Mink, grundlovsbrud, manglende lovhjemmel, smitteopsporing, mangelfuld smitteopsporing, testning, WHO, Wuhan, mundbind uden effekt, vaccine på vej…
Jeg orker ikke mere – springer over Corona-artikler i aviserne. Ser ikke flere pressemøder. Gider ikke de politiske slagsmål. Jeg burde – det ved jeg. Men det er ved at være nok.
Siden midt i marts har Barbara og jeg holdt os for os selv. Har kun været sammen med ganske få mennesker og brugt så meget sprit, hvis vi skulle ”ud i samfundet”, at det ville være farligt at bruge en lighter tæt på os. Vi har været så forsigtige på grund af Barbaras kemo-skadede lunger. For vi ved, at hun næppe kan klare at blive fanget af Covid-19.
”Det er ikke farligere end almindelig influenza”, har venlige mennesker fortalt os – ”så kom bare”. Jo, tak – men….Det har været lidt svært at svare høfligt.
TRODS ALT POSITIVT
Vi har dog valgt trods alt at se det positive: Tid til alt det, der ellers kan være svært at finde tiden til i dagligdagen. Aldrig før har jeg haft tid til at læse så mange bøger, se så mange dokumentar-udsendelser og endda tid til at hærge Netflix-film og serier. Endnu har vi ikke fået hyttekuller. Og når den sniger sig ind, bor vi i et smukt naturområde, hvor det er let at finde steder, hvor mennesker ikke falder over hinanden.
ENSOMHED
Men rundt om os ser det værre ud. Små virksomheder og foreninger er hårdt ramt af nedlukningen. Og nedlukning af de sociale aktiviteter rammer hårdt. Også her i området. For mange gamle mennesker bor alene, og hvis de har familie, så er de advaret mod at bære covid-19 til bedsteforældre og oldeforældre. Aktiviteterne i Sognehuset – Torsdagsklubben, Danske Seniorer, sangeftermiddage – plejer at være gode lyspunkter i dagligdagen. Men de er lukket ned. Spisevenner er også aflyst. Ensomheden presser sig på.
FØR VAR DET TO AF FEM
Før Corona var det to af fem ældre mennesker over 65 år, som bor alene, der føler sig ensomme. Børn og børnebørn bor måske langt væk. Ægtefællen er død. Vennerne begynder også at falde fra. Og ensomheden vokser med alderen. Det viser et notat fra Kommunernes Landsforening. Det viser også, at 10.000 indlæggelser om året skyldes følgevirkningerne af ensomhed. Og 125.000 gange bliver praktiserende læger opsøgt af gamle mennesker, der ikke fejler andet end at de har brug for at snakke.
Det er bekymrende at tænke på, hvordan tallene ville se ud nu – otte måneder efter den første Corona-nedlukning, hvis der blev lavet en tilsvarende undersøgelse.
JULEMÅNEDEN FORSTÆRKER
Vi går ind i julemåneden, og for mange kan det gøre ensomheden endnu mere påtrængende.
Måske kan den sociale Corona-boble, som Statens Seruminstitut kalder det, udvides med et besøg hos en ældre nabo. En kop kaffe, en kage og en lille snak kan i disse tider gøre en stor forskel for et menneske, som fra vinduet måske kan se, hvordan julehyggen sniger sig ind. Hos andre.
Og mens en stor gruppe mennesker – også i vores område, hvor vi ellers plejer at sige, at alle kender alle – lider under Corona-nedlukning, fortsætter mediernes Corona-dækning. Nu afstand på to meter – ikke kun en meter, selvisolation, tomme minkbure, hasteindkaldelse af statsministeren i folketinget, 250.000 døde i USA, lovbrud, Inger Støjberg Trump….
Jeg orker ikke mere. Men alligevel… overskrifterne bliver skimmet, artiklerne sprunget over. De første sætninger fra de politiske kommentatorer bliver hørt, før lyden dæmpes, og nye restriktioner bliver modtaget med et skuldertræk. Fortæl mig hvornår – og hvor – vi kan blive vaccineret.
EN FLUE I ØJET
Jeg er Corona-træt. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Men der er dog lidt positivt at gøre – med sprit og ansigtsmaske: Hjælp de små virksomheder og foreninger, som nedlukningen har været ved at blæse omkuld – og sæt tid af til et lille besøg hos et menneske, hvor Coronaen og nedlukningen har skabt eller forstærket ensomheden.
Der er også den mulighed, at man på tlf. 2938 2124 melder sig til foredraget onsdag aften i Sognehuset om Storm P.’s humor. Dækkende for denne artikels indhold er nok den vits, hvor den ene vagabond siger til den anden: Hvad mener du om verdenssituationen? Svaret lyder: Ingenting. For jeg har en flue i mit øje.
Men før eller siden bliver det godt igen – fluen kommer ud.
