Ingen byggegrunde til salg. Ingen lejeboliger til hverken unge, ældre eller børnefamilier. Og nu fortæller forvaltningen i ”Notat om behandling af høringssvar ifm. den offentlig høring af Planstrategi 2023”, at hvis flere byggegrunde skal udbydes i Ørting, må borgerne selv presse de lodsejere, der ejer de to stykker jord, hvor der kan bygges. Eller som det er formuleret i ”Notat om behandling af høringssvar ifm. den offentlig høring af Planstrategi 2023” – ”udviklingen drives primært af grundejer og af borgerne i Ørting, der kan tilskynde grundejer til at udvikle”.
Med andre ord: Kommunens har ikke planer om at opkøbe jord til udstykning af flere byggegrunde. Det er op til borgerne at ”tilskynde”. Ørting skal ikke være, hvad forvaltningen kalder ”en bosætningsby”.
FORLØBER FOR KOMMUNEPLAN
Planstrategi23 er forløberen for ændringer af kommuneplanen. I hver valgperiode skal kommunalbestyrelsen aflevere en kommuneplan som skal række 12 år frem og sammenfatte og konkretisere de overordnede mål for den fysiske udvikling – hvordan kommunens arealer skal bruges. Hvordan skal byerne udvikle sig? Hvor skal der være industri? Hvilke naturområder skal der passes på osv. Bestemmelsen om kommuneplanen fremgår af Lov om Planlægning – Planloven, som den kaldes i daglig tale.
Planstrategi23 blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen på mødet 19. december sidste år og sendt i offentlig høring. Notatet samler op på de 43 svar, der kom fra foreninger, lokalråd og enkeltpersoner.
”ROBUSTE OG MANGFOLDIGE BOLIGOMRÅDER”
Da Planstrategi23 blev fremlagt rummede den ellers formuleringer og løfter, der glædede flere i Ørting: ”Det giver (også) tryghed at leve i robuste og mangfoldige boligområder, hvor der er mange forskellige typer boliger til alle aldre, så man i livets forskellige faser kan vælge at blive boende i ”sit” område, hvis det er det, man har lyst til”.
I Ørting har adskillige ældre beboere været nødt til at flytte til Odder, når det blev for meget for med hus og have, For dem var der ingen mulighed for at blive boende, da de havde ”lyst til det”. Og flere vil følge efter dem til kommunecenteret, som Odder by hedder i forvaltningssproget. I Ørting har de ikke foreløbigt mulighed for at ” leve i robuste og mangfoldige boligområder, hvor der er mange forskellige typer boliger til alle aldre, så man i livets forskellige faser kan vælge at blive boende i ”sit” område”.
16 LEJLIGHEDER VILLE KUNNE HAVE VÆRET I BRUG NU
Nu kunne 16 lejligheder mellem 65 og 110 kvadratmeter være taget i brug på Havrevænget i Ørting, for boligselskabet DOMI var i 2021 klar med planen om at bygge på arealet, hvor den gamle forsømte børnehave og to usælgelige ældreboliger lå. Lejlighederne ville have været klar til indflytning i begyndelsen af dette år. Men så manglede kommunen et midlertidigt sted til vuggestuebørn fra Hou, og forvaltningen fik så den idé, at den gamle børnehave i Ørting kunne bruges, når den blev renoveret for en halv million kroner. Og så var det slut med at bygge lejligheder på dét sted.
Allerede i 2021, da de sidste otte grunde i Smedegade-udstykningen var solgt, henvendte lokalrådet sig til kommunen for at få sat gang i opkøb af jord til nye byggegrunde. Men det er endnu ikke sket. Og det kommer heller ikke til at ske, for som der står i ”Notat om behandling af høringssvar ifm. den offentlig høring af Planstrategi 2023” – ”udviklingen drives primært af grundejer og af borgerne i Ørting, der kan tilskynde grundejer til at udvikle”. Her kan du se, hvordan tidligere borgmester Uffe Jensen og den nuværende borgmester på Facebook reklamerede for køb af byggegrund i Ørting, da den sidste Smedegade-udstykning var til salg.
Ingen byggegrunde. Ingen lejeboliger. Og for den sags skyld heller ingen børnehave.
Tirsdag d. 07. maj vil kommunalbestyrelsen vedtage Planstrategi 2023 endeligt. Høringssvar og notat kan læses her.