Du kan se påskeæg i træerne på Torv og i gader. Du kan se kyllinger i Økologiens Have, og samme sted se æsler få beskåret klove. Og dine børn kan lave påskepynt på biblioteket.
Odder kommune fortæller dig på www.odder.dk om påsken i Odder.
Det er alt sammen så fint. Men helt ærligt – hvorfor er det kun byen, der omtales? Er det utænkeligt, at der foregår et og andet i oplandet?
Her i Ørting f.eks kommer mellem 800 og 900 mennesker til udstilling i Hallen, hvor 45 mennesker har købt en stand.
Galleriet på den gamle stadion har 20 års jubilæum og udstilling i påsken af malerier, glaskunst, smykker og keramik.
Fint med påskeæg, levende kyllinger – og æsler, der i Haven får beskåret klove. Men… andet fortjener også omtale på kommunens hjemmeside.
STØTTE TIL HANDELSPLADSEN
Der er lukket så meget som muligt for frysere og kølere på Handelspladsen, men alligevel koster elektriciteten det hvide ud af øjnene. Men Pandekagebilen og støttebidrag indbragte på få timer 16.000 kroner – eller et beløb, der betyder, at regningen fra elektricitetsselskabet for en måneds forbrug, kan betales. Pandekagebilen donerede pengene fra to timers salg ved Handelspladsen, og landsbyens beboere bakkede op og spiste fyldte pandekager til aftensmad. Den samme hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.