”I hønsehuset var der et toilet med en tønde, så man kunne godt risikere, at hønsene havde skidt på brættet. Det var ikke altid så smart”.
Erling Bloch fortæller i bogen ”Da forvalterens ord var lov” om sommerferier i 1920’erne hos bedsteforældrene, der dengang boede i Kanalhuset tæt på fjorden.
Det var her godset Åkærs fisker boede. Bloch fortæller også, at ”omme ved gavlen var der en kampestensbrønd med frisk vand. Der var en masse skrubtudser dernede. De kom op med spanden, og så måtte vi jo skumme dem af”.
I husets bryggers sørgede hans bedstemor for, at der blev brygget øl nok til hans bedstefar. ”For han var altid så tørstig”.
En gang om ugen gik hun den 5 km lange tur til købmanden i Amstrup og solgte æggene fra de lokumskidende høns – og den 5 km lange tur tilbage med købmandsvarer købt for pengene.
TO FAMILIER I HUSET
Det lille hus, der blev bygget omkring 1880, fik navnet Kanalhuset, fordi det lå ved en lille kanal, der førte ind fra fjorden. Den blev brugt som ladeplads, hvor Åkær kunne laste og losse træ, korn og kvæg i fladbundede pramme. I dag er en del af kanalen sandet til.
Folketællinger viser, at to familier har boet i huset, der rummede en stue, et køkken, et bryggers, et soveværelse og et lille rum, der – da Erling Bloch var barn – blev brugt til at ordne fiskegarn. Bagved var der plads til et par geder, en gris og høns – og altså også til husets lokum, som beboerne delte med hønsene. Der har været trangt, når to børnefamilier boede i huset.
I 1890 boede der f.eks. fire voksne og fem børn.
At være fisker på Åkær betød, at skulle levere fisk til godset med det store folkehold en eller to gange om ugen. Betalingen var fri brænde og bolig i Kanalhuset.
DER VAR ENGANG.. MANGE FISK
Engang var der masser af fisk i fjorden. Ål, makrel, torsk, sild, Hornfisk…De tider er forbi. Havbrug, der uden kontrol har overproduceret, udledning af tungmetaller og fosfor og kvælstof fra landbruget har reduceret mængden. Det kan stadig lade sig gøre at få en fisk på krogen, og flere står ved højvande ude i det, der lidt storskrydende kaldes Lerdrup Havet.
Men da Kanalhuset blev bygget, var der masser af fisk i fjorden. Også mange fiskere. Flere havde været sømænd og var nu kommet tilbage. En del af dem var bønder, der kom tilbage til gården, og så fiskede de lidt ved siden af.
Også Erling Bloch’s bedstefar havde været sømand. Læreren fortalte ham, at han var alt for klog til bare at komme ud og arbejde – han skulle fortsætte skolegangen for at blive lærer. Men det ville han ikke høre tale om – han skulle ud at sejle, og bagefter være fisker.
MED BUNDGARN OG BLUS
På det tidspunkt da Åkær ansatte en fisker, blev der fisket med bundgarn. Det var en fangstmetode, der først var kommet til området omkring 1830. Garnene blev lavet af hamp, som fiskernes koner spandt. Mændene lavede så nettene og bagefter tjærede. De vred dem i hånden, så der ikke blev brugt mere tjære end højst nødvendigt.
Når ålene skulle fanges – eller stanges – var det før ålerusernes tid nødvendigt at to mænd arbejdede sammen. De blussede, som det hed. Den ene gik med halmbundter, som han antændte, så de lyste ned på bunden, hvor ålene var. Den anden kunne så hugge ålejernet ned og hive fisken op. Senere kom karbid-lygter, der kunne sættes fast på en båd, og så kunne en mand klare arbejdet.
FISK I EN TRILLEBØR
Hornfiskene kom omkring 1. maj, og så blev der fisket ved Vadegrunden, der forbinder Alrø og Gyllingnæs. Der er meget lavvandet, men sådan cirka midt på er en dybere rende med stærk strøm. Her kom hornfiskene. Så vadede beboerne fra
Alrø og Lerdrup ud med et net og fangede dem i fællesskab. De kunne få et helt vognlæs på ret kort tid – mange flere end de selv kunne bruge, så det var almindeligt at tage rundt i hele herredet for at sælge dem.
I begyndelsen var det meget almindeligt, at fiskerne tog rundt og byttede fisk med andre fødevarer og andet, de skulle bruge. En fisker fra Alrø gik omkring med fiskene i en trillebør – eller en hjulbør, som det hed. Gæstfriheden var stor på øen, så i løbet af dagen blev ”en lille en” serveret mange gange, så ofte havnede han i grøften på hjemturen sammen med de fisk, der ikke var handlet.
Senere blev fiskene betalt med penge. Og for fiskeren eller fiskerne i Kanalhuset, skulle en stor del af fangsten altså afleveres på Åkær – betaling var fri bolig og brænde. Der var mange mennesker på kost, så der skulle bruges mange fisk.
MED PALÆVINDUER OG TERRASSE
Fra sidst i 1930’erne blev huset ikke brugt til fiskerhytte, som det er benævnt i nogle folketællinger. Beboerne var nu skovarbejdere på Åkær. Men den tid er forbi.
Nu lejer godsejeren huset ud til jægere. De skal ikke nyde udsigten gennem de små sprossede vinduer, som huset altid har haft. De er erstattet af palævinduer fra loft til gulv. De har også fået en terrasse, hvor der tidligere var pigsten. Her kan jægerne så hvile sig efter anstrengelserne med et jagtgevær. Ombygningen har – som en specialkonsulent fra Slots- og Kulturstyrelsen formulerer det – “i betydelig grad svækker bygningens kulturhistoriske, arkitektoniske og miljømæssige værdi”. Men alligevel har Fredningsnævnet – som Lokalposten tidligere har beskrevet – givet godsejeren en ”lovliggørende dispensation” fra fredningsbestemmelserne.
I dag er der ikke mange minder fra dengang, der boede fiskere i huset.
Artiklen bygger på bogen “Da forvalterens ord var lov”, på folketællinger og på artiklen “Fiskeri i Horsens Fjord i forrige århundrede”
