Jeg skal ikke missionere

Det lå ikke i kortene, at Vibeke Døssing Rudebeck skulle være præst

Vibeke Døssing Rudebeck kommer ikke fra et specielt kristent hjem. Forældrene var som folk i Danmark er flest – kom i kirken juleaften, til dåb, bryllup og begravelse. Så det med at blive præst – og i det hele taget at få en universitetsuddannelse – det lå ikke lige i kortene.
Hun blev da også først uddannet som speditør – et job, der drejer sig om at få varer fragtet fra et sted til et andet. Men hun havde den – drømmen om at blive præst. Og da hun som 36-årig blev fyret fra et job, skulle den realiseres. Hun kom ind på teologistudiet og blev ordineret som præst i januar 2010.

Efter et barselsvikariat, fik hun jobbet som præst i Ørting –Falling, og i januar 2011 flyttede hun og familien ind i præstegården på Bilsbækvej. Og dér har de boet siden.
På papiret skal hun dele sin tid, så 45 procent af arbejdsugen er afsat til Ørting- Falling. Og 55 procent skal tilbringes i Odder.
Men det er brøkregning, som hun ikke går så højt op i. Set over tid, går det op. Der kan være uger, hvor der er meget at gøre i Ørting-Falling – og uger, hvor hun tilbringer næsten alle arbejdstimer i Odder. Det vigtigste er, at det i sidste ende går op.

Nærvær og ro
At begynde på et universitetsstudium som 36-årig – allerede etableret og med tre børn og nummer fire under studiet – var ikke uden problemer. Men i dag er hun glad for, at hun tog springet. Og alderen betød at hun havde livserfaring med sig, da hun begyndte at arbejde som præst. Den kan man ikke læse sig til, og specielt i dét job er det rigtig vigtigt. Ikke mindst fordi mødet med mange mennesker i mange forskellige situationer kræver nærvær og ro. Det kan være svært at give, hvis man er ung og usikker.
Som præst møder man mennesker i lykkelige øjeblikke – men også når en sorg har ramt. Og man ved aldrig, hvad dagen bringer. Man skal være parat til det hele.

I januar 2011 flyttede familien ind i præstegården på Bilsbækvej    

Højmessen er (næsten) fredet
Kirkerne i Ørting og Falling er bygget i 1100-tallet. Og de er synlige, når man kommer til landsbyerne. For Vibeke er de kulturbærere, som repræsenterer en historie, en arv og nogle fælles værdier, som samfundet bygger på.
Ikke mange mennesker kommer i kirkerne til søndagens højmesse. Og det har ført til diskussioner om fornyelse for at tiltrække flere.
Det er en vanskelig diskussion, mener hun. Højmessen bygger på traditioner. Og rammen skal ikke ændres for meget.
”Den er ikke skabt som et led i den almindelige underholdning. Men til ro og refleksion. Vi kan synge nyere salmer, prædike på en måde, så de gamle tekster sættes ind i en nutidig forståelse, og på den måde gøres nærværende. Vi er bestemt også åbne for at byde andre musikinstrumenter end orglet ind. Men rammen skal vi ikke ændre for meget på”, understreger hun og fortsætter:
”Man kan ikke sammenligne folkekirken med frikirker eller kirker så langt væk som i USA eller i Afrika. De har andre rammer og traditioner – og kan derfor gøre tingene anderledes. Men vi har jo masser af muligheder for at lave andre former for gudstjenester på andre tidspunkter end lige søndag formiddag. Og det gør vi allerede”.

Den sociale funktion
Kirken er andet og mere end lige gudstjenesterne. Ved at tilbyde aktiviteter, der er åbne for alle i et lokalsamfund, har den også en social kulturel funktion.  

I sognehuset tilbyder kirken foredrag, morgensang og andre aktiviteter. FDF og Danske Seniorer har også lokaler her

”Vi har fastelavn for børn og voksne, vi har aktiviteter omkring jul. Og vi har Sankt Hans i præstegårdens have”, fortæller Vibeke. ”Desuden har vi gratis koncerter i kirkerne, foredrag i sognehuset, stille-gudstjenester, morgensang og fortælleaftener i kirkerne. Det handler alt sammen om at styrke et fællesskab. Ikke om nødvendigvis at få flere ind i kirkerne til gudstjenesterne. De skal nok komme, når det gælder – når noget vigtigt sker i deres liv. Men selvfølgelig er det da lettere, hvis man i forvejen har haft berøring med kirkeliv, og ikke er totalt fremme overfor det, kirken står for”.
Hun mener ikke, at hun skal missionere i traditionel forstand. Hvis nogen vil lytte, vil hun gerne sige noget, men hun ønsker ikke at trænge sig på og gå og stemme dørklokker.

Respekten for andres tro
”Med alle de aktiviteter kirken tilbyder skaber vi et fællesskab som bunder i vores fælles kristne arv, og det kan man måske også betragte som mission. Bare på en anden måde”, siger hun.
Men hun understreger, at aktiviteterne er for alle. Uanset tro. Fordi man selv bekender sig til kristendommen, kan man godt respektere andre menneskers tro. Og det gør hun. Hun har sagt, at vi kun har én Gud. En Gud, som har mange navne. Med det mener hun, at der er mange forskellige religioner. Men dybest set handler de alle om menneskers behov for at høre til. En forestilling om lys og kærlighed.
Hendes respekt omfatter dog ikke den lille gruppe mennesker, der mener, de skal slå andre ihjel i deres guds navn. Eller som bruger biblen til at fordømme andre. Det har intet med tro at gøre. Det er fanatisme.

Endnu flere tilbud
Vibeke håber på, at kirkerne kan give et endnu bredere tilbud, når seks små sogne skal til at arbejde tættere sammen. Ørting, Falling, Gylling, Alrø, Hundslund og Torrild har alle sådanne åbne aktiviteter, og i stedet for at kopiere hinanden, bliver det muligt at satse på forskelligheden og på fælles aktiviteter.
Hun er ikke bange for, at den større enhed vil betyde, at færre mennesker føler en tilknytning til kirken og til sognet. For der er allerede opbrud. Kan et barn ikke blive døbt i kirken i Ørting lige dén dato, så bliver det måske døbt i Gylling. Sognet som sådan betyder ikke så meget, som det har gjort. Hun har haft forældre fra Horsens og Århus, der er kommet til Ørting og Falling for at få et barn døbt eller for at blive viet, fordi de føler en tilknytning til stedet.
”For mig er det vigtigste, at folk vil bruge kirken. Og vi byder velkommen. Hvis ikke det ene sted, så det andet”, siger hun.