KORT NYT

DET BLEV TIL 3.803 KM

Igen i år vandt Hund­slund lokal­dy­sten. På 2. plad­sen kom Sak­sild, som var med for før­ste gang i år. Gyl­ling snup­pe­de 3. plad­sen og Ørting-Fal­ling blev num­mer fire.

Alt i alt fik kon­kur­ren­cen bor­ge­re i de fire lands­by­er til at løbe, gå og cyk­le 3.803 km.

PROGRAMMER FOR DEN NYE SÆSON

Liter­vis af kaf­fe, kort­spil, bræt­spil, fored­rag, udflug­ter, fæl­les­spis­ning….
Dan­ske Seni­o­rers og Tors­dags­klub­bens pro­gram­mer for den kom­men­de sæson rum­mer gode ople­vel­ser for områ­dets “grå guld”.
Beg­ge pro­gram­mer er nu lagt ind under Lokal­råd og for­e­nin­ger. Som sæd­van­ligt fore­går det i Sog­ne­hu­set på Bils­bæ­kvej i Ørting.

THEJSEN FORLADER FONDEN ØRTING

Dit­te-Marie Thej­sen for­la­der job­bet som vice­for­stan­der på Fon­den Ørting for at bli­ve skole­le­der på Åsko­len, frisko­len i Hør­ning. Hun har arbej­det på opholds­ste­det i mere end 10 år.
Åsko­len har 150 ele­ver fra 0. – 7. klas­se, og en af Thej­sens opga­ver bli­ver at arbej­de med en over­byg­ning. Hun er uddan­net lærer fra Den Frie Lærer­højsko­le. Uddan­nel­sen er spe­ci­elt mål­ret­tet frisko­ler, efter­sko­ler og højskoler.

LOKALRÅD

Hvis du vil vide, hvad Lokal­rå­det for Ørting-Fal­ling arbej­der med for tiden, kan du ori­en­te­re dig i de møde­re­fe­ra­ter, der er lagt ind under ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.
Her fin­der du alle refe­ra­ter fra i år – og også fra de sid­ste par år. Nåe­de du ikke gene­ral­for­sam­lin­gen, kan du sam­me sted fin­de beret­ning, refe­rat og regnskab.

LUK IKKE DE TRÆNGENDE IND

Hvis det rin­ger på døren og frem­me­de beder om lov til at bru­ge dit toilet, skal du ikke luk­ke de træn­gen­de ind. For når de går igen, mang­ler du fle­re gen­stan­de. Den ene er en kvinde.

Det har ældre bebo­e­re i Gyl­ling ople­vet, da de var ven­li­ge mod de frem­me­de. Ven­lig­he­den blev ikke gen­gældt. Så glem med­men­ne­ske­lig­he­den – luk og lås døren. Ring til din nabo eller en anden, hvis de bli­ver uden for.

GENERALFORSAMLING

Alle over 16 år, som bor fat i Ørting-Fal­ling Sog­ne, er med­lem­mer af Lokal­rå­det. Også selv om de hver­ken har udfyldt en blan­ket eller betalt kon­tin­gent, som ellers er det almin­de­li­ge, når man bli­ver med­lem af en for­e­ning.  De kan møde op til gene­ral­for­sam­lin­gen og stem­me. Det­te års gene­ral­for­sam­ling fin­der sted d. 29. marts kl. 19 – 21.30 hos Dine­sen i Fal­ling. Lokal­rå­det har eksi­ste­ret siden okto­ber 2014 og skal være områ­dets kon­takt til kom­mu­nal­be­sty­rel­se og for­valt­ning.  Hvis du vil se, hvad rådet arbej­der med, så find alle møde­re­fe­ra­ter på Lokal­po­sten under Lokal­råd og foreninger.

STØTTE TIL HANDELSPLADSEN

Der er luk­ket så meget som muligt for fry­se­re og køle­re på Han­dels­plad­sen, men alli­ge­vel koster elek­tri­ci­te­ten det hvi­de ud af øjne­ne.  Men Pan­de­ka­ge­bi­len og støt­te­bi­drag ind­brag­te på få timer 16.000 kro­ner – eller et beløb, der bety­der, at reg­nin­gen fra elek­tri­ci­tets­sel­ska­bet for en måneds for­brug, kan beta­les. Pan­de­ka­ge­bi­len done­re­de pen­ge­ne fra to timers salg ved Han­dels­plad­sen, og lands­by­ens bebo­e­re bak­ke­de op og spi­ste fyld­te pan­de­ka­ger til aftens­mad. Den sam­me hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.

