Hun blev aldrig kaldt andet end Spand-Marie. Mange har hørt om hende – kun nogle få husker at have mødt hende, og ingen husker hendes efternavn. Hun var kun Spand-Marie.
Men hun var også så meget andet. Hun var mor til Emil, Emilie Persdatters datter, Bennys og Preben Eriks farmor, og hun var søster til Jens Peter, Karl og Karoline.
Men hun var altså også Spand-Marie på Aakjær, og som malkepige og spandevasker placeret nederst i hierakiet.
SVENSKER OG DAGLEJER
Hendes navn var Kirsten Marie Jensen, og hun blev født 23. august 1876 i Grinderslev i Salling. Af kirkebogen fremgår, at hun var datter af den svenske kvinde, Emilie Persdatter, der var 30 år gammel, da hun fødte Marie. Daglejer Poul Jensen blev udlagt som hendes far, som han var udlagt som far til Maries en fire år ældre bror.
Fire år efter viser folketællingen i 1880, at nu er Emilie blevet gift med den udlagte barnefar, og de har udvidet børneflokken med yderligere to børn – Karl og Karoline, som begge er under et år gamle. Familien bor i et hus sammen med flere andre familier med mange børn. Huset tilhørte med stor sandsynlighed et af områdets to små godser. Hvilket ved vi ikke, for der står kun, at Poul Jensen var ”daglejer i agerbruget”.
Maries barndom har sikkert været som de fleste børns, når deres forældre var fattige landarbejdere: Meget lidt skolegang – og hurtigt ud at tjene, så der var en mund mindre at mætte.
Hun bliver konfirmeret i Grinderslev sogn hjemme hos forældrene – men hendes opholdssted er angivet som Mogenstrup – en lille landsby 14 kilometer syd for Skive. Så på det tidspunkt har den 14-årige Marie været ude at tjene.
TOG HJEM FOR AT FØDE
I 1905 føder Marie knap 29 år gammel en dreng 19. juli, og en tjenestekarl – Kresten Jensen – på herregården Ulstrup udlægges som far. Drengen fik navnet Emil. Han er født i Maries hjemsogn – men han er også indført i Sønderving Sogns kirkebog med bemærkningen om, at ”pigen opholdt sig 10. månedsdagen før fødslen på Ulstrup Hovedgaard”. Når der ikke udlægges en barnefar, skal præsten notere, hvor moderen befandt sig på undfangelses-tidspunktet, for det er nemlig det sogn, der skal betale alimentationsbidraget – det gamle ord for børnepenge.
Marie har sikkert arbejdet i stalden på Ulstrup Hovedgaard. Men hun tog altså – som de fleste kvinder i hendes situation – tilbage til hjemsognet og forældrene for at føde Emil. Mange kvinder efterlod også barnet dér. Det gjorde Marie ikke. Om det var hendes eget valg, eller det var fordi forældrene sagde nej, ved vi ikke. Det mest almindelige var, at barnet blev efterladt.
Ingen lærte pigerne om prævention. Begrundelse: Det vil føre til den rene utugt. Så det var kun de højere klasser, der havde den viden.
FLYTTER IND I ”RÆKKEN”
Marie blev gift med Emils far, og den lille familie flyttede til Korsør. Men i 1910 kom de til Aakær og fik bolig i Aakærhuse, på den anden side af Horsensvej – sammen med mange andre, der arbejdede på godset og deres familier. Husene blev bare kaldt ”Rækken”. I dag er der kun et tilbage, som er sat i stand og kalket gult, så det ligner stokroseidyl i en Morten Korch-film. Men da Spand-Marie kom til Aakær og flyttede ind, var det alt andet end idyl – det var nogle forfærdelige rønner, hvor store børnefamilier boede i små rum.
I 1915 dør Kresten Jensen kun 38 år gammel, og Marie er nu enke med en søn på 10 år. Hun og Emil bliver på Aakær – og bor stadig i ”rækken” hvor man – som det hedder i Kirsten Eriknauer’s bog ”Da forvalterens ord var lov” – ”var så fattig, at man ikke havde råd til at flytte”.
Ved folketællingen i 1920 er Emil stadig på godset. Han er da 15 år, og har sikkert været arbejdsdreng. Det fremgår af kirkebogen, at han blev konfirmeret i Ørting kirke 19. Oktober 1919, så han er parat til at flytte væk fra Marie og fra Aakær. Ved folketællingen i 1925 finder vi ham i Bjerre på den anden side af Horsens.
Marie arbejder i stalden – malker og gør spande og junger rene. Da hun begyndte at arbejde på Aakær, havde godset eget mejeri. Men fra 1925 blev mælken leveret til mejeriet på Rodstenseje.
Hvor meget eller snarere hvor lidt hun fik i løn, ved vi ikke. Men vi ved, at i 1940 – da Marie ifølge bemærkninger i folketællingen, var sluttet med at malke og vaske spande og mælkejunger – tjente en voksen karl 450 kr/år. Maries løn har været endnu lavere.
GUL FRUGTFARVE ERSTATTER ÆG
Hun fik kosten på godset. Men den var ikke noget at skrive hjem om. For pengene til folkenes mad blev udbetalt til forvalteren, og så skulle hans kone tage sig af den del af arbejdet – uden at få løn for det, skriver Kirsten Eriknauer. Kunne forvalterfruen spare på maden, kunne hun putte pengene i lommen. Så kosten var mest en masse kartofler, byggrød og en gang om ugen pandekager – uden æg. Eriknauer fortæller, at forvalterfruen solgte æggene og hældte gul frugtfarve i pandekagedejen.
