Intet program – og kun to regler

I hjørnesofaen sidder tre drenge mageligt tilbagelænet med fødder uden sko placeret på det lille bord. De kigger stift på mobilen, mens de diskuterer et spil, som de alle tre interesserer sig for.
Et par piger komme ind, ser drengene og fniser. De futter gennem rummet på strømpesokker og forsøger at lade som om de ikke ser de tre i sofaen. De kigger længe på en opslagstavle uden mange opslag, skotter lidt til sofaen og fniser. Og så hurtigt ud igen for et minut efter at komme ind og skjult bag en væg holde mobilen frem og tage et billede af drengene.

Kim Schlosser: De har selvfølgelig et ansvar. Jeg gider ikke, de ødelægger noget – eller er dumme ved hinanden

Det er først på aftenen onsdag. Og halinspektør Kim Schlosser åbner cafeteria og senere Hallen for børn og unge fra vores område. Eneste betingelse for deltagelse er, at de mindst går i 5. Klasse.
”Der kommer mellem 10 og 25”, siger han. ”Det ved vi aldrig på forhånd. Og det er også ligegyldigt, for vi har ikke noget program. Jeg er her, men de må selv finde ud af, hvad de vil lave. Det er et skemafrit område”.
Netop det program-løse er lidt specielt for klubben i Hallen. Men det er vigtigt for Kim.

”Børn og unges liv er i dag sat ind i skemaer. ”Så skal de dét – så skal de noget andet. Det eneste, der ikke står i skemaet er underhold dig selv. Og når de så underholder sig selv med telefon og Ipad, så hører vi, at de er bruger alt for meget tid på spil og sociale medier.
Her kan de gøre, hvad de vil – selvfølgelig har de et ansvar. Jeg gider ikke, at de ødelægger noget, eller at de er dumme ved hinanden”.

Der er også tid til en lille snak, når slikposen skal fyldes

Flere drenge er kommet til i hjørnesofaen og står også ved siden af den, og nu bliver computerspillet diskuteret højlydt.
”Ja, vel spiller de da”, siger Kim. ”Men de gør det sammen, og de snakker om spillet. Spil og sociale medier er altså en del af børn og unges fritid, og når det passer dem, spiller de lige så gerne bordfodbold”.
Pludselig sætter hele flokken sig i bevægelse, og flere bruger gulvet som glidebane, når de på strømpesokker bevæger sig op til disken.
Og straks benytter pigerne sig af muligheden for hurtigt at indtage hjørnesofaen. De kigger på en Ipad, peger og snakker. En tredje pige er kommet til.
For 8 kroner blandet slik. En af dem, en af dem, en af….Kim putter tålmodigt det udvalgte ned i posen. ”Så, nu har du brugt pengene”, og den næste kommer til. Han skal have for 5 kroner.

Det er heller ikke denne onsdag aften Kim Schlosser bliver rig. Blandet slik – en enkelt cola. ”Det er heller ikke meningen, at jeg skal tjene penge. Meningen er, at skabe et frirum, hvor de kan være sammen og gøre, hvad de vil.”

Drengene går til vinduerne, kigger ned i hallen og kommenterer badmintonspillernes

De voksnes badmintonspil i Hallen bliver kommenteret

anstrengelser. ”De spiller slet ikke”, siger en af dem med en smule foragt i stemmen. ”De sender bare bolden frem og tilbage – frem og tilbage”. Badminton-spillet er interessant af én grund: Så snart det er forbi, er Hallen ungernes. De kan indtage den – gøre, hvad de vil. Derfor ved de på minuttet, hvornår spillernes 3. Halvleg indledes i cafeteriaet.

Anstrengelserne i Hallen er ved at være slut, og drengene står på spring. En af dem slår en bold i gulvet. Mobilerne er gemt væk. Nu gælder det et andet spil”.

Uden for døren ind til cafeteriet ligger jakker og sko i en stor bunke. I aften deltager 10 – andre aftener 25.

”De savner ikke et program”, siger Kim. ”Gjorde de det, ville de vel ikke komme tilbage. Det er et frirum, og jeg må indrømme, at jeg da til tider hører gloser i deres snak, så jeg tænker hov – hvor kom dét lige fra. Men det hører jo også med til et frirum”.

”Der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: Nu lukker vi. For støjen fra 25 unger er overvældende”, siger Kim. ”Men nu har vi fået et helt nyt loft sat op her i cafeteriaet. Og det har hjulpet meget. Så selvfølgelig skal de da blive ved med at komme”.