PANDEKAGEBILEN STØTTER LOKALE

Den 9. decem­ber mel­lem kl. 16 og 18 kan man købe pan­de­ka­ger med fyld ved Han­dels­plad­sen i Ørting. Pen­ge­ne fra sal­get går ube­skå­ret til hjælp til at beta­le el-reg­­nin­­gen. I går var Pan­de­ka­ge­bi­len ved Gyl­ling-Brugs­­en – også for at give et til­skud til de sti­gen­de udgifter. 

Valg flyt­ter sang til kirken

Stem­me­bok­se og valg­til­for­ord­ne­de ryk­ker 1. novem­ber ind i Sog­ne­hu­set og fortræn­ger den sang­grup­pe, som ple­jer at mødes der før­ste tirs­dag i måne­den. Men grup­pen kan sta­dig mødes, for kir­ken er reser­ve­ret til dem. Kaf­fen skal sta­dig tages med hjemmefra.

BRUGSEN ER NU ÅBEN KL. 8 – 18

Fra i mor­gen – 1. okto­ber – ændrer Gyl­ling-Brugs­­en åbning­sti­den. Den åbner kl. 8 og luk­ker kl. 18. Der er skå­ret en halv time om mor­ge­nen og en time om afte­nen, og er en kon­se­kvens af, at elek­tri­ci­te­ten koster det hvi­de ud af øjne­ne. De nye tider bety­der, at ingen med­ar­bej­de­re bli­ver fyret.

FDF Ørting-Fal­ling kan fortsætte

Syv voks­ne har meldt sig til at gå ind som fri­vil­li­ge i FDF-arbej­­det. Og det bety­der, at kred­sen kan fort­sæt­te. Ikke kun børn fra det­te områ­de er med i den loka­le FDF-kreds. Også børn fra Gyl­ling del­ta­ger.
De kan nu alle mødes igen 1. sep­tem­ber kl. 18.30 ved spej­der­hyt­ten på Tof­ten i Ørting.

Mari­an­ne Lyst stopper

Sog­ne­præst Mari­an­ne Lyst har valgt at gå på pen­sion ved års­skif­tet. Inden da har hun ferie, der skal afvik­les, så hen­des afskeds­gud­stje­ne­ster bli­ver holdt 27. novem­ber. Det er i Gyl­ling Kir­ke kl. 9.30, og kl. 10.30 på Alrø.

Pas på kanterne

Cykel­stien mel­lem Ørting og Odder har nu fået et lag asfalt, der har dæk­ket de rev­ner, der for­år­sa­ge­de en del uheld. Den smal­le cykel­sti har der­for nu fået kan­ter, der kan være far­li­ge, hvis cyk­li­ster også lader Tour de Fran­­ce-febe­ren sni­ge sig ind på turen til arbej­de og over­ha­ler. Så pas på.

CYKELSTIERNE SKAL FORBEDRES

”Det kom­mer på i løbet af for­å­ret – i hvert fald inden som­mer­fe­ri­en”.
”Det” er et nyt slid­lag på cykel­sti­er­ne mel­lem Ørting og Odder. Og løf­tet om for­bed­ring af cykel­stien er givet af for­man­den for Kli­­ma- og Pla­n­ud­val­get, Kre­sten Bjer­re i Hor­sens Fol­ke­blad 21. janu­ar. Cyk­li­ster har i lang tid kla­get over de dår­li­ge for­hold, der har bety­det, at man­ge er væltet.

KAFFEN SERVERESKIRKEN

Så meget er aflyst eller udskudt. Men ikke mor­gensan­gen i kir­ken. Den bli­ver gen­nem­ført 13. janu­ar kl. 9.30 som plan­lagt. Ene­ste ændring er, at der ikke bag­ef­ter er mor­genkaf­fe i Sog­ne­hu­set. Kaf­fen bli­ver den­ne gang ser­ve­ret i kir­ken. Virus-reg­­ler­­ne bli­ver over­holdt, så det er trygt at deltage. 

