Nej, det er ikke en hyperlokal begivenhed. Men det er en begivenhed, vi aldrig må glemme
Støj fra lastbilers motorer kunne høres, og lyden af hårde støvletramp gav genlyd på gader og i opgange natten mellem 1. og 2. oktober for 80 år siden.
Tyske soldater og Gestapo var i aktion – nu skulle Danmark gøres jøderent, som det hed.
I København lå skibet Wartheland ved Langeliniekajen og ventede på at få lastrummet fyldt op med jøder, og ved banegårdene i alle større danske byer holdt togvogne og ventede – parat til at køre jøderne til Kz-lejren Theresienstadt 60 km nord for Prag.
Det var en fredag aften – altså jødernes sabbat og også det jødiske nytår. Tyskerne regnede derfor med, at de fleste ville være hjemme.
TYSKE DUCKWITZ ADVAREDE OM JØDEAKTIONEN
Men de fleste steder buldrede de støvletrampende forgæves på dørene. Beboerne var væk.
28. september om aftenen havde den tyske flådeattaché Duckwitz opsøgt den socialdemokratiske politiker Hans Hedtoft og havde fortalt ham om den planlagte jødeaktion. Hedtoft gav beskeden videre til formanden for Mosaisk Trossamfund, som umiddelbart nægtede at tro det. Men han blev overbevist og gav besked til rabbiner Marcus Melchior, som dagen efter advarede de godt 190 jøder, der den morgen var mødt op i synagogen i København: ”Nu sker det. I skal ikke være hjemme i morgen”. (Hør Melchior fortælle her).
De fleste danske jøder boede i og omkring København – og blev de ikke advaret i synagogen, blev mund-til-mund-metoden taget i brug. Ganske almindelige danskere cyklede rundt og advarede mennesker, hvis navn fortalte, at de kunne være jøder. Det skete også i større byer som Århus, Ålborg og Odense.
Unge jøder tog rundt til danskere, som de mente ville hjælpe, og fik organiseret gemmesteder og hjælp. Og ganske almindelige danskere, som aldrig i deres liv havde organiseret andet end familiefester og fastelavn for børnene, gik sammen om at finde flugtruter til Sverige.
VI HAVDE INTET – MEN GJORDE DET ALLIGEVEL
Den tidligere rektor for Århus Katedralskole, Åge Bertelsen, skriver i bogen ”Oktober 43” om organiseringen af Lyngby-gruppen: ”Både om dem, der mødtes den nat, og om så godt som alle der senere sluttede sig til gruppen, gjaldt, at de savnede næsten enhver saglig forudsætning for at gennemføre den opgave, de havde påtaget sig. Vi boede inde i landet, langt fra egnede udskibningssteder. Vi havde intet særligt kendskab til kysten, slet intet til sejlads, ingen forbindelser blandt fiskere og skippere, ingen penge at betale med, ikke så meget som en jolle at sejle med, for tyskerne havde længe i forvejen beordret alle både, der ikke brugtes i erhvervsøjemed fjernet fra kysterne. …. Vort eneste virkelige aktiv i kampen mod Gestapo, verdens grusomste og bedst organiserede politimagt, var en god vilje til at hjælpe de forfulgte”.
WERNER BEST SENDER TELEGRAM TIL BERLIN
Tyskernes reaktioner var et underligt dobbeltspil. Werner Best – besættelsesmagtens højeste politiske myndighed – var ikke i høj kurs i Berlin efter at samarbejdspolitikken brød sammen 29. august 1943. Danmark var til da Hitlers lille mønsterprotektorat, der også forsynede naboen mod syd med fødevarer. Men da optøjer, sabotager og folkestrejker begyndte at tage fart – og regeringen langt om længe fik nok og satte foden ned, da tyskerne krævede forbud mod strejker og dødsstraffen indført – blev glansbilledet revet i stykker. Så Werner Best var ikke længere Hitlers ven. Om det var for igen at komme ind i varmen, samme Best 8. september sendte telegram til Berlin, ved vi ikke. Men han skrev: ”Ved en konsekvent gennemførelse af den nye kurs i Danmark må der efter min opfattelse nu også tænkes på en løsning af jødespørgsmålet … ”.
28. september gav Hitler ordren: Danmark skal renses for jøder.