Og der var tale om forvalter-fruen. For der var et hierarki blandt de ansatte på godset, som ville noget. Marie var i bunden af hierakiet. Det var nemlig finere f.eks. at arbejde som stuepige end som køkkenpige. Og finere at være køkkenpige end at være malkepige og spandevasker. Men Spand-Marie blev på Aakær. Dér finder vi hende stadig ved folketællingen i 1940. Hun er holdt op med at arbejde – men laver dog stadig lidt i stalden. I Maries sidste arbejdsår, var malkemaskinerne indført, men den slags mekanik ville hun ikke vide af. Hun fortsatte med at malke med hænderne og samle mælken i en spand.
FOR LANG OG TRO TJENESTE
Det var almindeligt på godserne, at takke gamle arbejdere for lang og tro tjeneste med fri bolig. Marie var en af dem, som ejeren belønnede, så hun fortsat kunne bo i ”rækken”. Hun fik også en medalje af Landboforeningen, som blev overrakt af formanden, Arne Sørensen ejer af Lundhoff. Hvornår hun skulle bære den, står hen i det uvisse.
Spand Marie var blevet folkepensionist. På hendes tid hed det aldersrente – og det hed sig, at hun var blevet aldersrentenyder.
Aldersrenten blev indført i 1922. Den kunne udbetales til folk, der var fyldt 60 år og som ikke havde andre indtægter. Men på grund af økonomisk krise, fik Venstre og de konservative aldersgrænsen hævet til 65 år. Ikke med besparelser som argument. Men fordi, sagde de to partiers folkevalgte, at de ældres helbred var blevet bedre, så derfor kunne de sagtens arbejde i længere tid. Vi hører ekkoet af den snak i nutidens debat om pensioner og pensionsalder.
Landsfader Stauning satte dog igen pensionsalderen ned til 60 år i 1936.
Aldersrenten var – hvor lav den end var – et gode for mennesker som Spand Marie.
BARNEBARN FLYTTER IND HOS SPAND-MARIE
Hendes søn, Emil, er også tilbage på Aakær. Den 32-årige mand er blevet gift med en kun 17-årige kvinde på Rådhuset i Århus den 16. Januar i 1937, og de er flyttet ind i Teglhuset – et af godsets mange dårlige huse. De får to sønner – Benny i januar 1939 og Preben Erik i oktober 1941.
Af det netop offentliggjorte Bovrup-Kartotek, som rummer medlemmer af Danmarks Nationalsocialistiske Parti født før 1908 fremgår, at Emil melder sig ind i partiet i marts 1941. Hvorfor han gjorde det, melder historien ikke noget om. Det gør den derimod om, hvad der skete med drengene. Af kirkebogen fremgår, at den dengang 5‑årige Preben Erik formelt bliver bortadopteret i 1946. Den 7‑årige Benny er flyttet ind hos Spand-Marie, der da var 70 år gammel. Deres mor magtede ikke – af økonomiske grunde – at brødføde to børn. Hun var nødt til at flytte til Lolland, hvor hun kunne få arbejde.
Hvor Emil, drengenes far, opholdt sig under og efter besættelsen, fremgår ikke af noget arkiv. Han forsvandt – ingen ved, hvad der blev af ham.
Først da Benny besøgte sin mor på Lolland, fandt han ud af, at hans lillebror blev bortadopteret, men han fik senere kontakt med ham, og begge drenge holdt kontakt med deres mor.
MARIE BLEV 103 ÅR GAMMEL
Benny blev konfirmeret 22. Marts 1953 i Falling Kirke. Og så var Maries forpligtelser slut. Da er hun også 77 år gammel.
Vi ved ikke, hvor længe hun bliver boende i ”rækken”. Men vi ved, hun kom ind på Amts Plejehjemmet i Odder – det var i det gamle sygehus. Hvornår præcist ved vi ikke. Men nogle af plejehjemmets tidligere ansatte husker, at hun var der i 1970. Måske var det de bedste år i hendes liv. Varme, husly, god mad og venligt personale. Hun blev 103 år gammel.
Marie var en af vores områdes mange oversete eksistenser. Hun levede et fattigt liv, og hun havde aldrig kendt til andet. Det havde hendes mor – Emilie Persdatter – heller ikke. Hun var svensker, og udvandret til Danmark. Når vi hører om udvandrere fra Sverige, tænker de fleste af os, at de tog til Amerika. Og der var da også mange, der købte billet til en plads på 3. klasse og udholdt turen over Atlanten. Men ikke alle havde råd til billetten, så efter USA blev Danmark det vigtigste udvandrerland. Mellem 1850 og 1910 kom 83.000 svenskere her til landet.
Der blev annonceret efter svenske tjenestefolk – kvinder med godt skudsmål, pæn fremtræden og udseende, som der stod i annonce i Aalborg Stiftstidende i 1858. Lønnen var kun den halve af danskernes – men dog bedre end den, de kunne få i Sverige.
Emilie Persdatter var bare en af dem. Hun fik en tilværelse på bunden af samfundet Det samme fik hendes datter – Spand Marie. Men Marie nåede dog at blive vidne til en tid, hvor lønningerne steg, hvor arbejdsstyrken i landbruget blev voldsomt reduceret, og hvor velstanden voksede. For de andre.
Artiklen om Spand-Marie bygger på:
Research i kirkebøger og folketællinger – stor tak til Heidi Ilsøe og Lise Laursen for bidrag
Bidrag på Facebook – bl.a. fra Maries tipoldebarn, Natasha Lynggård Sørensen
Kirsten Eriknauers bog – Da forvalterens ord var lov
Nationalmuseets bog – Herregårdsliv: Stald- og havefolk
