Af LISE LAURSEN og MARIANNE HANSEN
”Degn i Ørting. Det var alt, Jens Blicher drev det til i denne verden”.
Så kunne det næsten ikke være værre for forfatteren og præsten Steen Steensen Blichers lillebror, må man forstå. Degn i Ørting!
En præst fra Ryslinge, O.J.Hansen, havde fattet interesse for familien Blicher,og 4. december 1965 skrev han en kronik i Randers Amtsavis, hvor han ret nedsættende – sagt med et nutidigt ord – kalder Jens Blicher en taber: ”Degn i Ørting. Det var alt, Jens Blicher drev det til i denne verden”.
GENIET OG DEN HELT ALMINDELIGE
Jens Blicher blev født 2. november 1787. Han var fem år yngre end storebror Steen. Drengene blev født i Vium, hvor deres far – Niels Blicher – var præst. Han underviste drengene hjemme, for han mente ikke, at landsbyskolen var god nok til hans sønner.
Han var den primære person i drengenes liv, for deres mor led af depressioner – eller som det hed dengang: Hun havde tungsind. To børn havde hun mistet, da de var spæde. To sønner overlevede altså.
Niels Blicher så Steen som en højt begavet dreng, der ville blive til noget stort og husket af eftertiden, og det fortalte han ham hele livet. Jens var bare mere almindelig.
I SKAL PÅ UNIVERSITETET, SAGDE PRÆSTEN
I 1795 blev han forflyttet og blev præst i Randlev-Bjergager og familien flyttede ind i Randlev præstegård. Det vil sige Steen blev sendt på latinskole og han blev senere student med udmærkelse. Da var Jens 11 år.
Præste-faderen ville have, at begge sønner skulle på universitetet og studere teologi, så Steen blev sendt til København.
Da han var gammel nok, blev Jens sendt på Århus Katedralskole, og 19 år gammel blev han student. Men der var ingen udmærkelse til ham. Kun en gennemsnitskarakter. Og så var det også afsted med ham – teologistudiet ventede i København. Men englænderne ville det anderledes.
ENGLÆNDERNE STOPPEDE PRÆSTENS PLAN
Det var på Napoleon-krigenes tid. Og Danmark var i 1807 havnet i noget af en klemme. Rusland og Frankrig havde sluttet fred, og nu krævede de to lande, at Danmark skulle forbyde engelske skibe at komme i havn og sælge varer. Skete det ikke, ville det være at opfatte som en krigserklæring mod Frankrig.
På den anden side af klemmen var englænderne, som krævede, at Danmark skulle indgå en alliance med dem og udlevere flåden. Skete det ikke, ville det være en krigserklæring. Engelske skibe befandt sig allerede i Øresund. Kongen afviste englænderne – men kendte endnu ikke det franske krav. Og så startede Englands krig mod Danmark. Bombardementet af København varede i fire dage, og ca 6000 granater og brandraketter regnede ind over hovedstaden. Nogle hundrede mennesker døde, tusinder blev såret og godt 1000 huse blev til ruiner. Bombardementet er blevet kaldt verdens første terror, fordi civile var målet.
De to Blicher-brødre mistede alt. Og Steen begyndte rejsen hjem til faderen i Randlev, hvor han kunne få mad og tøj. Jens gjorde noget helt andet. Han tog en selvstændig beslutning – måske for første gang i livet – og meldte sig til landeværnet, hvor han fik både løn og uniform. Han behøvede ikke præsten i Randlev. Han blev senere overflyttet til 3. jyske infanteriregiment, hvor han fik rang af premierløjtnant. Teologien var ikke blot lagt på hylden til bedre tider. Den var skrottet.
GIFTEDE SIG OG BLEV DEGN I ØRTING
Men syv år efter sagde han pludselig op. Ingen ved præcist hvorfor, men det var vist noget med en kvinde. Han var nu uden penge og uden arbejde. Og det på et tidspunkt, hvor det var hårde tider for alle i Danmark. Selv hans begavede bror, der nu var blevet teolog, kunne ikke finde arbejde som præst.
I begyndelsen var Jens tjenestekarl i præstegården i Randlev. Men i 1815 blev han 27 år gammel gift med Cathrine Wilhelmine Berg. Og så måtte han have et andet arbejde.
Måske havde Randlev-præsten en finger med i spillet, for Jens blev degn i Ørting. Hans eneste kvalifikationer var en ældre studentereksamen og en god sangstemme.
SVOGEREN BLEV TIL SVIGERFAR
Hans kone var søster til storebror Steens kone, som var godt kendt med familien. Hun havde nemlig været gift med Randlev-præstens bror. Da det ægteskab blev indgået, var hun 15 år og 8 måneder. Han var 55 år og 9 måneder. Her kunne Inger Støjberg snakke om barnebrud. Han døde – og 17 år og 9 måneder gammel blev hun gift med Steen, der da var 28 år gammel. Randlev-præsten var nu ikke svoger til hende. Men svigerfar.
Nu blev han så også svigerfar til søster nummer to.
DET VAR ET ANDENRANGS-ARBEJDE
Jens og Cathrine Wilhelmine fik fire børn. Den ældste – Niels Christian – dør kun ni år gammel. Som degn i Ørting fik Jens kun en ringe løn, og hans far og bror betragtede det som absolut andenrangs-arbejde. Det ved vi, fordi bror Steen i et brev tiggede og bad den kontakt, der havde skaffet ham selv et job som præst i Spentrup, om han i det mindste ikke kunne sikre Jens et job som klokker i Århus Domkirke.
Men Jens måtte blive i Ørting, hvor familien hutlede sig igennem. Det hjalp ikke, at Jens havde fået smag for at drikke og spille kort. Han døde i 1835 – kun 48 år gammel. Hans enke flyttede til Gylling, hvor hun døde to år efter. Børnene måtte Steen Steensen Blicher tage sig af.
FORVENTNINGERNES INDFLYDELSE
Degn i Ørting – det var hvad Jens Blicher drev det til i denne verden. Men han gav os historien om en outsider i en familie, hvor en far i et helt liv fortalte den ældste søn, at han var noget nær genial – at han ville blive husket lang tid efter sin død, men ikke havde samme forventninger til den fem år yngre søn. Og det endda lang tid før Robert Rosenthal afprøvede, hvad han kaldte selvopfyldelsens profeti:
Lærere fik at vide på forhånd, at en gruppe helt almindelige børn var virkelig begavede. Og lærerne handlede derefter – de så dem som aldeles fremmelige. Senere undersøgte Rosenthal og hans forskerhold, hvordan det var gået børnene. De fandt, at de børn, der havde fået stemplet ”fremmeligt barn” blev fremmelige – mens en kontrolgruppe, der fra begyndelsen lignede de andre, fortsat var en gruppe almindelige søde unger. Det viste præsten Niels Blicher flere hundrede år før Rosenthal. Men han vidste det ikke. Så kun sønnen som en fiasko. Steen Steensen Blicher bliver husket som forfatter. Så hans far fik ret. Han blev husket længe efter døden. Han bliver også omtalt som enebarn i de fleste artikler om ham – som en forklaring på det tætte bånd mellem ham og faderen. Men Jens var altså også en del af familien.