GESTAPO VAR EMSIGE HITLER-LAKAJER
Efter besættelsen hævdede Best, at det var med hans vidende, at de danske jøder blev advaret. Og også, at tyske soldater ikke var ivrige for at standse transporterne over Øresund men så den anden vej. Best havde opfyldt Berlins krav: Et Danmark renset for jøder – judenrein. De var væk.
Men det var ukendt for de mange danskere, der arbejdede nat og dag for at få deres landsmænd i sikkerhed, at hverken de øverste tyske myndigheder eller de tyske soldater ved ”flødeskumsfronten”, som de kaldte Danmark, var ivrige efter at ”indfange jøderne”. Men Gestapo havde Best ikke magt over, og det hidsige og emsige hemmelige politi og dets danske håndlangere, var mere end villige til at udføre Hitlers ordre. Det var så et held, at deres antal var relativt begrænset, men de formåede dog at finde jøder, der på egen hånd var taget op langs kysten, og som gemte sig i bådskure og andre steder. Den største fangst fik Gestapo, da det hemmelige politi så stort på kirkefreden og brød ind i Gilleleje kirke, hvor næsten 100 jøder gemte sig på loftet.
DE GLEMTE BØRN
Danskerne gemte jøder, hvor de kunne. I sommerhuse, på lofter, på hospitaler …
Mere end 100 små børn blev efterladt hos danske familier, da deres forældre flygtede. Man frygtede, at børnenes gråd kunne røbe transporten. De fleste blev genforenede med deres far og mor, da de kom tilbage. Ofte med et for alle parter skidt resultat. Børnene kendte ikke de mennesker, som kom for at hente dem. De var vant til en anden hverdag, og ganske vist var forældrene blevet reddet. Men flugten havde præget dem psykisk.
Kun 474 af landets næsten 8000 jøder blev taget af tyskerne og sejlet og kørt til KZ-lejren Theresienstadt nord for Prag.
DANSKERNE FIK SÆRBEHANDLING
Det var en gennemgangslejr – fangerne skulle sendes videre til udrydelseslejren Auswitch. Men det skete ikke for de danske jøder. Det lykkedes – også med hjælp fra Werner Best – at få en aftale om, at danskerne ikke skulle videre til andre lejre. Og senere – at de kunne modtage Røde Kors pakker én gang om måneden. Sådan er historien i hvert fald – at Best hjalp med forhandlingerne. Men et nyt storværk om danskerne i Theresienstadt fortæller, at vi faktisk intet ved om, hvorfor de fik særbehanding. Danskerne vidste heller ikke, at det altså var sådan. Så hver dag var fyldt med angst. Skulle de med det næste tog til Auswitch?
De fleste kom hjem med de hvide busser i februar 1945 – men de var dybt traumatiserede af deres oplevelser i lejren. Det blev der ikke snakket om: Lad os glemme det. Vi snakker aldrig mere om det.
53 af de 474 kom aldrig tilbage til Danmark. De døde i lejren af sult og sygdom. To spædbørn født i lejren overlevede heller ikke.
7.220 danske jøder kom til Sverige.
FISKERNE TOG SIG BETALT
Redningsaktionen har gjort Danmark berømt over hele verden.
Knap så meget bliver der snakket om de stramninger af lovene, der blev indført kort tid før besættelsen for at forhindre tyske jøder i at bosætte sig i Danmark.
Og der tales heller ikke meget om, hvor meget det kostede at blive sejlet over Sundet. Kun de fiskere, der sejlede bådene, tog sig betalt. Begrundelsen var, at blev de taget af tyskerne, ville de miste deres frihed og deres erhverv. Alle andre hjælpere tog ikke imod penge, og de risikerede at få deres huse sprængt i luften, blive arresteret og havne i Tysklands fængsler eller lejre. Men de skaffede pengene til at betale for overfarten. Det var udbud og efterspørgsel, der bestemte prisen. I begyndelsen kostede det mellem 1000 og 1500 kr. / person. Til sammenligning tjente en faglært arbejder godt 400 kr. om måneden. I november var prisen faldet til omkring 500 kr.
I en tid, hvor f.eks. 1000-vis af armeniere er på flugt, er der grund af at mindes de 100-vis af danskere, der i dag og i de kommende uger for 80 år siden tog sagen i egen hånd og reddede næsten 96 procent af landets jøder fra døden i en af Nazitysklands udryddelseslejre.
