4. maj for 80 år siden kom der lys i danskernes vinduer. De havde netop hørt i BBC’s udsendelse til Danmark, at de tyske tropper havde kapituleret. Så folk strømmede ud i gaderne, og mørklægningsgardinerne blev brændt. De første opgør med tyskvenlige danskere – eller dem, der uberettiget fik det stempel – begyndte.
Men i Odder erklærede den tyske kommandant Erdmann, at han ikke havde fået ordre til at overgive sig, og meddelte, at de steder, hvor Dannebrog blev hejst, ville huset blive sprængt i luften. Hvis han så skyggen af personer med modstandsbevægelsens armbind, ville han tage gidsler, og de risikerede at blive skudt.
LANDSBYERNE
At Erdmann fortsatte besættelsen, nåede ikke ud til landsbyerne omkring Odder. Derfor heller ikke hans trusler. Så flagene blev hejst.
I Boulstrup, Saksild og Nølev, marcherede tyskere rundt 05. Maj og krævede flagene taget ned. I et enkelt tilfælde skød de gennem et vindue.
I Ørting-Falling området var stemningen som i resten af landet – Bornholm undtagt. Dog begyndte centralen at ringe rundt til folk 05. maj: Ingen flag eller andet, der kan irritere kommandanten.
150 ”POLITIFOLK”
I Odder var tyske patruljer i gaderne – og højtalervogne kørte rundt og meddelte, at flagning og andet var forbudt. Men i løbet af 5. maj fik sognerådsformand Åge Knudsen og politifuldmægtig Lemvigh-Müller forhandlet en aftale med Erdmann, så tyskerne holdt sig væk efter kl. 15 og 24 timer frem. Kommandanten ville ikke anerkende modstandsgrupperne – men nok samarbejde med politiet. Politifuldmægtig meddelte derfor, at omkring 150 politifolk ventede på at rykke ind i byen. Men han kunne ikke skaffe uniformer, så de ville få et armbind med hans stempel. Mærkeligt nok undrede Erdmann sig ikke over, hvordan der pludselig kunne være så mange medlemmer af ordensmagten.
De 150 politifolk var modstandsfolk fra Odder, Ørting, Hundslund og Gosmer, som ventede i Vejlskoven. De kunne nu rykke ind i byen – behørigt uniformeret med politifuldmægtigens armbind. De begyndte straks interneringen af værnemagere, der blev ført til Centralhotellet. Det var temmelig tilfældigt, hvem der blev taget, og da det rigtige politi vendte tilbage, blev de fleste løsladt igen. De falske politifolk patruljerede også i gaderne, og oprettede kontrolposter ved indfaldsvejene mod Århus, Skanderborg og Horsens.
Aftalen om at tyskerne holdt sig væk fra gaderne, blev 06. Maj forlænget i yderligere 24 timer. Det var nu tilladt af flage. Men da der stadig var ca 1000 bevæbnede tyske soldater i området, bragte den lokale avis 7. maj om morgenen en opfordring om ikke at genere tyskerne.
FARVEL TIL FLØDESKUMSFRONTEN
7. Maj overgav kommandanten sig. Og dagen efter begyndte soldaterne at gå sydpå mod Horsens. I Falling gik de fleste voksne ud for at se soldaterne gå på Horsensvej. Soldaterne har givet været lige så glade for nu at være på vej mod Tyskland i live, som befolkningen var for at se dem gå. Ganske vist blev Danmark kaldt ”flødeskumsfronten”, men soldaterne anede ikke, hvad de skulle hjem til. De vidste byerne var sønderbombede, og de fleste havde familie, hvis skæbne de ikke kendte.
4.MAJ KRIGERE
Hvordan det lykkedes at samle 150 modstandsfolk fra Odder og omegn vides ikke. Mange må have været, hvad der senere blev kaldt ”de sidste dages hellige” eller ”4. maj krigerne”.
Historieforfalskningen begyndte allerede 4. maj om aftenen, og den fortsatte med stor styrke. Fortællingen om Danmark blev hurtigt, at landet var en modstandsnation, hvor alle havde bidraget. Som Per Stig Møller skriver i bogen ”Sommeren 45”: ”I maj 1945 havde alle været med i frihedskampen, og mere end 50.000 gik i løbet af måneden med frihedskæmper-armbind, selv om realiteten var, at kun 2 – 3 procent af befolkningen havde bidraget til den”.
GLEMT VAR …
Glemt var de mange tyske jøder, der blev afvist ved den danske grænse før besættelsen. Glemt var den politiske fordømmelse af sabotage og modstand. Glemt var, at modstandsgrupperne blev kaldt terrorister. Og at landets statsminister Buhl opfordrede befolkningen til at anmelde, hvis de havde kendskab til aktiv modstand mod tyskerne. Fortællingen blev styrket af de dokumentarfilm, der blev udsendt lige efter besættelsen, hvor Gunnar Nu og skuespilleren Mogens Wieth speakede om et folk, der ikke ville mere – og som gik til modstand. I den rus blev der set endda rigtigt skævt til de tyske flygtninge, der var kommet til landet. I filmene om besættelsen, der efter befrielsen skulle styrke myten om danskerne, der ikke bøjede nakken, speakede skuespilleren Mogens Wieth og sportsjournalisten Gunnar Nu om de ”sultne, syge, lusede og lasede” tyske flygtninge, og om alle de sygdomme, de bragte med sig.
I april 1945 skrev det illegale blad Frit Danmark: ”I går brovtende, piskesvingende, undertrykkende – i morgen klynkende, indsmigrende flygtninge i fuld gang med at slippe medlidenheds-kampagne løs på Europa”. Af de 250.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark, var 70.000 under 15 år.
Der er al mulig grund til at sætte lys i vinduerne både den 4. og den 7. maj. Dels for at fejre – dels for at sige “aldrig mere”.
Da det var 75 år siden tyskerne kapitulerede, bragte Lokalposten en række artikler om besættelsen og befrielsen set fra den lokale vinkel. Læs eller genlæs
Hverdagen var tilbage dagen efter besættelsen
Den organiserede modstand i vores område begyndte på landet
Kun “nationalt forkvaklede” kunne have medlidenhed med de tyske flygtninge
