Da hun sammen med Keld Erik boede i den gamle købmandsforretning i Sondrup, manglede der noget på væggene. Jeg maler da bare selv nogle billeder, sagde Mette. Og det gjorde hun så. Da hun tog til et galleri i Viby for at få dem indrammet, sagde ejeren: Vil du ikke udstille her hos mig? Det ville hun, og siden er det gået slag i slag med udstillinger mange forskellige steder i Danmark samt i Firenze, Canada og Sverige. Hendes værker sælges af flere gallerier. Og i dag kan hun leve af det, der – før de bare vægge i Sondrup – kun var en hobby. Hun begyndte som selvstændig på fuld tid i år 2000.
KRISER SKABER SÅRBARHED
Mette Glassy har et lille værksted ved huset på Aastrædet i Gylling, hvor hun bor sammen med sin mand og katten Kalo – husets og værkstedets hersker.
Selv om hun altså kan leve af arbejdet i værkstedet, har hun alligevel mandag og tirsdag et job som handicaphjælper.
”Jeg oplevede i 2008 finanskrisen og fandt ud af, hvor sårbar man er som kunstner, når alle holder igen med at åbne pengepungen – og den sårbarhed oplevede mange kunstnere også, da Corona fik politikerne til at lukke samfundet ned”, siger Mette. ”Så jeg har valgt en model, hvor jeg har en grundindtægt fra 12 timers arbejde om ugen. Det giver ro i hverdagen, og jeg ved, at jeg undgår sårbarheden. Og når jeg kommer tilbage til værkstedet, kan jeg se på mit arbejde dér med friske øjne”.
ARBEJDER SYV DAGE OM UGEN
Mette er glad for arbejdet som handicaphjælper – det giver både mening og energi.
”Jeg har også brug for at komme ud og møde andre mennesker. Så har jeg fra onsdag til søndag her i værkstedet på fuld tid. I de 23 år, jeg nu har arbejdet som selvstændig, har jeg erfaret, at det er vigtigt for mig at have sammenhængende dage på værkstedet til at skabe fordybelse. I weekenderne arbejder jeg også. At være kunstner er en livsstil og det er lysten, der driver værket”.
HAR EN INDRE HIPPIE
Det lå slet ikke i kortene, at Mette skulle være kunstner. Hun har, hvad hun selv kalder en lidt rodet baggrund på grund af sociale problemer i familien, så hun kender til både børnehjem og familiepleje.
Hendes mor og mormor malede akvareller i fritiden. Men kun som en hobby. Mette er uddannet blomsterbinder og dekoratør, og under de uddannelser fik hun at vide, at hun var kunstnerisk anlagt. Så da hun fik et legat, valgte hun at uddanne sig videre på kunstskole.
Måske var det på grund af den lidt rodede baggrund, hun udviklede en fandenivoldskhed, som bl.a. førte hende til Australien, da hun var 17 år. Her arbejdede hun som Trackworker – dvs. hun skulle varme væddeløbsheste op før jockeyen tog over til selve løbet.
Måske er det den lidt rodede baggrund, som har givet hende en indre hippie, der dyrker rummeligheden – som ikke sætter mennesker i kasser efter gængse normer.
”Det lyder som en kliché – en af de allermest forslidte. Men jeg interesserer mig for mennesker – alle mennesker. For alt det, der har gjort dem til de personer, de er. Alle har noget at byde på – også dem, andre kalder skæve eksistenser”, siger hun. ”Hvis man på forhånd sætter et menneske ned i en boks, får man ikke øje på det – for man har allerede besluttet, hvordan det menneske er, som står overfor én”.
HOLDER AF BESTILLINGSOPGAVER
På grund af interessen for mennesker og for de livsvilkår, der giver dem deres styrker, holder Mette af bestillingsopgaver, hvor hun skal skabe en gave til en eller flere personer.
”Så får jeg besøg af kunderne i værkstedet, og jeg får historien om det eller de mennesker, der skal have gaven. Det er så op til mig, at få den historie udtrykt i billedet. De mennesker, der har bestilt værket, er med i hele processen, så det færdige produkt udtrykker de rette følelser og minder – at alle elementer, der indgår i værket, passer lige præcis til modtageren. Jeg har f.eks. lige lavet et billede til en sej anæstesisygeplejerske, som har besteget Mount Everest. Bjerget skulle indgå i billedet – i det kobber relief – jeg skulle skabe til hende. Den slags arbejder holder jeg meget af”, siger Mette.
