Hvis du går en tur rundt på Ørting kirkegård, finder du en lille gravsten med en meget enkel inskription: Tak for’et – Cleo. Ingen dato og årstal for hverken fødsel eller død. Intet efternavn. Her hviler kvinden, der ”havde en latter så dyb og rungende, at den kunne vække Holger Danske”, som der stod i en af de mange nekrologer, da hun i en alder af 84 år døde i 2006. Hun var folkeeje, fordi hun i ordets bedste forstand var netop folkelig.
De sidste syv år af livet boede hun i Ørting – og her bor hendes mand og søn stadig.
Cleo – med det borgerlige navn Ellen Sofie Jensen – begyndte sin karriere som Bakkesangerinde. I 25 år stod hun hver sommer på scenen i teltet ”Bakkens Hvile”. Og her sang hun bl.a ”ska’ vi sove eller hva’”, som du kan høre her.
Første gang var i 1947, og da var hun så nervøs, at hun sang en oktav dybere, end hun normalt ville gøre. Og dét fængede i teltet på Bakken. Hun blev så benovet over det store bifald, at hun reagerede med et ravjysk ”tak for’et”.
Og det sagde hun hver gang siden. Også da hun for allersidste gang optrådte offentligt. Nemlig da Bakkens Hvile i 2003 kunne fejre 125 års jubilæum. Siddende i sin kørestol sang hun og holdt bagefter en brandtale om at behandle homoseksuelle ordentligt. Karrieren begyndte i teltet på Bakken – og sluttede samme sted. Men den havde været lang.
Cleo var også skuespiller, revystjerne, foredragsholder og radio-debattør.
Spørg Bare
I en årrække var hun fast panel-deltager i radioprogrammet “Spørg Bare”.
I panelet var også politikeren Erhard Jakobsen, rejsekongen Simon Spies og skuespilleren John Price. Lytterne kunne skrive ind til programmet og bede de fire forholde sig til dette eller hint. Samme model som nutidens Mads og Monopolet. I 1969 havde programmet 1,5 millioner lyttere.
Dengang stod fordommene om Bakkens sangerinder i kø. Og det smittede af på især Simon Spies og John Price. Men den nedsættende facon prøvede de kun én gang. For Cleo var på alle måder både intelligent og livsklog, og egentlig den mest stringent tænkende af de fire. På Bonanza har Danmarks Radio arkiveret en række af udsendelserne. Dem finder du her
Cleo var allerede folkeeje – ikke mindst fordi hun havde medvirket i Dirch Passer-filmen “Pigen og greven” og i den svenske film “Elvira Madigan”. Knap så kendt var måske, at hun også spillede med i flere Brecht-forestillinger på københavnske teatre og Ålborg Teater.
Men specielt “Spørg Bare” betød, at der var bud efter hende fra hele landet som foredragsholder. Bl.a. holdt hun foredrag om ungdom og sex. Hun snakkede lige ud af posen på en måde, der var til at forstå
Ingen politiske rævekager
I 1970’erne trak hun sig fra rampelyset og flyttede til Djursland. Her åbnede hun sammen med Gorm et kaffehus, der trak et utal af besøgende. En kort overgang engagerede hun sig i lokalpolitik – blev valgt på egen liste. Men hun forstod ikke det politiske spil og gik igen. Cleos natur var ikke til spil og politiske rævekager.
Da familien flyttede til Ørting, var hun allerede ramt af de første af de blodpropper, der tvang hende ned i en kørestol. I flere år kunne vi her i byen se det lille optog med Gorm og Helmuth, der skiftedes til at skubbe Cleos kørestol. De havde næsten altid følgeskab af en stor, godmodige rottweiler og af en lille hund, der tit blev så træt, at den måtte op at køre.
Der var altid tid til en hurtig bemærkning, en lille snak og en høj latter.
Cleo var på alle måder ægte – what you see, is what you get. Derfor var hun folkelig – i ordets bedste forstand.
Tak for’et.
