Han er en terrier, der bider sig fast – nogle vil kalde ham en bulldog. Han siger, hvad han mener – uden på nogen måde at pakke tingene ind. Han bider mageligheden i haserne, og det gør ham ikke altid populær blandt kollegerne i byrådet – eller kommunalbestyrelsen, som det rettelig burde hedde, når nu op mod halvdelen af kommunens borgere bor uden for Odder. Men de respekterer ham samtidig for altid at være forberedt til møderne. At have sat sig grundigt ind i sagerne.
PÅ EN GÅRD BYGGET I 1785
Navnet er John Rosenhøj og han bor i vores område – nemlig på den firlængede bindingsværksgård fra 1785, der ligger i landsbyen Amstrup, 
som alle på vej til Alrø passerer. Amstrupgaard hedder den.
Her bor han sammen med sin kone, Heidi Rosenhøj. Her har de boet siden 2001, da de flyttede fra Århus midtby – ud til skov, natur og vand. Gården var renoveret – men de to fortsatte med at finpudse og sætte deres eget præg på stedet. Bygningernes ydre er bevaret – men det indre i deres beboelse er som at træde ind i en nutidig bolig.
”Jeg har altid været glad for Østjylland”, siger han. ”Og på det tidspunkt vi købte stedet, var mine forældre i Odder begyndt at skrante lidt, så det var fint jeg her i Amstrup kunne være tæt på dem”.
KØRER HARLEY
I en af gårdens længer har John værksted, og hér nørkler han med deres store motorcykler. Han har været med til at stifte den jyske afdeling af HOG, Harley Davidson Owners Group. Det er en international organisation af mænd og kvinder, der er vilde med deres motorcykler – en velgørenhedsorganisation, som ikke tolererer bandeaktiviteter overhovedet.
Det er ”pæne mennesker med gråt hår”, som han siger, der mødes til træf i både ind- og udland. Og som hjælper hinanden – og andre – hvor de kan.
På Harley’en har han kørt sammen med 20 andre i USA. Han har været i Rusland, og sammen med Heidi har han kørt ture til Norge, Irland, Scotland, Tyskland, Italien ….Han interesserer sig meget for historie, og opsøger steder, bygninger og museer. ”Kender vi ikke fortiden, kan vi ikke bygge fremtiden”, siger han.
HAR ALTID ARBEJDET FRIVILLIGT
Men han kører også sammen med andre ind på plejecentret på Bronzealdervej, og snakker motorcykler med medlemmerne af stedets mandeklub. John Rosenhøj har arbejdet som frivillig i forskellige foreninger det meste af livet. Først i ridesporten, hvor han begyndte i Skanderborg Rideklub som 15-årig og var med i bestyrelsen og formand i 15 år og var med til at arrangere store stævner.
Hestesport bliver af mange betragtet som en overklasse-fornøjelse. Men der var ikke meget overklasse i drengen, der kom fra et arbejderhjem i Odder. Han købte sin første hest for konfirmationspenge og penge, han havde sparet. ”Dengang købte dem med penge heste, fordi det var smukke dyr. Så var hestens temperament ligegyldig. De red alligevel ikke på den. Jeg blev brugt som drengen, der ikke havde penge, og som derfor kunne ride på dyret, når det skulle vises frem”.
I dag har han ikke heste – det hvide hegn omkring en mark bag gården er kun til pynt, siger han. I dag er han på fjerde år frivillig på Ålykke-centret, hvor han hjælper ældre mennesker med at sætte deres telefon, Ipad eller tablet op – og med at kunne bruge det. Det er individuel undervisning, og for ham er det en god dag, når en ældre medborger får hul igennem til børn, børnebørn og oldebørn på de sociale medier.
TAL-KNUSER
John Rosenhøj er udlært i Odder kommune, hvor han nu er valgt politiker. Han blev udlært i skat og bogholderi. ”Jeg var med til at flytte fra Holsteinsgade og ind på det nye rådhus”, siger han med et stort grin. ”Jeg bar stole ind”.
Efter at have ”ligget ved”, som det hedder, Garder Husarerne, kom han til Kommunernes Revisionsselskab og videre til et forsikringsselskab. Han sluttede erhvervs-karrieren som Pensionskundechef i Nordea.
Så han er en ørn til tal og til at læse regnskaber. Og han forstår, hvad han læser. ”Det er godt at kunne som politiker”, siger han. Enhver, der følger med i lokalpolitik, ved, at han kan hvirvle tal af sig til møderne. Det er ikke altid populært, men det er ikke hans sag. Tingene skal være i orden – og tallene gennemskuelige. Det er et af hans politiske mantraer. Et andet er, at alle skal behandles lige.
BLANDER SIG PÅ ANDRES VEGNE
Arbejderdrengen fra Rørthvej sidder i ham. ”Jeg ved, hvor jeg kommer fra”, siger han. ”Og jeg kan ikke tage det, hvis noget ikke er retfærdigt”. Han betragter sig selv som vagthund på borgernes vegne.
Han bruger derfor tid på at hjælpe mennesker, der føler sig magtesløse over for forskellige systemer. Denne tirsdag eftermiddag er han glad. Han har anket en kommunes hjælp til en handicappet borger – og har fået ret. Han er ligeglad med, om folk er politisk uenige med ham i næsten alt. Har de brug for hjælp, skal de have den. ”De kommer vel til mig, fordi jeg siger, hvad jeg mener, og også råber lidt op, når jeg synes, noget er forkert”.
MUSLIM REDDEDE HANS LIV
Masser af mennesker er ikke enige med John Rosenhøj i hans holdning til flygtninge og indvandrere. Det ved han godt. Men det hører med, at han bliver skældt ud for at være racist m.v. hvilket han afviser på det skarpeste. Men også på dét område tager han afsæt i, hvad han selv synes er ret og rimeligt. Så må andre jo mene, hvad de nu mener.
”Det var forresten en muslim, der reddede mit liv”, siger han, og kan ikke lade være med at smile over hele ansigtet. John havde aldrig gået meget til læge, men da han en dag opsøgte den sædvanlige praksis, fordi han hostede, var den blevet solgt, og han mødte nu en læge med mørkere hud end gennemsnittet. Fordi han ikke kom så ofte, ville lægen have ham til et 100.000 km eftersyn, som det ville hedde, hvis han var en bil. Han mente nu ikke selv, hosteriet var et problem, men det viste sig, han havde lungekræft, og på tre uger var han gennem tre operationer. I dag er han helbredt – og lever fint med kun en lunge. Uden lægen med den mørke hud, havde han næppe været her i dag.
FORENINGERNE ER VIGTIGE
Så en af hans politiske mærkesager er sundhed. Andre er orden i økonomien, folkeskolen og at alle borgere får lige behandling. Han går også meget op i frivilligt arbejde og mener, at foreningerne og det frivillige arbejde er de egentlige kulturbærere – specielt i lokalsamfundet, hvor de er med til at skabe sammenhængskraften. I ham vil lokale til enhver tid have en hjælper – uanset om de er politisk enige med ham eller ej. Hva’ kommer dét sagen ved, siger han?