KOBBER OG LOPPEMARKEDSFUND
Mettes værker har dybde – fremstår som relieffer. Kobber i mange forskellige former og farver er en fast del, og hun lader også materialer fra helt forskellige verdener og fra gammel tid indgå. Det kan være et beslag fra en gammel kommode, der er blevet patineret og kombineret med et historisk dokument – et nodepapir, en gammel tekst. en nøgle, en gammel mønt. Måske finder hun plads til et af hendes egne digte om tilværelsens store problemer: livet og døden, frihed, ansvar, forholdet til naturen….
Farverne får en intens dybde og overfladen virker nogle steder som læder, andre steder som stumper af bark. Kobberet får lov til at stå patineret med sin dybe, varme, brune overflade som kontrast til de bearbejdede lysende blanke figurer. Der er mange lag i Mettes værker, og de giver vekslende lys- og skyggevirkninger. Øjet går på vandring, og fortællingerne myldrer frem og skifter karakter.
HAR ET PERSONLIGT SEGL
”Når jeg rejser i Italien og Spanien, går jeg på lokale markeder for at finde de gamle ting, jeg kan bruge. Men jeg finder også de gamle ting på markeder her i landet”, siger Mette. ”Så tænker jeg på, hvilke hænder, der har haft fat i genstandene, før jeg fik dem. Og til tider kalder en genstand på et større research-arbejde. Hvis der f.eks. er et våbenskjold i en gammel mønt. Hvor kommer det fra? Eller hvis det er et gammelt brev – hvem skrev det og til hvem?”.
På bagsiden af Mettes værker finder man en lille tekst om de gamle ting, der indgår i det. Og også hendes personlige segl. For i modsætning til mange andre kunstnere, skriver hun ikke sit navn i nederste højre hjørne. Efter hendes mening vil det blot forstyrre det, hun vil udtrykke i værket.
JUL HOS FRU MØLLER
Der er ikke tale om masseproduktion på værkstedet på Aastrædet i Gylling. Ikke noget med tre malerier eller relieffer om ugen. Mettes værker tager den tid, de nu engang tager. Og det er lang tid. For processen med at irre, skabe patina er langsommelig, og kvaliteten skal være i top.
Lige nu hænger der lidt kobber-julepynt på væggene i det lille rum og Mette arbejder med små flader. For hele julemåneden er hun at finde hos Fru Møller. Her vil der være mulighed for både at se og købe – også uden på forhånd at have tilladelse fra en bankrådgiver.
TIDEN RÆKKER IKKE
I flere hjem i Gylling og omegn hænger Mettes små værker allerede. Dem har hun doneret, når frivillige fra landsbyens foreninger har været på jagt efter gevinster til banko eller som præmier til arrangementer i Møllen eller i forbindelse med byfesten.
Men hun er ikke selv aktiv som frivillig. ”Vi er så glade for at bo i Gylling”, siger hun. ”Vi har gode naboer – her er mange forskellige mennesker, så mange foreninger og arrangementer, Vi deltager, når der er koncerter og når der sker noget i eller ved Møllen. Men når der skal være tid til arbejdet som handicaphjælper og til at arbejde i værkstedet på fuld tid, kan jeg ikke finde timer til også at arbejde som frivillig”.
NAVNET GLASSY
Op mod væggene både ude og inde, står store lærreder med gyldne og grønne farver. Det tager sin tid, før de er klar til det videre arbejde. Og endnu længere tid før de er så færdige, at Mette kan bruge seglet på bagsiden.
Så er der lige det med navnet. Et sidste blik rundt i værkstedet afslører, at der er ikke glas-materialer i værkstedet. Kun glaskrukker til opbevaring samt de kopper og askebægre vi har brugt, mens vi snakkede. ”Hun laver nok noget med glas lige som Dorthe Bent, og så er Glassy jo et smart efternavn”. Sådan var tanken før mødet med Mette. Men der er ikke noget smart ved efternavnet. Næsten tværtimod.
”Glassy er mit mellemnavn”, fortæller hun. ”Det har jeg arvet efter min skotske stedfar, som var far for mig i syv år, og som betød rigtigt meget for mig. Kun min søster, hendes søn og jeg har det navn her i Danmark. Derfor tænkte jeg, at det var et oplagt kunstnernavn, der også gav mening i forhold til min egen livshistorie. Jeg havde da min tvivl – ville folk kunne huske navnet. Men det var nu vist sig ikke at være et problem”.
På Mette Glassys hjemmeside – www.glassy.dk – kan du læse mere om, hvor hun har udstillet, se flere fotos af hendes værker og læse mere om de tanker, der ligger bag dem
