Kristian Sand kunne tale med heste

Dengang kendte ingen til ordet hestehvisker. Han var bare rigtig god til det med heste, ham Kristian. Han snakkede med dem, og de hørte, hvad han sagde – og de forstod.

Robert Redford som hestehviskeren – mange år efter Kristian Sand snakkede med den første “skøre krikke”

Først mange år efter fik vi ”hestehviskeren”. Først med Nicholas Evans bog i 1995 – og så med filmen af samme navn i 1998 med Robert Redford som Tom Booker – en cowboy, der kunne snakke med selv den mest umulige hest.
Men i vores område havde vi altså langt tidligere en hestehvisker. Nemlig Kristian Sand.
Han blev født i 1922 i Hundslund. Og som 13-årig kom han ud og tjene bønder. Allerede som 14-årig kom han til at arbejde med den første vanskelige hest.

SKØRE KRIKKER
På den gård, hvor han tjente, havde de en remonte. Det vil sige en ung militærhest, der var opstaldet på gården. I bogen ”At snakke med heste”, som kan købes på Gylling Lokalhistoriske Arkiv, forklarer Kristian Sand, at hestene skulle trække kanoner, hvis der blev krig. ”Der var flere på egnen, der havde en remonte – hvert år blev hestene indkaldt, når der var efterårsmanøvre. Det var ofte skøre krikker, som ikke var vant til at have en fast hestepasser. Jeg havde ikke problemer med at styre hesten. Jeg snakkede med den”.
Kristian Sand blev landvæsenselev på Aakær, hvor der dengang var 22 spand heste. Han søgte godset, fordi der var en helt ny elevbolig med centralvarme på værelserne, hvilket dengang var noget nær en sensation. Så det måtte han prøve.
Han kunne med det samme lide godsinspektøren, som dengang hed Grue. Og det kunne han, fordi han til ansættelses-samtalen ikke snakkede om arbejdet, men udelukkende om heste. Han sagde:
”Heste er ikke slaver. De er medarbejdere. Og hvis jeg nogensinde ser en mand bruge en pisk, er han ude af gården inden middag”.

I FÅR MIN MADPAKKE
Kristian skulle tit i skoven og hente brænde, der skulle køres ud til vejen, og der var læs på. En dag skred vognen, og hvis den væltede, kunne han ikke selv klare det. Så hvad gjorde han? Snakkede med hestene. ”I får min madpakke, hvis I trækker vognen op”. Vognen kom op med hele læsset – og hestene delte madpakken.

Har man én gang snakket med heste, husker man stadig hvordan 60 år senere

Efter 10 måneder fortsatte Kristian til Gyllingnæs, hvor han også tog sig af heste. Bl.a. hingsten Per, der blev anset for at være vanskelig, og første gang Kristian spændte ham for en radrenser, røg folk til alle vinduer, for de forventede, at hesten ville splitte det hele. Men alle tilskuerne blev skuffede -den fulgte villigt med efter lidt snak mand og hest imellem.

Den lokale hestehvisker betragtede heste som mennesker, der var i stand til at tænke. Og det kom han langt med.

Kristian Sand blev senere uddannet som murer, og var i mange år medlem af sognerådet i Gylling og aktiv i fagforeningerne. Han har fortalt om det hele i bogen ”At snakke med heste”.

Bogen kan downloades her – men kan du ikke lide at læse på skærmen, kan du købe den på Gylling Lokalhistoriske Arkiv for 50 kr.