Hun så ond­ska­ben – og handlede

 

En af man­ge døds­mar­cher – foto fra Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gylling

Lan­ge kolon­ner med kvin­der og børn, der hav­de gået hund­re­de­vis af kilo­me­ter gen­nem bjer­ge og ørken­om­rå­der uden til­stræk­ke­lig mad og drik­ke. De blev dre­vet frem af sol­da­ter­nes stok­keslag. Man­ge var døden nær – end­nu fle­re var alle­re­de døde og lige­ne lå langs vejen.
Det syn mød­te dan­ske Karen Jep­pe i Urfa. Og det blev ikke sid­ste gang, hun så de døds­mar­cher, der skul­le ”løse det armen­ske pro­blem” én gang for alle.
I et brev skrev hun:
Godt for hver den, som bli­ver fri for at se den døde­ns allé der lige fra Urfas mure strak­te sig langt, langt ud i den gule, afsved­ne slet­te, uen­de­lig som den. Den var vel­be­plan­tet, den­ne allé, men den over­skyg­ge­des ikke af fri­ske, grøn­ne træ­er, det var men­ne­ske­lig der flan­ke­re­de vej­en. Lig i alle sta­di­er af for­råd­nel­se. Nog­le var fal­det om lige uden for byens port. Man hav­de dre­vet dem op fra syge­le­jet med stok­keslag; nog­le få hund­re­de skridt var det lyk­ke­des dem at slæ­be sig frem…”
Hun prø­ve­de at hjæl­pe, men hav­de slet ikke til­stræk­ke­ligt med mad og drikke.
Karen Jep­pe blev født i Gyl­ling for 141 år siden. Få men­ne­sker har sat så sto­re spor gen­nem livet, og få har bety­det så meget for så man­ge, som den­ne – af sta­tur – lil­le kvinde. 

BARNDOMMENGYLLING
Hun var dat­ter af sko­le­læ­re­ren og søn­derjy­den Jakob Jep­pe. Han var på man­ge måder for­ud for sin tid. Hans under­vis­nings­me­to­der lå fjer­nt fra dati­dens ude­nadslæ­re og sal­me­vers, og han var vel­be­van­dret i både den nye­ste viden­skab og i tra­di­tio­nel klas­sisk dan­nel­se.  Og alt det­te gav han vide­re til den lil­le Karen. Han lær­te hen­de engelsk – og tysk fik hun ind, når de besøg­te hans fami­lie i Søn­derjyl­land. Jakob Jep­pe var også stærk for­ta­ler for, at kvin­der skul­le have uddannelse.
Som 16-årig blev Karen sendt til Ord­rup Lat­in- og realsko­le for at tage en stu­den­terek­sa­men. Ej hel­ler det­te var almin­de­ligt den­gang – og da slet ikke for en pige fra en lil­le lands­by. Hun bestod eksa­men med topka­rak­te­rer, og begynd­te at læse mate­ma­tik på uni­ver­si­te­tet, men efter et par år vid­ste hun, at det skul­le hun ikke fort­sæt­te med. Hun kom til­ba­ge til sko­len i Ord­rup, hvor hun underviste.

DE KRISTNE ARMENIER
Her stif­te­de hun før­ste gang bekendt­skab med den for­føl­gel­se, som arme­ni­er­ne var udsat for i et land langt fra Dan­mark. Hun læste en arti­kel om mor­de­ne på de krist­ne – og til et fored­rag med artik­lens for­fat­ter, hør­te hun om de gru og ræds­ler, der hav­de ramt op mod 200.000 krist­ne arme­ni­er. Hun føl­te, hun måt­te gøre noget. Hun over­vandt mod­stan­den fra omgi­vel­ser­ne, og i novem­ber 1903 kom hun til Deut­sche Ori­ent Mis­sions bør­ne­hjem i Urfa, hvor hun skul­le være lærer. Ca 40 pro­cent af Urfas befolk­ning – eller 20.000 men­ne­sker – var arme­ni­e­re. Hun brug­te et års tid på at sæt­te sig ind i de loka­le skik­ke og på at lære armensk, tyr­kisk og ara­bi­sk. Og da bør­ne­hjem­met, der huse­de mere end 200 for­æl­d­re­lø­se armen­ske børn, skul­le have en ny leder, sag­de Karen Jep­pe ja til at påta­ge sig opgaven.

