon­nen.

SKJULTE FLYGTNINGE
Efter at hæren hav­de over­ta­get bør­ne­hjem­met, var Karen Jep­pe flyt­tet til et min­dre hus uden for Urfa. Og her huse­de hun alle de flygt­nin­ge, hun kun­ne pres­se ind – med risi­ko for eget liv. For en sådan ger­ning vil­le bli­ve beløn­net med døds­straf. Under hele 1. Ver­denskrig skjul­te hun flygt­nin­ge og var udsat for hus­un­der­sø­gel­ser kon­stant. Men hun blev ved med at hjæl­pe, og fik flygt­nin­ge­ne vide­re. En efter en.

Syg og psy­kisk ned­brudt vend­te Karen Jep­pe hjem i 1918

Først i 1918 vend­te hun til­ba­ge til Dan­mark. Fysisk syg – men også psy­kisk ned­brudt af de for­fær­de­li­ge begi­ven­he­der, hun hav­de været vid­ne til. Hun beskrev selv, hvor­dan hun næsten ikke kun­ne kla­re mere – at hun var på selv­mor­dets rand. I dag vil­le vi sige, at hun led af post­trau­ma­tisk stress.

TILBAGEMEN TIL ALEPPO
Hun blev i Dan­mark i tre år, kom sig aldrig helt – men rej­ste til­ba­ge i 1921. Ikke til Urfa – for der var stort set ingen arme­ni­e­re til­ba­ge. Men til Alep­po i Syri­en lige på den anden side af græn­sen, hvor der var sto­re, pri­mi­ti­ve flygt­nin­ge­lej­re fyldt op med kvin­der, børn, gam­le, syge og fat­ti­ge.
Kort tid efter hun kom til Alep­po i 1921, blev hun udnævnt til Fol­ke­for­bund­skom­mis­sær for Beskyt­tel­se af Kvin­der og Børn i Mel­le­mø­sten. Fol­ke­for­bun­det var dan­net efter 1. ver­denskrigs ophør med det pri­mæ­re for­mål at “frem­me inter­na­tio­nal fred og sik­ker­hed gen­nem kol­lek­tiv sik­ker­hed, ned­rust­ning og fre­de­lig kon­flikt­løs­ning”. Der­u­d­over beskæf­ti­ge­de for­bun­det sig også med en lang ræk­ke huma­ni­tæ­re og soci­a­le spørgs­mål. At en kvin­de blev udnævnt til den post, var et abso­lut sær­syn, men Karen Jep­pe fik den alt­så.
Det gav hen­de en smu­le øko­no­misk sik­ker­hed – men frem for alt gav det en moralsk opbak­ning at have orga­ni­sa­tio­nen i ryg­gen.

DE HANDLEDE KVINDER
Histo­ri­ke­ren Mat­t­hi­as Bjørn­lund for­tæl­ler i bogen“På Her­rens Mark”, at efter fol­ked­ra­bet var der omkring 100.000 arme­ni­e­re i Syri­en – hoved­sa­ge­ligt kvin­der og piger, fat­ti­ge, syge, sår­e­de, arbejds­lø­se, enker, for­æl­d­re­lø­se og trau­ma­ti­se­re­de. Det blev anslå­et, at ca. 40 % af de over­le­ven­de armen­ske kvin­der og piger var ble­vet smit­tet med køns­syg­dom­me efter seksu­elt mis­brug under og efter døds­mar­cher­ne, og man­ge var der­u­d­over syn­ligt ble­vet stig­ma­ti­se­ret af ansigtsta­to­ve­rin­ger, der mar­ke­re­de, at de til­hør­te en sær­lig ara­bi­sk eller kur­disk stam­me.
20.000 – 30.000 af de armen­ske kvin­der og børn i Syri­en leve­de i mus­lim­ske fami­li­er, og selv­om gan­ske man­ge var ble­vet red­det af ara­be­re og kur­de­re fra døds­mar­cher og kon­cen­tra­tions­lej­re, så leve­de de fle­ste i regu­lært fan­gen­skab – ofre for kid­nap­ning, tvang­sæg­te­skab, voldtægt eller sla­ve­ri. De var ble­vet hand­let.
Knap 2.000 af dis­se kvin­der og børn slap fri med hjælp fra Karen Jep­pes orga­ni­sa­tion i peri­o­den mel­lem 1921 og 1927.

Karen Jep­pe og hen­des med­ar­bej­de­re

I 1922 åbne­de hun og hen­des med­ar­bej­de­re et mod­ta­ge­cen­ter, hvor kvin­der­ne kun­ne få den før­ste hjælp: et bad, mad og læge­be­hand­ling. Og deres ople­vel­ser under og efter døds­mar­cher­ne blev skre­vet ned på engelsk og beva­ret som vid­neud­sagn for efter­ti­den. Når de var kom­met så nogen­lun­de til hæg­ter­ne, sør­ge­de orga­ni­sa­tio­nen for at de fik sko­le­gang og blev oplært som hånd­vær­ke­re eller til at arbej­de med land­brug. En ræk­ke lands­by­er med til­hø­ren­de land­brug blev opret­tet langs græn­sen til Tyr­ki­et.
Igen begynd­te kvin­der­ne at sy og knip­le, og Karen Jep­pe sør­ge­de for, at det hele blev solgt i Tys­kland, Dan­mark og andre lan­de.

