Trivselskommissionen kom med anbefalinger til, hvordan børn og unges trivsel og livsmod understøttes bedst muligt. Der forskes i årsagerne til, at godt hver femte unge føler ensomhedens svøbe. Hvordan mobning af både børn og voksne skal kommes til livs, er til konstant debat. Men hvis vi alle havde bare en snert af ”vores Lissis” nærvær og evne til at omfavne alle, ville mange af de tiltag være ganske og aldeles overflødige
Lissi blev født 4. maj 1947, så der blev altid sat lys i vinduerne på hendes fødselsdag. Hun døde en af de sidste dage i 2019, og blev bisat fra Ørting Kirke 10 dage inde i det nye år.
På kirkegården er graven markeret med en lille sten uden datoer for fødsel og død – den fortæller kun, at her hviler ”Vores Lissi”.
Og hun var mange menneskers og dyrs Lissi – og hun var sig selv. 100 procent. Hun sagde, hvad hun mente – når hun mente det. Og i et sprog, der var til at forstå. Det blev der til tider set skævt til. Sippede gårdmandskoner og dem i parcelhusene syntes ikke, at deres døtre skulle være veninder med Lissi. Det ville være meget bedre at de var sammen med naboernes piger. For de var høflige og stilfærdige – havde ikke den fanden-i-voldskhed, der var Lissis gennem hele livet.
Da Lissi blev gravid som knap 18-årig, var der hen over kaffekopperne enighed om blandt sipperne i landsbyen og på gårdene omkring, at det ikke var uventet, at Lissi blev tidligt gravid og uden at være trådt ind i den hellige ægtestand. Hun var det dårlige selskab, som Kim Larsen senere sang. Og med graviditeten blev hendes 12 år gamle søster også en af dem, ”de andre ikke må lege med”. Bedstevenindens mor forbød sin datter at lege med hende.
Hun kunne så, hvis det da havde ligget til hende, hovere seks år senere, da veninden blev indlagt med det, familien troede var en blindtarmsbetændelse, men kom hjem med en søn. Også landmandskonen, der bestemt ikke mente, at hendes ældste datter skulle være veninde med Lissi, måtte i nogle år tage sig af det barnebarn, datteren bar på, da hun kom tilbage fra et ophold på landets ældste højskole.
IKKE FRA FREMMEDE
Hun var den ældste af Jens Jesper Jensens og Anna Margrethe Koustrup Pedersens tre døtre. Jens er registreret som arbejdsmand – han var vejformand og tog også rundt i oplandet for at sælge bøger. Tit var hans piger med. De to havde et gæstfrit hjem. Anna Margrethe bød alle velkommen. Post-Madsen fik jule-og påskefrokost. Stations-Viggo kom – som mange andre – også tit på besøg. Da der var militær-øvelse nær Ørting, blev stuen fyldt med unge rekrutter, der ikke så nødigt ville gå glip af en fodboldkamp i fjernsynet. Pigernes kammerater var også velkomne. Det var ikke fra fremmede, Lissi senere bød alle velkommen og heller ikke fra fremmede, hun havde en ægte interesse for andre mennesker – specielt hvis de havde brug for en hjælpende hånd. Alt det, der gjorde hende til ”Vores Lissi”, som der står på gravstenen.
I december 1972 døde Anna Margrethe. Lissi var da 25 år – hendes yngre søstre 19 og 13 år. Hun trådte til som den reservemor, pigerne altid kunne komme til. Hun var gift med Jørn, og arbejdede på Nordisk Tekstil i Odder, hvor hun syede lagner. Hun blev også tillidsrepræsentant på arbejdspladsen – sagde stadig, hvad hun mente i et sprog, der var til at forstå. Lissi var sin egen. Og som hendes søn Jakob – kaldet Jesse – udtrykte det efter hendes død i et smukt fødselsdagsbrev på hendes Facebook side – ”fucked up ligeglad med andres mening”. Hun gjorde det, der var rigtigt for hende.
Lissi var – som hendes forældre – socialdemokrat. I dag ville hun sikkert også have været en af de mange frafaldne, der rykkede til venstre.
MINI-ZOO I GÅRDEN
Nordisk Tekstil blev som arbejdsplads skiftet ud med grillen i den store røde bygning på Horsensvej – tæt på Gyllingvej – hvor købmand Højby tidligere havde holdt til.
Her blev alle budt velkommen. Men det var ikke kun mennesker, hun kerede sig om. Det var også dyr. Og gården bag Grillen var noget nær en mini-zoo.
Jakob-Jesse skrev:
”Hesten som kom ind hver jul for at spise rugbrødsskiver ved middagsbordet. Geden Mette og hendes bedste ven Pegasus. Pegasus blev depri’ da Mette døde. Og Hængebugsvinet Irene, fritten som hed Poul. Og mærkværdige katte, Grev Ingolf hunde. Vores to elskede Irske Ulvehunde og vores skaldede hund Rikke med hormonforstyrrelse, som blev så gammel, at vi ikke måtte flytte rundt på møblerne. Det var dig, som havde de underlige dyr og du elskede det liv”.
Lissi havde et utal af gravhunde. Skaldede Rikke var kun én af dem. En anden var Døv – og det var den. Når de blev så gamle, at de havde svært ved at gå, kom de da bare op i en klapvogn og blev kørt.