HUN VAR IKKE MISSIONÆR
Hun for­an­dre­de ste­det til en vel­fun­ge­ren­de orga­ni­sa­tion med bør­ne­ha­ve og sko­le, hvor bør­ne­ne blev under­vist efter dan­ske frisko­le-prin­cip­per, og så abso­lut uden den mis­sio­ne­ren, der ellers ken­de­teg­ne­de den slags ste­der. Jep­pe men­te, at bør­ne­ne først og frem­me­ste skul­le rod­fæ­stes i deres eget sprog og deres egen kul­tur. Bør­ne­hjem­met hav­de eget køk­ken, bage­ri og værk­ste­der, og det var en evig kamp at få pen­ge nok. Hun for­søg­te at sik­re de unge uddan­nel­se efter sko­len. Men hun orga­ni­se­re­de også hjælp til de man­ge fat­ti­ge kvin­der i Urfa. Det var efter prin­cip­pet hjælp til selv­hjælp, så kvin­der­ne sye­de og knip­le­de, og Karen Jep­pe sør­ge­de for, at deres armen­ske hån­d­ar­bej­der blev solgt i Dan­mark og i Tyskland.

De sye­de og knip­le­de – og Karen Jep­pe sør­ge­de for, at deres armen­ske hån­d­ar­bej­der blev solgt (Lokal­hi­sto­risk arkiv)

Nok var hun ansat i Mis­sio­nen og hun er da også i bøger og artik­ler omtalt som mis­sio­nær. Men det var hun nu ikke. I så fald var hun det var på en helt ander­le­des måde end dati­dens mis­sio­næ­rer. Hen­des udgangs­punkt var, hvad hun hav­de lært hjem­me i Gyl­ling: Hvis du lever et ordent­ligt men­ne­ske­liv, så er du også en ordent­lig kristen.

ET ETNISK RENT TYRKIET
For­hol­de­ne i Urfa hav­de været rela­tivt roli­ge efter det sto­re mas­se­mord i 1895. Et min­de om det var sat med en stor høj ved bypor­ten, hvor ofre­ne var begra­vet. Men Ungtyr­ker­ne hav­de nu mag­ten i Osman­ner­ri­get, det tid­li­ge­re Tyr­ki­et. Gan­ske vist hav­de de lovet demo­kra­ti­ske valg og selv­sty­re for de man­ge mino­ri­tets­grup­per, men den natio­na­li­sti­ske og raci­sti­ske fløj i par­ti­et tog over, og nu var målet klart: Osman­ner­ri­get skul­le bestå af et etnisk rent Tyrkiet.
Da 1. Ver­denskrig brød ud 1. august 1914, gik Tyr­ki­et med på Tys­klands og Østrig-Ungarns side, og Ungtyr­ker­ne beslut­te­de, at nu skul­le ”det armen­ske pro­blem” løses én gang for alle. Arme­ni­er­ne skul­le udryddes.
I Urfa mær­ke­de Karen Jep­pe også, at udbrud­det af 1. Ver­denskrig for­vær­re­de for­hol­de­ne for arme­ni­er­ne. Hen­des bør­ne­hjem blev ned­lagt og omdan­net til kasserne.
Og i for­å­ret 1915 begynd­te det armen­ske fol­ked­rab med mas­sa­krer og døds­mar­cher. Mæn­de­ne blev slå­et ihjel – kvin­der og børn blev dre­vet ud i ørke­nen til den sik­re død.
Det var sådan en døds­march Karen Jep­pe var vid­ne til – og som hun beskrev i bre­vet. Og hun blev vid­ne til man­ge fle­re af dis­se kolon­ner med for­drev­ne, sult­ne og døds­sy­ge kvin­der og børn. Også vid­ne til, at man­ge af de børn, der hav­de været på hen­des bør­ne­hjem, men som var sendt væk, var at fin­de i kolonnen.

SKJULTE FLYGTNINGE
Efter at hæren hav­de over­ta­get bør­ne­hjem­met, var Karen Jep­pe flyt­tet til et min­dre hus uden for Urfa. Og her huse­de hun alle de flygt­nin­ge, hun kun­ne pres­se ind – med risi­ko for eget liv. For en sådan ger­ning vil­le bli­ve beløn­net med døds­straf. Under hele 1. Ver­denskrig skjul­te hun flygt­nin­ge og var udsat for hus­un­der­sø­gel­ser kon­stant. Men hun blev ved med at hjæl­pe, og fik flygt­nin­ge­ne vide­re. En efter en.

