Den lille cykelfærge mellem Alrø og Hjarnø begynder at sejle igen lørdag den 12. april. Frem til 28. juni sejler den kun i weekenden med to afgange om dagen fra begge sider. Men fra d. 28. juni og til udgangen af september sejler den alle dage – og igen fra 04. oktober til 19. oktober kun i weekenderne. Den sejler altså i påskeferien, sommerferien og efterårsferien.

Den ombyggede fiskekutter medtager kun cyklister og gående, og billetten skal købes her. Den kan også bruges til færgen mellem Hjarnø og Snaptun.
BROENS TILSTAND
Vinterstorme har været hårde ved anløbsbroen på Alrøs sydspids. Sidste år blev den næsten smadret, og før kommunen fik den lappet sammen, kunne færgen ikke sejle. Det betød forsinkelser til midt i maj. Broen holder denne sæson, men så snart sejladsen er slut i oktober, skal nye pæle bankes i havbunden. De skal bære en ny gangbro.
Men stenmolen er også i en ringe forfatning. Cementen mellem kampestenene smuldrer. I kommunens anlægsbudget 2025 – 2028 står: ” Renovering af en 58 m lang træ bådebro, som er fæstnet til det nordlige moleanlæg. Der afsættes i 2027 2.650.000 kr.”. Vi skal altså mere end et år frem, før anlægsbroen kan forventes at være helt i orden til cyklister og gående, der er på Alrø for at opleve, hvad turistorganisationen Kystlandet beskriver som ”den særlige ø‑stemning” – dog uden at uddybe, hvad ordene egentlig dækker.
DÅRLIGE, FARLIGE VEJE
Men det er ikke uden risiko at cykle til færgen på den syv km lange ø. Vejen ned gennem Amstrup er smal og dårlig med huller og høje asfaltkanter. Og det bliver ikke meget bedre, når dæmningen er krydset. I en henvendelse til kommunen skriver Alrøs lokalråd: ”Alle veje er smalle og i dårlig stand. Desuden har de et dårligt udsyn, så de er farlige for både cyklister og gående men også for bilister. De er i urimelig dårlig stand pga. af mange års utilstrækkelig vedligeholdelse fra kommunalt hold”.
Måske er vejene en del af den ”autentiske ø‑stemning”.