Hvis nogen bør give en ”kvajebajer”, så er det godsejer Johan Koed-Jørgensens advokat, René Offersen.
Og han bør give den for de kommentarer, han på vegne af sin klient har fremsat i DR-magasinet ”Kriminelt” og i radioen. En kan vist ikke gøre det.
Men nu ved vi så, hvordan godsejeren og hans advokater vil argumentere og forsøge at trække sagen om de fældede træer i langdrag:
- Vi accepterer ikke det skel, som langinspektører har målt sig til.
- Vi accepterer ikke, at træerne tilhørte kommunen. Det er vores.
- Det kan da godt være, at der er fældet enkelte træer, der ikke er vores. Det må vi jo se på. Så er vi da villige til at give en kvajebajer.
- Der er ikke fjernet et eneste træ, uden at der har været en saglig landbrugsfaglig begrundelse for det. De kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det kan være fordi, der er råd i træet, eller fordi træet hænger ind over marken. Hvert år bliver der ryddet op i det, der er en ulempe for landbruget. Det er almindeligt vedligehold.
ADVOKATEN VED BEDRE
Som advokat burde Offersen holde sig for god til den slags argumenter. Han ved udmærket, at hvis træerne eller dets grene generede godsejerens ”effektive landbrug”, skulle Koed-Jørgensen have henvendt sig til kommunen. Det skete ikke – måske derfor hævder han nu, at det var hans træer.
Advokaten ved også, at argumentet “jeg troede, det var mine træer” ikke er holdbart, for alle kan på nettet finde skellet mellem godsets besiddelser og kommunens arealer. Det var for at udelukke enhver tvivl, at kommunen fik landmålere til at dokumentere skellet.
Offersen ved – eller burde vide – at de træstammerne, som blev bunket op på Koed Jørgensens mark, så let som ingenting kan undersøges for råd.
At fælde træer på andres grund er ulovligt. Så simpelt. Har min nabo et træ, jeg synes er generende, kan jeg ikke møde op med en motorsav og høvle det ned. Det ville være selvtægt, og den slags bliver der heldigvis ikke set lyst på i et retssamfund.
Koed Jørgensens anden advokat har tidligere skrevet, at fældningerne af træerne langs de to åer burde falde ind under bagatelgrænsen.
Argumenter mod bedre vidende, bagatelgrænse, kvajebajer…. Det fortæller en del om, på hvilket grundlag sagen nu skal føres videre og sikket trækkes i langdrag. Det siger også noget om kvaliteten af advokaternes argumenter.
KUN HVIS MAN TROR, MAN ER URØRLIG
Uden videre at hugge træer ned i det omfang – og bagefter køre træstammerne væk – gør man vel kun,
hvis man i egen bevidsthed er urørlig. At lov og ret er billige begreber, der ikke skal snige sig ind i ens verden – undtagen da lige, hvis man selv vil gøre brug af dem. Begge dele praktiserer godsejeren så glimrende. Hvem husker ikke hans krav om en erstatning på godt 39 millioner kroner af kommunen fordi, sagde han, at en lille å som en tsunami havde oversvømmet hans marker. Eller da han forsøgte at få formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Odder dømt for at have skrevet et læserbrev, der gik ham imod.
Det er så noget helt andet, hvis love og paragraffer ikke passer i godsejerens kram – så bliver de bare viftet til side som et irriterende insekt. F.eks. blev et mere end 200 år gammelt stendige, som er beskyttet af museumsloven, revet ned, fordi det lå i vejen for et maskinhus. Privat-skilte bliver sat op på veje og stier, hvor loven giver enhver ret til at gå – og godsejeren påtager sig også rollen som den nidkære vogter. Dvs. at skælde og smælde når han møder menneske på vejen.
HOVMOD
Hvis man i egen bevidsthed kan gøre, hvad der passer i ens kram, er man fyldt med hovmod. Definitionen lyder, at hovmod er en last, der indebærer en alt for høj vurdering af en selv og en for stor arrogance og selvhævdelse.
Der er en gammel talemåde, der siger, at hovmod står for fald. Det er nok at være vel optimistisk, hvis man tror, at synderens jeg-gør-hvad-der-passer-mig attitude står for fald.
Men forhåbentlig har vi et retssystem, der vil kræve argumenter baseret på fakta.
