”Større projekter og investeringer skal fremadrettet altid forbi VitaPark Lokaludvalg”.
Siger den socialdemokratiske viceborgmester, Lone Jakobi, til Horsens Folkeblad.
Så kan vi alle være rolige. Måske da lige bortset fra, at samme udvalg mener, at et rumrejse-projekt, der i 2018 kostede 582.566,30 kr, bare var kommet ”lidt ud af kurs”.
Al respekt for de 45 mennesker, som har brugt deres fritid på at deltage i projektet. Masser af borgere bruger hver eneste dag deres tid på frivilligt arbejde. Uden dem kunne aktiviteter i oplandet – og for den sags skyld Odder by – overhovedet ikke hænge sammen. Men der er pengene til forskel på Rumskibet og alt det andet frivillige arbejde.
DET ER EN SUCCES
Gang på gang har VitaParks ledelse haft behov for at understrege, at stort set alt er en succes. Det er en succes, at VitaPark investerede 200.000 kr i en gadefestival i Odder. Det er en succes, at der var et julemarked med 30 stande, at 50 mennesker mødte op til et foredrag, at…. Fred være med det. Men det er altså, hvad det samme i en landsby trækker. Igen og igen. Nu skal VitaPark endda have sæbekasseløb 26. maj – det bliver sikkert også en succes. Kom til byfest i Gylling, hvor successen viser sig i de mange penge, der bliver tjent til landsbyens aktiviteter. Kom til foredrag i Sognehuset og tæl antallet af deltagere. Eller deltag i loppemarkedet i Ørting Hallen og tæl pengene til børn og unges idræt, kom til fællesspisning…
DELTAGERANTALLET BLÆSER I VARM LUFT
Også Rumrejsen har været en stor succes. Hvis man ikke lige kan se det, kan man læse et notat fra forvaltningen til VitaParks Lokaludvalg:
”Rumrejsen har været en kæmpe succes. Over 70 borgere har været med til at udvikle det scenarie: Hospitarium, som endte med at blive valgt. Der har været et meget bredt spektrum af borgere repræsenteret. Flere frivillige har meldt sig på banen til at deltage med realiseringen”.
Først var håbet, at den megen reklame for projektet ville få 100 personer til at kravle ind i rumskibet. Det blev kun til 90 – incl kommunalt ansatte.
Nu skriver forvaltningen 70 – andre steder blev de 90 reduceret til 45.
Om det er 90 eller 45 er egentlig ligegyldigt. Men de konstant ændrede tal fortæller alligevel noget om projektet. Måske er det bare varm luft, der får tallene til at blæse som vinden..
BANALITETER FRA EN PIXI-BOG
Alt er sket i samskabelsens navn, får vi at vide. Samskabelse er slet ikke farligt, beroliger VitaParks leder i en artikel på hjemmesiden. Nej, hvem troede dog det? Men det er dæleme dyrt, hvis Rumskibet skal være model for kommunens fremtidige projekter.
I en anden artikel på hjemmesiden får vi at vide, at ”Fællesskaber kan noget, det individuelle ikke kan”. Det er så banalt, at en forening med respekt for sig selv end ikke ville sætte på Facebook-siden.
Der er i det hele taget i hele forløbet brugt floskler, som enhver handelsskolestuderende på 1. semester ville kalde banaliteter fra en Pixi-bog om organisation og ledelse.
FOR 384.000 MARKEDSFØRING
Og floskler er ikke det eneste, der er brugt. Der er i hele forløbet skovlet penge af til køb af alt – fra kommunikationshjælp til logo på vandflasker.
316.000 kr er gået til ”hjælp til at skabe kommunikationsmateriale, fysiske procesredskaber, annonceindhold, grafisk profil,
pressemeddelelser, online historier, invitationer, udsendelser, tilmeldinger, hjemmeside, produktion af diverse tekster og informationsmateriale, interviews, pressekontakt etc”, som der står i regnskabet – og yderligere godt 68.000 kr på annoncer.
Forvaltningen fortæller i et notat, at
“Investeringen i dette, har værdi for VitaPark generelt, og ikke kun i forhold til det specifikke projekt Rumrejsen. Det har skabt opmærksomhed, bevågenhed, øget kendskabet til VitaPark, fået flere folk og frivillige til at involvere sig, og øget kendskabet til og interessen for VitaPark uden for kommunegrænsen. Materialet der er kommet ud af denne investering, kan bruges også i årene frem, og er derfor mere en langsigtet investering i VitaParks branding”.
BÅDE I KØBENHAVN OG I HAMBORG
Ja, man kan da håbe på genbrug. Men alligevel har Lokaludvalget i februar diskuteret strategi. Og her får vi lige repeteret, at målet med kommunikationen er, at i
2017/19: VitaPark skal se sig selv
2018/20: VitaPark skal kunne ses fra Odder og omegn
2019/21: VitaPark skal kunne ses fra København
2020/22: VitaPark bemærkes i Hamborg
VitaPark skal ses i København og høres i Hamborg. Lykkes det også at sende kendsgerningerne Rumraketten og budgetterne så langt, er det nu rart at kunne sige “Nej da, jeg bor ikke i Odder, men i en landsby syd for byen”, når man møder en københavner.