Da hendes høns skulle have et nyt sted at bo, ryddede hun den ene stue, og der kunne de så være, til de kunne flytte ind det nye sted. Det blev der snakket en del om: Har I hørt…
JAKKE AF DIVANENS OVERDEL
Lissi var kreativ som få. Hun kunne lave alt med hænderne – figurer af ler og modellervoks, tøj, hatte. Børn fortalte Lissi, hvordan de gerne ville være klædt ud til skolens fastelavnsfest, og så syede hun kostumet til dem. Og meget ofte fik et barn endnu en fjer i hatten, når hans eller hendes dragt fik førstepræmien for den bedste udklædning.
Hun syede Jakobs tøj, og han var stolt af det. Også da hun syede en lidt speciel jakke. Som han skrev i fødselsdagsbrevet efter Lissis død:
”Du satte ‘Live Aid’ koncerten på Wembley på fjernsynet, sommeren 1985 og jeg var solgt til stanglakrids. Deres tøj, fuck det var fedt. ‘Mor, hvordan får jeg sådan en jakke?. Du gik hen til vores Divan og tog hele overdelen af. ‘Kom, vi laver den præcis sådan, bare med et Musketer-Dick Turpin-twist”.
Hun skrev lejlighedssange, når venner og bekendte havde brug for at få en sådan, og det havde de tit. En sang hørte – og hører med – til konfirmationer, runde fødselsdage, bryllupper – også dem af sølv og guld.
LISSI GAD DE UNGE
I baggården havde Lissi og Jørn stillet en stor pool. Og den brugte Jesse og hans kammerater. Men kammeraterne kom også for andet og mere end vand på kroppen. De kom for at snakke med Lissi. Hun gad dem – lyttede, var interesseret i dem. For mange udfyldte hun et tomrum. Og når familien tog på bilferie i Europa i en ombygget gammel Ford Transit, som var hjemmemalet orange og med hjemmesyede betræk, var det almindeligt, at Jesse havde to eller tre kammerater med på turen.
Lejlighederne i Købmandsgården lejede hun ud til sårbare unge, og hun rakte altid en hånd, hvis f.eks. en enlig mor havde brug for hjælp.
Mange, der dengang var børn, har en del at takke Lissi for. Som en af dem skrev på Facebook under Lokalpostens nekrolog:
”Lissi var verdens bedste reserve-bedste. Hold op hvor har jeg været der ovre og blive passet mange gange når jeg var syg. Elskede at ligge på sofaen under dynen sammen med alle hundene. Og Døv var min hund. Ham har jeg kendt siden han var helt ny lille hvalp. Har aldrig mødt et mere hjertevarmt menneske end Lissi. Og takket være hende havde jeg verdens bedste konfirmation. Lokalet var gildesalen og sange skrevet af Lissi. Og alle de timer der er blevet tilbragt i poolen. Og ærte rov. Lissi har gjort min barndom god og vil altid huske tilbage på alle de gode stunder ved hende og Jørn”.
HER VAR PLADS TIL ALLE
Grillen – eller Ørting Grill Room, som den hed mere formelt – bød på jukebox, dart og et billiardbord. Her kom alle aldersgrupper. Mænd, der havde mistet deres koner, kunne få et måltid, når de ikke havde færdighederne til bare at spejle eller koge et æg.
Havde de ikke penge den dag – nå ja, så betaler du bare, når du kan. Unge mennesker kom for at hænge over en sodavand og en gang pommes frittes.
Stations-Viggo kom også og fik en øl eller to. Ingen skulle drille ham. Men end ikke Lissi kunne lade være med at grine, når Viggo på varme sommerdage kom med en sort paraply over hovedet og handsker på hænderne, fordi han led af soleksem.
JULEN BLEV REDDET FOR OFTE
Lissi vidste ikke al det gode, hun ville gøre for dem, der havde brug for støtte, og for dyr og børn. Men hun kunne glemme at være god mod sig selv. Og til tider kunne det blive for meget når hun åbnede en øl og på alle tider af året sagde: ”Man skal ikke bære julen ud”. Det skete mere end en gang, hun røg under bordet, når julen blev reddet for mange gange. Hendes KOL-sygdom, var en følge af for mange cigaretter. Cigaretterne fulgte hende til det sidste: af med iltudstyr og andet – ud for at ryge – og på med det hele igen.
Lissis børnebørn gav hende et sylteglas med ”ren luft fra København”, og hun elskede dem.
HAVDE ALLE BARE EN SNERT AF LISSI…
Mange beboere i Ørting husker stadig synet af hende, når hun kom gående med en stor ulvehund på den ene side og en lille gravhund på den anden. Endnu flere har meget at takke hende for.
Der er ingen tvivl om, at Lissi kunne være en rappenskralde. Men hvad der tæller mere, er – hvad der fremhæves af alle, der kendte hende – hendes menneske-og-dyre-varme og gode humør. Hendes evne til at omfavne alle, der havde brug for det.
Havde alle bare en snert af Lissis nærvær og interesse for andre mennesker, ville vi ikke behøve kommissioner og udvalg til at komme med forslag til, hvordan ensomhed kan bekæmpes – eller hvordan vi undgår mobning af børn og for den sags skyld voksne. Dyrenes Beskyttelse ville ikke behøve så mange steder, hvor uønskede dyr kan vente på et nyt hjem. Og både børn og voksne med problemer ville kunne rette ryggen og sænke skuldrene, for der var nogen, der gav dem selvværd.
Ikke underligt, at hendes lille gravsten på Ørting Kirkegård ikke rummer datoer – men kun en enkelt linje: ”vores Lissi”.