ALDRIG GLEMT
Karen Jep­pe arbej­de­de utræt­te­ligt – men i 1935 var det slut. Krop­pen vil­le ikke mere, og hun døde af mala­ria, 59 år gam­mel.
Hun blev begra­vet i Alep­po – og her fin­des hen­des grav sta­dig. Den er ikke ble­vet øde­lagt under bor­ger­kri­gen. Det er der­i­mod det gym­na­si­um, som bærer hen­des navn.
Karen Jep­pe er ble­vet omtalt som ”den glem­te hel­tin­de”. Men glemt har hun aldrig været. I Arme­ni­en er hun kendt af alle. I Dan­mark, hvor hun – når hun var hjem­me ‑holdt det ene fored­rag efter det andet  for at skaf­fe pen­ge, gjor­de hun et så stort ind­tryk på så man­ge, at de aldrig glem­te hen­de, og de gav deres ople­vel­ser vide­re til børn og bør­ne­børn.
Man­ge siger: ”Da min mor/​mormor var ung, sam­le­de hun pen­ge ind til Karen Jep­pes arbej­de, og hun glem­te det aldrig”. Det gæl­der i Ørting, Fal­ling og Gyl­ling. Det gæl­der i Thyholm og i Hel­lerup.
Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gyl­ling har en stor sam­ling, hvor man kan fin­de viden om Karen Jep­pe og hen­des arbej­de. For­man­den, Mogens Høj­mark, har skre­vet bogen ”Kun et lil­le lys”. Tit­len hen­vi­ser til det svar, hun gav, da Fol­ke­for­bun­det var ved at luk­ke kas­sen, for­di pro­ble­met med de armen­ske flygt­nin­ge vok­se­de og vok­se­de. “Ja, det er kun et lil­le lys. Men nat­ten er så mørk”. Hun fik pen­ge­ne.
Hvert år sam­les arme­ni­e­re bosat i Dan­mark og Tys­kland i Gyl­ling, for at min­des ofre­ne for fol­ke­mor­de­ne – og Karen Jep­pe, som de kal­der ”arme­ni­er­nes moder”. De fle­ste er efter­kom­me­re af de men­ne­sker, som hun hjalp. I 2014 rej­ste de et udskå­ret sten­kors til min­de for ofre­ne for fol­ke­mor­det. Det står over­for præ­s­te­går­den ved siden af min­de­ste­nen for kvin­den, der så ond­ska­ben – og hand­le­de.  

Mari­an­ne Han­sen

Læs også:

 

 

 

KALENDER

MORGENSANGKIRKEN

8. okto­ber kl. 9.30 er der igen mor­gensang i Ørting Kir­ke med efter­føl­gen­de kaf­fe i Sog­ne­hu­set

GENERALFORSAMLING

8. okto­ber kl. 13.30 hol­der Tors­dags­klub­ben gene­ral­for­sam­ling. For­e­nin­gen giver kaf­fe – og bag­ef­ter kan kor­te­ne fin­des frem. Det er i Sog­ne­hu­set – som sæd­van­ligt.

LIVET FØR OG EFTER ULYKKEN

12. okto­ber kom­mer tid­li­ge­re råd­mand og vice­borg­me­ster i Århus kom­mu­ne Dort­he Lau­sten til Dan­ske Seni­o­rers møde for at hol­de fored­rag om livet før og efter ulyk­ken. Hun bræk­ke­de ryg­gen i 2012 i en ulyk­ke uden for Ørting.

FÆLLESSPISNING

5. novem­ber kl. 12.30 invi­te­rer Tors­dags­klub­ben til fæl­les­spis­ning. Pri­sen er 50 kr – meld dig til sene­st når du kom­mer i klub­ben 29. okto­ber. Det er i Sog­ne­hu­set.

FAMILIEN FARTEN

9. novem­ber kl. 13.30 for­tæl­ler Anne Gret­he Trang­bæk og Hel­ge Rude Kri­sten­sen om deres rej­se rundt i det syd­li­ge Afri­ka. 22.000 km over 4 måne­der i Nami­bia, Botswa­na, Leso­t­ho og Swa­ziland. Dan­ske Seni­o­rer Ørting Fal­ling og Gyl­ling Pen­sio­ni­st­for­e­ning arran­ge­rer. Det er i Gyl­ling for­sam­lings­hus. Pris 60 kr. Til­mel­ding nød­ven­dig sene­st 26. okt. Ring til Tove Fors­berg – 52 38 53 80 – eller Kir­sten Jør­gen­sen – 50 48 47 58