Syg og psy­kisk ned­brudt vend­te Karen Jep­pe hjem i 1918

Først i 1918 vend­te hun til­ba­ge til Dan­mark. Fysisk syg – men også psy­kisk ned­brudt af de for­fær­de­li­ge begi­ven­he­der, hun hav­de været vid­ne til. Hun beskrev selv, hvor­dan hun næsten ikke kun­ne kla­re mere – at hun var på selv­mor­dets rand. I dag vil­le vi sige, at hun led af post­trau­ma­tisk stress.

TILBAGEMEN TIL ALEPPO
Hun blev i Dan­mark i tre år, kom sig aldrig helt – men rej­ste til­ba­ge i 1921. Ikke til Urfa – for der var stort set ingen arme­ni­e­re til­ba­ge. Men til Alep­po i Syri­en lige på den anden side af græn­sen, hvor der var sto­re, pri­mi­ti­ve flygt­nin­ge­lej­re fyldt op med kvin­der, børn, gam­le, syge og fattige.
Kort tid efter hun kom til Alep­po i 1921, blev hun udnævnt til Fol­ke­for­bund­skom­mis­sær for Beskyt­tel­se af Kvin­der og Børn i Mel­le­mø­sten. Fol­ke­for­bun­det var dan­net efter 1. ver­denskrigs ophør med det pri­mæ­re for­mål at “frem­me inter­na­tio­nal fred og sik­ker­hed gen­nem kol­lek­tiv sik­ker­hed, ned­rust­ning og fre­de­lig kon­flikt­løs­ning”. Der­u­d­over beskæf­ti­ge­de for­bun­det sig også med en lang ræk­ke huma­ni­tæ­re og soci­a­le spørgs­mål. At en kvin­de blev udnævnt til den post, var et abso­lut sær­syn, men Karen Jep­pe fik den altså.
Det gav hen­de en smu­le øko­no­misk sik­ker­hed – men frem for alt gav det en moralsk opbak­ning at have orga­ni­sa­tio­nen i ryggen.

DE HANDLEDE KVINDER
Histo­ri­ke­ren Mat­t­hi­as Bjørn­lund for­tæl­ler i bogen“På Her­rens Mark”, at efter fol­ked­ra­bet var der omkring 100.000 arme­ni­e­re i Syri­en – hoved­sa­ge­ligt kvin­der og piger, fat­ti­ge, syge, sår­e­de, arbejds­lø­se, enker, for­æl­d­re­lø­se og trau­ma­ti­se­re­de. Det blev anslå­et, at ca. 40 % af de over­le­ven­de armen­ske kvin­der og piger var ble­vet smit­tet med køns­syg­dom­me efter seksu­elt mis­brug under og efter døds­mar­cher­ne, og man­ge var der­u­d­over syn­ligt ble­vet stig­ma­ti­se­ret af ansigtsta­to­ve­rin­ger, der mar­ke­re­de, at de til­hør­te en sær­lig ara­bi­sk eller kur­disk stamme.
20.000 – 30.000 af de armen­ske kvin­der og børn i Syri­en leve­de i mus­lim­ske fami­li­er, og selv­om gan­ske man­ge var ble­vet red­det af ara­be­re og kur­de­re fra døds­mar­cher og kon­cen­tra­tions­lej­re, så leve­de de fle­ste i regu­lært fan­gen­skab – ofre for kid­nap­ning, tvang­sæg­te­skab, voldtægt eller sla­ve­ri. De var ble­vet handlet.
Knap 2.000 af dis­se kvin­der og børn slap fri med hjælp fra Karen Jep­pes orga­ni­sa­tion i peri­o­den mel­lem 1921 og 1927.

Karen Jep­pe og hen­des medarbejdere

I 1922 åbne­de hun og hen­des med­ar­bej­de­re et mod­ta­ge­cen­ter, hvor kvin­der­ne kun­ne få den før­ste hjælp: et bad, mad og læge­be­hand­ling. Og deres ople­vel­ser under og efter døds­mar­cher­ne blev skre­vet ned på engelsk og beva­ret som vid­neud­sagn for efter­ti­den. Når de var kom­met så nogen­lun­de til hæg­ter­ne, sør­ge­de orga­ni­sa­tio­nen for at de fik sko­le­gang og blev oplært som hånd­vær­ke­re eller til at arbej­de med land­brug. En ræk­ke lands­by­er med til­hø­ren­de land­brug blev opret­tet langs græn­sen til Tyrkiet.
Igen begynd­te kvin­der­ne at sy og knip­le, og Karen Jep­pe sør­ge­de for, at det hele blev solgt i Tys­kland, Dan­mark og andre lande.

ALDRIG GLEMT
Karen Jep­pe arbej­de­de utræt­te­ligt – men i 1935 var det slut. Krop­pen vil­le ikke mere, og hun døde af mala­ria, 59 år gammel.
Hun blev begra­vet i Alep­po – og her fin­des hen­des grav sta­dig. Den er ikke ble­vet øde­lagt under bor­ger­kri­gen. Det er der­i­mod det gym­na­si­um, som bærer hen­des navn.
Karen Jep­pe er ble­vet omtalt som ”den glem­te hel­tin­de”. Men glemt har hun aldrig været. I Arme­ni­en er hun kendt af alle. I Dan­mark, hvor hun – når hun var hjem­me ‑holdt det ene fored­rag efter det andet  for at skaf­fe pen­ge, gjor­de hun et så stort ind­tryk på så man­ge, at de aldrig glem­te hen­de, og de gav deres ople­vel­ser vide­re til børn og børnebørn.
Man­ge siger: ”Da min mor/​mormor var ung, sam­le­de hun pen­ge ind til Karen Jep­pes arbej­de, og hun glem­te det aldrig”. Det gæl­der i Ørting, Fal­ling og Gyl­ling. Det gæl­der i Thyholm og i Hellerup.
Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gyl­ling har en stor sam­ling, hvor man kan fin­de viden om Karen Jep­pe og hen­des arbej­de. For­man­den, Mogens Høj­mark, har skre­vet bogen ”Kun et lil­le lys”. Tit­len hen­vi­ser til det svar, hun gav, da Fol­ke­for­bun­det var ved at luk­ke kas­sen, for­di pro­ble­met med de armen­ske flygt­nin­ge vok­se­de og vok­se­de. “Ja, det er kun et lil­le lys. Men nat­ten er så mørk”. Hun fik pengene.
Hvert år sam­les arme­ni­e­re bosat i Dan­mark og Tys­kland i Gyl­ling, for at min­des ofre­ne for fol­ke­mor­de­ne – og Karen Jep­pe, som de kal­der ”arme­ni­er­nes moder”. De fle­ste er efter­kom­me­re af de men­ne­sker, som hun hjalp. I 2014 rej­ste de et udskå­ret sten­kors til min­de for ofre­ne for fol­ke­mor­det. Det står over­for præ­s­te­går­den ved siden af min­de­ste­nen for kvin­den, der så ond­ska­ben – og handlede. 

Mari­an­ne Hansen

Læs også:

 

 

 

KALENDER


MORGENSANG OG KAFFE

Mor­gensan­gen begyn­der i kir­ken 11. april kl. 09.30 og efter en halv times tid, er der kaf­fe og rundstyk­ker i sog­ne­hu­set. Alle fra Fjord­pa­sto­ra­tet kan være med. Og kni­ber det med at kom­me til Bils­bæ­kvej i Ørting, er det muligt at bestil­le gra­tis kir­ke­bil på tlf. 4848 4848. Det skal gøres halvan­den time før ønsket afgang. Hjem igen kører bilen også

LOPPEMARKEDHALLEN

Lør­dag d. 13. april vil fri­vil­li­ge ind­sam­le lop­per over hele områ­det til salg på Lop­pe­mar­ke­det i Ørting Hal­len 14. april kl. 12 – kl.15. Beg­ge dage er der brug for fle­re hjælpere. 

SPISEVENNER

På menu­en er fiske­filet med kar­to­f­ler, per­sil­lesovs og dam­pe­de grønt­sa­ger, når Spi­se­ven­ner mødes igen 16. april kl. 12 i Ørting Hal­lens Café.

GENERALFORSAMLING

Lokal­hi­sto­risk arkiv for Gyl­ling og Omegn hol­der gene­ral­for­sam­ling 22. april kl. 19 i arki­vets loka­ler på skolen. 

ER DER KANDIS

Desvær­re – for dem, der kom for sent – er alle 500 bil­let­ter der giver adgang til spis­ning og hal­bal solgt. Men vil man nøjes med hal­bal og Kan­dis, er 70 bil­let­ter udbudt til salg. Køb her.